Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021R1122

    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1122 af 8. juli 2021 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368, således at Norwegian Interbank Offered Rate tilføjes på og London Interbank Offered Rate fjernes fra listen over kritiske benchmarks, der bruges på de finansielle markeder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 (EØS-relevant tekst)

    C/2021/4961

    EUT L 243 af 9.7.2021, p. 39–42 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2021/1122/oj

    9.7.2021   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 243/39


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/1122

    af 8. juli 2021

    om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368, således at Norwegian Interbank Offered Rate tilføjes på og London Interbank Offered Rate fjernes fra listen over kritiske benchmarks, der bruges på de finansielle markeder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU samt forordning (EU) nr. 596/2014 (1), særlig artikel 20, stk. 1, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Benchmarks kan anerkendes som kritiske i overensstemmelse med artikel 20, stk. 1, litra a), b) eller c), i forordning (EU) 2016/1011. I henhold til artikel 20, stk. 1, litra b), skal benchmarks, for at sådanne benchmarks kan anerkendes som kritiske benchmarks, være baseret på inputdata indsendt af stillere, der for størstedelens vedkommende er beliggende i én medlemsstat, og som anses for at være kritiske i den pågældende medlemsstat. Den 11. august 2016 vedtog Kommissionen Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368 (2), hvori der blev opstillet en liste over kritiske benchmarks.

    (2)

    Forordning (EU) 2016/1011 finder anvendelse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) og blev gennemført i norsk lovgivning den 6. december 2019.

    (3)

    Den 3. december 2020 underrettede den kompetente norske myndighed Finanstilsynet Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (i det følgende benævnt »ESMA«) om sit forslag om at anerkende Norwegian Interbank Offered Rate (i det følgende benævnt »NIBOR«) som et kritisk benchmark, jf. artikel 20, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2016/1011, da NIBOR har afgørende betydning i Norge og er baseret på bidrag fra stillere, som alle er beliggende i Norge.

    (4)

    NIBOR er en referencesats baseret på et gennemsnit af de rentesatser for lån uden sikkerhedsstillelse, som banker, der er aktive på det norske pengemarked, er villige til at tilbyde hinanden med forskellige løbetider. NIBOR bestemmes dagligt for fem forskellige løbetider: en uge og en, to, tre og seks måneder. Siden den 3. december 2020 har seks banker, som alle er beliggende i Norge, deltaget i NIBOR-panelet.

    (5)

    I sin vurdering til ESMA konkluderede Finanstilsynet, at NIBOR's ophør eller levering på grundlag af inputdata eller et panel af stillere, der ikke længere er repræsentative for den underliggende markedsmæssige eller økonomiske realitet, kunne have betydelige negative konsekvenser for de finansielle markeders funktion i Norge.

    (6)

    Finanstilsynets vurdering viser, at NIBOR anvendes som reference for lån til husholdninger og ikke-finansielle institutioner til en værdi af ca. 418 mia. EUR, hvilket svarer til 94 % af det samlede udlån i Norge til husholdninger og ikke-finansielle institutioner og til 136 % af Norges bruttonationalprodukt (BNP). Desuden tjener NIBOR som reference for kuponbetalinger for ca. 60 % af den samlede nominelle værdi af obligationer med variabel rente i Norge til et samlet beløb på ca. 130 mia. EUR. Finanstilsynet har på grundlag af data fra en enkelt central modpart også påvist, at NIBOR anvendes som reference i OTC-rentederivater for et udestående notionelt beløb på mindst 1 988 mia. EUR pr. oktober 2020. Endelig anførte Finanstilsynet, at NIBOR i øjeblikket er opført i investeringsfonde med en samlet nettoaktivværdi på 0,3 mia. EUR. Den samlede værdi af de finansielle instrumenter og finansielle kontrakter, der anvender NIBOR som reference, er derfor otte gange større end Norges bruttonationalprodukt.

