This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32014L0048
Council Directive 2014/48/EU of 24 March 2014 amending Directive 2003/48/EC on taxation of savings income in the form of interest payments
Rådets direktiv 2014/48/EU af 24. marts 2014 om ændring af direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger
Rådets direktiv 2014/48/EU af 24. marts 2014 om ændring af direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger
EUT L 111 af 15.4.2014, p. 50–78
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2015; stiltiende ophævelse ved 32015L2060
|
15.4.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 111/50 |
RÅDETS DIREKTIV 2014/48/EU
af 24. marts 2014
om ændring af direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 115,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Rådets direktiv 2003/48/EF (3) har fundet anvendelse i medlemsstaterne siden 1. juli 2005 og har vist sig at være effektivt gennem de første tre års anvendelse inden for grænserne af anvendelsesområdet. Det fremgår imidlertid af Kommissionens første beretning af 15. september 2008 om dets anvendelse, at det ikke fuldt ud lever op til ambitionerne i de konklusioner, der blev vedtaget med enstemmighed af Rådet på samlingen den 26.-27. november 2000. Navnlig er visse finansielle instrumenter svarende til rentebærende værdipapirer og visse indirekte måder at opbevare rentebærende værdipapirer på ikke omfattet. |
|
(2) |
For bedre at opfylde målet med direktiv 2003/48/EF er det nødvendigt først at forbedre kvaliteten af de oplysninger, der anvendes til at fastlægge de retmæssige ejeres identitet og bopæl. I denne henseende bør den betalende agent anvende både fødselsdato og fødested samt skattemæssigt identifikationsnummer eller tilsvarende, hvis et sådant er tildelt af medlemsstaterne. Direktiv 2003/48/EF pålægger ikke medlemsstaterne pligt til at indføre skattemæssige identifikationsnumre. I denne henseende bør oplysninger om fælles konti og andre situationer med flere retmæssige ejere ligeledes forbedres. |
|
(3) |
Direktiv 2003/48/EF finder kun anvendelse på rentebetalinger, der foretages til umiddelbar fordel for fysiske personer med bopæl i Unionen. Disse fysiske personer kan således omgå direktiv 2003/48/EF ved at anvende et mellemled i form af en enhed eller et retligt arrangement, især en enhed eller et retligt arrangement, der er etableret i en jurisdiktion, hvor beskatning af indtægter betalt til denne enhed eller dette retlige arrangement ikke sikres. Under hensyntagen til de foranstaltninger vedrørende bekæmpelse af hvidvaskning af penge, der fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF (4), er det derfor hensigtsmæssigt at kræve, at de betalende agenter anvender »look-through-tilgangen« i forbindelse med betalinger til visse enheder og retlige arrangementer, der er etableret eller har deres sted for den faktiske ledelse i visse lande eller områder, hvor direktiv 2003/48/EF eller foranstaltninger med samme eller tilsvarende virkning ikke finder anvendelse. De betalende agenter bør anvende de oplysninger, som allerede er tilgængelige for dem om den eller de retmæssige ejere af sådanne enheder eller retlige arrangementer, for at sikre, at direktiv 2003/48/EF finder anvendelse, når den således identificerede retmæssige ejer er en fysisk person med bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor den betalende agent er etableret. For at reducere den administrative byrde for de betalende agenter bør der udarbejdes en vejledende liste over enheder og retlige arrangementer i de tredjelande og jurisdiktioner, som er berørt af denne foranstaltning. |
|
(4) |
Omgåelse af direktiv 2003/48/EF ved kunstig kanalisering af en indtægtsbetaling via en økonomisk aktør uden for Unionen bør ligeledes undgås. Det er derfor nødvendigt at præcisere det ansvar, der påhviler økonomiske aktører, når de opdager, at en rentebetaling til en aktør etableret uden for det geografiske anvendelsesområde for direktiv 2003/48/EF sker til fordel for en fysisk person, som de ved er bosiddende i en anden medlemsstat, og som kan betragtes som værende en af deres kunder. I sådanne tilfælde bør disse økonomiske aktører betragtes som betalende agenter. Dette vil også især medvirke til at forhindre misbrug af det internationale netværk af finansieringsinstitutter, dvs. filialer, datterselskaber, associerede selskaber og holdingselskaber, til at omgå direktiv 2003/48/EF. |
|
(5) |
Erfaringerne har vist, at der er behov for bedre præcisering med hensyn til forpligtelsen til at optræde som betalende agent ved modtagelse af en rentebetaling. Især bør de mellemliggende strukturer, som er omfattet af en sådan forpligtelse, identificeres tydeligt. Bestemmelserne i direktiv 2003/48/EF bør finde anvendelse på enheder og retlige arrangementer, som ikke er underlagt reel beskatning, når de har modtaget rentebetalinger fra økonomiske aktører i forudgående led. En vejledende liste over sådanne enheder og retlige arrangementer i hver medlemsstat vil lette gennemførelsen af de nye bestemmelser. |
|
(6) |
Det fremgår af den første beretning om anvendelsen af direktiv 2003/48/EF, at det kan omgås ved anvendelse af finansielle instrumenter, som med hensyn til risikoniveau, fleksibilitet og på forhånd fastsatte investeringsafkast svarer til fordringer. Det er derfor nødvendigt at sikre, at det ikke blot dækker rentebetalinger, men også andre stort set tilsvarende indtægter. |
|
(7) |
Ligeledes bør livsforsikringskontrakter, som indeholder en garanti for udbytte, eller hvis ydelser for mere end 40 %'s vedkommende er forbundet med indtægter fra fordringer eller tilsvarende indtægter, der er omfattet af direktiv 2003/48/EF, være omfattet af det direktivs anvendelsesområde. |
|
(8) |
Med hensyn til investeringsfonde i Unionen dækker direktiv 2003/48/EF på nuværende tidspunkt kun indtægter, som hidrører fra institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS), der er godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (5), som bl.a. ophævede og erstattede Rådets direktiv 85/611/EØF (6). Tilsvarende indtægter fra ikke-UCITS henhører kun under anvendelsesområdet for direktiv 2003/48/EF, hvis ikke-UCITS er enheder, der ikke har status som juridisk person og derfor optræder som betalende agenter efter modtagelse af rentebetalinger. For at sikre, at de samme regler finder anvendelse på alle investeringsfonde eller -ordninger uanset deres retlige form, bør henvisningen i direktiv 2003/48/EF til direktiv 85/611/EØF erstattes med en henvisning til deres registrering i henhold til lovgivningen i en medlemsstat eller til deres fondsbestemmelser eller vedtægter, der er underlagt lovgivningen i en af medlemsstaterne. Endvidere bør lige behandling sikres under hensyntagen til traktaten om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). |
|
(9) |
Med hensyn til investeringsfonde, der ikke er etableret i en EU- eller EØS-medlemsstat, er det nødvendigt at præcisere, at direktivet omfatter rentebetalinger og tilsvarende indtægter fra alle disse fonde uanset deres retlige form og deres placering i forhold til investorerne. |
|
(10) |
Definitionen af rentebetaling bør præciseres for at sikre, at ikke blot direkte investeringer i fordringer, men også indirekte investeringer tages i betragtning ved beregningen af procentsatsen for de aktiver, som investeres i sådanne instrumenter. Desuden bør det for at forenkle de betalende agenters anvendelse af direktiv 2003/48/EF i forbindelse med indtægter, der hidrører fra institutter for kollektiv investering i andre lande, præciseres, at beregningen af aktivernes sammensætning i forbindelse med behandling af visse indtægter fra sådanne institutter er underlagt reglerne i den EU- eller EØS-medlemsstat, hvori de er etableret. |
|
(11) |
Både »attest«-proceduren, der gør det muligt for retmæssige ejere med skattemæssig bopæl i en medlemsstat at undgå opkrævning af kildeskat for rentebetalinger modtaget i en medlemsstat, der optræder på listen i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/48/EF, og den alternative procedure med frivillig udlevering til den retmæssige ejers bopælsland, har fordele. Dog er proceduren med frivillig udlevering mindre byrdefuld for den retmæssige ejer, og det vil derfor være hensigtsmæssigt at lade valget af procedure være op til de retmæssige ejere. |
|
(12) |
Medlemsstaterne bør indgive relevante statistikker om anvendelsen af direktiv 2003/48/EF for at forbedre kvaliteten af de oplysninger, som Kommissionen anvender til forberedelse af den beretning, som forelægges for Rådet hvert tredje år, om direktivets anvendelse. |
|
(13) |
I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (7) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Den Europæiske Unions interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne. |
|
(14) |
For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af direktiv 2003/48/EF bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (8). |
|
(15) |
Målene for dette direktiv, nemlig at sikre reel beskatning af indtægter fra opsparing i form af grænseoverskridende opsparing, der i alle medlemsstaterne generelt medregnes i den skattepligtige indkomst for bosiddende fysiske personer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. |
|
(16) |
Direktiv 2003/48/EF bør ændres — |
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
I direktiv 2003/48/EF foretages følgende ændringer:
|
1) |
Artikel 1, stk. 2, affattes således: »2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de opgaver, der er nødvendige til gennemførelse af dette direktiv, udføres af betalende agenter og andre økonomiske aktører, der er etableret eller i givet fald har deres sted for den faktiske ledelse på deres område, uanset hvor debitor for den fordring, der giver anledning til rentebetalingen, er etableret.« |
|
2) |
Følgende artikel indsættes: »Artikel 1a Definitioner af visse udtryk I dette direktiv forstås ved: a) »økonomisk aktør«: et kredit- eller finansieringsinstitut, en anden juridisk person eller fysisk person, der regelmæssigt eller lejlighedsvis foretager eller sikrer en rentebetaling i henhold til dette direktiv under udøvelsen af sin virksomhed b) »sted for den faktiske ledelse«: for en enhed med eller uden status som juridisk person den adresse, hvor der træffes de centrale forvaltningsbeslutninger, som er nødvendige for enhedens virksomhed som helhed. Når sådanne beslutninger træffes i mere end ét land eller én jurisdiktion, anses stedet for den faktiske ledelse for at være på den adresse, hvor de fleste af de centrale forvaltningsbeslutninger vedrørende de aktiver, der giver anledning til rentebetalinger, jf. dette direktiv, træffes c) »sted for den faktiske ledelse«: for en trust eller et andet retligt arrangement:
d) »underlagt reel beskatning«: det forhold, at en enhed eller et retligt arrangement er skattepligtigt af alle sine indtægter eller af den del af sine indtægter, der tilskrives dens/dets ikkebosiddende deltagere, herunder af enhver rentebetaling.« |
|
3) |
Artikel 2 affattes således: »Artikel 2 Definition af retmæssig ejer 1. I dette direktiv og med forbehold af stk. 2-4 forstås ved »retmæssig ejer« enhver fysisk person, der modtager en rentebetaling, eller enhver fysisk person, for hvem en sådan betaling sikres, medmindre han fremlægger bevis for, at betalingen ikke er modtaget eller sikret til hans egen fordel, dvs.
