2.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/44

Ordfører:

Brenda KING

Medordfører:

Lutz RIBBE

1.1.

Som det er tilfældet i andre dele af verden står Europa over for tre alvorlige udfordringer: 1) overudnyttelse af jordens naturressourcer samt klimaændringer og tab af biodiversitet; 2) sociale uligheder, herunder ungdomsarbejdsløshed og mennesker, der bor i regioner med industrier i tilbagegang og 3) borgernes tab af tillid til regeringer, det politiske establishment, EU og dets forvaltningsstrukturer samt andre institutioner.

1.2.

Disse tre alvorlige udfordringer skal ses på baggrund af digitaliseringen (en vigtig megatendens) og globaliseringen, idet disse faktorer i høj grad har påvirket de europæiske arbejdsmarkeder og vil få en endnu større betydning i fremtiden. Især digitaliseringen kan enten gøre det lettere at håndtere de tre udfordringer eller gøre det vanskeligere at finde en løsning. Om digitaliseringen vil have en positiv eller negativ effekt, afhænger af, hvordan den styres på politisk plan.

1.3.

På grundlag af en grundig analyse af samspillet mellem disse tre alvorlige udfordringer og digitaliseringen opfordrer Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) Kommissionen til at udarbejde en langsigtet strategi for EU's bæredygtige udvikling med det mål at fremme foranstaltninger til en styrkelse af økonomien, der resulterer i sociale og miljømæssige fordele. Denne udtalelse har til formål at præsentere spørgsmål og bidrag, der bør tages i betragtning ved udarbejdelsen af den langsigtede strategi.

Nogle mennesker modsætter sig forandringer. I en tid med løbende teknologiske gennembrud har nogle mennesker en egeninteresse i at opretholde status quo. Andre kan føle sig usikre i forsøget på at tilpasse sig et samfund under stadig forandring. For andre går forandringerne ikke hurtigt nok (f.eks. for tilhængerne af grøn energi). De politiske beslutningstagere bør tage hensyn til denne frygt og løse problemet på direkte vis i stedet for at ty til status quo. Det første skridt vil være at indlede en åben debat om disse udfordringer og styrke deltagelsesdemokratiet, herunder det europæiske borgerinitiativ.

1.4.

»Handlingslammelse« er ikke en mulighed. Der er brug for politisk vilje til at styre forandringerne i den rigtige retning. Der er behov for et styrket samspil mellem økonomisk udvikling, miljøbeskyttelse og socialpolitik. EØSU mener, at gennemførelsen og opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling (SDG) sammen med Parisaftalen og en velforvaltet omstilling til en digital lavemissionsøkonomi vil imødegå de vigtigste udfordringer i Europa og gøre Europa til en vinder i den nye industrielle revolution. Udvalget anbefaler, at Kommissionen som et hasteanliggende udformer de politikker, der skitseres i meddelelsen »Next Steps« (Kommissionens arbejdsdokument) (1), og fokuserer mere på at integrere de bæredygtige udviklingsmål og Parisaftalen fuldt ud i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter med det formål at opstille en vision for et fair og konkurrencedygtigt Europa i 2050.

1.5.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for et stærkt politisk input. Mens en hensigtsmæssig lovramme er en nødvendig forudsætning for forvaltningen af omstillingen, har Europa brug for en dagsorden, der inddrager hele samfundet ved at have som mål at: arbejde for en fair globalisering, øge konkurrenceevnen og gøre Europa til en leder inden for nye teknologier, skabe et inklusivt samfund, udrydde fattigdom og skabe rammevilkår, der genskaber borgernes tillid til de politiske systemer og multilaterale styreformer (2). Udover at vise vejen på de forskellige politikområder skal de politiske tilgange også bestræbe sig på at aktivere det enorme potentiale i civilsamfundet. Socialt iværksætteri, borgerinitiativer og indsats i lokalsamfundet er blot nogle eksempler på, hvordan bæredygtig udvikling kan realiseres ved hjælp af en bottom-up-tilgang, især når det gælder den nødvendige omstilling til en cirkulær lavemissionsøkonomi. Eksemplet decentral vedvarende energi er det bedst egnede benchmark i denne sammenhæng.

1.6.

I den nærmeste fremtid bør Kommissionen og EØSU samarbejde yderligere om de vigtige strategiske politikområder, der analyseres i denne udtalelse, f.eks. om:

1.7.

