11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/82

Ordfører:

Dimitris DIMITRIADIS

1.1.

Socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling af hav- og kystområder er af allerstørste betydning for at modvirke de eksisterende uligheder og sikre bevarelsen af den kulturelle og biologiske mangfoldighed. Der er endvidere tale om et af de mest oplagte områder, når det gælder etablering af programmer for tværnationalt samarbejde i og uden for EU. På den baggrund støtter EØSU fuldt ud det specifikke initiativ vedrørende bæredygtig udvikling af den blå økonomi i det vestlige Middelhavsområde og opfordrer EU-institutionerne til at afslutte høringsperioden og oprette den relevante taskforce.

1.2.

EØSU mener, at en forudsætning for, at initiativet bliver en succes, er god kommunikation og et godt samarbejdsklima mellem i første omgang de involverede lande og dernæst EU-institutionerne. Middelhavsunionen opfordres til at spille en vigtig rolle som formidler af kontakt mellem de involverede parter.

1.3.

EØSU erkender, at der er behov for at udvide initiativet inden for de følgende tre områder:

1.3.1.

I tillæg til de valgte indsatsområder for det specifikke initiativ — 1) et sikrere havområde, 2) en intelligent og modstandsdygtig blå økonomi og fokus på udvikling af færdigheder, forskning og innovation, 3) bedre havforvaltning — foreslår EØSU en yderligere tematisk udvidelse af initiativet inden for biodiversitet og bevarelse og interkulturel kommunikation samt en mere konkret strategi til støtte for små og meget små produktionsaktiviteter.

1.3.2.

Derudover mener EØSU, at det er yderst vigtigt, at også gradvis udvikling af og tværnationalt samarbejde mellem erhvervsrettede og akademiske uddannelsessystemer medtages som et horisontalt indsatsområde, der vil øge effektiviteten inden for andre områder af den blå økonomi. I det lys bør man vælge den tilgang, der anvendes ved de makroregionale strategier.

1.3.3.

Transportsikkerhed til søs, sikkerhedsspørgsmål, bæredygtig økonomisk vækst og bevarelse af kultur og miljø vil ikke kunne håndteres effektivt på lang sigt, hvis vi negligerer det forhold, at Middelhavsområdet historisk, økonomisk og miljømæssigt er en enhed (1). Så selv om de øgede geopolitiske spændinger og forværringen af konflikterne i den østlige del af Middelhavsområdet berettiger, at initiativet sættes i gang i den vestlige del, bør det betragtes som et pilotprojekt, der kan levere brugbare erfaringer og bedste praksis, som kan videreudvikles til at omfatte hele Middelhavsområdet (se også punkt 3.3, 3.4 og 3.5).

1.4.

EØSU forventer, at en høj grad af tværnational og tværgående koordinering vil være nødvendig for, at initiativet bliver en succes. De seneste 20 års politikker og programmer for Middelhavsområdet har opnået ringe resultater, og store summer er henstået ubrugt på grund af forskellige holdninger og mangel på effektiv koordinering mellem EU-institutionerne og de offentlige myndigheder i tredjelande i Middelhavsområdet, og fordi bureaukrati under påskud af gennemsigtighed i nogle tilfælde har skabt store hindringer for anvendelsen af de eksisterende midler. Dette tyder på, at der er et behov for et delprojekt med teknisk bistand til følgende:

1.4.1.

En grundig sammenlignende analyse for at finde overlappende områder i den eksisterende overflod af initiativer med nogenlunde samme (hvis ikke identisk) fokus (se punkt 3.9 og 3.10) med det sigte at spare ressourcer og forbedre de endelige resultater. EØSU fremhæver risikoen for, at initiativets gennemførelse forsinkes eller endda aflyses, hvis de mellemlange og langsigtede mål ikke fastlægges klart, og/eller de deltagende organers og institutioners kompetencer ikke specifikt defineres.

1.4.2.

En overordnet operationel plan med en definition af kompetencerne for taskforcen for den blå økonomi, de specifikke organisatoriske/administrative instrumenter, tydelige roller for de involverede regionale, nationale og internationale institutioner og en tydeligt beskrevet tidsplan (se også punkt 4.5 og 4.6). Eftersom forskningsinstitutioner kommer til at spille en væsentlig rolle, bør ophavsmanden/-mændene bag denne overordnede plan også tage højde for de regionale forskelle med hensyn til erfaringerne og kompetencerne i FoU-sektoren og eventuelle eksisterende eksempler på et succesfuldt FoU-samarbejde på begge sider af Middelhavet.

1.4.3.

Planlægning og gennemførelse af en tilstrækkelig vidtrækkende kommunikationsstrategi for at udbrede kendskabet til indholdet af initiativet vedrørende den blå økonomi og de heraf følgende muligheder og fremtidsudsigter med henblik på at i) registrere alle de institutioner og interessenter, der kan inddrages og/eller blive berørt, især på det regionale og lokale niveau, og ii) udveksle relevant information blandt disse.

1.5.

I forlængelse af ovenstående generelle anbefalinger er de detaljerede konklusioner og relevante forslag som følger:

1.5.1.

EØSU er enig i, at en vellykket kamp mod kriminalitet og terrorisme er betinget af et mere effektivt netværkssamarbejde mellem land- og søgrænsemyndigheder på begge sider af Middelhavet og af systematisk udveksling og analyse af data i tæt samarbejde med Frontex og andre globale tværnationale institutioner som Den Internationale Søfartsorganisation (IMO).

1.5.2.

I lyset af netværkssamarbejdet mellem land- og søgrænsemyndigheder ønsker EØSU særlig fokus på reglerne for »god forvaltning« og behovet for omhyggelig hensyntagen til både individuelle og kollektive menneskerettigheder (se også punkt 4.1).

1.5.3.

For at sikre en effektiv fysisk planlægning og kystzoneforvaltning bør den tilgang, der vælges på tværnationalt og især regionalt/lokalt niveau, være den firstrengede »quadruple helix«-model. Det er nødvendigt i højere grad at inddrage de lokale myndigheder (kommuner og regioner), arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer inden for deres respektive aktivitetsområder. Med henblik derpå bør Kommissionen invitere lokale offentlige og private interessenter til høringen om meddelelsen og de specifikke indsatsområder — transportsikkerhed, fiskeri, turisme og energi, social samhørighed og miljømæssig bæredygtighed (se også punkt 4.2.1 og 4.3).

1.5.4.

»Blå vækst« (2) er en af de vigtigste langsigtede strategier for at nå Europa 2020-målene om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst: fiskeri og akvakultur, kyst(øko)turisme, maritim logistik (af stigende betydning i Middelhavsområdet på grund af den nuværende geopolitiske og økonomiske udvikling), marinebioteknologi, havenergi og havminedrift giver nye mangeartede iværksættermuligheder.

1.5.5.

Små og meget små virksomheder, håndværksvirksomheder og familieforetagender med traditionelle organisationsstrukturer, driftsplaner og aktiviteter er rygraden i de lokale økonomier på begge sider af Middelhavet. På den baggrund kan netværkssamarbejde og samarbejdsordninger for små producenter og mikroproducenter måske også forbedre modstands- og konkurrencedygtigheden, hvis der holdes fast i den helt nødvendige differentiering af de varer og tjenester, de leverer. Derfor mener EØSU, at det ud over innovativt og teknologisk avanceret iværksætteri er mindst lige så vigtigt også at fremme specifikke, veltilrettelagte programmer for traditionelle økonomiske aktiviteter, hvorunder der tages hensyn til lokale særtræk (se punkt 3.6, 3.7, 4.2.2, 4.2.3 og 4.2.4).

1.5.6.

