29.10.2011

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/24

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om formidling af finansiel viden og ansvarligt forbrug af finansielle produkter (initiativudtalelse)

2011/C 318/04

Ordfører: Carlos TRIAS PINTÓ

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Formidling af finansiel viden og ansvarligt forbrug af finansielle produkter.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 24. juni 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 473. plenarforsamling den 13.-14. juli 2011, mødet den 14. juli, følgende udtalelse med 142 stemmer for, 6 imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Det stadigt mere komplicerede og uigennemskuelige finansielle system har i de seneste år vanskeliggjort en korrekt forståelse af de finansielle produkter.

1.1.1   På denne baggrund værdsætter EØSU de forskellige initiativer, som Kommissionen og OECD har taget for at afhjælpe manglerne i det finansielle system. Udvalget opfordrer endvidere finanssektoren til at anvende de nye bestemmelser korrekt og gøre brug af selvregulering for at fremme en passende og hæderlig handlemåde og rette op på den adfærd, som nogle af sektorens virksomheder har lagt for dagen. Målet bør være at lette adgangen til gennemsigtige finansielle produkter, så forbrugerne kan vide, hvad de indgår aftale om, og sammenligne de forskellige tilbud på markedet.

1.2   Den nødvendige forbedring af reguleringen og overvågningen af det finansielle system og af dets gennemsigtighed for at øge beskyttelsen af forbrugerne af finansielle produkter og investorerne fritager ikke den enkelte borger for at udvikle sine finansielle færdigheder gennem hele livet med henblik på et ansvarlig forbrug af finansielle produkter på grundlag informerede og velfunderede beslutninger. Det handler kort sagt om at skabe en positiv udviklingstrekant mellem formidling af finansiel viden, markedsregulering og forbrugerbeskyttelse.

1.3   Formidling af finansiel viden bør opfattes som en sammenhængende politik baseret på samarbejde mellem alle berørte aktører: offentlige myndigheder, finanssektoren, virksomhederne, fagforeningerne, forbrugerorganisationerne, uddannelsessystemet og generelt alle borgere i deres egenskab af forbrugere af finansielle produkter. Dog bør uddannelse og oplæring udføres af organer, som er fri for interessekonflikter.

1.4   Formidling af finansiel viden bør finde sted gennem hele livet fremhjulpet af et uddannelsessystem, som udvikler de europæiske borgeres kritiske sans. EØSU anmoder om, at oplysning om finansielle forhold bliver et obligatorisk fag i uddannelsessystemet, som bør videreføres i efteruddannelses- og omskolingsprogrammerne for arbejdstagere. Dette fag bør blandt andet fremme forsvarlig styring af finansielle forhold (opsparing, brug af kreditkort, låntagning osv.) og fremme socialt ansvarlige finansielle produkter. EØSU bakker op om de foranstaltninger til regulering af markederne for basale finansielle produkter, som Kommissionen har gennemført for at forbedre gennemsigtigheden, styrke informationens kvalitet og forbedre overvågningsmekanismerne.

1.5   Formidling af finansiel viden, som er fuldt ud tilgængelig for alle, gavner hele samfundet. Projekterne vedrørende forbedring af de finansielle færdigheder bør først og fremmest tage sigte på de grupper, som er i fare for at blive ramt af finansiel udstødelse, og finanssektoren har også selv en pligt til at tage aktivt del i den tosidede indsats »mikrofinansiering og uddannelse« og i lettelsen af adgangen til basale finansielle tjenesteydelser.

1.6   EØSU gør opmærksom på, at de nuværende programmer for formidling af finansiel viden har haft en begrænset effekt. Udvalget understreger endvidere, at det ganske rigtigt er vigtigt at indkredse det uddannelsesbehov, som forbrugerne af finansielle produkter har, og udarbejde ad hoc-forslag, men lige så vigtigt er det at evaluere egnetheden af de forskellige uddannelsesprogrammer og effektiviteten af de anvendte kanaler, og her er der brug for de berørte parters medvirken.