En overordnet og sammenhængende strategi er nødvendig for at realisere dette nye policy mix. EØSU anbefaler, at en sådan strategi bør have et langsigtet fokus og være tydelig, horisontalt og vertikalt integreret, håndterbar og deltagelsesbaseret. Derfor mener EØSU, at det er afgørende at sikre, at omstillingen frem til 2050 udformes og gennemføres under fuld inddragelse af civilsamfundets repræsentanter. For at styrke deltagelsesdemokratiet bør Kommissionen overveje sin eneret til initiativ på lovgivningsområdet.

1)

Hvordan håndteres planetens begrænsninger og den overordnede økologiske udfordring, herunder klimaændringer og tab af biodiversitet?

2)

Hvordan skal der reageres på voksende sociale uligheder i en globaliseret verden?

3)

Hvordan overvindes svækkelsen af borgernes opbakning til regeringer og institutioner?

3.1.1.

Platformsøkonomien, kunstig intelligens, robotteknologi og tingenes internet — den globale udvikling på disse områder er vidtrækkende og foregår i et stadig højere tempo. Den vil før eller senere påvirke alle områder af økonomien og samfundet. Digitale teknologier bliver tilgængelige for store dele af samfundet, men nogle grupper har måske ikke adgang til disse digitale værktøjer med et enormt potentiale.

3.1.2.

Digitale teknologiers konvergens med nanoteknologi, bioteknologi, materialevidenskab, produktion og oplagring af vedvarende energi og kvanteinformatik har potentiale til at skabe en ny industriel revolution (4). Hvis Europa skal sikres en førerposition i den nye globale teknologiske og økonomiske konkurrence, er der brug for omfattende investeringer og nye initiativer.

3.1.3.

Digitalisering har mange fordele. Den skaber nye produkter og tjenester til gavn for forbrugerne. Den har potentiale til at bidrage til at opfylde nogle af målene for bæredygtig udvikling (SDG) ved at øge det globale indkomstniveau, forbedre borgernes livskvalitet, skabe muligheder for mere inklusive demokratiske modeller og øge antallet af kvalitetsjob samt EU's overordnede konkurrenceevne — på samme måde som det var tilfældet med de tidligere industrielle revolutioner. Der er også trusler — undersøgelser påpeger muligheden for, at digitaliseringen kan nedlægge langt flere arbejdspladser, end den vil skabe.

3.1.4.

Digital teknologi vil bringe produktion og forbrug meget tættere sammen, hvilket minimerer overproduktion. Dette har potentialet til at reducere EU's miljøaftryk. Den direkte handel med økonomiske goder — det være sig gennem peer-to-peer-transaktioner eller deleøkonomien — kan mindske ressourceforbruget. Digitale teknologier støtter f.eks. udbredelsen af fælles transporttjenester og førerløse køretøjer, som kan øge den miljømæssige bæredygtighed af vores transportsystemer.

3.1.5.

Digitaliseringen er dog ikke bæredygtig i sig selv. Der er hindringer for markedsadgang og stordriftsfordele, der kan forhindre borgerne i at udnytte digitaliseringens potentiale. Digitalisering kan øge uligheden, navnlig på grund af dens potentiale til at skabe omvæltninger på arbejdsmarkedet og dens tilbøjelighed til at skabe polarisering, når arbejdspladser for personer med lavt eller mellemhøjt kvalifikationsniveau automatiseres. Robotisering og platformsøkonomi kan udgøre en alvorlig trussel for mange europæiske arbejdspladser og skaber nye risici, da de fleste af de pågældende teknologier fungerer på grundlag af oplysninger, herunder navnlig personoplysninger.

3.1.6.

De nye muligheder for at skabe velstand gavner ofte kun en bestemt kategori af personer: de veluddannede med gode sociale færdigheder og en høj risikovillighed. De grupper, der har mest gavn af de digitale innovationer, har tendens til at være udbydere af intellektuel, finansiel og fysisk kapital: innovatører, aktionærer, investorer og højtuddannede arbejdstagere. Det frygtes, at den digitale teknologi bliver en af hovedårsagerne til stagnerende eller endog faldende indkomster.

3.1.7.

Set i lyset af de tre alvorlige ovennævnte problemer er der brug for en aktiv og omfattende politik for at udnytte mulighederne ved digitalisering. Risiciene ved digitaliseringen skal overvåges og styres. EØSU bør fortsætte sit arbejde med disse spørgsmål.

3.2.1.