Da der er en sandsynlighed for, at fattigdommen og ungdomsarbejdsløsheden vil blive forværret i de kommende år, især i de sydlige Middelhavslande, er det vigtigt, at matchningen på arbejdsmarkedet bliver bedre, men dette vil uden tvivl ikke være tilstrækkeligt til at håndtere arbejdsløsheden og sikre social samhørighed og bæredygtighed. Derfor er de udviklingstiltag, der er opregnet i punkt 1.5.5, helt afgørende for skabelsen af nye bæredygtige jobs og højnelsen af levestandarden i de pågældende områder. Disse udviklingstiltag skal planlægges omhyggeligt i samarbejde med lokale institutioner og myndigheder. Derudover er disse lokale politikker den mest effektive måde at vende migrationens pushfaktorer på, og de bør derfor opfattes som et vigtigt redskab til håndtering af de stigende migrationsstrømme og de heraf følgende socioøkonomiske problemer på begge sider af Middelhavet samt de relaterede sikkerhedsproblemer og kampen mod kriminalitet og terrorisme (punkt 1.5.1).

1.5.7.

Med hensyn til fiskeri mener EØSU, at: i) fleksibiliteten i Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) bør øges for at fjerne barriererne mellem myndighedsniveauer, og at ii) Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) bør tildeles en større rolle med henblik på i tæt samarbejde og koordinering med tredjelande i Middelhavsområdet at vende den stadig dårlige situation for bestandene af mange fiskearter (se også punkt 4.3.4 og 4.3.5).

2.1.

I november 2015 vedtog man på »Ministerkonferencen om blå økonomi« (3) i Middelhavsunionen en Erklæring om en udbygning af den blå økonomi (4) gennem øgede investeringer i relevant teknologi, innovation, viden, færdigheder og forvaltning af havene.

2.2.

I oktober 2016 opfordrede udenrigsministrene i »5 + 5-dialogen« — Algeriet, Libyen, Mauretanien, Marokko og Tunesien plus Frankrig, Italien, Malta, Portugal og Spanien — til, at der blev arbejdet videre med et initiativ vedrørende bæredygtig udvikling af den blå økonomi inden for Middelhavsunionens rammer (5).

2.3.

Den foreliggende meddelelse (6) og det ledsagende arbejdsdokument »Framework for Action« (SWD(2017) 130) (7) udspringer af denne opfordring. Målet er at udnytte mulighederne og imødegå udfordringerne i en region, der kræver multilateral koordinering og internationalt samarbejde, der nødvendigvis må række ud over EU's grænser.

2.4.

Endvidere bygger det kommissionsinitiativ, der ligger til grund for denne meddelelse, på de mangeårige erfaringer med havområdestrategier og makroregionale strategier — se f.eks. Atlanterhavsstrategien, EU-strategien for Østersøområdet og EU-strategien for området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav (8). Initiativet bygger også videre på den regionale dialog om den blå økonomi inden for rammerne af Middelhavsunionen (nævnt ovenfor), Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) (9), Barcelonakonventionen om beskyttelse af Middelhavets havmiljø og kystområder (10) samt FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling (11) og indsatsen i forbindelse med gennemførelsen af Middelhavsstrategien for bæredygtig udvikling (12).

2.5.

Meddelelsen er desuden i tråd med den videnskabelige og socialpolitiske diskussion, der finder sted overalt i verden. Den blå økonomi er allerede et af de vigtigste aktuelle emner, hvilket for det første skyldes betydningen af aktiverne i havene og oceanerne og potentialet for økonomisk vækst relateret til havene og oceanerne og for det andet, at havenes og oceanernes bæredygtighed er det vigtigste parameter for den globale miljøbeskyttelse (13)

2.6.