1.7   Formidling af finansiel viden er, når alt kommer til alt, et aspekt af afgørende betydning for at bevare tilliden til det finansielle system og udøve et ansvarligt forbrug af finansielle produkter. Derfor er det for fremtiden nødvendigt, at de vigtigste offentlige og private institutioner og stakeholderne i fællesskab gør en indsats for at anlægge en strategi for formidling af finansiel viden med dertil hørende midler og afhjælpe manglen på koordinering og synergier mellem de talrige eksisterende initiativer (på internationalt og europæisk plan og i de enkelte medlemsstater).

1.8   EØSU er godt klar over, at Kommissionens beføjelser på uddannelsesområdet er begrænsede, men udvalget fremfører det modargument, at formidlingen af finansiel viden er bredere end uddannelse slet og ret, da det her også drejer sig om at sætte mennesker i stand til at deltage i samfundet på lige fod, tackle social udstødelse og fremme et ansvarligt forbrug.

1.9   Endelig understreger EØSU, at de behov, som forbrugerne af finansielle produkter har, skal sættes højt på dagsordenen for internationale møder på højt plan, især på G20-topmødet. I den forbindelse anmoder udvalget om, at der nedsættes en ekspertgruppe om finansiel beskyttelse af forbrugerne.

2.   Den finansielle kultur og forbrugernes rolle

2.1   Tendensen til deregulering og finansiel selvregulering, den finansielle kreativitet, de sofistikerede nye instrumenter og systemets uigennemskuelighed har ikke alene været en afgørende årsag til den alvorlige krise, vi har i dag, men også gjort det svært for borgerne at forstå mekanismerne i et marked, som allerede i sig selv er kompliceret og globaliseret og oversvømmet med et broget udbud af finansielle produkter.

2.2   I et vidensamfund, der skal kunne trække på et uddannelsessystem, som kan udvikle borgernes kritiske sans, er formidlingen af finansiel viden et strategisk instrument, som bør indgå i den nye regulering af det finansielle system. For at man kan fuldende opbygningen af et mere solidt, sikkert og gennemsigtigt finansielt system er det absolut nødvendigt, at forbrugerne er ansvarlige og interesseret i at udvikle deres finansielle færdigheder.

2.3   Ideen om et »ansvarligt forbrug af finansielle produkter«, som tilskynder til at skelne mellem ønsker og behov, er da også ved at vinde frem. Ligeledes vælger stadig flere »samfundsbevidst opsparing«, som går ud på anlægge et mere langsigtet perspektiv og satse på socialt ansvarlige produkter (1), det vil sige produkter, som kan fremvise bedre resultater set i forhold til miljømæssige, sociale og forvaltningsmæssige (environmental, social and corporate governance – ESG) kriterier.

2.4   Målet bør ikke kun være at formidle kundskaber og færdigheder (formidling af finansiel viden), men også at sikre, at folk har tilstrækkelig god dømmekraft (forståelse af finansielle forhold) til i praksis at kunne træffe de rigtige beslutninger om forvaltningen af deres private økonomi (finansielle færdigheder).

2.5   Når alt kommer til alt har en stor del af de beslutninger, man træffer i livets løb, et økonomisk islæt, som direkte berører privatlivet og familien; dette gælder alt lige fra finansiering af studier til pensionsplanlægning (2).

2.6   Desuden er det på baggrund af den internationale økonomiske krise, den stigende interesse blandt borgerne for bæredygtighed og virksomhedernes adfærd på det miljømæssige, sociale og forvaltningsmæssige område (ESG-kriterier) vigtigt at fremme større oplysning om, hvorledes disse kriterier kan inddrages i småinvestorernes finansielle beslutninger.

2.7   Følgelig er det efter EØSU's mening afgørende vigtigt at sørge for, at den finansielle kultur når ud til alle befolkningsgrupper med en tilstrækkelig stor gennemslagskraft i alle livets faser for at bevare tilliden til et velreguleret finansielt system og sikre dets udvikling og stabilitet. Derigennem kan man fremme et intelligent forbrug af finansielle produkter baseret på informerede og velfunderede beslutninger. Dette emne er da også ved at blive et fælles mål for regeringer og regulerings- og tilsynsmyndigheder.

2.8   De finansielle institutioner har også en vigtig opgave. For at nå dette mål er samfundet nødt til at kunne råde over en finanssektor, som er engageret i at betjene kunderne på en hæderlig og gennemsigtig måde og som klart handler i menneskenes interesse.