Med sit engagement i den globale bekæmpelse af klimaændringer (f.eks. Parisaftalen) og i beskyttelsen af naturressourcer er det presserende, at Europa markant mindsker sin økonomis miljøaftryk. Den økologiske krise har allerede ramt os. Global befolkningstilvækst, langsigtet økonomisk vækst baseret på fossile brændstoffer og ikke-bæredygtig anvendelse af jord og ressourcer lægger stadig større pres på miljøet. En central udfordring, som også afspejles i målene for bæredygtig udvikling, består i at sikre, at den økonomiske udvikling og vækst respekterer planetens begrænsninger, det være sig i relation til klimabeskyttelse, ressourceforbrug og -håndtering, luft- og vandkvalitet eller til beskyttelsen af biodiversiteten på land og i havet.

3.2.2.

En gennemgribende dekarbonisering af økonomien kræver en hurtig omstilling af mange økonomiske sektorer. Omstillingen fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder kræver mere fleksibilitet og knowhow på energiområdet. Udbredelsen af »prosument« (5) energi bør ligeledes udgøre en vigtig og bæredygtig del af EU's energipolitik (6). I transportsystemerne er der behov for strukturelle ændringer ved hjælp af elektrificering og bildeling. Boliger og infrastruktur skal moderniseres. En avanceret bioøkonomi kan være en vigtig faktor til fremme af en grønnere økonomi.

3.2.3.

Europa er nødt til at foretage et skifte væk fra den nuværende lineære økonomiske model baseret på »tag, fremstil, brug og smid væk« til en cirkulær model, der er genoprettende, så vidt muligt bygger på vedvarende naturressourcer og fastholder værdien af produkter, materialer og ressourcer i økonomien så længe som muligt. Digitalisering kan spille en vigtig rolle i den forbindelse (se punkt 3.1.4).

3.2.4.

Omstillingen til en cirkulær og miljøvenlig lavemissionsøkonomi udgør en mulighed for, at EU kan styrke sin konkurrenceevne og modstandsdygtighed. Den kan betyde øget livskvalitet og velfærd for Europas borgere. Den mindsker også afhængigheden af import af fossile brændstoffer og råvarer af kritisk betydning og skaber et stabilt grundlag for økonomisk velstand.

3.2.5.

Dekarboniseringen og den økologiske omstilling vil imidlertid medføre sociale udfordringer (7), da antallet af arbejdspladser i industrier med et stort miljøaftryk vil falde. Det skal opfattes som en strategisk politisk opgave fuldt ud at udnytte det potentiale, som dekarbonisering og den økologiske omstilling medfører med hensyn til skabelse af nye arbejdspladser og forbedring af den sociale sikring, således at nettoresultatet bliver så positivt som muligt.

3.2.6.

Skiftet i retning af en cirkulær lavemissionsøkonomi har været drevet af bundstyrede initiativer ledet af borgere, lokale myndigheder, forbrugere og innovative virksomheder på både energi- og fødevareområdet. I stedet for at relevante initiativer fremmes, og der skabes en kritisk masse i hele Europa med positive resultater for arbejdsmarkedet og den sociale sikring til følge, hindres yderligere fremskridt imidlertid ofte af administrative og lovgivningsmæssige systemer. Det er ikke almindeligt anerkendt, at bundstyrede initiativer kan være et effektivt værktøj til at overvinde de sociale problemer forbundet med dekarbonisering og den økologiske omstilling. Med henblik på at udnytte dette potentiale er det nødvendigt at fjerne de strukturelle barrierer, der forhindrer ressourcesvage personer i at få adgang til de ressourcer, som de har brug for (navnlig kapital og relevante oplysninger).

3.3.1.

Selv om globaliseringen og den teknologiske udvikling på dramatisk vis har øget den globale handel og den globale velstand, har kombinationen af globalisering og teknologiske fremskridt også bidraget til en stigende social (og miljømæssig) ulighed. Ifølge Oxfam er blot otte personer, alle mænd, lige så velstående som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

3.3.2.

I Europa stiger uligheden. Ifølge en nylig OECD-undersøgelse er indkomstuligheden fortsat på et rekordhøjt niveau i Europa. I 1980'erne var den gennemsnitlige indkomst for de rigeste 10 % syv gange højere end for de 10 % fattigste. I dag er den 9,5 gange højere. Velstanden er endnu mere ulige fordelt: 10 % af de mest velhavende husstande ejer 50 % af den samlede velstand, mens de 40 % mindst velstillede ejer lidt over 3 % (8).