I meddelelsen anerkendes behovet for øget sikkerhed, bæredygtig økonomisk vækst og beskæftigelse samt bevarelsen af økosystemer og biodiversitet i det vestlige Middelhavsområde. Ønsket er med andre ord at bidrage til fremme af en socialt og miljømæssigt bæredygtig økonomisk udvikling i Middelhavet, de nordlige og sydlige kystområder, og de havne og byer, der udgør et integreret system for menneskers og varers mobilitet, uden de administrative og politiske hindringer, der findes i dag. I den forbindelse opridses der tre områder med udfordringer:

2.6.1.

Sikkerhed i forbindelse med maritime aktiviteter: Det fremgår af meddelelsen, at der i det vestlige Middelhavsområde er nogle trafikalt overbelastede områder, hvor risiciene (hvad angår transportulykker) vil blive forøget på grund af de fremtidige geopolitiske og økonomiske udviklingstendenser såsom fordoblingen af trafikken i Suezkanalen. På den anden side er sikkerhedsproblemerne allerede betydelige, hvilket den illegale migration er en indikation af, og samtidig forventes den nuværende socioøkonomiske og demografiske udvikling og konsekvenserne af klimaændringerne at øge konkurrencen om ressourcerne og den geopolitiske ustabilitet.

2.6.2.

Høj ungdomsarbejdsløshed versus aldrende maritim arbejdskraft: I meddelelsen anerkendes et velkendt »beskæftigelsesparadoks«, idet der på den ene side er en uudnyttet arbejdsstyrke og på den anden side ubesatte ledige stillinger, hvilket er særlig udtalt i sektorer og brancher inden for den blå økonomi. Kommissionen mener, at den nuværende situation hovedsageligt (hvis ikke udelukkende) er resultatet af dårlig matchning. Den fokuserer derfor på manglen på dialog og samarbejde mellem erhvervslivet og uddannelsessystemet.

2.6.3.

Divergerende og konkurrerende maritime interesser: I henhold til de data, der fremlægges i meddelelsen, har det vestlige Middelhavsområde den største biodiversitet i hele området. Samtidig genereres her ca. halvdelen af Middelhavsområdets BNP, primært fra maritime aktiviteter — turisme, akvakultur, fiskeri og transport — hvilket medfører en stigende urbanisering i kystområder, overudnyttelse af fiskebestandene, havforurening og mere generelle spørgsmål om beskyttelse af naturen. Da der er tale om tværnationale interesser og alvorlige socioøkonomiske uligheder, er det helt berettiget, at det i meddelelsen anføres, at »der er et meget stort økonomisk, demografisk og miljømæssigt pres i området«.

2.7.

Kommissionen anerkender generelt, at de eksisterende rammer for samarbejde på begge sider af Middelhavet har vist sig ikke at være effektive nok. På den baggrund tager initiativet fat på et eksisterende behov. Ikke desto mindre vil det kun blive håndteret hensigtsmæssigt, hvis der foretages en lang række generelle og specifikke ændringer og justeringer, hvoraf mange er søgt fremlagt i de følgende afsnit.

3.1.

EØSU støtter Kommissionens indsats for at konsolidere og udvikle en miljømæssigt bæredygtig produktions- og forbrugskæde, f.eks. via brug af rene energiformer til afsaltning, fremme af energieffektivitet og ren energi mere generelt samt fremme og styrkelse af grøn transport og skibsfart. Dette er især vigtigt i lyset af det enorme potentiale for iværksætteraktiviteter inden for det pågældende område.

3.2.

Udtrykket »blå økonomi« henviser til den socialt og miljømæssigt bæredygtige udvikling af hav- og kystområder for at modvirke de eksisterende uligheder og sikre bevarelsen af kulturel og biologisk mangfoldighed, hvilket er særligt vigtigt i lyset af Middelhavsområdets historie og for områdets fremtid. I den henseende kan det være, at de valgte indsatsområder i meddelelsen — 1) søfartssikkerhed og maritim sikring, 2) en intelligent og modstandsdygtig økonomi, 3) bedre havforvaltning — selv om de er vigtige, ikke vil være tilstrækkeligt omfattende i forhold til behovene i området. EØSU foreslår en yderligere udvidelse af initiativet inden for biodiversitet, bevarelse og interkulturel kommunikation samt en mere konkret strategi for støtte til små og meget små produktionsaktiviteter, f.eks. inden for fiskeri osv.