3.   Foranstaltninger med henblik på formidling af finansiel viden

3.1   Ved formidling af finansiel viden forstås den proces, hvorved forbrugerne får et bedre kendskab til de finansielle produkter og en bedre forståelse af de finansielle risici og markedets muligheder, så de kan træffe økonomiske beslutninger på grundlag af relevante oplysninger. En bredt tilgængelig formidling af finansiel viden kommer hele samfundet til gode. Derigennem mindskes faren for økonomisk udstødelse, og forbrugerne tilskyndes til at planlægge og spare op, hvilket også bidrager til at forebygge for stor gældssætning.

3.2   For at tilskynde forbrugerne til at øge deres finansielle viden har tilsynsmyndighederne, de finansielle institutioner og andre aktører i civilsamfundet taget forskellige initiativer inden for rammerne af »finansielle undervisningsprogrammer«.

3.3   Denne udfordring er ikke ny: OECD (3), Kommissionen (4) og ECOFIN-Rådet (5) har tidligere taget den op.

3.4   De vigtigste tiltag, som EU-institutionerne har taget på dette område, har været indførelsen af et stort kapitel om formidling af finansiel viden som led i forbrugeruddannelsesprojektet med henblik på udvikling af onlineforbrugeruddannelsesværktøj (DOLCETA) og Kommissionens nedsættelse af Ekspertgruppen om Formidling af Finansiel Viden (EGFE) i oktober 2008. Denne gruppe har regelmæssigt holdt møder for at analysere de forskellige strategier for udvikling af finansielle undervisningsprogrammer og tilskyndet til offentlig-privat samarbejde for at fremme en bedre anvendelse af programmerne.

3.5   Blandt de faktorer, som gør det nødvendigt at forbedre kendskabet til finansielle forhold, kan nævnes de nye finansielle instrumenters kompleksitet, de demografiske ændringer (6) og de nye EU-lovrammer (7).

3.6   Hertil kommer, at befolkningen generelt ikke ved nok om finansielle forhold. Den første betingelse for at nå dette mål er, at borgerne bliver bevidste om nødvendigheden af en bedre forståelse af finansielle forhold. EØSU opfordrer derfor til at iværksætte flere oplysningskampagner om finansielle spørgsmål på nationalt plan.

3.7   EØSU går ind for, at alle borgere (børn, unge, ældre, personer med handicap og andre grupper) får reel adgang til programmerne for forbedring af de finansielle færdigheder, som skal fokusere på emner, der er relevante for de forskellige aldersgrupper under hensyntagen til de forskellige gruppers mål og interesser. Formidlingen af det centrale undervisningsindhold (økonomisk planlægning, opsparing, gældssætning, forsikringer og pensioner osv.) og vejledningen i de specifikke fremgangsmåder skal foregå ad effektive kanaler, hvorigennem man kan nå ud til de forskellige befolkningsgrupper: skoler, arbejdspladser, forbrugerorganisationer, websteder, fagtidsskrifter, medier osv.

3.8   Børn og unge er programmernes vigtigste målgruppe, men kun i ganske få lande er finansiel viden et undervisningsfag, som indgår i læseplanerne (8). EØSU understreger, at hvis der ikke gøres en indsats i skolerne, vil de tilstræbte mål mht. forbedring af borgernes finansielle færdigheder ikke blive nået.

3.9   EØSU opfordrer også Kommissionen og andre institutioner til at forbedre oplysningen og bevidstgørelsen om socialt ansvarlige investeringer (socially responsible investment – SRI) i de forskellige medlemsstater inden for rammerne af deres igangværende finansielle undervisningsinitiativer.

3.10   De finansielle undervisningsprogrammer, der er iværksat i lande såsom Det Forenede Kongerige (general financial advice scheme), Frankrig (Institut pour l'éducation financière), Spanien (Plan de Educación Financiera 2008-2012), Østrig (Initiative Finanz Wissen) osv. er korrekt udformede, men anvendes ikke tilstrækkeligt bredt og mangler strategier med tilstrækkelig stor rækkevidde; desuden ved borgerne ikke nok om disse institutioners undervisningstilbud.

