Bestemmelse om gensidigt forsvar

Lissabontraktaten styrker solidariteten mellem Den Europæiske Unions (EU) medlemsstater over for udefra kommende trusler ved at indføre en bestemmelse om gensidigt forsvar (artikel 42, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union). Bestemmelsen fastslår, at hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, har de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 51 i De Forenede Nationers pagt pligt til at yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen.

Denne bestemmelse om gensidigt forsvar forpligter alle medlemsstaterne. Den påvirker imidlertid ikke visse medlemsstaters neutralitet og er i overensstemmelse med forpligtelserne for de medlemsstater, der er medlem af NATO.

Denne bestemmelse suppleres af solidaritetsbestemmelsen (artikel 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde), der fastsætter, at medlemsstaterne skal handle i fællesskab på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe.