7.3.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/6

1.

Sagen drejer sig om aftaler indgået i 2002 mellem originalmedicinproducenten Lundbeck og fire producenter af generiske lægemidler om produktion og salg af det antidepressive lægemiddel citalopram.

2.

Kommissionen indledte sin undersøgelse i sagen på baggrund af oplysninger, som den i oktober 2003 modtog fra de danske konkurrencemyndigheder. Undersøgelsen blev afbrudt af den konkurrenceundersøgelse, der blev iværksat inden for medicinalsektoren, og som varede fra januar 2008 til juli 2009 (2).

3.

Kommissionen procedure indledte mod Lundbeck i januar 2010 og i juli 2012 mod fire grupper generiske producenter, som havde deltaget i overtrædelsen, med udsendelsen af en klagepunktsmeddelelse.

4.

Kommissionen udsendte den 24. juli 2012 en klagepunktsmeddelelse rettet til Lundbeck, Alpharma, A.L. Industrier, Arrow, Resolution Chemicals, GUK, Merck og Ranbaxy (3). Den gav heri udtryk for den foreløbige vurdering, at de aftaler, der var indgået mellem originalproducenten og de generiske producenter, udgjorde såkaldte »pay-for-delay-aftaler« og havde et konkurrencebegrænsende formål i strid med artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen.

5.

Alle parter fik aktindsigt gennem udlevering af en DVD i august 2012.

6.

I september 2012 fremsatte Alpharma og siden andre af parterne en udførlig anmodning om indsigt i alle redigerede dele af de såkaldte Matrix-dokumenter i Kommissionens sagsakter. Konkurrencegeneraldirektoratet var derefter nødt til at anmode Lundbeck, som disse dokumenter stammede fra, om at frigive dem. Denne frigivelsesproces varede flere måneder.

7.

Konkurrencegeneraldirektoratet havde oprindeligt sat fristen for parternes svar på klagepunktsmeddelelse til 10 uger, og denne frist blev forlænget en gang med ca. 3 uger. Da Alpharma anmodede om yderligere forlængelse med den begrundelse, at man ønskede at se Matrix-dokumenterne, før man besvarede klagepunktsmeddelelsen, indrømmede Konkurrencegeneraldirektoratet en yderligere, begrænset forlængelse, som var definitiv. Det underrettede parterne om, at de ville få lejlighed til at foretage tilføjelser til deres svar, hvis Matrix-dokumenterne først blev tilgængelige efter fristens udløb. Alpharma, Arrow, GUK og Merck insisterede derefter på at få fristen forlænget, indtil de havde set de manglende dokumenter.

8.

Efter at denne anmodning var blevet afvist af Generaldirektoratet for Konkurrence, henviste de fire parter spørgsmålet om en forlængelse af fristen for besvarelse af klagepunktsmeddelelsen til mig. De gjorde gældende, at det ville være en tilsidesættelse af deres kontradiktoriske rettigheder, hvis de var nødt til at svare, inden de havde fået fuld indsigt i sagsakterne, da Matrix-dokumenterne indeholdt oplysninger af kritisk betydning for deres forsvar.

9.

Det er korrekt, at en part i princippet ikke forventes at besvare en klagepunktsmeddelelse, før vedkommende har fået fuld indsigt i sagens akter, og før alle anmodninger om yderligere aktindsigt er blevet afgjort. For at få afklaret, hvilken betydning Matrix-dokumenterne havde for parternes forsvar, og om den løsning med at besvare klagepunktsmeddelelsen i flere omgange, som Generaldirektoratet for Konkurrence ville påtvinge parterne, i lyset af Matrix-dokumenternes betydning for parternes forsvar undtagelsesvis kunne accepteres for at fremskynde sagsforløbet, besluttede jeg at suspendere den frist, som Generaldirektoratet for Konkurrence havde fastsat (4).

10.

Anmodningen om yderligere aktindsigt drejede sig om 29 dokumenter (ID-dokumenter) på tilsammen ca. 4 000 redigerede sider. Disse dokumenter havde indgået i Lagap-sagen i Storbritannien og parallelle retssager i andre europæiske lande. De omhandlede produktionsprocesser og var blevet indsamlet under patentkrænkelsesinspektioner i en virksomhed ved navn Matrix. De var blevet redigeret som følge af en forligskendelse afsagt af en britisk domstol og kendelser om forbud mod videregivelse af fortrolige oplysninger afsagt af andre nationale patentretter.

11.

På mit initiativ opstillede Generaldirektoratet for Konkurrence sammen med Lundbeck og Matrix en tidsplan for, hvornår de andre parter kunne få adgang til de ønskede Matrix-dokumenter. Alle de britiske dokumenter blev derefter tilgængelige kort før udgangen af 2012, og dokumenterne fra de parallelle sager ville blive det i tiden frem til 31. januar 2013.

12.

Den 18. december 2012 besluttede jeg at give parterne en yderligere forlængelse af fristen for deres svar på klagepunktsmeddelelsen. De skulle således først svare, når de havde haft lejlighed til at se alle Matrix-dokumenterne fra den britiske sag, men inden de havde fået adgang til dokumenterne fra de andre parallelle sager, dvs. i tiden mellem 9. og 14. januar 2013.

13.

Min beslutning blev truffet under hensyn til såvel parternes ret til at blive hørt og den offentlige interesse i et effektivt sagsforløb. Jeg fandt, at Matrix-dokumenterne fra den britiske sag muligvis kunne være til nytte for parternes forsvar, men ikke havde den »kritiske« betydning, som nogle af dem hævdede. Derimod indeholdt Matrix-dokumenterne fra de parallelle sager ingen særlige nye oplysninger i forhold til dem, der allerede fandtes i dokumenterne fra den britiske sag. Jeg konkluderede derfor, at parternes kontradiktoriske rettigheder ville være sikret, hvis de fik lejlighed til at få indsigt i papirerne fra den britiske sag, før de besvarede klagepunktsmeddelelsen. Jeg tog desuden hensyn til, at Generaldirektoratet for Konkurrence havde givet parterne mulighed for at foretage tilføjelser til deres svar, hvis de skulle ønske det efter at have fået fuld indsigt i Matrix-dokumenterne. Alle fire parter fremsendte deres svar inden for fristen, og ingen af dem gjorde brug af muligheden for at foretaget tilføjelser i lyset af de Matrix-dokumenter, der først blev tilgængelige efter fristens udløb.

14.

Eftersom jeg ikke modtog nogen nye henvendelser fra nogen af parterne i forbindelse med Matrix-dokumenterne, anser jeg dette spørgsmål for fuldt afgjort.

15.

Alpharma, Arrow, GUK, Lundbeck og Merck rejste i deres svar på klagepunktsmeddelelsen visse kritikpunkter, men kun over for Generaldirektoratet for Konkurrence. I relation til deres kontradiktoriske rettigheder gjorde Alpharma, GUK og Merck gældende, at deres rettigheder var blevet krænket på grund af den meget langvarige sagsbehandling i Kommissionen (5). De fremførte, at sagsbehandlingen under alle omstændigheder havde varet for længe, og at Kommissionen burde drage de fornødne konsekvenser heraf. I det følgende redegøres for min stillingtagen til de to dele af denne påstand.

16.

I henhold til artikel 41 i EU's charter om grundlæggende rettigheder skal Den Europæiske Unions institutioner behandle alle sager inden for en rimelig frist. Om en sagsbehandlings varighed er rimelig, må vurderes i lyset af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. Man må især se på konteksten, de forskellige trin i Kommissionens procedurer, parternes adfærd under sagsbehandlingen og dennes kompleksitet (6).

17.

Ud fra de foreliggende oplysninger forekommer hverken sagens kontekst, de forskellige proceduretrin som beskrevet i klagepunktsmeddelelsen og da slet ikke parternes adfærd at kunne retfærdiggøre den betydelige sagsbehandlingstid på 8 år og 9 måneder, regnet fra den dato, hvor Kommissionen indledte sin undersøgelse, og indtil fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen.

18.