3.11   EØSU anmoder om gennemførelse af yderligere undersøgelser for at evaluere relevansen af undervisningsindholdet og af de anvendte kanaler og således tage bestik af forbedringen af de finansielle færdigheder på længere sigt, navnlig hvad angår dette undervisningsfags indvirkning på uddannelsen af børn og unge.

4.   Forbrugernes nye finansielle adfærd

4.1   Demografiske, sociokulturelle og teknologiske faktorer har ændret forbrugernes finansielle adfærd. Nærmere bestemt efterspørger forbrugerne i dag skræddersyede produkter og en mere professionel betjening, og de kræver mere information, interesserer sig for, hvad deres investeringer (9) bruges til, og er mere kritiske.

4.2   I denne situation er den tætte kontakt, som kunderne tidligere havde med deres pengeinstitut, så småt ved at blive brudt: de bruger flere pengeinstitutter, foretrækker en lokal filial i nabolaget eller bruger netbank, lægger vægt på effektiv service og et godt udbytte deres investeringer.

4.3   Afgørende for at kunne holde på kunderne er det, at informationen forvaltes korrekt med det mål at analysere forbrugsvanerne og ud fra kundens profil levere den relevante information. Ikke desto mindre bør forbrugerne sammenligne den information, de får, og grundigt undersøge, hvad de indgår aftale om.

4.4   Forbrugerorganisationerne anbefaler at lægge vægt på en række faktorer i deres omgang med finansielle institutioner (personlig betjening, servicekvalitet, specialisering i bestemte produkter), før de vover sig ud i jagten på det bedste afkast. Større finansiel viden vil således sætte kunderne i stand til at være mere på vagt over for skrupelløse finansielle institutioner.

5.   Større gennemsigtighed for at forbedre forbrugerbeskyttelsen og genvinde deres tillid

5.1   Indsatsen for at formidle finansiel viden bør være et supplement til en fuldstændig regulering af de finansielle markeder og en effektiv forbedring af forbrugerbeskyttelsen på området finansielle produkter. Ikke desto mindre fritager reguleringen af finansmarkederne ikke den enkelte borger for at udvikle sine finansielle færdigheder gennem hele livet.

5.2   I forholdet til kunderne er gennemsigtighed et uomgængeligt redskab, og det er en afgørende forudsætning for at genvinde forbrugernes tillid til sektoren for finansielle tjenesteydelser.

5.3   Gennemsigtighed i informationen opnås gennem initiativer såsom rapporter og publikationer, ansvarlig rådgivning, oplysningsfoldere, emneblade og vejledninger, nye høringsformer, præsentation af produkter og finansielle tjenesteydelser osv. »Det med småt«, urimelige kontraktvilkår og vildledende reklamer bør udryddes.

5.4   Kunderne har generelt et anstrengt forhold til bankerne på grund af manglen på kommunikation, kriterierne for kundeservice (»front office«) for ikke at tale om selve bankpapirerne, der som oftest er uforståelige, hvis man ikke er ekspert. For at rette op på denne situation må de finansielle institutioner have kvalificerede medarbejdere, som holder kunderne underrettede, kontakter dem og udtrykker sig på en måde, som kunden kan forstå.

5.5   Ved markedsføringen af finansielle produkter og tjenesteydelser skærpes informationskravet gennem pligten til at informere kunden korrekt om aftalevilkårene og deres respektive konsekvenser i tilstrækkeligt god tid, før et tilbud accepteres.

5.6   Især er det vigtigt at specificere de risici, der er forbundet med hver transaktion, og forsøge at fordele disse risici ligeligt, idet der på det seneste har været en tendens til, at risikoen ved de finansielle produkter i stigende grad væltes over på forbrugeren. Ved brug af netbanker er det nødvendigt at sikre fuld adgang til den mest relevante information.

5.7   Helt konkret kræver direktiv 2007/64/EF om betalingstjenester bedre adgang til information. Direktivet om markeder for finansielle instrumenter (10) (MiFID-direktivet) indeholder bestemmelser om den information, der kræves i forbindelse med investeringsservice og som gælder for alle virksomhedstyper: forud for, under og efter indgåelsen af en aftale. Endvidere kræver MiFID-direktivet, at de finansielle institutioner styrker investorbeskyttelsen og tilbyder deres kunder produkter, som egner sig til de respektive investorers risikoprofil og sociokulturelle karakteristika.

5.8   Beskyttelsen af forbrugernes rettigheder er også målet med direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler, som knæsætter princippet »ansvarlig kreditgivning« og forpligter kreditgiveren til at rådgive forbrugeren og evaluere dennes nuværende og fremtidige kreditværdighed ud fra de oplysninger, som forbrugeren selv giver, og på grundlag af kreditgivers egne databaser.

5.9   Set i et fremtidsperspektiv vil Akten for det indre marked (11) være et vigtigt EU-redskab til at styrke borgernes tillid, idet den indeholder et kapitel om planlagte foranstaltninger til beskyttelse af forbrugere af finansielle produkter i detailledet, navnlig når det gælder gennemsigtighed i bankgebyrer og større beskyttelse af låntagerne på realkreditmarkedet.

6.   Udbredelse af den bedste bankpraksis

6.1   Dereguleringen af de finansielle markeder gennem de seneste tiår har banet vej for en sammenfletning af bankmarkedet og kapitalmarkedet, hvilket har øget risikoen for manglende beskyttelse af forretningsbankkundernes rettigheder.

6.2   Forbrugerne har klaget over manglende information i markedsføringen af finansielle produkter, især når der er tale om nye, sofistikerede produkter.

6.3   Nærmere bestemt peger Kommissionen (12) på følgende grundlæggende problemer, som forbrugerne har i forholdet til deres bank: manglende information før indgåelse af en aftale, upålidelig rådgivning, manglende gennemsigtighed i bankernes gebyrer og vanskeligheder med at skifte bank.

6.4   For at rette op på disse mangler har Kommissionen foreslået banksektoren et initiativ til selvregulering for at forbedre adgangen til information og gøre det lettere at forstå og sammenligne bankgebyrer. EØSU glæder sig over dette vigtige forslag til harmonisering, som bør kunne føre til et mere standardiseret system, som kan lette sammenligningen af forskellige tilbud. Fremhæver på sin side, at det er nødvendigt at tage forbrugerorganisationerne med på råd i denne proces, hvis projektet skal lykkes.

6.5   Endvidere skal det bemærkes, at de finansielle institutioner er modvillige til at tilbyde deres kunder andre produkter end deres egne, når disse er mindre rentable. Blandt de fejl, som begås af institutter for kollektiv investering, kan nævnes lanceringen af nye produkter, uanset om der er et marked for dem.

6.6   Kort sagt er uoverensstemmelsen mellem den enkeltes behov og det erhvervede produkt en realitet, som understøttes af en forretningsmodel, hvor udbuddet tiltrækker efterspørgslen ved at udnytte den stigende videnskløft, som skyldes informationsasymmetrien mellem sælgere og købere af finansielle produkter. EØSU foreslår derfor at fastlægge strenge adfærdskodekser, som obligatorisk skal følges af personalet i de finansielle institutioner for at afbøde den mulige interessekonflikt mellem rådgivning og markedsføring. Finansielle institutioner bør bære bevisbyrden med hensyn til deres efterlevelse af adfærdskodekser.

6.7   Derfor er det nødvendigt, at de finansielle formidlere (ikke kun bankansatte, men også forsikrings- og børsmæglere osv.) – altid under streng overholdelse af gældende lovgivning – anlægger den bedste praksis for at beskytte forbrugerne af finansielle tjenesteydelser f.eks. gennem foranstaltninger til forbedring af informationens kvalitet (klar, præcis, relevant i forhold til behovet, forståelig og sammenlignelig med andre tilbud), foranstaltninger, som kan øge sparernes og investorernes finansielle viden, professionel rådgivning (pålidelig og ærlig), som kan gøre det lettere for brugerne at vælge, samt et uafhængigt organ, som kan beskytte finansielle kunders rettigheder og interesser (ombudsmand).

6.8   For at konsolidere denne nye situation peger EØSU på behovet for at forbedre de finansielle formidleres kvalifikationer, så de kan løse denne vigtige informationsopgave. De finansielle formidlere står over for en dobbelt udfordring: dels at kende de produkter, de markedsfører, bedre, dels at kunne videregive informationen effektivt til brugeren.

