Lissabontraktaten

HOVEDPUNKTER

Ændringer vedrørende EU’s institutioner

Europa-Parlamentet:

• sammensættes nu af repræsentanter for EU’s borgere og ikke som tidligere for befolkningerne i EU-landene, og dermed etableres en stærkere demokratisk relation mellem medlemmerne af Europa-Parlamentet (MEP) og vælgerne
• tildeles øgede lovgivningsmæssige beføjelser gennem brugen af den almindelige lovgivningsprocedure; med Lissabontraktaten udvides disse til 40 nye politikområder, så der fremover er i alt 73 områder, hvor Parlamentet og Rådet kan vedtage lovgivning på lige fod
• vælger formanden for Europa-Kommissionen ved flertalsafstemning blandt medlemmerne
• sammensættes af højst 751 medlemmer.

Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd sammensættes af stats- og regeringschefer og sikrer EU en større kontinuitet og sammenhæng. Det anerkendes formelt som en EU-institution, der fastlægger EU’s overordnede politiske retning og prioriteter.

Det vælger ved flertalsafstemning sin egen formand for en periode på 30 måneder, der kan forlænges én gang. Ordningen erstatter den tidligere rotation hver sjette måned.

Rådet

Rådet anvender nye regler om afgørelser med kvalificeret flertal ved vedtagelse af lovgivning. Et kvalificeret flertal kræver mindst 55 % af EU-landene, der repræsenterer mindst 65 % af EU’s befolkning. Et blokerende mindretal skal omfatte mindst fire lande.

Rådets samlinger er offentlige, når det forhandler og stemmer om udkast til lovgivning.

Europa-Kommissionen

Formanden for Kommissionen:

• vælges og udpeges på baggrund af resultatet af valget til Europa-Parlamentet
• har ansvar for at udpege EU-kommissærer, fordeler kommissærernes porteføljer og kan bede en EU-kommissær om at træde tilbage.

Den Europæiske Unions Domstol

Domstolens kompetenceområde udvides til at omfatte alle EU-politikområder undtagen den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Den Europæiske Centralbank (ECB)

ECB anerkendes nu formelt som en EU-institution, jf. artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Traktaten:

• opretter et nyt embede som Kommissionens næstformand og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik; personen er formand for Udenrigsrådet (artikel 18 i TEU)
• opretter EU-Udenrigstjenesten, hvis personale udpeges blandt medlemmer af Kommissionen, Rådet og landenes diplomatiske korps
• indfører en bestemmelse om gensidigt forsvar, der forpligter alle EU-landene til at hjælpe hinanden/et andet EU-land, hvis det kommer under angreb.

Andre ændringer

EU-politikker

Den tidligere opbygning i søjler erstattes af en ny kompetencefordeling:

• Enekompetence: områder, hvor EU lovgiver alene, og medlemslandene gennemfører lovgivningen (artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)).
• Delt kompetence: områder, hvor EU-landene kan lovgive og vedtage bindende foranstaltninger, hvis EU ikke har lovgivet på området (artikel 4 i TEUF).
• Understøttende kompetence: områder, hvor EU vedtager foranstaltninger med henblik på at støtte, koordinere eller supplere medlemslandenes politik (artikel 6 i TEUF).
• Derudover lægges politikområderne vedrørende grænsekontrol, asyl, immigration samt retsligt samarbejde og politisamarbejde ind under EU’s kompetenceområde i stedet for at være et mellemstatsligt anliggende som tidligere.

Styrkelse af demokratiet

Traktaten:

• stadfæster de tre grundlæggende principper demokratisk lighed¹, repræsentativt demokrati² og deltagelsesdemokrati³
• indfører borgerinitiativet, der er en af de store nyskabelser i Lissabontraktaten, som giver et antal unionsborgere på mindst en million mulighed for (under visse betingelser) at opfordre Kommissionen til at forelægge et forslag (artikel 11 i TEU)
• stadfæster Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som bindende og med samme juridiske værdi som traktaterne (artikel 6 i TEU)
• giver de nationale parlamenter større indflydelse i EU-beslutningsprocesser (artikel 12 i TEU)
• gør den almindelige lovgivningsprocedure (tidligere den fælles beslutningsprocedure) til standardlovgivningsproceduren, hvor Europa-Parlamentet er sidestillet med Rådet som medlovgiver (artikel 294 i TEUF)
• indfører en skelnen mellem lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der vedtages på forskellig måde (artikel 297 i TEUF)
• indfører delegerede retsakter (artikel 290 i TEUF) og gennemførelsesretsakter (artikel 291 i TEUF) Førstnævnte giver Kommissionen beføjelse til at vedtage almengyldige ikkelovgivningsmæssige retsakter, der udbygger en lovgivningsmæssig retsakt (men ikke vedrørende væsentlige elementer) Sidstnævnte danner ramme for Kommissionens arbejde på de tidligere udvalgsområder.

Udtræden af EU

Traktaten fastsætter som noget nyt en formel procedure i tilfælde, hvor et EU-land ønsker at udtræde af EU (artikel 50 i TEU — se resumé om artikel 50 om forhandlinger med Det Forenede Kongerige (1)).