Hvis det antages, at det blev fastslået, at sagsbehandlingen var urimeligt langvarig, vil Kommissionen kun være afskåret fra at pålægge bøder, hvis parterne kan godtgøre, at Kommissionens manglende evne til at behandle sagen inden for et rimeligt tidsrum rent konkret kunne skade eller påvirke deres ret til et forsvar (7). Bevisbyrden ligger hos parterne, som skal godtgøre, at det var tilfældet.

19.

Efter gennemgang af den fremlagte dokumentation konkluderede jeg, at parterne ikke har fremlagt fornødent bevis for, at den ekstraordinært langvarige sagsbehandling førte til en tilsidesættelse af deres ret til et forsvar. Specielt i forbindelse med Alpharmas detaljerede påstand bemærkes, at det som udgangspunkt er den pågældende parts ansvar at sikre, at det hverken er fordi tiden går, eller på grund salget af den virksomhed, som er involveret i overtrædelsen, at virksomheden ikke har været i stand til at fremlægge alle de diskulperende beviser, der måtte findes. Ifølge retspraksis indebærer den diligenspligt, der påhviler enhver virksomhed, at den skal drage omsorg for at føre og opbevare optegnelser, der kan tjene som dokumentation for dens aktiviteter i tilfælde af senere retsforfølgning eller indledning af administrative procedurer mod den. Denne pligt gælder også, selv om den pågældende virksomhed blev afhændet, længe før undersøgelsen blev indledt (8). En tilsvarende forpligtelse gælder i forbindelse med adgang til tidligere medarbejdere. Desuden har Alpharma ikke med den præcision, der kræves ifølge retspraksis (9), anført arten og indholdet af den diskulperende dokumentation, der angiveligt er gået tabt på grund af den tid, der er gået.

20.

Jeg har draget den konklusion, at parternes kontradiktoriske rettigheder ikke er blevet tilsidesat, men det betyder ikke, at undersøgelsesprocedurens lange varighed slet ikke havde nogen konsekvenser. I lyset af den grundlæggende ret til god forvaltning og i overensstemmelse med retspraksis (10) finder jeg, at den administrative procedure var urimeligt langvarig. Det bør der tages hensyn til ved fastlæggelsen af bøden.

21.

Generaldirektoratet for Konkurrence gav alle parterne adgang til kopier af de ikkefortrolige versioner af de andre parters svar på klagepunktsmeddelelsen. Parterne fik lejlighed til at fremsætte skriftlige bemærkninger før den mundtlige høring. Alpharma, Lundbeck og Ranbaxy fremsatte supplerende bemærkninger før høringen, mens A.L. Industrier gjorde det efter høringen.

22.

Alle sagens parter, undtagen Resolution Chemicals, gjorde brug af deres ret til at blive hørt på en mundtlig høring, der fandt sted den 14.-15. marts 2013.

23.

Den 12. april 2013 fremsendte Kommissionen en sagsfremstillingsmeddelelse til Alpharma, Arrow, GUK, Lundbeck og Ranbaxy. Desuden fik GUK's tidligere moderselskab, Merck, og Alpharmas tidligere moderselskab, A.L. Industrier, tilsendt en sagsfremstillingsmeddelelse den 6. maj 2013. Alle parterne fik 10 kalenderdage til at reagere på den.

24.

Efter modtagelsen af sagsfremstillingsmeddelelsen anmodede Alpharma, Arrow, GUK og Lundbeck først Generaldirektoratet for Konkurrence, som afviste anmodningen, og derefter mig om en forlængelse af fristen for besvarelse af sagsfremstillingen.

25.

GUK anmodede om, at jeg stillede virksomhedens svarfrist i bero, indtil jeg havde truffet afgørelse angående påstanden om, at Kommissionen burde have fremsendt en supplerende klagepunktsmeddelelse i forbindelse med noget af det bevismateriale, den lagde til grund i sagsfremstillingen, og en ny sagsfremstilling, der belyste, hvad den agtede at bruge dette bevismateriale til (se afsnit IV.4. nedenfor).

26.

Selv om det falder under mit kompetenceområde at tage stilling til GUK's og også andre parters påstande, har jeg ikke noget grundlag for at træffe en afgørelse om nogen af påstandene. Det indebærer også, at jeg ikke kan suspendere fristen.

27.

