11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/90

Ordfører:

Lutz RIBBE

1.1.

Først og fremmest glæder EØSU sig over resultatet af kvalitetskontrollen af naturdirektiverne. Heraf fremgår, at de er egnede som hjørnesten i en omfattende biodiversitetspolitik, men at deres gennemførelse skal forbedres væsentligt.

1.2.

Selv om hver af de 15 individuelle aktioner i den nye handlingsplan i sig selv er meningsfulde, skaber planens fremlæggelse forvirring, da det er uklart, hvor den står i forhold til den eksisterende biodiversitetsstrategi, især da der er mange indholdsmæssige overlapninger, men kun ganske få nyheder. Efter udvalgets mening havde en evaluering og om nødvendigt en supplering af den eksisterende biodiversitetsstrategi været mere hensigtsmæssig.

1.3.

Det måske mest afgørende problem for en vellykket biodiversitetspolitik er, at for jordejerne og -brugerne udgør biodiversitetsfremmende eller -bevarende foranstaltninger i dag hovedsageligt en omkostningsfaktor og ikke en indtægtskilde. Biodiversitetsforanstaltninger — uanset om de foregår i eller uden for Natura 2000-områder — skal kunne betale sig for dem, der skal levere dem. Den opgave hverken kan eller skal de pågældende løfte alene. Alle de programmer, som EU og medlemsstaterne hidtil har iværksat, har i realiteten ikke rigtigt kunne løse dette grundlæggende dilemma og heller ikke handlingsplanen, hvor der tales meget om »win-win-situationer«, indeholder konkrete forslag i den henseende.

1.4.

Den manglende finansiering er ikke kun et centralt problem med hensyn til at nå de aftalte biodiversitetsmål, men derimod symptomatisk for en fejlslagen udvikling i den europæiske politik. Der vedtages love, der forårsager omkostninger, men det bliver ikke aftalt, hvem der skal betale udgifterne, eller hvordan de skal dækkes.

1.5.

EØSU opfordrer endnu engang Kommissionen til at foretage en aktuel ekstrapolering af udgifterne til Natura 2000-netværket. Udvalget er af den opfattelse, at de ofte nævnte udgifter på 6,1 mia. EUR, som den bevilling der er behov for, hvis Natura 2000 skal fungere, er for lavt sat, og at der snarere er behov for det dobbelte eller tredobbelte beløb.

1.6.

EØSU finder det derfor afgørende at fremlægge en langfristet strategi for dækning af biodiversitetspolitikkens finansielle behov (1). Debatten om de finansielle overslag efter 2021 kunne udgøre en passende ramme, men hverken handlingsplanen eller de tidligere initiativer, der findes i oplægget om fremtiden for EU's finanser (2), tyder på, at situationen kan forbedres afgørende.

1.7.

EØSU glæder sig meget over, at Kommissionen vil videreudvikle strategien for grøn infrastruktur inden for rammerne af handlingsplanen. For så vidt angår denne banebrydende tilgang, slår udvalget imidlertid fast, at en tilgang uden finansiering ikke medfører nogen forandringer.

2.1.

Allerede i 1998 vedtog EU den første biodiversitetsstrategi (3) for at bremse tabet af vilde plante- og dyrearter samt deres levesteder. I strategien for bæredygtighed, der blev vedtaget i 2001 (»Göteborg-strategien«), blev der fastlagt klare mål for biodiversiteten, nemlig at begrænse tabet af biodiversitet i EU inden 2010 og sikre genopretning af levesteder og naturlige økosystemer.

2.2.

Yderligere foranstaltninger fulgte efter, bl.a. en »Handlingsplan for biodiversitet« (4) i 2001. I maj 2006 kom endnu en »Handlingsplan for biodiversitet« (5), der indholdsmæssigt var stort set identisk med den første.

2.3.

Da man indså, at det vedtagne og fastlagte mål ikke kunne opnås, blev der på baggrund af Kommissionens meddelelse »Mulighederne for en EU-strategi og mål for biodiversitet for tiden efter 2010« (6), vedtaget endnu en ny »EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020« (7), som i det store hele ikke gjorde andet end at gribe til de velkendte krav og instrumenter fra de tidligere handlingsplaner og udskyde det oprindeligt vedtagne mål for 2010 til 2020.

2.4.

Midtvejsevalueringen af biodiversitetsstrategien, som omfattede seks klart definerede enkeltmål og i alt 20 foranstaltninger, lagde meget nedslående resultater for dagen og kom frem til, at bestræbelserne på at beskytte det naturlige miljø skal forstærkes massivt, hvis man vil nå det nye fastsatte mål om, at man inden 2020 definitivt sætter en stopper for tabet af arter og sikrer genopretning af tabte levesteder.

2.5.