    (7)

    I Finanstilsynets vurdering konkluderes det, at NIBOR er af afgørende betydning for den finansielle stabilitet og markedsintegriteten i Norge, og at NIBOR's ophør eller manglende pålidelighed kan have betydelige negative konsekvenser for de finansielle markeders funktion i Norge og for virksomheder og forbrugere, da den anvendes i lån, forbrugerkreditprodukter, OTC-rentederivater og investeringsfonde.

    (8)

    Den 28. januar 2021 sendte ESMA sin udtalelse til Kommissionen, hvori det fastslås, at Finanstilsynet lever op til kravene i artikel 20, stk. 3, i forordning (EU) 2016/1011, og at Finanstilsynet havde fremlagt kvantitative data til støtte for anerkendelse af NIBOR som et kritisk benchmark samt en analytisk argumentation, der fremhævede NIBOR's vigtige rolle i den norske økonomi.

    (9)

    I henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1011 skal Kommissionen revidere listen over kritiske benchmarks mindst hvert andet år, og disse benchmarks skal leveres af administratorer, der er hjemmehørende i Unionen. Den 31. januar 2020 forlod Det Forenede Kongerige Unionen. Benchmarks leveret af en administrator, der er hjemmehørende i Det Forenede Kongerige, kan derfor ikke længere betragtes som kritiske benchmarks og bør fjernes fra listen over kritiske benchmarks i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368. London Interbank Offered Rate (LIBOR) blev betragtet som et kritisk benchmark den 19. december 2017, og LIBOR bør derfor fjernes fra listen over kritiske benchmarks i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368.

    (10)

    Forordning (EU) 2016/1011 blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2175 (3) for bl.a. at udpege ESMA som kompetent myndighed for administratorer af kritiske benchmarks som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra a) og c), i forordning (EU) 2016/1011 af 1. januar 2022. Kompetencen for administratorer af kritiske benchmarks som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2016/1011 forbliver dog hos den relevante nationale kompetente myndighed. Det er derfor hensigtsmæssigt, at den liste over kritiske benchmarks, som Kommissionen har opstillet, skelner mellem kritiske benchmarks som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra a) og c), i forordning (EU) 2016/1011 og dem, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra b), i nævnte forordning.

    (11)

    Gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368 bør derfor ændres.

    (12)

    I betragtning af NIBOR's afgørende betydning, dens udbredte anvendelse og dens rolle i fordelingen af kapital i Norge, bør denne forordning træde i kraft så hurtigt som muligt.

    (13)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368 erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 8. juli 2021.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 171 af 29.6.2016, s. 1.

    (2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1368 af 11. august 2016 om fastlæggelse af en liste over kritiske benchmarks, der bruges på de finansielle markeder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 (EUT L 217 af 12.8.2016, s. 1).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2175 af 18. december 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 1094/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter, forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og forordning (EU) 2015/847 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler (EUT L 334 af 27.12.2019, s. 1).


    BILAG

    »BILAG

    Liste over kritiske benchmarks i henhold til artikel 20, stk. 1, litra a) og c), i forordning (EU) 2016/1011

    Nummer

    Benchmark

    Administrator

    Beliggenhed

    1

    Euro Interbank Offered Rate (EURIBOR ®)

    European Money Markets Institute (EMMI)

    Bruxelles, Belgien

    2

    Euro Overnight Index Average (EONIA®)

    European Money Markets Institute (EMMI)

    Bruxelles, Belgien


    Liste over kritiske benchmarks i henhold til artikel 20, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2016/1011

    Nummer

    Benchmark

    Administrator

    Beliggenhed

    1

    Stockholm Interbank Offered Rate (STIBOR)

    Swedish Bankers' Association (Svenska Bankföreningen)

    Stockholm, Sverige

    2

    Warsaw Interbank Offered Rate (WIBOR)

    GPW Benchmarks S.A.

    Warszawa, Polen

    5

    Norwegian Interbank Offered Rate (NIBOR)

    Norske Finansielle Referanser (NoRe)

    Oslo, Norge

    «

    Top