Alle fire parter opnåede forskellige fristforlængelser afhængigt af deres individuelle omstændigheder. Alle parter fremsendte deres svar inden for de for dem gældende frister.

28.

Generaldirektoratet for Konkurrence gav alle parterne adgang til kopier af en ikkefortrolig version af de andre parters svar på sagsfremstillingen og lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger hertil. Kun Lundbeck fremsatte bemærkninger.

29.

Arrow, GUK og Lundbeck klagede over to forhold i forbindelse med sagsfremstillingsmeddelelsen. Konkurrencegeneraldirektoratet afviste disse klager, hvorefter parterne henvendte sig til mig og anmodede mig om at tage stilling til dem.

30.

For det første hævder de tre parter, at i 10 punkter ud af sagsfremstillingsmeddelelsens i alt 62 punkter var der med det nye bevismateriale, Kommissionen støttede sig på, og den brug, som den anførte at ville gøre af det, tale om andet og mere end blot en uddybning af klagepunkter indeholdt i klagepunktsmeddelelsen. De gjorde gældende, at Kommissionen i disse punkter tværtimod i væsentlig grad omformulerede klagepunkterne, indførte yderligere klagepunkter eller ændrede ved selve overtrædelsens karakter. Parterne rejste derfor spørgsmålet om, hvorvidt et sådant bevismateriale kunne fremføres i en sagsfremstilling, og om det ikke var nødvendigt at fremsende en supplerende klagepunktsmeddelelse, hvis Kommissionen havde til hensigt at lægge det til grund.

31.

En supplerende klagepunktsmeddelelse skal udstedes, når Kommissionen rejser yderligere klagepunkter eller ændrer selve klagepunkternes indhold (11), mens det er tilstrækkeligt at fremsende en sagsfremstillingsmeddelelse, når der er tale om nyt bevismateriale, som anses for at kunne underbygge de klagepunkter, der allerede var indeholdt i klagepunktsmeddelelsen (12). En sagsfremstillingsmeddelelse respekterer i så fald fuldt ud parternes ret til et forsvar, især når den fremsendes for at tilbagevise påstande fremført af parterne under den administrative procedure (13).

32.

Efter gennemgang af de 10 punkter i sagsfremstillingsmeddelelsen, som parterne hævder, nødvendiggjorde en supplerende klagepunktsmeddelelse, kan jeg ikke se, at nogen af disse punkter indeholder yderligere klagepunkter eller ændrer karakteren af allerede rejste klagepunkter. Disse punkter er ligesom de andre punkter i sagsfremstillingsmeddelelsen i vid udstrækning indføjet som svar på parternes bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen. Det er tænkeligt, at nogle af parternes påstande kan bero på en uklar angivelse af, hvad det nye bevismateriale ville blive brugt til (se nærmere herom nedenfor). Under alle omstændigheder gør introduktion af nyt belastende bevismateriale, heller ikke selv om det til dels er af en anden art end det hidtil fremlagte, det ikke nødvendigt at fremsende en supplerende klagepunktsmeddelelse. Jeg har derfor konkluderet, at parternes ret til et forsvar ikke er blevet tilsidesat ved indføjelsen af de 10 anfægtede punkter i en sagsfremstillingsmeddelelse.

33.

For det andet hævdede de tre parter i relation til tilsammen 23 punkter ud af de i alt 62 punkter i sagsfremstillingsmeddelelsen, at sagsfremstillingsmeddelelsen er uklar, tvetydig eller for kortfattet med hensyn til den brug, Kommissionen havde til hensigt at gøre af dele af det nye bevismateriale. Der er delvis overlapning mellem de her anfægtede punkter og de 10 punkter, som parterne fandt, nødvendiggjorde fremsendelse af en klagepunktsmeddelelse.

34.

Parterne gjorde i særdeleshed gældende, at forbindelsen mellem bevismaterialet og klagepunkterne i klagepunktsmeddelelsen er uklar. De hævdede, at denne angivelige mangel på klarhed gjorde det vanskeligt for dem at forsvare sig.

35.

For at sætte modtagerne i stand til effektivt at fremsætte deres bemærkninger til nyt bevismateriale skal en sagsfremstillingsmeddelelse henvise til det punkt i klagepunktsmeddelelsen, bevismaterialet angår, og forklare materialets relevans for de allerede meddelte klagepunkter (14).