EØSU har i forbindelse med alle disse dokumenter altid haft samme grundlæggende holdning og kritisk bemærket, at:

2.6.

Alligevel har Juncker-kommissionen foretaget en revision af naturdirektiverne inden for rammerne af sit REFIT-program. Resultatet bekræfter EØSU's opfattelse, og Miljørådet bekræfter også, at »naturdirektiverne er egnede som hjørnesten i en omfattende biodiversitetspolitik for EU, men kan kun lykkes med at opnå deres mål og realisere deres fulde potentiale, hvis deres gennemførelse forbedres væsentligt« (9).

2.7.

Som reaktion på resultaterne af REFIT-processen har Kommissionen fremlagt en »Handlingsplan for naturen, mennesket og økonomien« (10), som er genstand for denne udtalelse.

3.1.

Handlingsplanen indeholder først og fremmest en fornyet beskrivelse af den dramatisk dårlige bevaringsstatus for arter og levesteder, der egentlig for længst burde være beskyttet i kraft af de naturdirektiver, der blev vedtaget i henholdsvis 1979 og 1992. »Nøglefaktorerne bag de mangler, der er forbundet med gennemførelsen, omfatter begrænsede ressourcer, mangelfuld håndhævelse, dårlig integration af naturmålsætningerne i andre politikområder, utilstrækkelig viden og adgang til data samt dårlig kommunikation og inddragelse af interessenter«. Desuden er de, der gennemfører direktiverne, navnlig på regionalt og lokalt plan, undertiden ikke tilstrækkeligt bekendt med kravene i direktiverne eller den fleksibilitet og de muligheder, som de giver. Dette kan føre til spændinger mellem naturbeskyttelse og økonomiske aktiviteter«.

3.2.

Handlingsplanen har som mål, »at forbedre gennemførelsen af direktiverne, deres sammenhæng med socioøkonomiske målsætninger og samarbejdet med nationale, regionale og lokale myndigheder, interessenter og borgere«.

3.3.

I betragtning af direktivernes stærke territoriale dimension og den centrale rolle, som de regionale og lokale myndigheder spiller i gennemførelsen heraf, har Det Europæiske Regionsudvalg været tæt involveret i udarbejdelsen af denne handlingsplan og vil fremover spille en central rolle med hensyn til samarbejde med og opsøgende aktiviteter over for regionale og lokale myndigheder.

3.4.

Handlingsplanen indeholder en stram tidsplan, og allerede inden udløbet af sin nuværende mandatperiode i 2019 vil Kommissionen aflægge rapport »om resultaterne«. Dette er efter udvalgets opfattelse meget ambitiøst, alene af den grund, at der i Kommissionen ikke ansættes mere personale til gennemførelse af handlingsplanen.

3.5.

Handlingsplanen dækker fire prioriterede områder med i alt 15 konkrete aktioner:

4.1.

EØSU glæder sig i vidt omfang over resultatet af kvalitetskontrollen og føler sig bekræftet i sin oprindelige holdning. Bemærkelsesværdigt mange interessenter deltog i kvalitetskontrollen. Dette viser, at EU's biodiversitetspolitik er et spørgsmål, som interesserer og til dels også direkte berører brede dele af befolkningen og diskuteres indgående.

4.2.

Selv om hver af de 15 individuelle aktioner i handlingsplanen i sig selv kan bidrage til en bedre gennemførelse af den eksisterende naturbeskyttelseslovgivning, irriterer det EØSU en smule, at Kommissionen allerede igen fremlægger en ny plan. Ifølge EØSU havde det været mere hensigtsmæssigt at evaluere den nuværende biodiversitetsstrategi med sine 6 specifikke mål og de 20 konkrete foranstaltninger, foretage og offentliggøre en sårbarhedsvurdering og på grundlag heraf eventuelt integrere supplerende foranstaltninger. Fremlæggelsen af den nye handlingsplan skaber forvirring, da det er fuldkomment uklart, hvilken forbindelse den har til den eksisterende biodiversitetsstrategi, især da nogle af handlingsplanens foranstaltninger (f.eks. på de prioriterede områder B og C) i årevis har været en del af EU's biodiversitetsprogrammer og den politiske dagsorden og venter på at blive gennemført.

4.3.

EØSU har allerede en gang kritiseret, at de mange programmer og strategier snarere forvirrer og skaber det indtryk, at der med udgivelsen af stadig nye programmer/planer eller strategier, foregives en slags »foretagsomhed«, der i virkeligheden kun fører til meget få forbedringer.

4.4.