3.3.3.

En årsag til den voksende ulighed i Europa er afkoblingen af vækst fra nettoindkomst. Mens BNP i euroområdet steg med mere end 16 % mellem 2008 og 2015 (med mere end 17 % i EU-28), stagnerede husstandenes disponible nettoindkomst, som kun steg med 2 % i EU-28.

3.3.4.

I de 24 OECD-lande er produktiviteten steget med 27 % siden 1995, mens det gennemsnitlige lønniveau halter bagud og kun steg med 22 %. Endnu værre er det, at stigningen i arbejdsindkomst har været betydeligt mindre for lavtlønsgruppen. Denne lønmæssige ulighed er blevet forværret i løbet af de seneste 20 år i alle europæiske lande med undtagelse af Spanien. Tendensen er mest udtalt i Ungarn, Polen, Tjekkiet og Storbritannien (9).

3.3.5.

Der er en risiko for, at denne kløft vil blive større som følge af arbejdets ændrede karakter. Automatiseringen af komplekse industriprocesser gennem robotteknologi truer f.eks. med at mindske efterspørgslen efter kvalifikationer på mellemniveau og endda lavere niveauer af højt kvalificerede funktionærer, som i øjeblikket udfører disse komplekse opgaver. Dette forventes at bidrage yderligere til polariseringen af arbejdsmarkedet, idet de nye arbejdspladser, der opstår, vil falde ind under enten det (endnu) mere kvalificerede segment (udvikling og vedligeholdelse af disse produkter/tjenester) eller det mere serviceorienterede segment baseret på lave kvalifikationer. Ifølge OECD er 9 % af arbejdspladserne i fare for at blive automatiserede, mens der vil ske store ændringer i opgaverne for yderligere 25 %.

3.3.6.

Regeringernes indsats for at mindske følgevirkningerne af digitalisering er tilbøjelig til at være reaktiv snarere end proaktiv og er stort set rettet mod at afbøde digitaliseringens bivirkninger i stedet for at sigte mod at udnytte de potentielle fordele. Regeringernes indsats må i højere grad tage højde for arbejdstagernes repræsentation og deltagelse som et vigtigt aspekt af investeringer i menneskelig kapital på et arbejdsmarked under udvikling. EØSU kan fortsætte med omhyggeligt at analysere digitaliseringens indvirkning på arbejdets karakter.

3.4.1.

Den stigende ulighed, som kun til dels er en følge af globaliseringen og den teknologiske udvikling, har bidraget til et tab af tillid til regeringer, det politiske establishment, internationale organisationer, institutioner og den globale styring. Den har desuden givet næring til fremgang for populistiske bevægelser og tilbagegang for traditionelle politiske partier. De unges manglende valgdeltagelse (for slet ikke at nævne antallet af proteststemmer) giver især anledning til bekymring: kun 63 % af europæerne mellem 15-30 år stemte ved et valg i 2015 (10).

3.4.2.

Mange europæiske borgere føler, at de står uden for den politiske beslutningstagning på nationalt og europæisk plan. De mener ikke, at traditionelle demokratiske processer giver dem mulighed for at påvirke grundlæggende beslutninger. En tilgang, der inddrager mange interessenter (f.eks. under FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling), er en inklusiv demokratisk model og en metode til at overvinde denne mistillid.

3.4.3.

Omstillingen til bæredygtighed kan og skal ikke dikteres »fra oven«, men vil kun blive en succes, hvis den er baseret på bred støtte og et flertal af virksomheders, lokale og regionale myndigheders, arbejdstageres og borgeres aktive deltagelse. Der skal være tale om et »bottom-up og top-down«-samarbejde. Alliancer med flere interessenter blev anvendt i forbindelse med udarbejdelsen af den nye 2030-dagsorden og anvendes i stigende grad på klimaområdet (11). Disse kan tjene som en model for en inklusiv demokratisk styringsmodel, der kan anvendes på tværs af politikområder og lette omstilling og innovation.

3.4.4.

Især den unge generation efterspørger utraditionelle former for politisk engagement i modsætning til traditionelle politiske partier og organer. Energifællesskaber, partnerskaber mellem borgere og kommuner til fremme af energieffektivitet (f.eks. gennem indkøbsmodeller) eller affaldshåndtering, »omstillingsby«-initiativer, lokalsamfundsstøttet landbrug, politiske blogs og andre onlineformater eller endog lokale valutainitiativer tilbyder alternative former for politisk engagement. Disse vil ikke erstatte det traditionelle politiske arbejde, men de kan yde et vigtigt bidrag til politisk socialisering og social integration.

3.4.5.

Udnyttelse af internettets potentiale er en anden lovende tilgang til at bryde det politiske dødvande. Oplysninger har aldrig været mere frit tilgængelige end i et decentraliseret netværk uden en klassisk gatekeeper. Dette medfører nye udfordringer for samfundet, som set i forbindelse med fænomenet postfaktuelle eller falske nyheder. Men vi er også vidne til et boom i alternative, ikke-hierarkiske former for aktivisme samt en stor udnyttelse af internetbaserede sociale netværk blandt borgerne, især de unge.

3.4.6.

Digital forvaltning kan føre til styringsmodeller med et hidtil uset niveau af offentlig deltagelse i den politiske beslutningstagning. EU bør se på eksemplet i en medlemsstat som Estland, hvor der allerede er gjort store fremskridt. Digitaliseringen gør det muligt for borgerne at deltage i beslutningsprocessen med relativt lave omkostninger til følge. Erfaringerne viser imidlertid, at også når der er tale om e-deltagelse, kan der konstateres en »middelklasseskævvridning« (en større repræsentation af medlemmer af middelklassen i deltagelsesbaserede fora). EØSU har gode forudsætninger for at indgå i en dialog om dette spørgsmål på civilsamfundsniveau.

—

få det bedste ud af den digitale revolution for at skabe en ny, konkurrence- og bæredygtig økonomi,

—

sikre kursskiftet i retning af en cirkulær og miljøvenlig lavemissionsøkonomi, samtidig med at der sikres en fair omstilling for alle,

—

opbygge en robust europæisk social model,

—

sikre et mere borgerorienteret og mere decentraliseret demokratisk system, samtidig med at fordelene ved fair økonomisk samarbejde på globalt plan udnyttes.

4.1.

EØSU mener, at målene for bæredygtig udvikling sammen med Parisaftalen (COP21) vil puste nyt liv i visionen for »det Europa, vi ønsker« (12)  (13). Kommissionen er nødt til at skabe momentum for gennemførelsen af disse aftaler ved at udvikle de politikker, som er skitseret i meddelelsen »Next Steps«, og indarbejde disse fuldt ud i EU's politikramme og Kommissionens nuværende prioriteter. »Det Europa, vi ønsker« og 2030-dagsordenen (dvs. målene for bæredygtig udvikling), sætter mennesket i centrum for samfundet og økonomien og giver alle mulighed for at vælge, hvordan de ønsker at opfylde deres behov i harmoni med de sociale og økologiske rammevilkår. Dette koncept er ikke utopisk. Europa har nu reelt de teknologiske og økonomiske forudsætninger for at realisere denne vision: tingenes internet og big data, kontrol med komplekse processer ved hjælp af mobile applikationer, »prosum« gennem nedskalering af produktion og faldende produktionsomkostninger (f.eks. vedvarende energi, 3D-print), nye transaktions- og betalingsmodeller (blockchain, bitcoin og intelligente kontrakter), kooperativer og deleøkonomien med nye forretningsmodeller og andre innovationer.

4.2.

Alle disse innovationer har potentialet til at gøre visionen til virkelighed, men det forudsætter en strategi, der omfatter løsninger på de tre innovationsrelaterede udfordringer. Denne strategi indebærer et nyt koncept for velfærd »hinsides BNP«, hvor økonomisk velstand, social inklusion, miljømæssig ansvarlighed og myndiggørelse af borgerne sikres på en integreret måde.

4.3.

Handlingslammelse er ikke en mulighed: Hvis EU ikke er villig eller i stand til at udvikle og gennemføre en omfattende strategi, vil Europa ikke kun komme til kort med hensyn til 2030-dagsordenen og visionen om »det Europa, vi ønsker«. Hvis der ikke handles, er der en høj risiko for at fejle hvad angår alle de alvorlige udfordringer: Europas arbejdsmarkedsmodel vil blive nedbrudt, indsatsen for dekarbonisering og beskyttelse af ressourcer vil gå i stå, idet de sociale omkostninger ved den økologiske omstilling vil blive opfattet som værende for høje, og de sociale uligheder og fremmedgørelsen vil blive øget, hvilket udgør en trussel mod demokratiet.

4.4.

Det er meget vigtigt, at strategien indeholder præcise politiske anbefalinger, der kan bidrage til at imødegå de tre alvorlige udfordringer, som Europa står over for, og således gøre »det Europa, vi ønsker« til en realitet.

—

innovation

—

regulering/styring

—

social- og arbejdsmarkedspolitik

—

åben adgang

—

uddannelse/erhvervsuddannelse

—

forskning.

5.1.1.

Innovation: Den nye industrielle revolution udgør en mulighed for, at Europa kan blive en teknologisk leder og øge sin konkurrenceevne på de globaliserede markeder. Skabelse af økonomisk værdi uden høje eksterne omkostninger skal blive standardforretningsmodellen. Vi har brug for innovative og rentable virksomheder, der kan investere i bæredygtig produktion, oprette arbejdspladser af høj kvalitet og skabe det økonomiske grundlag for velfærd. Hvis innovation skal bidrage til et mere bæredygtigt Europa, skal der udvikles en ramme, som belønner økonomiske aktiviteter med intet eller et radikalt reduceret eksternt miljøaftryk eller et begrænset ressourceforbrug. Dette vil give innovatorer på bæredygtighedsområdet (det være sig borgere, virksomheder, byer eller regioner) mulighed for at konkurrere effektivt med forretningsmodeller, der er baseret på et højt ressourceforbrug og/eller et stort miljøaftryk. Proaktiv støtte — f.eks. mikrokreditter til SMV'ere, borgere, private hussstande, lokalsamfundsinitiativer, sociale virksomheder og mikrovirksomheder — skal også ydes til innovatorer, der tilbyder nye løsninger til håndtering af miljømæssige og sociale udfordringer, og som fører an i indførelsen af ny teknologi (14). Et fælles europæisk patent kan være en hjælp her, forudsat at omkostningerne ved at indgive en ansøgning ikke er uoverkommelige (15). For SMV'er bør foranstaltningerne til sikring af en ny chance revideres for at mindske den nuværende store risikoaversion i EU (16). Politikken skal også skabe mulighed for eksperimenter i hele Europa, navnlig på områderne mobilitet, affald, energi, landbrug, uddannelse og sundhed. Der kan findes nye markeder ved at flytte offentlige indkøb i retning af digitale, kulstoffattige, cirkulære og miljøvenlige tjenesteydelser, der leveres på en socialt inklusiv måde.

5.1.2.

Regulering: Lovrammen skal opfylde tre mål. For det første skal de eksterne virkninger prissættes så nøjagtigt som muligt, således at der kan udvikles forretningsmodeller, som bidrager til at nå målene for bæredygtighed (17). For det andet skal lovgivningen garantere, at der etableres en veludviklet digital infrastruktur i hele Europa, herunder i landdistrikter, som giver alle adgang (bl.a. til intelligent varme, intelligente elnet og netværk for elektrisk mobilitet). Disse tjenester bør i juridisk forstand betragtes som offentlige tjenester. Endelig er der, eftersom digitalisering har en tendens til at favorisere platforme, en risiko for, at der opstår monopoler på de større digitale markeder. Der er derfor behov for aktive antitrustpolitikker (18). EØSU har også foreslået, at Kommissionen overvejer, hvordan europæiske platforme kan fremmes, således at merværdien forbliver i de lokale økonomier (19). Et uafhængigt europæisk ratingbureau for digitale platforme kan spille en vigtig rolle for udligningen af deres markedsstyrke, hvis det har de samme beføjelser i alle medlemsstater til at vurdere forvaltningen af platformene med hensyn til konkurrence, beskæftigelse og beskatning (20).

5.1.3.

Social- og arbejdsmarkedspolitik: Ændringerne som følge af dekarbonisering og digitalisering (se afsnit 3) udfordrer de sociale sikringssystemer i form af håndtering af tabet af arbejdspladser og faldende skatteindtægter. Nye tilgange og modeller bør derfor testes og udvikles med det formål at sikre de sociale sikringssystemers bæredygtighed i medlemsstaterne, reagere på de forskellige omstændigheder på fremtidens arbejdsmarked og støtte arbejdstagere og lokalsamfund i sektorer og regioner, der er påvirket af omstillingen. EØSU har set nærmere på udfordringerne i tilknytning til fremtidens arbejde i sin udtalelse om den europæiske søjle for sociale rettigheder og efterlyste en sammenhængende europæisk beskæftigelsesstrategi, som omhandler: investeringer og innovation, beskæftigelse og skabelse af kvalitetsjob, rimelige arbejdsvilkår for alle, fair og smidige omstillingsprocesser understøttet af aktive arbejdsmarkedspolitikker og inddragelse af alle interessenter, navnlig arbejdsmarkedets parter. Offentlige investeringer bør også støtte lokalsamfund, regioner og arbejdstagere i sektorer, der allerede er påvirket af omstillingen, samt foregribe og lette den fremtidige omstrukturering og omstilling til en grønnere og mere bæredygtig økonomi (21).

5.1.4.

Åben adgang: Udnyttelse af digitaliseringens potentiale til at skabe en grøn og fair økonomi kræver først og fremmest en generel åbenhed i økonomien, der giver borgerne mulighed for at deltage aktivt i og udnytte de muligheder, som de teknologiske fremskridt giver (f.eks. ved at kombinere digitale energidata med decentral energiproduktion). Det har derfor afgørende betydning at fjerne barriererne for økonomisk deltagelse ved hjælp af åbne markeder, åbne data, »open source«-modeller og åbne standarder. Hvert af disse elementer skal betragtes som et vejledende princip for politiske programmer inden for strategiske sektorer: energi, transport, logistik og produktionsprocesser. Princippet om datasuverænitet skal udvikles og gennemføres gennem EU-lovgivning: De europæiske borgere skal have ret til at anvende deres egne oplysninger til egne formål, til at afgøre, hvilke personlige oplysninger der anvendes af tredjeparter, og til at beslutte, hvordan oplysningerne anvendes. De skal også have ret til information om dataanvendelsen og have fuld kontrol over denne samt ret til at kræve oplysninger slettet.

5.1.5.

Uddannelse/erhvervsuddannelse: Både den grønne økonomi og den digitale økonomi kræver specifikke færdigheder, især da den digitale teknologi i fremtiden vil være et vigtigt værktøj til at opnå dekarbonisering af den europæiske økonomi (se punkt 3.1.4 og 3.2.3). Uddannelse for at udvikle de nødvendige formelle og uformelle færdigheder, herunder på områder som den kollaborative økonomi/samfundsarbejde og iværksætteri (22), skal integreres i den almene uddannelse og politikker for livslang læring. Der er brug for mere dialog og flere analyser på dette område. En målrettet anvendelse af strukturfondene anbefales for at sikre en effektiv støtte til at afhjælpe den nuværende mangel på grønne og digitale færdigheder, navnlig i regioner, der allerede befinder sig i en omstillingsfase, eller som vil blive påvirket af omstillingen i fremtiden. Ressourcerne i de europæiske uddannelsessystemer skal rettes mod uddannelse og kompetenceudvikling inden for områder, hvor menneskelige færdigheder ikke kan erstattes af »kunstig intelligens«-systemer, eller hvor mennesker nødvendigvis må supplere disse systemer (dvs. opgaver, hvor menneskelig interaktion er afgørende, hvor mennesker og maskiner samarbejder og opgaver, som vi fortsat ønsker, at mennesker skal varetage) (23).

5.1.6.

Forskning: En digital, grøn og fair økonomi vil være rettesnoren for fremtidssikrede økonomiske modeller. En målrettet forskningspolitik, der er baseret på en analyse af de miljømæssige og sociale konsekvenser af innovationer, navnlig digitale innovationer, vil bane vejen for denne økonomi. I den forbindelse skal F&U-midler være tilgængelige for innovatorer, der udvikler nye digitale teknologier og tjenester, der tager hånd om miljømæssige og/eller sociale udfordringer. Der skal udvikles et netværk af virksomhedskuvøser for at støtte dem.

5.2.1.

Innovation: Deltagelse er et centralt element i demokratiet. Valg og repræsentation er én metode til at organisere deltagelse, men nye, innovative tilgange er nødvendige for at tilrettelægge deltagelsen, herunder e-deltagelse. Det er vigtigt at åbne den traditionelle politiske beslutningstagning for ikke-hierarkiske, socialt flydende og mindre formelle former for politisk aktivitet og fremme civilsamfunds- og græsrodsinitiativer.

5.2.2.