36.

Selv om jeg er enig i, at Kommissionen i et par tilfælde kunne have forklaret bedre, hvilken brug den havde til hensigt at gøre af det nye bevismateriale, finder jeg ikke, at parternes ret til et forsvar er blevet krænket.

37.

For det første henvises der i sagsfremstillingsmeddelelsen for hvert nyt bevismateriale med undtagelse af et enkelt tilfælde til et punkt eller afsnit i klagepunktsmeddelelsen, og det anføres, hvad Kommissionen har til hensigt at bruge det til.

38.

For det andet er det i det ene tilfælde, hvor der i sagsfremstillingsmeddelelsen ikke henvises til et punkt i klagepunktsmeddelelsen, samt i de tilfælde, hvor det hævdes at være uklart, hvad Kommissionen vil bruge det nye bevismateriale til, forholdsvis let at udlede af både sagsfremstillingsmeddelelsen og klagepunktsmeddelelsen, hvilken relevans det nye bevismateriale har for et bestemt klagepunkt (15).

39.

Denne konklusion underbygges af parternes svar på sagsfremstillingsmeddelelsen. De viser, at parterne for hvert af de 23 punkter havde forstået eller i hvert fald uden vanskelighed udledt, hvilken betydning det nye materiale havde for klagepunkterne mod dem. I den forbindelse bemærker jeg, at i de tilfælde, hvor en af parterne ikke fremsætter bemærkninger til et angiveligt uklart punkt, er der mindst en anden part, der kommenterer det, og at denne part har forstået forbindelsen mellem det nye bevismateriale og det klagepunkt, der henvises til.

40.

I det ene tilfælde, hvor en part fremsætter en bemærkning med henvisning til et andet klagepunkt end det, som en anden reagerer på, beror det med stor sandsynlighed på andre årsager end manglende klarhed i sagsfremstillingsmeddelelsen.

41.

Jeg har derfor konkluderet, at de kritiserede punkter i sagsfremstillingsmeddelelsen ikke har påvirket parternes effektive adgang til at udøve deres kontradiktoriske rettigheder, og at de påståede mangler ikke har påvirket sagens udfald.

42.

Den 22. maj 2013, omkring en måned efter at have besvaret sagsfremstillingsmeddelelsen, henvendte Lundbeck sig til mig med en yderligere påstand om, at sagsfremstillingsmeddelelsen havde undermineret Lundbecks ret til forsvar og fair sagsbehandling. Med denne påstand gentog Lundbeck størsteparten af de argumenter, der er beskrevet ovenfor, men fremførte også to nye kritikpunkter (16).

43.

For det første hævdede Lundbeck, at Kommissionen havde tilsidesat sin forpligtelse til en uhildet og objektiv sagsbehandling. Kommissionen hævdedes at have set bort fra materiale, der underbygger Lundbecks og de generiske producenters synspunkter, og ukritisk godtaget materiale, der tilnærmelsesvist kan bruges til støtte for Kommissionens synspunkter. Det blev påstået, at sagsfremstillingsmeddelelsen igen klart viste, at Kommissionen ikke havde foretaget en korrekt, uhildet og objektiv vurdering af sagsakterne, ikke havde taget hensyn til alt relevant bevismateriale og ikke havde set bort fra omtvistet eller på anden vis mangelfuldt bevismateriale.

44.

Efter en grundig gennemgang af disse argumenter og uden umiddelbart at afvise de materielle forhold, Lundbeck fremfører, finder jeg denne parts påstand ubegrundet. Retten til god forvaltning omfatter pligten til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag (17). At Kommissionen ikke følger de argumenter, en part fremfører, kan dog ikke opfattes som et tegn på manglende upartiskhed. Heller ikke en vedvarende anderledes fortolkning af relevant bevismateriale kan som sådan betragtes som udtryk for manglende upartiskhed. Desuden blev der i sagsfremstillingsmeddelelsen blot tilføjet nye faktiske omstændigheder. Den indeholder ingen stillingtagen til de argumenter eller vurdering af det bevismateriale, parterne har fremlagt som svar på klagepunktsmeddelelsen. Det sker først i den udførligt begrundede endelige afgørelse. Det forekommer derfor ikke rimeligt at vurdere objektiviteten og upartiskheden i Kommissionens sagsbehandling på dette grundlag. Men selv under hensyntagen til klagepunktsmeddelelsen og Kommissionens udtalelser under den mundtlige høring finder jeg Lundbecks påstand grundløs.