7.   Fremme finansiel integration

7.1   EØSU er klar over, at finansiel integration skal ses i lyset af borgernes fulde integration i samfundet. Det er indlysende, at beskæftigelsesgarantier, social beskyttelse osv. vil gøre initiativer til formidling af finansiel viden nemmere at gennemføre.

7.2   Forskellige undersøgelser (13) har påvist et utilstrækkeligt finansielt videnniveau og en sammenhæng med personens almene viden og socioøkonomiske status. Mange mennesker har således vanskeligt ved at forvalte deres økonomi og kende den risiko, der er forbundet med deres investeringer. Det har også vist sig, at der er meget få, som har tænkt på at have en nødplan klar for det tilfælde, at deres livssituation ændrer sig på grund af uforudsete hændelser (arbejdsløshed, ulykke, skilsmisse eller enkestand osv.).

7.3   I mange lande er kun 30 % af den voksne befolkning i stand til at beregne en simpel rente, og kun 44 % har en basal viden om, hvorledes pensionsordningerne fungerer (14).

7.4   Omkring 80 millioner europæiske borgere, dvs. 16 % af den samlede befolkning, lever på kanten af fattigdomstærsklen. Den Europæiske Union satte sig i 2010 – som et af målene for det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse – for at fremme folkelig opbakning til de sociale integrationspolitikker ved at lægge vægt på det kollektive og individuelle ansvar.

7.5   Finansiel integration fremmer social integration. Det er derfor vigtigt at tilskynde til initiativer, som kan fremme den finansielle integration af personer med stor risiko for udstødelse (kvinder, arbejdsløse, personer med handicap, ældre, mindrebemidlede osv.) med det sigte, at få alle med ved at udvikle produkter og finansielle tjenesteydelser, som er skræddersyede til disse grupper.

7.6   I den nuværende socioøkonomiske situation er det vigtigt at fokusere på formidling af finansiel viden med henblik på pensionsplanlægning i betragtning af den kraftige tendens i retning af offentlige bidragspligtige pensionsordninger, hvor ydelserne afhænger af de indbetalte bidrag (earnings-related benefits). Ligeledes bør man for at styrke kvindelige arbejdstageres selvbestemmelse i forbindelse med deres indtræden på arbejdsmarkedet tilbyde specifikke programmer for opbygning af finansielle færdigheder.

7.7   Kort sagt må foranstaltningerne til forbedring af forbrugernes finansielle viden først og fremmest rettes mod de befolkningsgrupper, som er dårligst rustede og i fare for finansiel udstødelse eller for at blive ofre for spekulanter.

7.8   EØSU understreger, at det må være en af bankernes opgaver at lette adgangen til banktjenester for mindrebemidlede for at undgå, at de bliver ramt af økonomisk udstødelse. Programmer for ydelse af mikrokreditter (15) skal således indgå som en fuldgyldig del af bankernes kredittilbud. Det er arbejdsløse, unge, som netop har afsluttet deres uddannelse og har brug for en bankgaranti, iværksættere, indvandrere, personer med handicap osv. (16), som har gavn af mikrolån, og de må sikres adgang hertil.

7.9   Det dobbelte tilbud om »mikrofinansiering og uddannelse«, som nogle programmer omfatter, giver fremragende resultater, i betragtning af, at uddannelse giver konkurrencefordele i forhold til andre initiativer, som begrænser sig til mikrofinansiering.

8.   Fremtidsudsigterne for formidling af finansiel viden

8.1   EØSU er godt klar over, at Kommissionens beføjelser på uddannelsesområdet (17) er begrænsede, men udvalget fremfører det modargument, at formidlingen af finansiel viden er bredere end uddannelse slet og ret, da det her også drejer sig om at sætte mennesker i stand til at deltage i samfundet på lige fod, tackle social udstødelse og fremme et ansvarligt forbrug.

8.2   EØSU opfordrer Kommissionen til seriøst at overveje at udvikle lovgivningsforanstaltninger, som forpligter medlemsstaterne til effektivt at fremme oplysning om finansielle forhold.

8.3   Der er en bred enighed blandt organismer og institutioner (hvoraf de vigtigste inden for formidling af finansiel viden nok er OECD's International Network on Financial Education (INFE) og Kommissionens Expert Group on Financial Education (EGFE)) om det indhold og den praksis, der først og fremmest skal indgå i finansielle oplysningstiltag. EØSU er helt enigt i disse forslag op opfordrer derfor regeringerne og de finansielle institutioner til at stille tilstrækkelige midler til rådighed for igangsættelsen af deres initiativer:

—	Indførelse af fælles metoder til evaluering af befolkningens fortrolighed med finansielle begreber og grad af finansiel integration.

—	Oplysning om finansielle forhold som undervisningsfag i skolerne. Internationale metoder til at evaluere virkningen og effektiviteten af programmerne i skolerne.

—	Udarbejdelse af nationale strategier for formidling af finansiel viden med passende ordninger for opfølgning og evaluering af effekten.

—	Styrkelse af strategierne for finansiel integration. Intensivere indsatsen over for specifikke grupper (unge, kvinder, indvandrere, personer med lave indtægter).

—	Beskyttelse af forbrugerne af finansielle produkters rettigheder.

—	Styrkelse af samarbejdet mellem Kommissionen, OECD og de nationale regeringer for at udnytte potentielle synergier og undgå dobbeltarbejde.

—	Indførelse af en europæisk dag for finansiel oplysning, f.eks. under det givne EU-formandskabs auspicier.

—	Afholdelse af en årlig konference til fremme af oplysning om finansielle forhold med deltagelse af fremtrædende eksperter.

—	Skabelse af en ordning for officiel anerkendelse på EU-plan (f.eks. en pris) af de bedste oplysningsinitiativer og bedste praksis.

—	Indførelse af et »finansielt kørekort«.

—	Regelmæssige møder mellem medlemsstaternes regeringer om de igangværende finansielle undervisningsprogrammer og indarbejdelse af disse drøftelser i den nationale politiske dagsorden (disse møder bør ikke kun handle om, hvad der gøres, men også analysere resultaterne).

8.4   På sin side fremsætter EØSU følgende forslag, hvor initiativerne til forbedring af borgernes finansielle færdigheder kombineres med forskellige tiltag for at forbedre beskyttelsen af forbrugere af finansielle produkter i detailledet.

—	Der bør oprettes et uafhængigt organ, som gratis skal rådgive forbrugerne af finansielle produkter og oplyse dem om, hvorledes de kan inddrage ESG-kriterier i deres finansielle beslutninger: dette organ bør yde rådgivning enten personligt eller via en hotline.

—	Man bør regulere den rolle, som de finansielle formidlere og notarius publicus spiller i formidlingen af finansiel viden for at øge adgangen til og forståelsen af finansiel information (18). Det er vigtigt at indføre overvågningsmekanismer, som kan sikre, at de optræder upartisk.

—	Der bør oprettes et europæisk agentur til beskyttelse af småinvestorer for at overvåge bankernes praksis (især mht. de finansielle produkters tilgængelighed, gennemsigtighed og sammenlignelighed) og for at bekæmpe svig. Dette agentur bør have sanktionsbeføjelser.

—	Finanssektoren bør forpligtes til via et fysisk medium at informere forbrugerne af finansielle produkter om deres rettigheder og om, hvorledes de går til værks, hvis de er utilfredse med bankens tilbud eller afgørelse.

—	Informationsmaterialet om finansielle produkter bør indeholde advarsler om mulige kontraindikationer og bivirkninger af det enkelte produkt (som det er tilfældet med medicin) og oplyse om aspekter i relation til kontraktvilkårene.

—	Der bør nedsættes en ekspertgruppe svarende til EGFE i hver enkelt medlemsstat, som skal udstyres med en finansiel oplysningsstrategi til støtte for de planlagte programmer, og hvori de vigtigste aktører i det organiserede civilsamfund deltager på lige fod.

—	Kommission bør yde bistand til fastlæggelse af en sammenhængende strategi for formidling af finansiel viden (til de nationale myndigheder i medlemsstaterne, som endnu ikke har fastlagt en sådan strategi). De lande, som er nået længst hermed, bør danne forbillede.

—	Der bør fastlægges en budgetplan for hver enkelt national strategi for formidling af finansiel viden, hvor det fastsættes, hvem der finansierer de finansielle undervisningsprogrammer og med hvilke midler.

—	Kommissionen skal i videre omfang støtte medlemsstaternes bestræbelser på at formidle finansiel viden med udgangspunkt i den indkredsede bedste praksis.

—	Man bør fremme generel offentliggørelse af regnskaberne for de nationale socialsikringsordninger, således at alle arbejdstagere en gang om året orienteres om den pension, de vil have ret til, når de går på pension.

—	Man bør fremme særlige finansielle produkter til unge (fra og med 14 år, inden de bliver myndige og starter deres arbejdsliv) og regelmæssig fremsendelse af oplysninger om, hvad de består af, og hvordan de fungerer.

—	Legetøjsbranchen bør opfordres til at udvikle spil, hvor finansielle begreber indgår på en pædagogisk måde.

—

Der bør sendes korte tv- og radioprogrammer af 10-15 minutters varighed om grundlæggende finansielle forhold (lån, realkredit, forsikringer osv. og grundlæggende begreber som rentabilitet og risiko) og iværksættes multimedieinitiativer, og man bør fremme formidling af finansiel viden i de sociale netværk.

—	Der bør gøres mere udstrakt brug af forbrugerorganisationer og andre uafhængige civilsamfundsorganisationer til at udbrede og gennemføre regeringernes tiltag til at formidle finansiel viden.

8.5   Endelig understreger EØSU, at de behov, som forbrugerne af finansielle produkter har, skal sættes højt på dagsordenen for internationale møder på højt plan, især på G20-topmødet. I den forbindelse anmoder Consumers International (19) om, at der nedsættes en ekspertgruppe om finansiel beskyttelse af forbrugerne, som skal rapportere til G20 for at sikre adgang til stabile, retfærdige og konkurrencedygtige finansielle tjenesteydelser.

---

(1)  EØSU's udtalelse om »Socialt ansvarlige finansielle produkter«, EUT C 21/06 af 21.1.2011, s. 33.

(2)  Se i denne forbindelse Kommissionens grønbog »Sikre, tilstrækkelige og bæredygtige pensionssystemer i Europa«, KOM(2010) 365 endelig.

(3)  I juli 2005. Fremhæves skal også OECD's forslag vedrørende finansiel undervisning fra 2009.

(4)  Kommissionen har offentliggjort otte grundprincipper for finansielle undervisningsprogrammer af høj kvalitet, KOM(2007) 808 endelig.

(5)  I sine konklusioner fra maj 2008.

(6)  Særligt vigtig er den længere forventede levetid, som gør det nødvendigt at gøre de ældre fortrolige med de nye finansielle instrumenter og tvinger den voksne del af befolkningen til en bedre planlægning af deres fremtid.

(7)  Som er baseret på handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser, som Kommissionen lancerede i slutningen af 90'erne.

(8)  I 2012 vil Pisa-rapporten for første gang evaluere den finansielle kompetence blandt 15-årige skoleelever i 19 lande.

(9)  I de seneste år har der været en stigende efterspørgsel efter socialt ansvarlige finansielle produkter, som overholder kriterier for virksomhedernes sociale ansvar ved udvælgelsen af investeringer.

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, EUT L 145/1 af 30.4.2004.

(11)  KOM(2011) 206 endelig.

(12)  »Data collection for prices of current accounts provided to consumers«, Kommissionen, 2009.

(13)  Se Braunstein & Welch, 2002; Mandell, 2008; FINRA Investor Education Foundation, 2009.

(14)  Ifølge en artikel af María José Gómez Yubero: »Financial education: from information to knowledge and informed financial decision-making«.

(15)  FN's generalforsamling udnævnte år 2005 til »internationalt år for mikrokreditter«.

(16)  Som det er tilfældet i Frankrig bør mikrolån – ud over at støtte iværksættelse – også være et middel til at dække andre behov, såsom mindrebemidlede personers behov.

(17)  I henhold til artikel 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har medlemsstaterne alene beføjelse til at lovgive på uddannelsesområdet.

(18)  Uden at dette går ud over de egentlige undervisningsopgaver, som påhviler uddannelsessystemet.

(19)  Repræsenterer 220 forbrugerorganisationer i 115 lande.

---

---