Allerede i overskriften på sin pressemeddelelse om handlingsplanen udtrykker Kommissionen, at den skal hjælpe regionerne »med at beskytte biodiversiteten og høste de økonomiske fordele ved naturbeskyttelse.« Udvalget påskønner den kendsgerning, at handlingsplanen ikke »kun« omtaler natur/biodiversitet, men også samspillet mellem mennesker, natur og økonomiske aktiviteter. Dermed bliver det tydeligt, at denne biodiversitetspolitik går videre end blot den etiske og moralske forpligtelse til at beskytte arter og levesteder. Også dette er i tråd med EØSU's udtalelser i de seneste år.

4.5.

Der er i mange af Europas regioner for længst udviklet metoder til, hvordan mennesker kan drage nytte af naturkapital. Eksempelvis er der en tydelig sammenhæng mellem turisme og varierede, forskelligartede landskaber med høj biodiversitet. Der er en stadig større erkendelse af, at økosystemtjenester, der ikke kun leveres i Natura 2000-områder, er af offentlig interesse.

4.6.

Det afgørende problem er imidlertid, at for jordejerne og -brugerne udgør biodiversitetsfremmende eller -bevarende foranstaltninger i dag hovedsageligt en omkostningsfaktor snarere end en indtægtskilde. Mens »naturens mangfoldighed« tidligere nærmest var et biprodukt af ekstensivt landbrug, så er der nu — bl.a. som følge af de vanskelige økonomiske rammebetingelser, som f.eks. landmænd og skovbrugere oplever — opstået en klassisk konflikt om arealudnyttelse.

4.7.

Biodiversitetsforanstaltninger — uanset om de foregår i eller uden for Natura 2000-områder — skal kunne betale sig for dem, der skal levere dem. Den opgave hverken kan eller skal de pågældende løfte alene. De programmer, som EU og medlemsstaterne hidtil har iværksat, har ikke rigtig kunnet løse dette grundlæggende dilemma, og heller ikke handlingsplanen, hvor der tales meget om »win-win-situationer«, indeholder konkrete forslag i den henseende.

4.8.

Det vil de foranstaltninger, der indtil nu har manglet i biodiversitetsstrategierne, og som nu er taget med i handlingsplanen, ikke kunne ændre på: Ingen nok så god bevidstgørelseskampagne, ingen nok så sofistikeret offentlig deltagelse, ingen forbedret retningslinje og heller ikke udnævnelsen af den 21. maj til »Europæisk dag for Natura 2000« — alt sammen nye foranstaltninger i handlingsplanen — vil lykkes, hvis ikke de økonomiske og finansielle rammebetingelser er i orden. Efter EØSU's opfattelse bør man inden for rammerne af den nye finansielle planlægning på mellemlang sigt fra 2021 afsætte en tilstrækkelig, øremærket finansiering til Natura 2000-netværket. Man bør ligeledes på såvel EU- som på medlemsstatsniveau sørge for de fornødne menneskelige ressourcer hos de myndigheder, der beskæftiger sig med gennemførelsen.

5.1.

Allerede ved begyndelsen af etableringen af Natura 2000-netværket stillede man eksempelvis jordejerne/-brugerne i det mindste en tilstrækkelig finansiel kompensation i udsigt, hvis de på grund af foranstaltninger/krav i Natura 2000-områder led økonomiske tab. I sin »2010-evalueringen af gennemførelsen af EU's handlingsplan for biodiversitet« (11) når Kommissionen til det resultat, at sikringen af tilstrækkelige finansielle midler er en af de fire vigtigste støtteforanstaltninger. Kommissionen bemærker dog selv, at »kun 20 % af det samlede finansieringsbehov til forvaltning af beskyttede områder, herunder Natura 2000-nettet i Europa, bliver dækket. I 2004 blev det anslået, at forvaltning af Natura 2000 ville kræve en årlig investering på 6,1 mia. EUR for EU-25«. Det vil sige, at der på årsbasis mangler mindst 5 mia. EUR!

5.2.

Mere aktuelle ekstrapoleringer af omkostningerne forbundet med forvaltning af Natura 2000-områderne afslører, at der er behov for betydeligt flere midler. De tyske delstater beregner det årlige budgetbehov for det landbaserede Natura 2000-netværk til 1 417 mia. EUR, hvilket i gennemsnit er 175 EUR pr. hektar. Hvis man ekstrapolerer disse udgifter pr. hektar for det landbaserede Natura 2000-netværk i hele EU, ligger det årlige budgetbehov for EU-28 endda tæt på 21 mia. EUR. Dertil kommer udgifterne til Natura 2000-havområderne. EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at foretage en aktuel solid beregning af udgifterne for det samlede Natura 2000- netværk.

5.3.

Den manglende finansiering til forvaltning af Natura 2000-netværket er ikke kun et centralt problem med hensyn til at nå de aftalte biodiversitetsmål, men derimod symptomatisk for en fejlslagen udvikling i den europæiske politik. Der vedtages love, der forårsager omkostninger, men det bliver ikke aftalt, hvem der skal betale udgifterne, eller hvordan de skal dækkes. Den manglende sammenhæng mellem EU's love og EU-budgettet er den altovervejende årsag til problemerne med beskyttelse af biodiversitet i Europa.

5.4.

Også handlingsplanen godtager det nuværende EU-budget i sin fastlagte form. Dette er forståeligt i den forstand, at vi befinder os midt i den løbende finansieringsperiode 2014-2020, men problemerne med beskyttelse af biodiversiteten kan handlingsplanen dermed ikke løse.

5.5.

Den eneste finansielle foranstaltning, der annonceres i den nye handlingsplan, er en 10 % stigning til projekter under LIFE-budgettet, der støtter bevaring af natur og biodiversitet. Dette skal ske på en budgetneutral måde, dvs. at den samlede budgetramme for LIFE-programmet forbliver på samme niveau, og det således går ud over andre tiltag under LIFE-programmet. I LIFE-budgettet stod der i årene 2014-2017 ca. 610 mio. EUR til rådighed for det prioriterede område »natur og biodiversitet«. 10 % ekstra svarer således til 15 mio. EUR om året.

5.6.

Det er derfor rigtigt, når Kommissionen i handlingsplanens prioriterede område C (»styrkelse af investeringer…«) også taler om »synergi med midler fra den fælles landbrugspolitik«, henviser til »bevidstheden om finansieringsmuligheder under samhørighedspolitikken« og »den fælles fiskeripolitik« samt oplyser om udarbejdelse af retningslinjer til fremme af »grøn infrastruktur«. Der er dog bare det problem, at intet af det er nye foranstaltninger eller forslag, men aktiviteter, der længe har stået på den politiske dagsorden, og som der stilles krav om. De indgår i de gamle biodiversitetsprogrammer og -tiltag, uden at det i de seneste år har forandret noget i positiv retning.

5.7.

Der er derfor brug for, at Kommissionen fremlægger en langsigtet strategi for dækning af finansieringsbehovet (12). De debatter, der nu indledes om de finansielle overslag, udgør efter EØSU's opfattelse den ramme, inden for hvilken man bør gøre sig de nødvendige overvejelser. Erfaringen viser, at samarbejdsprojekter mellem regioner, naturbeskyttelsesorganisationer samt land- og skovbrugere om gennemførelse af Natura 2000-foranstaltninger kan forløbe yderst vellykket, når de udformes tilstrækkeligt økonomisk attraktivt. Men hverken handlingsplanen eller de tidligere initiativer, der findes i oplægget om fremtiden for EU's finanser (13), tyder på, at situationen kan forbedres afgørende.

5.8.

EØSU glæder sig meget over, at Kommissionen vil videreudvikle strategien for grøn infrastruktur inden for rammerne af handlingsplanen. For så vidt angår denne banebrydende tilgang, slår udvalget imidlertid fast, at en tilgang uden finansiering ikke medfører nogen forandringer. I den forbindelse henviser EØSU til konklusionerne fra Rådet (miljø), der på sit møde den 19. juni 2017 opfordrede Kommissionen til at videreudvikle forslaget om et transeuropæisk net for grøn infrastruktur (TEN-G).

5.9.

Udvalget minder derfor om sin nyligt vedtagne udtalelse om midtvejsevalueringen af LIFE-programmet (14), hvor det foreslår at gøre LIFE-programmet »til det centrale værktøj til finansiering af Natura 2000-nettet«. Den tilgang, der blev valgt i forhold til først og fremmest at organisere finansieringen af Natura 2000-nettet via EU-fondene for regional udvikling og via den anden søjle i den fælles landbrugspolitik, må anses som utilstrækkelig. Udvalget henviser i den forbindelse til sin udtalelse (15) og støtter en relevant formålsbestemt videreudvikling af LIFE-programmet. I denne forbindelse er det vigtigt at sikre sammenhæng mellem alle støtteforanstaltninger, så det undgås, at der ydes modstridende eller dobbelt støtte fra andre EU-fonde«.

5.10.

Handlingsplanen omfatter bedre kommunikation, opsøgende arbejde og inddragelse af borgere, interessenter og lokalsamfund samt lokale og regionale myndigheder. Dertil skal der bl.a. oprettes en »platform« i samarbejde med Regionsudvalget. EØSU bifalder dette og er af den faste overbevisning, at en stærkere integration af civilsamfundet i gennemførelsesfasen kun kan være positiv.

5.11.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har udarbejdet og vil iværksætte handlingsplanen i tæt samarbejde med Regionsudvalget. EØSU tilbyder for sit vedkommende sin støtte, da udvalget er af den opfattelse, at de lokale og regionale myndigheder kun vil få begrænset succes uden civilsamfundets engagement og accept.