3.3.

Transportsikkerhed til søs og især sikkerhedsspørgsmål er meget vigtige, men kan ikke begrænses til det vestlige Middelhavsområde. Tværtimod indikerer den geopolitiske historie, den aktuelle forværring og den eskalerende flygtningekrise i den østlige del af Middelhavsområdet, at der er behov for en helhedsorienteret tilgang for hele området til håndteringen af disse problemstillinger.

3.4.

Dette gælder også de øvrige interesseområder — bæredygtig økonomisk vækst, bevarelse af kultur og miljø osv. Middelhavsområdet bør ikke opdeles i øst og vest. Selv hvis dette er nødvendigt af administrative og kortfristede taktiske årsager, skal den strategiske planlægning på lang sigt angå området som helhed.

3.5.

På grund af de øgede geopolitiske spændinger og forværringen af konflikterne i det østlige Middelhavsområde forstår EØSU fuldt ud, at det vil være nemmere, mere realistisk og hurtigere at starte med initiativet i det vestlige Middelhavsområde. Men hvis dette ikke følges op af et tilsvarende initiativ i det østlige Middelhavsområde, er der en betydelig risiko for, at de fastlagte mål ikke nås. Det østlige Middelhavsområde står over for de samme problemer, men med mange flere spændinger på grund af den geopolitiske situation, og der bør fastlægges og iværksættes lignende regler og politikker for dette område.

3.6.

Selv om manglen på »dialog« mellem erhvervslivet på den ene side og den akademiske sektor og FoU-sektoren på den anden side kan være en vigtig overvejelse i forbindelse med indsatsen over for arbejdsløshed (især på lang sigt og i tider med økonomisk vækst), er det for ensidigt og ineffektivt kun at fokusere på dette spørgsmål. Der bør snarere sættes ind over for den eksisterende økonomiske ubalance (hvor manglen på nye ledige stillinger og høj arbejdsløshed er et vigtigt aspekt) og de tiltagende socioøkonomiske uligheder i det vestlige Middelhavsområde i lyset af den vedvarende systemiske krise i den nordlige del af regionen og den generelle mangel på vilje til at foretage produktive investeringer.

3.7.

Overalt hvor den økonomiske aktivitet interagerer voldsomt med bevaringsspørgsmål, og hvor der er (makro)økonomiske eksterne virkninger (drevet af enten efterspørgsel eller udbud), og summen af frie individuelle valg genererer problemstillinger i forhold til den socioøkonomiske og miljømæssige bæredygtighed, er der behov for effektiv politisk intervention, som i en tid med øget internationalisering skal afstemmes på tværs af grænser. Når der er tale om overudnyttelse af fiskebestande, havforurening, overurbanisering og uhensigtsmæssigt voksende byområder, vedvarende økonomiske/finansielle kriser og voksende tværregionale og sociale uligheder inden for og uden for EU, rækker doktrinen om at »frigøre markedskræfterne« ikke.

3.8.

I det lys er det ekstremt vigtigt for håndteringen af både de miljømæssige og de socioøkonomiske konflikter i regionen at anerkende manglerne i den eksisterende ramme for den politiske beslutningsproces på området, som hovedsagelig skyldes, at landene ikke samarbejder (i meddelelsen henvises der til disse mangler i forbindelse med omtalen af den tredje gruppe af udfordringer og mangler som følge af divergerende og konkurrerende interesser). De eksisterende og fremtidige bilaterale aftaler mellem nabolande i EU og de sydlige Middelhavslande skal respekteres i praksis. Fraværet af en fælles og dermed stærk EU-stemme i udenrigspolitikken hjælper ikke i denne henseende, samtidig med at de sydlige Middelhavslande bør kunne forvente, at EU er deres vigtigste (hvis ikke eneste) partner med en stærk og oprigtig interesse i at fremme de fælles udsigter for bæredygtig udvikling og velstand i området.

