1)

Dommen, der blev afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 16. september 2013 i sag T-364/10, ophæves, for så vidt som Kommissionen deri blev frifundet.

2)

Artikel 1, stk. 1, artikel 2 og artikel 3 i Europa-Kommissionens afgørelse K(2010) 4185 endelig af 23. juni 2010 i sag COMP/39.092 — Badeværelsesudstyr og -inventar, annulleres i deres helhed i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, i det omfang de berører appellanterne.

3)

Subsidiært (til den anden påstand) ophæves eller nedsættes den bøde, der er pålagt appellanterne i den ovennævnte afgørelse, betydeligt.

4)

Mere subsidiært (til den anden og den tredje påstand) hjemvises sagen til fornyet behandling ved Retten i overensstemmelse med den retlige vurdering i Domstolens dom.

5)

Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale appellanternes omkostninger i forbindelse med sagen for Retten og for Domstolen.

For det første har Retten tilsidesat artikel 31 i forordning nr. 1/2003, uskyldsformodningen og retten til en retfærdig rettergang (artikel 47 og 48, stk. 1, sammenholdt med artikel 52, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og EMRK’s artikel 6, stk. 1 og 2), fordi den nægtede at efterprøve den anfægtede afgørelse i dens helhed, hvilket appellanterne udtrykkeligt havde anmodet om, fordi den gik ud fra en formodning om rigtighed til fordel for Kommissionens faktiske og retlige konstateringer og fordi den ikke på tilstrækkelig måde udøvede sit eget skøn ved fastsættelsen af bøden.

For det andet har Retten i strid med artikel 263 TEUF tilsidesat appellanternes ret til adgang til effektive retsmidler (chartrets artikel 47, stk.1) og princippet om processuel ligestilling af parterne, idet den har udøvet sin legalitetskontrol på utilstrækkelig måde og overskredet grænserne herfor til skade for appellanterne.

For det tredje har Retten i flere henseender åbenbart og på en måde, der havde betydning for sagens udfald, forvansket sagens akter, og som følge heraf begået retlige fejl og tilsidesat de anerkendte principper for bevisførelsen.

For det fjerde har Retten begået processuelle fejl og tilsidesat procesreglementets artikel 48, stk. 2, appellanternes ret til forsvar og til en retfærdig rettergang samt princippet om processuel ligestilling af parterne, idet den har anvendt uanvendelige og for sent fremlagte bevismidler samt for sent fremførte anbringender fra Kommissionens side til skade for appellanterne, og retligt fejlagtigt har afvist samtlige begæringer om bevisførelse fra appellanternes side med utilstrækkelig begrundelse.

For det femte har Retten anvendt artikel 101 TEUF forkert og den har tilsidesat sin begrundelsespligt, idet den har fastslået, at Kommissionen med rette har lagt appellanterne en samlet overtrædelse på tværs af produkter til last med hensyn til armaturer, brusekabiner og sanitærkeramik.

For det sjette har Retten anvendt artikel 101 TEUF forkert, idet den har anvendt et forkert kriterium for bedømmelsen af en informationsudveksling efter artikel 101, stk.1, TEUF, idet den har antaget, at appellanterne havde en pligt til at holde sig på afstand af ikke-konkurrenters diskussioner, og idet den fandt, at angivelige »forsøgte aftaler« ved særlige lejligheder i forbund på tværs af produkter udgjorde en fuldendt tilsidesættelse af artikel 101 TEUF.