2. Hvis en betalende agent har oplysninger, der peger i retning af, at den fysiske person, der modtager en rentebetaling, eller for hvem en rentebetaling sikres, muligvis ikke er den retmæssige ejer, og hvis stk. 1, litra a), b) eller c), ikke finder anvendelse på denne fysiske person, tager den betalende agent rimelige skridt til at fastlægge den retmæssige ejers identitet, jf. artikel 3, stk. 2. Hvis den betalende agent ikke kan identificere den retmæssige ejer, behandler han den pågældende fysiske person som den retmæssige ejer. 3. Hvis en økonomisk aktør, som også er omfattet af artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF (*1), foretager en rentebetaling til eller sikrer en sådan betaling for en enhed eller et retligt arrangement, som ikke er underlagt reel beskatning, og som er etableret eller har sit sted for den faktiske ledelse i et land eller en jurisdiktion uden for det område, der er defineret i artikel 7 i nærværende direktiv, og uden for den territoriale dækning af de aftaler og ordninger, der indeholder de samme foranstaltninger eller tilsvarende foranstaltninger som i nærværende direktiv, gælder andet til femte afsnit i dette stykke. Betalingen betragtes som foretaget til eller sikret til umiddelbar fordel for en fysisk person, der er bosat i en anden medlemsstat end den økonomiske aktør, og som i artikel 3, nr. 6), i direktiv 2005/60/EF er defineret som den retmæssige ejer af enheden eller det retlige arrangement. Den fysiske persons identitet fastlægges i overensstemmelse med de kundelegitimationsforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 7 og artikel 8, stk. 1, litra b), i nævnte direktiv. Denne fysiske person betragtes også som den retmæssige ejer i forbindelse med nærværende direktiv. Med henblik på første afsnit betragtes de kategorier af enheder og retlige arrangementer, der er nævnt i den vejledende liste, jf. bilag I, som ikke underlagt reel beskatning. Den økonomiske aktør, der er nævnt i første afsnit, fastlægger enhedens eller det retlige arrangements retlige form og etableringssted eller i givet fald stedet for den faktiske ledelse på grundlag af oplysningerne fra en fysisk person, der optræder på vegne af enheden eller det retlige arrangement, navnlig i overensstemmelse med stk. 1, litra b) og c), medmindre den økonomiske aktør har mere pålidelige oplysninger, som viser, at de modtagne oplysninger er ukorrekte eller ufuldstændige med henblik på anvendelsen af dette stykke. Hvis en enhed eller et retligt arrangement ikke henhører under en af kategorierne i bilag I eller henhører under disse kategorier, men påberåber sig at være underlagt reel beskatning, skal den økonomiske aktør, jf. første afsnit, fastslå, om den/det er underlagt reel beskatning, på grundlag af almindeligt anerkendte kendsgerninger eller på grundlag af officielle dokumenter, som enheden eller det retlige arrangement forelægger, eller som er tilgængelige ved hjælp af de kundelegitimationsforanstaltninger, der træffes i overensstemmelse med direktiv 2005/60/EF. 4. Hvis en enhed eller et retligt arrangement anses for at være betalende agent ved modtagelse af en rentebetaling eller ved sikring af en sådan betaling i henhold til artikel 4, stk. 2, anses rentebetalingen for at tilfalde følgende fysiske personer, der anses for at være de retmæssige ejere i henhold til dette direktiv:
(*1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15).«" |
|
4) |
Artikel 3 og 4 affattes således: »Artikel 3 De retmæssige ejeres identitet og bopæl 1. Hver medlemsstat skal på sit område fastlægge og sikre anvendelsen af de procedurer, der er nødvendige for at gøre det muligt for den betalende agent at identificere de retmæssige ejere og deres bopæl med henblik på artikel 8-12. Disse procedurer skal være i overensstemmelse med de i stk. 2 og 3 fastsatte minimumsstandarder. 2. Den betalende agent fastlægger den retmæssige ejers identitet på grundlag af minimumsstandarder, der varierer efter, hvornår den betalende agent og den retmæssige ejer har optaget forbindelser:
De oplysninger, der henvises til i første afsnit, litra b), fastlægges på grundlag af et pas, et officielt identitetskort eller et andet officielt identitetsdokument, eventuelt i henhold til den liste, der er nævnt i stk. 4, som forevises af den retmæssige ejer. Oplysninger, der ikke er anført i disse dokumenter, fastlægges på grundlag af ethvert andet dokument, der beviser identiteten, som forevises af den retmæssige ejer. 3. Hvis den retmæssige ejer frivilligt forelægger en attest for skattemæssig bopæl, som er udstedt af et lands kompetente myndighed højst tre år inden betalingsdatoen eller på et senere tidspunkt, hvor betalingen anses for at tilfalde den retmæssige ejer, anses vedkommendes bopæl for at være i dette land. Hvis dette ikke er tilfældet, anses personen for at have bopæl i det land, hvor vedkommende har fast adresse. Den betalende agent fastlægger den retmæssige ejers faste adresse på grundlag af følgende minimumsstandarder:
I den situation, der er nævnt i første afsnit, litra b), hvor retmæssige ejere forelægger et pas, et officielt identitetskort eller et andet officielt identitetsdokument udstedt af en medlemsstat og erklærer sig som hjemmehørende i et tredjeland, fastlægges bopælen ved hjælp af en skattemæssig bopælsattest udstedt højst tre år inden betalingsdatoen eller på et senere tidspunkt, hvor betalingen anses for at tilfalde den retmæssige ejer, af den kompetente myndighed i det tredjeland, hvor den retmæssige ejer hævder at være hjemmehørende. Hvis en sådan attest ikke kan fremvises, anses bopælen for at befinde sig i den medlemsstat, der har udstedt passet, det officielle identitetskort eller ethvert andet officielt identitetsdokument. For retmæssige ejere, for hvilke den betalende agent har officiel dokumentation til sin rådighed, der beviser, at de har skattemæssig bopæl i et andet land end det land, hvor de har fast adresse på grund af privilegier forbundet med deres diplomatiske status eller med andre internationalt aftalte regler, fastlægges bopælen ved hjælp af sådan officiel dokumentation, som er tilgængelig for den betalende agent. 4. Hver medlemsstat, der tildeler skattemæssige identifikationsnumre eller tilsvarende, underretter senest den 31. december 2014 Kommissionen om disse numres struktur og format og om den officielle dokumentation, der indeholder oplysninger om tildelte identifikationsnumre. Hver medlemsstat underretter endvidere Kommissionen, hvis der sker ændringer i dette. Kommissionen offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende en samlet liste over de modtagne oplysninger. Artikel 4 Betalende agenter 1. En økonomisk aktør, der er etableret i en medlemsstat, og som betaler renter til eller sikrer en sådan betaling til umiddelbar fordel for den retmæssige ejer, betragtes som betalende agent i henhold til dette direktiv. I forbindelse med dette stykke har det ingen betydning, om den berørte økonomiske aktør er debitor eller udsteder af fordringen eller værdipapiret, som vedrører indtægterne, eller om vedkommende er den økonomiske aktør, som debitoren, udstederen eller den retmæssige ejer pålægger at betale indtægterne eller sikre betalingen af disse. En økonomisk aktør etableret i en medlemsstat anses også for at være betalende agent i henhold til dette direktiv, når følgende betingelser er opfyldt:
Hvis betingelserne i første afsnit, litra a) og b), er opfyldt, anses den betaling, der er foretaget eller sikret af den første økonomiske aktør, for at være foretaget eller sikret til umiddelbar fordel for den retmæssige ejer, der er omhandlet i litra b) i nævnte afsnit. 2. En enhed eller et retligt arrangement, der har sit sted for den faktiske ledelse i en medlemsstat, og som ikke er underlagt reel beskatning i henhold til de generelle regler om direkte beskatning, som er gældende enten i denne medlemsstat eller i den medlemsstat, hvor den/det er etableret, eller i et andet land eller en anden jurisdiktion, hvor den/det på anden måde har skattemæssig bopæl, anses for at være en betalende agent ved modtagelse af en rentebetaling eller efter at have sikret en sådan betaling. I forbindelse med dette stykke betragtes de kategorier af enheder og retlige arrangementer, der er nævnt i den vejledende liste, jf. bilag II, ikke som værende underlagt reel beskatning. Hvis en enhed eller et retligt arrangement ikke tilhører i en af kategorierne i den vejledende liste, jf. bilag II, eller er omfattet af bilaget, men påberåber sig at være underlagt reel beskatning, skal den økonomiske aktør fastslå, om den/det er underlagt reel beskatning, på grundlag af almindeligt anerkendte kendsgerninger eller på grundlag af officielle dokumenter, som enheden eller det retlige arrangement forelægger, eller som er tilgængelige ved hjælp af de kundelegitimationsforanstaltninger, der træffes i overensstemmelse med direktiv 2005/60/EF. Enhver økonomisk aktør, der er etableret i en medlemsstat, og som foretager en rentebetaling til eller sikrer en sådan betaling for en enhed eller et retligt arrangement, der er omhandlet i dette stykke, og som har sit sted for den faktiske ledelse i en anden medlemsstat end den stat, hvor den økonomiske aktør er etableret, underretter, under anvendelse af de oplysninger, der er nævnt i artikel 2, stk. 3, fjerde afsnit, eller andre tilgængelige oplysninger, sin medlemsstats kompetente myndighed om følgende:
Det fastslås efter bestemmelserne i artikel 2, stk. 4, hvilke fysiske personer der skal anses for at være de retmæssige ejere af en rentebetaling, der er foretaget til eller sikret for de enheder eller retlige arrangementer, der er omhandlet i dettes stykkes første afsnit. Når litra c) i artikel 2, stk. 4, finder anvendelse, meddeler enheden eller det retlige arrangement, når en fysisk person på et senere tidspunkt får ret til de aktiver, der giver anledning til denne rente, eller til andre aktiver, der repræsenterer rentebetalingen, den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den/det har sit sted for den faktiske ledelse, de oplysninger, der er anført i artikel 8, stk. 1, andet afsnit. Enheden eller det retlige arrangement underretter også sin kompetente myndighed om enhver flytning af stedet for den faktiske ledelse. De forpligtelser, der er nævnt i det femte afsnit, gælder i ti år fra datoen for den seneste rentebetaling, som enheden eller det retlige arrangement har modtaget eller sikret, eller den seneste dato, hvor en fysisk person fik ret til de aktiver, der giver anledning til en sådan rente, eller til andre aktiver, der repræsenterer rentebetalingen, idet det sidste tidspunkt gælder. Hvis en enhed eller et retligt arrangement i et tilfælde, hvor artikel 2, stk. 4, litra c), finder anvendelse, har flyttet sit sted for den faktiske ledelse til en anden medlemsstat, sender den første medlemsstats kompetente myndighed følgende oplysninger til den nye medlemsstats kompetente myndighed:
Dette stykke finder ikke anvendelse, hvis enheden eller det retlige arrangement fremlægger bevis for, at den/det befinder sig i en af følgende situationer:
3. En enhed som omhandlet i stk. 2, der svarer til et institut for kollektiv investering eller anden kollektiv investeringsfond eller -ordning som omhandlet i stk. 2, ottende afsnit, litra a), kan med henblik på dette direktiv vælge at blive behandlet som et sådant institut eller en sådan investeringsfond eller -ordning. Hvis en enhed benytter den i dette stykkes første afsnit omhandlede mulighed, udsteder den medlemsstat, hvor den har sit sted for den faktiske ledelse, en attest herfor. Enheden forelægger denne attest for den økonomiske aktør, der foretager eller sikrer rentebetalingen. Den økonomiske aktør er i så fald undtaget fra forpligtelsen i stk. 2, fjerde afsnit. Medlemsstaterne fastlægger de nærmere regler vedrørende den i dettes stykkes første afsnit omhandlede mulighed for enheder, som har deres sted for den faktiske ledelse på deres område, med henblik på at sikre effektiv anvendelse af direktivet.« |
|
5) |
Artikel 6 affattes således: »Artikel 6 Definition af rentebetalinger 1. I dette direktiv forstås ved »rentebetalinger«:
2. Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra b), skal den samlede betaling, hvis en betalende agent ikke har nogen oplysninger om størrelsen af den indtægt, der er betalt, realiseret eller krediteret, anses for at være rentebetaling. Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra c), skal den samlede betaling, hvis en betalende agent ikke har nogen oplysninger om størrelsen af den rente eller indtægt, der er påløbet eller kapitaliseret i forbindelse med afståelse, indfrielse eller tilbagekøb, anses for at være rentebetaling. Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra d) og e), skal den samlede indkomst, hvis en betalende agent ikke har nogen oplysninger om, hvor stor en del af indkomsten der afledes af rentebetalinger i henhold til litra a), b) og c) i det nævnte afsnit, anses for at være rentebetaling. Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra f), skal den samlede betaling, hvis en betalende agent ikke har nogen oplysninger om størrelsen af udbyttet fra en livsforsikringskontrakt, anses for at være rentebetaling. 3. Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra e), skal procentsatsen, hvis en betalende agent ikke har nogen oplysninger om procentsatsen for de aktiver, der er investeret i fordringer eller i relevante værdipapirer eller i andele eller enheder i henhold til nævnte litra, anses for at være højere end 40 %. Hvis agenten ikke er i stand til at fastlægge beløbet for den indkomst, som den retmæssige ejer har realiseret, betragtes indkomsten som værende provenuet af afståelsen, indfrielsen eller tilbagekøbet af andelene eller enhederne. Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra f), nr. ii), anses den ydelsesprocent, der er forbundet med rentebetalinger, jf. litra a), b), c), d) eller e) i det nævnte afsnit, for at være over 40 %, hvis den betalende agent ikke har nogen oplysninger om denne procent. 4. Hvis en rentebetaling som angivet i stk. 1 foretages til en enhed eller et retligt arrangement som omhandlet i artikel 4, stk. 2, eller krediteres en sådan enheds eller et sådant retligt arrangements konto, anses den for at tilfalde en fysisk person som omhandlet i artikel 2, stk. 4. Hvis der er tale om en enhed, gælder dette kun, hvis enheden ikke har benyttet muligheden i artikel 4, stk. 3. 5. Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra c) og e), skal medlemsstaterne have mulighed for at kræve, at betalende agenter på deres område beregner renterne eller andre relevante indtægter på årsbasis i en periode, der ikke må overstige et år, og behandler sådanne på årsbasis beregnede renter eller andre relevante indtægter som rentebetalinger, også selv om der ikke finder afståelse, indfrielse eller tilbagekøb sted i den pågældende periode. 6. Uanset stk. 1, første afsnit, litra d) og e), skal det være muligt for medlemsstaterne at holde enhver i de pågældende bestemmelser omhandlet form for indtægter fra institutter, enheder eller investeringsfonde eller -ordninger, der har fondsbestemmelser eller vedtægter, som er underlagt deres lovgivning, uden for definitionen af rentebetaling, hvis de pågældende institutters, enheders eller fondes eller ordningers direkte eller indirekte investeringer i fordringer som omhandlet i litra a) i nævnte afsnit, eller i værdipapirer som omhandlet i litra b) i nævnte afsnit, ikke har oversteget 15 % af deres aktiver. Uanset stk. 4 kan medlemsstaterne ligeledes beslutte at holde de renteudbetalinger, der foretages til eller krediteres en konto tilhørende en enhed eller et retligt arrangement som omhandlet i artikel 4, stk. 2, der har sit sted for den faktiske ledelse på deres område, uden for definitionen af rentebetaling, jf. stk. 1, hvis de pågældende enheders eller retlige arrangementers direkte eller indirekte investeringer i fordringer omhandlet i stk. 1, første afsnit, litra a), eller i værdipapirer omhandlet i litra b) i det nævnte afsnit, ikke har oversteget 15 % af deres aktiver. Hvis der er tale om en enhed, gælder dette kun, hvis enheden ikke har benyttet muligheden i artikel 4, stk. 3. Hvis en medlemsstat gør brug af en af eller begge de i første og andet afsnit omhandlede muligheder, underretter den Kommissionen herom. Kommissionen offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende, at der er gjort brug af denne mulighed, og med gyldighed fra datoen for en sådan offentliggørelse bliver brugen af muligheden bindende for de andre medlemsstater. 7. Den i stk. 1, første afsnit, litra e) og litra f), nr. ii), og stk. 3 omhandlede tærskel på 40 % fastsættes fra den 1. januar 2016 til 25 %. 8. De i stk. 1, første afsnit, litra e), og stk. 6 omhandlede procentsatser fastsættes under henvisning til investeringspolitikken eller under henvisning til investeringsstrategien og -målene som fastlagt i driftsdokumenterne for de berørte institutter, enheder eller investeringsfonde eller -ordninger. I forbindelse med dette stykke omfatter dokumenterne
Hvis dokumenterne ikke definerer en investeringspolitik, en investeringsstrategi eller investeringsmål, fastsættes disse procentsatser under henvisning til den faktiske sammensætning af de berørte institutters, enheders eller investeringsfondes eller -ordningers aktiver på baggrund af gennemsnittet af aktiver i begyndelsen eller på datoen for deres første halvårsrapport og ved udgangen af deres seneste regnskabsperiode inden den dato, hvor rentebetalingen til den retmæssige ejer foretages eller sikres af den betalende agent. For nyetablerede institutter, enheder eller investeringsfonde eller -ordninger bygger en sådan faktisk sammensætning på gennemsnittet af aktiver på startdatoen og datoen for den første evaluering af aktiverne som fastsat i de pågældende institutters, enheders eller fondes eller ordningers driftsdokumenter. Sammensætningen af aktiverne måles i overensstemmelse med de gældende regler i en medlemsstat eller i et land i EØS-området, der ikke er medlem af Unionen, hvor et institut for kollektiv investering eller anden kollektiv investeringsfond eller -ordning er registreret som sådant/sådan, eller hvis lovgivning gælder for dets/dens fondsbestemmelser eller vedtægter. Den således målte sammensætning er bindende for de øvrige medlemsstater. 9. De i stk. 1, første afsnit, litra b), omhandlede indtægter, betragtes kun som en rentebetaling for så vidt de værdipapirer, der giver anledning til indtægterne, først er udstedt den 1. juli 2014 eller senere. De værdipapirer, der er udstedt før denne dato, medregnes ikke i de procentsatser, der er omhandlet i litra e) i det nævnte afsnit og i stk. 6. 10. Udbytte fra en livsforsikringskontrakt anses kun for at være en rentebetaling i henhold til stk. 1, første afsnit, litra f), for så vidt den livsforsikringskontrakt, der giver anledning til et sådant udbytte, først er indgået den 1. juli 2014 eller senere. 11. Medlemsstaterne har mulighed for kun at betragte indkomst omhandlet i stk. 1, første afsnit, litra e), nr. i), i forbindelse med afståelse, indfrielse eller tilbagekøb af andele eller enheder i etablerede institutter for kollektiv investering, som ikke er UCITS, der er godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (*2), som rentebetaling, for så vidt den er tilfaldet disse institutter den 1. juli 2014 eller senere. (*2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).«" |
|
6) |
Artikel 8 affattes således: »Artikel 8 Den betalende agents indgivelse af information 1. Når den retmæssige ejer har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor den betalende agent er etableret, omfatter den information, som den betalende agent skal indgive til sit etableringslands kompetente myndighed, som et minimum følgende:
Hvis den retmæssige ejer er bosiddende i en anden medlemsstat end den, hvor den betalende agent som omhandlet i artikel 4, stk. 2, har sit sted for den faktiske ledelse, giver denne betalende agent den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor han har sit sted for den faktiske ledelse, den i dette stykkes første afsnit, litra a)-d), nævnte information. Herudover indgiver en sådan betalende agent også information om følgende:
2. Den information, som den betalende agent skal indgive vedrørende rentebetaling, skal som et minimum indeholde en differentiering mellem nedenstående kategorier af rentebetaling og angive følgende:
Den betalende agent underretter den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor han er etableret eller, hvis der er tale om en betalende agent i henhold til artikel 4, stk. 2, den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor han har sit sted for den faktiske ledelse, når han indgiver information om de samlede beløb i overensstemmelse med første afsnit, litra b), c), d) og e), i dette stykke. 3. I situationer med flere retmæssige ejere underretter den betalende agent den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor han er etableret, eller, hvis der er tale om en betalende agent i henhold til artikel 4, stk. 2, underrettes den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor han har sit sted for den faktiske ledelse, om, hvorvidt det beløb, der rapporteres for hver retmæssig ejer, er det fulde beløb, der tilskrives samlet til de retmæssige ejere, eller om det er den berørte retmæssige ejers faktiske andel eller en ligelig andel. 4. Uanset stk. 2 kan medlemsstaterne tillade, at de betalende agenter kun indgiver følgende oplysninger:
Den betalende agent underretter om, hvorvidt de samlede beløb i henhold til første afsnit, litra a), b) og c), i dette stykke indberettes.« |
|
7) |
Artikel 9 ændres således:
|
|
8) |
I artikel 10 foretages følgende ændringer:
|
|
9) |
Artikel 11 ændres således:
|
|
10) |
Artikel 13 affattes således: »Artikel 13 Undtagelser fra kildeskatteproceduren 1. Medlemsstater, der opkræver kildeskat i henhold til artikel 11, følger følgende procedurer for at sikre, at de retmæssige ejere kan kræve, at der ikke tilbageholdes nogen skat:
2. På begæring af den retmæssige ejer udsteder den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den pågældende har sin skattemæssige bopæl, en attest, som angiver:
En sådan attest er gyldig i højst tre år. Den udstedes til enhver retmæssig ejer, der har anmodet derom, inden for to måneder efter fremsættelsen af anmodningen.« |
|
11) |
Artikel 14 ændres således:
|
|
12) |
I artikel 15, stk. 1, andet afsnit, erstattes udtrykket »bilaget« af »bilag III« |
|
13) |
Artikel 18, første punktum, affattes således: »Kommissionen aflægger hvert tredje år beretning til Rådet om, hvorledes dette direktiv virker, på baggrund af de i bilag IV omhandlede statistikker, som skal indgives af hver medlemsstat til Kommissionen.« |
|
14) |
Følgende artikler indsættes: »Artikel 18a Gennemførelsesforanstaltninger 1. Kommissionen kan, ved at handle efter proceduren i artikel 18b, stk. 2, træffe foranstaltninger i forbindelse med:
2. Kommissionen ajourfører listen i bilag III på anmodning af den medlemsstat, der er direkte berørt. Artikel 18b Udvalg 1. Kommissionen bistås af udvalget for administrativt samarbejde om beskatning (»udvalget«). 2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.« |
|
15) |
Bilaget ændres som angivet i bilaget til dette direktiv. |
Artikel 2
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 1. januar 2016 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse bestemmelser.
De anvender disse bestemmelser fra den første dag i det tredje kalenderår efter kalenderåret for dette direktivs ikrafttræden.
Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 3
Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 4
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 24. marts 2014.
På Rådets vegne
A. TSAFTARIS
Formand
(1) EUT C 184 E af 8.7.2010, s. 488.
(2) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 109.
(3) Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger (EUT L 157 af 26.6.2003, s. 38).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).
(6) Rådets direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS) (EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3).
(7) EUT C 321 f 31.12.2003, s. 1.
(8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
BILAG
Bilaget til direktiv 2003/48/EF ændres således:
|
1) |
Bilaget bliver bilag III. |
|
2) |
Følgende bilag indsættes som »Bilag I«: »BILAG I Vejledende liste over kategorier af enheder og retlige arrangementer, der ikke betragtes som værende underlagt reel beskatning i forbindelse med artikel 2, stk. 3
|
|
3) |
Følgende bilag indsættes som »Bilag II«: »BILAG II Vejledende liste over kategorier af enheder og retlige arrangementer, der ikke betragtes som værende underlagt reel beskatning i forbindelse med artikel 4, stk. 2
|
|
4) |
Følgende bilag tilføjes som »Bilag IV«: »BILAG IV LISTE OVER STATISTISKE OPLYSNINGER, SOM MEDLEMSSTATERNE ÅRLIGT INDGIVER TIL KOMMISSIONEN 1. Økonomiske oplysninger 1.1. Kildeskat: For Østrigs og Luxembourgs vedkommende (så længe de anvender overgangsbestemmelserne i kapitel III), det samlede årlige skatteindtægtsbeløb fra kildeskatten, delt efter de retmæssige ejeres bopælsmedlemsstat. For Østrigs og Luxembourgs vedkommende (så længe de anvender overgangsbestemmelserne i kapitel III), det samlede årlige skatteindtægtsbeløb, der hidrører fra den kildeskat, som opkræves i henhold til artikel 11, stk. 5, og som deles med de øvrige medlemsstater. Oplysninger om de samlede beløb, der opkræves i form af kildeskat, delt efter de retmæssige ejeres bopælsmedlemsstat, bør også sendes til den nationale institution, der udarbejder betalingsbalancestatistikker. 1.2. Rentebetalinger/salgsindtægter: For medlemsstater, der udveksler oplysninger eller har valgt at gøre brug af den i artikel 13 omhandlede bestemmelse vedrørende frivillig udlevering, beløbet af rentebetalinger på deres område, som er genstand for udveksling af oplysninger i henhold til artikel 9, delt efter de retmæssige ejeres bopælsmedlemsstat eller afhængige eller associerede territorier. For medlemsstater, der udveksler oplysninger eller har valgt at gøre brug af den i artikel 13 omhandlede bestemmelse vedrørende frivillig udlevering, beløbet af salgsindtægter på deres område, som er genstand for udveksling af oplysninger i henhold til artikel 9, delt efter de retmæssige ejeres bopælsmedlemsstat eller afhængige eller associerede territorier. For medlemsstater, der udveksler oplysninger, eller har valgt at gøre brug af mekanismen for frivillig udlevering, beløbet af rentebetalinger, som er genstand for udveksling af oplysninger, delt efter typen af rentebetaling i henhold til kategorierne i artikel 8, stk. 2. Oplysningerne vedrørende de samlede beløb af rentebetalinger og salgsindtægter, delt efter de retmæssige ejeres bopælsmedlemsstat, bør også meddeles den nationale institution, som udarbejder betalingsbalancestatistikker. 1.3. Retmæssig ejer: For alle medlemsstater, antallet af retmæssige ejere, der er bosiddende i andre medlemsstater samt afhængige eller associerede territorier, delt efter den bopælsmedlemsstat eller det afhængige eller associerede territorium, hvor vedkommende har bopæl. 1.4. Betalende agenter: For alle medlemsstater, antallet af betalende agenter (pr. afsendende medlemsstat), som er involveret i udveksling af oplysninger eller kildeskat i henhold til dette direktiv. 1.5. Betalende agenter ved modtagelse: For alle medlemsstater, antallet af betalende agenter efter modtagelse, som har modtaget rentebetalinger i henhold til artikel 6, stk. 4. Dette vedrører både medlemsstater, hvor der er foretaget rentebetalinger til betalende agenter efter modtagelse, hvis sted for den faktiske ledelse befinder sig i andre medlemsstater, og modtagende medlemsstater med sådanne enheder eller retlige arrangementer beliggende på deres område. 2. Tekniske oplysninger 2.1. Registre: For medlemsstater, der udveksler oplysninger eller har valgt at gøre brug af den frivillige bestemmelse i artikel 13 vedrørende udlevering, antallet af afsendte og modtagne journaler. En journal svarer til en betaling for en retmæssig ejer. 2.2. Behandlede/korrigerede journaler:
3. Fakultative oplysninger:
|
(1) Gibraltars udenrigsanliggender varetages af Det Forenede Kongerige i henhold til betingelserne i artikel 355, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union funktionsmåde.«