3.9.

Ud over den aktuelle mangel på tværnationalt samarbejde har den forvirrende overflod af initiativer og platforme med nogenlunde samme (hvis ikke identisk) fokus skabt et yderligere behov for politisk koordinering. Den meddelelse, som behandles i denne udtalelse, henviser f.eks. til EU's strategi for blå vækst og havpolitikken (14), en europæisk strategi til øget vækst og beskæftigelse inden for kyst- og havturisme (15), BLUEMED-initiativet (16) og FAO-initiativet om blå vækst (17). Derudover er der andre initiativer for lande på begge sider af Middelhavet såsom handlingsplanen for bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion og handlingsplanen for regional transport i Middelhavsområdet (18)

3.10.

Set i lyset af de mange forskellige eksisterende initiativer med nogenlunde samme fokus opfordrer EØSU til en grundig sammenlignende analyse af, hvor der er områder, der overlapper, hvilket vil gøre det muligt at udnytte initiativerne på en sådan måde, at der spares ressourcer, og de endelige resultater forbedres. Bedste praksis fra andre makroregionale strategier (bl.a. for Østersøen) og initiativer (som Intelligente Øer-initiativet) (19) bør undersøges og overvejes nærmere.

3.11.

Urealistiske krav, der begrænser effektiviteten af de europæiske programmer i Middelhavet, og bureaukrati, der udspringer af en skræk for at anvende EU-midler forkert, har sammen med korruption og ineffektivitet i visse dele af/i visse sager i den offentlige forvaltning på begge sider af Middelhavet betydet, at anvendelsen af EU-midlerne for Middelhavsområdet har været stærkt mangelfuld.

3.12.

Derudover er det endnu ikke lykkedes for Middelhavsunionen at spille den forventede rolle trods de forskellige projekter, der er blevet bebudet. Middelhavsunionens indsats i regionen skal derfor optrappes yderligere. Initiativer vedrørende blå økonomi kan få stor betydning for den generelle velstand, men de skal kobles effektivt sammen med de eksisterende strukturer og rammer.

4.1.1.

Meddelelsen fokuserer på to specifikke indsatsområder: 1) samarbejde mellem kystvagter og 2) udveksling af data og administrativt samarbejde for at forbedre kapaciteten til at reagere på og modvirke havforurening på grund af ulykker.

4.1.2.

Efter EØSU's opfattelse er det helt afgørende, at netværkssamarbejdet og dermed også samarbejdet mellem land- og søgrænsemyndigheder og kontrolmyndigheder på begge sider af Middelhavet styrkes med assistance fra Frontex. Systematisk udveksling og analyse af information foretaget af et overnationalt dataanalysecenter er endvidere nødvendig for at sikre, at bekæmpelsen af kriminalitet og terrorisme bliver vellykket. Ikke desto mindre skal der tages omhyggeligt hensyn til reglerne om »god forvaltning« og individuelle og kollektive menneskerettigheder, især på baggrund af de negative erfaringer med bestemte ordninger.

4.1.3.

EØSU mener, at man med disse to præcist angivne fremgangsmåder på effektiv vis vil kunne skabe et sikrere havområde. Analysen af de underliggende kvantitative mål vil dog skulle forbedres af hensyn til den kontinuerlige overvågning og evaluering af denne prioritet, og der bør gøres en indsats for at koordinere og samarbejde med globale tværnationale institutioner såsom IMO (20).

4.2.1.

EØSU er skuffet over, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne i bedste fald er underrepræsenterede (hvis ikke helt fraværende) i meddelelsen, selv om disse institutioner kunne være ekstremt nyttige i både planlægningen og gennemførelsen af de specifikke politikker og programmer på grund af deres erfaringer med at håndtere kritiske situationer og deres dokumenterede evne til at gribe direkte ind og løse socioøkonomiske problemer.

4.2.2.

Fattigdommen og ungdomsarbejdsløsheden vil muligvis blive forværret i de kommende år på grund af klimaændringerne, hvilket især vil påvirke forholdene i de sydlige Middelhavslande. I samarbejde med lokale myndigheder og arbejdsmarkedsparter bør Kommissionen iværksætte udviklingstiltag på lokalt niveau — f.eks. incitamenter for SMV'er, støtte til håndværk, særlige indsatser til støtte for den primære sektor og fremme af lokale landbrugs- og fiskeriprodukter på de europæiske markeder osv. — og en hensigtsmæssig opgradering af den lokale almene og erhvervsrettede uddannelse for at forbedre indbyggernes levestandard og forhindre migration. Den blå økonomi kan sikre tusindvis af familier en anstændig indtægt gennem moderne ikkeindustrielle tilgange af høj kvalitet til fiskeri, bevaring og udbuddet af fiskeriprodukter.

4.2.3.

Familieforetagender, små og meget små virksomheder med traditionelle organisationsstrukturer, driftsplaner og aktiviteter er rygraden i de lokale økonomier på begge sider af Middelhavet, især i de sektorer og brancher, der udgør den blå økonomi. EØSU mener derfor, at det ud over initiativer for at støtte innovativt og teknologisk avanceret iværksætteri er mindst lige så vigtigt at fremme programmer for traditionelle økonomiske aktiviteter.

4.2.4.

På den baggrund mener EØSU, at den anden gruppe af foranstaltninger under denne prioritet, der handler om maritime klynger, må styrkes. Netværkssamarbejde og samarbejdsordninger for små producenter og mikroproducenter kan forbedre modstands- og konkurrencedygtigheden, hvis der holdes fast i den helt nødvendige differentiering af de varer og tjenester, de leverer. Klyngedannelse kan være effektiv i specifikke sektorer, hvor koncentration af kapital er afgørende — f.eks. inden for vedvarende energi og transport. Men EØSU mener, at det er alt for tidligt at satse på klynger, oprettelse af væksthuse og fremme af forretningsplaner via business angel-netværk selv i de mere avancerede økonomier i EU, hvilket understreger behovet for veltilrettelagte støttetjenester for navnlig små producenter, håndværkere og erhvervsdrivende i de sydlige Middelhavslande.

4.2.5.

Endvidere er en omdirigering af offentlige og private midler til frigørelse af potentialet i områdets naturaktiver ifølge den fjerde strategiske prioritet i ovennævnte nyligt offentliggjorte rapport fra WWF om genopretning af økonomien i Middelhavsområdet både mulig og nødvendig. Via klimafinansieringsordninger som Payment for Ecosystem Service (PES) (21) kan der genereres indtægter og samtidig tages højde for den sociale og miljømæssige bæredygtighed. Middelhavets havgræsenge er for eksempel nogle af de mest effektive kulstofbindingssystemer, og ved at kanalisere offentlige og private investeringer i den retning ville man kunne styrke den lokale økonomiske vækst og bidrage til den globale klimastrategi.

4.3.1.

Hvis den første gruppe af foranstaltninger — fysisk planlægning og kystzoneforvaltning — skal blive en succes, bør tilgangen med den firstrengede quadruple helix-model vælges (22). Det er nødvendigt i højere grad at inddrage lokale myndigheder (kommuner og regioner), den akademiske sektor og FoU-sektoren, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne inden for deres respektive aktivitetsområder på grund af deres større viden om de lokale socioøkonomiske og miljømæssige forhold og også på grund af deres administrative fleksibilitet.

4.3.2.