45.

For det andet hævdede Lundbeck, at artikel 6, stk. 3, litra d), i Den Europæiske Menneskeretskonvention var blevet krænket, fordi sagsfremstillingsmeddelelsen støtter sig på oplysninger fra især en bestemt tredjepart, som ikke var part i sagen, uden at Lundbeck havde fået mulighed for at krydsforhøre denne tredjepart og efterprøve dennes udsagn.

46.

Også denne påstand finder jeg grundløs. Under sagsbehandlingen har Kommissionen ikke pligt til at give parterne mulighed for at krydsforhøre tredjeparter om deres udtalelser til Kommissionen. Parternes kontradiktoriske rettigheder er overholdt, hvis de udsagn, Kommissionen støtter sig på, er optaget i sagsakterne, er tilgængelige for dem og efter den endelige afgørelse i sagen kan anfægtes ved Den Europæiske Unions Domstol (18). Og det var tilfældet her. Lundbeck fik indsigt i de pågældende udsagn før den mundtlige høring og var i stand til at fremsætte sine bemærkninger dertil.

47.

Det bemærkes desuden, at Lundbeck rejste dette spørgsmål på et meget sent stadium i sagsbehandlingen. Hvis Lundbeck fandt det relevant for sit forsvar, at denne tredjepart blev hørt under sagsbehandlingen, kunne Lundbeck have foreslået Kommissionen at indbyde denne tredjepart til den mundtlige høring eller arrangere et trepartsmøde som omhandlet i meddelelsen om bedste praksis (19). Ifølge de oplysninger, jeg er i besiddelse af, foreslog Lundbeck ikke noget sådant.

48.

På grundlag heraf har jeg konkluderet, at Lundbecks kontradiktoriske rettigheder ikke er blevet tilsidesat.

49.

Den 3. juni 2013, fem uger efter at have besvaret sagsfremstillingsmeddelelsen, modtog jeg et brev fra Alpharma, der især drejede sig om tre punkter (20).

50.

For det første hævdede Alpharma, at Kommissionen i sin endelige afgørelse formentlig ville ændre sin vurdering angående Alpharma væsentligt på mindst tre punkter, nemlig med hensyn til potentiel konkurrence, overført værdi og den retlige og økonomiske kontekst. Alpharma havde anmodet Kommissionen om at få indsigt i denne reviderede vurdering, før den vedtager sin endelige afgørelse.

51.

Jeg har nøje gennemgået afgørelsesudkastet i lyset af Alpharmas påstand og i relation til de tre eksempler, Alpharma gav. Jeg kunne ikke se, at afgørelsesudkastet indeholder nogen ændring af klagepunkterne eller noget nyt bevismateriale, som Alpharma ikke har haft mulighed for at fremsætte bemærkninger til, enten efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen eller den senere sagsfremstillingsmeddelelse. Generaldirektoratet for Konkurrences afvisning af Alpharmas anmodning udgør derfor ikke en tilsidesættelse af Alpharmas ret til at blive hørt.

52.

For det andet påstår Alpharma, at den foreløbige vurdering i klagepunktsmeddelelsen ikke længere er korrekt på fem punkter, der angår Alpharma: den retlige og økonomiske kontekst, forbindelsen mellem betaling og restriktioner for markedsføring, værdioverførslens størrelse, potentiel konkurrence og forligsaftalen rækkevidde. Klagepunktsmeddelelsen hævdes på disse fem punkter at være baseret på antagelser angående faktiske omstændigheder, som siden har vist sig at være forkerte. Ifølge Alpharma blev der ikke rettet op på disse fejl i sagsfremstillingsmeddelelsen, som tværtimod indeholder nye faktiske omstændigheder, der står i modstrid med dem, der blev anført i klagepunktsmeddelelsen. Alpharma mener, at Kommissionen fremfører en forvirrende samling indbyrdes modstridende omstændigheder og påstande, og hævder, at Kommissionen ikke har anført, hvilke omstændigheder den finder korrekte, hvilket gør det vanskeligt at se, hvilket bevismateriale Kommissionen agter at støtte sig på, og hvad der er dens klagepunkter mod Alpharma. Alpharma gør gældende, at det under disse omstændigheder er umuligt for virksomheden at forsvare sig ordentligt. Alpharma anmodede mig om at anmode Kommissionen om at fremsende en supplerende klagepunktsmeddelelse eller klart angive, hvilke klagepunkter den retter mod Alpharma og på hvilket grundlag, før den vedtager den endelige afgørelse.

53.

Jeg har også grundigt undersøgt dette procedurespørgsmål uden at tage nærmere stilling til de materielle spørgsmål, Alpharma fremførte. Jeg finder imidlertid Alpharmas anmodning grundløs.

54.

Alpharma har allerede modtaget et svar på spørgsmålet om, hvilke faktiske omstændigheder Kommissionen anser for at være korrekte. Efter at have rejst samme spørgsmål over for Konkurrencegeneraldirektoratet modtog Alpharma det svar, at Kommissionen anser de nye faktiske omstændigheder, der er anført i sagsfremstillingsmeddelelsen, for at være korrekte. I den forbindelse bemærkes desuden, at langt størsteparten af de nye omstændigheder, der blev indføjet i sagsfremstillingsmeddelelsen angående Alpharma, stammede fra Alpharma selv, som fremkom med dem efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, selv om Konkurrencegeneraldirektoratet allerede havde anmodet om disse oplysninger i marts 2011.

55.

Desuden er det i den sagsfremstillingsmeddelelse, Alpharma fik tilsendt, for hver ny omstændighed angivet, hvilken del af klagepunktsmeddelelsen den refererer til, og hvilken relevans den har for klagepunkterne. I modsætning til, hvad Alpharma ser ud til at mene, har Kommissionen ikke pligt til i en sagsfremstillingsmeddelelse eller en supplerende klagepunktsmeddelelse at angive, hvilke af de omstændigheder, der var anført i den oprindelige klagepunktsmeddelelse, den i lyset af senere fundne beviser ikke længere anser for korrekte. Kommissionen har heller ikke pligt til at anføre en retlig vurdering af de nye omstændigheder. Som allerede nævnt ovenfor, har Kommissionen alene pligt til at udstede en supplerende klagepunktsmeddelelse, når den ønsker at ændre allerede fremførte klagepunkter. Jeg finder derfor ikke, at Alpharmas ret til et forsvar er blevet tilsidesat.

56.

Endelig har høringskonsulenten ikke den kompetence, som Alpharma tilsyneladende mener, jeg har, til formelt at anmode Kommissionen om over for en part at afklare bestemte klagepunkter eller redegøre for sin fortolkning af visse af de omstændigheder, disse klagepunkter støttes på.

57.

For det tredje hævdede Alpharma, ganske vist kun på et enkelt punkt, at sagsfremstillingsmeddelelsen ikke giver nogen ordentlig forklaring på, hvad Kommissionen agter at bruge de nye faktiske omstændigheder til. Jeg kan ikke se, at Alpharmas ret til et forsvar er blevet krænket, og henviser i den forbindelse til, hvad jeg anførte ovenfor i afsnit IV.4 angående tilsvarende påstande fra andre af sagens parter. Under alle omstændigheder viser Alpharmas svar på sagsfremstillingsmeddelelsen klart, at Alpharma var i stand til at forstå sagsfremstillingsmeddelelsen.

58.

Alpharma pegede endelig på, at sagsbehandlingen havde været alt for langvarig. Også her henviser jeg til, hvad jeg i afsnit II.4 ovenfor har anført angående tilsvarende påstande.

59.

Efter min opfattelse omhandler udkastet til afgørelse alene klagepunkter, hvortil parterne har haft lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger.

60.

Som helhed finder jeg, at alle sagens parter har haft adgang til effektivt at udøve deres procedurerettigheder i denne sag.