1.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 156/18

1)

Er en bestemmelse i national ret, som ved gennemførelsen af direktiv 1999/70/EF (1) i tilfælde af en ulovlig opsigelse af en ansættelseskontrakt med en ulovlig opsigelsesklausul, foreskriver økonomiske følger, der er anderledes og væsentligt lavere end i tilfælde af en ulovlig opsigelse af en aftale i henhold til civilretlige bestemmelser med en ulovlig opsigelsesklausul, i strid med ligebehandlingsprincippet?

2)

Er det i overensstemmelse med EU-retten, at en sanktions effektivitet inden for dens anvendelsesområde begunstiger den ulovligt handlende arbejdsgiver frem for den ulovligt behandlede arbejdstager, hvorved også sagsbehandlingens fysiologiske varighed direkte skader arbejdstageren til fordel for arbejdsgiveren, og at genoptagelsens virkning nedsættes proportionelt, ved at processens varighed øges, indtil den næsten annulleres?

3)

Er det inden for EU-rettens anvendelsesområde i henhold til Nice-traktatens artikel 51, foreneligt med artikel 47 [i chartret om grundlæggende rettigheder] og EMRK’s artikel 6, at processens varighed, også fysiologisk, er direkte til skade for arbejdstager til fordel for arbejdsgiver, og at genoptagelsens virkning nedsættes proportionelt, ved at processens varighed øges, indtil den næsten annulleres?

4)

Omfatter begrebet ansættelsesvilkår i henhold til § 4 i direktiv 1999/70/EF også følgerne af den ulovlige afbrydelse af arbejdsforholdet, når der tages hensyn til artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78/EF (2) og artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54/EF (3)?

5)

Såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende, er forskellen i de oprindeligt fastsatte følger i den nationale lovgivning for ulovlig afbrydelse af et tidsubestemt arbejdsforhold og et tidsbegrænset arbejdsforhold da berettigede i henhold til § 4?

6)

Skal de almindelige principper i fællesskabsretten om retssikkerhed, beskyttelse af den berettigede forventning, ligestilling af sagens parter, effektiv retsbeskyttelse og retten til en uafhængig domstolsprøvelse og mere generelt til en retfærdig rettergang, som garanteres ved EU-traktatens artikel 6, stk. 2, (som ændret ved Lissabontraktatens artikel 1, stk. 8, og som henviser til EU-traktatens artikel 46) — sammenholdt med artikel 6 i den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, underskrevet i Rom den 4. november 1950, og med artikel 46, 47 og artikel 52, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret i Nice den 7. december 2000, som gennemført ved Lissabontraktaten — fortolkes således, at principperne er til hinder for, at den italienske stat efter et betragteligt tidsrum indfører en lovbestemmelse (såsom artikel 32, stk. 7, i lov nr. 183/10 i den forstand, der kan udledes af den fortolkende bestemmelse i artikel 1, stk. 13, i lov nr. 92/12), der ændrer følgerne af de igangværende retssager, hvorved arbejdstager skades til fordel for arbejdsgiver, og hvis genoptagelsesvirkning nedsættes proportionelt, når processens varighed øges, indtil den næsten annulleres?

7)

Såfremt EU-Domstolen ikke tillægger de nævnte principper en værdi som grundlæggende principper for Den Europæiske Unions retsorden, for at de finder horisontal og generaliseret anvendelse, og dermed finder, at kun en bestemmelse, nemlig artikel 32, stk. 5-7, i lov nr. 183/10 (som fortolket i henhold til artikel 1, stk. 13, i lov nr. 92/2012) er i strid med forpligtelserne i henhold til direktiv 1999/70/EF og Nicecharteret, skal et selskab, som sagsøgte, der har de i punkt 55-61 omhandlede kendetegn, da anses for et statsligt organ, hvorved EU-retten, og navnlig § 4 i direktiv 1999/70/EF og Nicecharteret, finder direkte, opadgående vertikal anvendelse?

8)

Såfremt EU-Domstolen besvarer de ovenstående spørgsmål 1, 2, 3 eller 4 bekræftende, bevirker princippet om loyalt samarbejde, som er et af de grundlæggende principper i EU, da at en fortolkende bestemmelse, som artikel 1, stk. 13, i lov nr. 92/12, der gør det umuligt at overholde de principper, som kan udledes af svarende på spørgsmål 1-4, ikke finder anvendelse?