I den henseende kan og bør organiserede økonomiske og sociale interesser spille en afgørende rolle i den socioøkonomiske udvikling af Middelhavsområdet. I samarbejde med Middelhavsunionen bør Kommissionen invitere interessenter fra den private sektor til høringen om meddelelsen for at sikre et væsentligt input fra dem til planlægningen og dermed en mere effektiv deltagelse i gennemførelsen af de relevante programmer og aktiviteter. Med hensyn til fiskeri bør der indføres foranstaltninger, der kan forstærke fælles forvaltningsordninger ved at sikre, at interessenter reelt inddrages i beslutningsprocessen.

4.3.3.

Der bør være fokus på det manglende samarbejde mellem europæiske og ikkeeuropæiske lande i det vestlige Middelhavsområde, især hvad angår sikkerheds- og immigrationsspørgsmål, der påvirker den økonomiske udvikling.

4.3.4.

Fiskeri er en afgørende faktor i den økonomiske aktivitet i Middelhavsområdet og den næstvigtigste kilde til velstand efter turisme. EØSU er enig i, at der er et behov for konkrete tiltag i denne industri af den art, der skitseret i den fjerde gruppe af foranstaltninger under denne prioritet. Programmerne bør sigte mod at reducere overfiskeri og udvikle støttetjenester og finansiering for at sikre, at mindre fiskerivirksomheder overlever, og at kystsamfundene udvikler sig parallelt hermed. Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) (23) bør gøres mere fleksibel for at fjerne barriererne mellem myndighedsniveauer, når der udvikles konkrete initiativer.

4.3.5.

EØSU mener, at Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) bør få styrket sin rolle for at garantere indførelsen af nødvendige, ensartede og kompatible administrative tiltag, hvis sigte er i tæt samarbejde og koordinering med tredjelande i Middelhavsområdet at vende den dårlige situation for fiskebestandene.

4.4.

EØSU har gentagne gange gjort opmærksom på, at resultaterne af de seneste 20 års politikker og programmer for Middelhavsområdet har været ringe, og at store summer er henstået ubrugt på grund af forskellige holdninger og mangel på effektiv koordinering mellem EU’s ansvarlige institutioner og de nationale regeringer og offentlige myndigheder i tredjelandene i Middelhavsområdet. Der er et akut behov for stærk støtte og teknisk bistand på dette område, så institutioner i tredjelande bliver bedre til at opfylde kravene til EU-finansiering, ligesom Kommissionen i højere grad må udvise større fleksibilitet.

4.5.

Det er især omstændeligt bureaukrati, der udgør en trussel mod en effektiv gennemførelse af de foranstaltninger, der er beskrevet i meddelelsen, hvilket tydeligt fremgår af kapitlet »Forvaltning og gennemførelse«. En anden hindring er, at de involverede institutioner (ministermøder, Kommissionen, Middelhavsunionen osv.) er fuldstændigt forskellige med hensyn til struktur og indstilling. Der er behov for en operationel plan med specifikke organisatoriske/administrative instrumenter og tydelige roller.

4.6.

EØSU mener, at der med det samme bør oprettes en taskforce for den blå økonomi med en klart defineret handlings- og kompetenceplan, og at den skal kobles sammen med arbejdsgrupperne i Middelhavsunionen. Taskforcen bør være tilstrækkelig fleksibel til at kunne reagere hurtigt på nødsituationer — natur- og miljøkatastrofer osv. — men også til at udføre bestemte opgaver og varetage bestemte ansvarsområder. EØSU er forsigtig i sin vurdering af, hvor effektiv taskforcen bliver, da det vil afhænge af medlemssammensætningen og af den direkte inddragelse af de europæiske institutioner og nationale regeringer i tredjelande. EØSU mener derfor, at taskforcen bør sammensættes med omtanke fra starten med en veldefineret organisationsoversigt, et effektivt system af processer og procedurer samt en kompetent udfærdiget specifik forretningsplan.