Styring: Disse ændringer kræver gennemsigtige og frit tilgængelige multiinteressentdialoger i forbindelse med alle EU's lovgivningsmæssige procedurer på EU- og lokalt plan. »Civilsamfundet« bør ikke kun omfatte det organiserede civilsamfund, men bør omfatte alle borgere. Nye alliancer har særlig betydning på områderne klimaindsats og ressourcebeskyttelse (24). For at styrke deltagelsesdemokratiet må Kommissionens monopollignende initiativret på lovgivningsområdet opgives til fordel for flere initiativer fra Europa-Parlamentet kombineret med bundstyrede lovgivningsinitiativer, f.eks. ved at fjerne tekniske, juridiske og administrative problemer i tilknytning til det europæiske borgerinitiativ (25).

5.2.3.

Åben adgang: Crowdsourcingmetoder i al EU-lovgivning er en hensigtsmæssig metode til at overvinde strukturelle barrierer, der vanskeliggør borgernes deltagelse i EU's beslutningsproces. Ved udformningen af denne tilgang bør der lægges særlig vægt på tilgængelighed, inddragelse og ansvarliggørelse. Den åbne adgang til politikudformning og politikker kan styrkes yderligere gennem en webbaseret og brugervenlig offentliggørelse af alle EU's aktiviteter og data.

5.2.4.

Erhvervsuddannelse/uddannelse: Der er brug for programmer møntet på myndiggørelse af borgerne for at overvinde »middelklasseskævvridningen« (se punkt 3.4.6). Sådanne programmer bør udformes med det formål at inddrage de dele af befolkningen, der har tendens til at afstå fra aktiv deltagelse i politik, økonomi og samfund. Bevidstgørelse om og muligheder for deltagelse som et grundlæggende demokratisk princip skal fremhæves i den almene uddannelse. Det bør påpeges, at aktiv deltagelse i den politiske beslutningsproces er til gensidig fordel for samfundet og den enkelte borger, hvis interesser og synspunkter der tages højde for. Der er behov for flere midler til civilsamfundsorganisationer, som fokuserer på disse befolkningsgrupper, der står uden for, og som forfølger bæredygtighedsmål.

5.2.5.

Forskning: Samfundsvidenskaben skal fokusere mere på alternative former for demokratisk praksis. Et eksempel er den mulige anvendelse af prototypemetoder i politik. Under denne fremgangsmåde udformes politiske løsninger inden for en kortere tidsramme, hvorefter de gennemføres på et »testmarked«, og deres virkninger kort tid efter vurderes på grundlag af feedback fra borgerne og andre relevante interessenter. Konsekvensanalysen vil så tjene som grundlag for relevante ændringer af de politiske løsninger, inden de føres ud i livet.

5.2.6.

Mere generelt er der behov for yderligere forskning for at undersøge, hvordan sammenhængen mellem (videnskabelig) ekspertise og politisk beslutningstagning kan vurderes, og hvordan man kan kombinere integrationen af fuldstændig gennemsigtig, uafhængig ekspertise i politikudformningen med behovet for at styrke borgernes deltagelse.

5.3.1.

Innovation: en digital, grøn og fair økonomi indebærer enorme investeringer i både private faciliteter (f.eks. i vedvarende energianlæg eller ladestationer til opladning af elkøretøjer) og offentlig infrastruktur (f.eks. digitalisering af elektricitets- og mobilitetssystemerne). Den finansielle sektor vil derfor skulle spille en central rolle i indsatsen for at realisere denne innovation. Finansielle ressourcer, herunder offentlige midler, skal tildeles investeringer, der understøtter en bæredygtig omstilling. Med henblik på opfyldelsen af klima- og energimålsætningerne er der brug for et stabilt og forudsigeligt investeringsklima, og innovative finansielle instrumenter skal katalysere privat kapital til investeringer, som ellers ikke ville blive foretaget (26)  (27).

5.3.2.

Regulering: Politikken skal sigte mod at opbygge et mere bæredygtigt privat finansielt system ved at medtage bæredygtighedsfaktorer i den finansielle risikovurdering, udvide de finansielle institutioners ansvarsområder til at omfatte de ikke-finansielle virkninger af investeringsbeslutninger og øge gennemsigtigheden omkring de miljømæssige og sociale virkninger af investeringsbeslutninger (28). Endvidere bør politikkerne give investorerne incitamenter til frivilligt at investere i projekter, som følger principperne for bæredygtighed. Grønne bankstandarder er afgørende for at flytte privat finansiering fra konventionelle investeringer til klimarobuste lavemissionsinvesteringer. Centralbankerne bør være retningsgivende for tildelingen af kapital gennem penge- og mikro- og makroprudentielle politikker, herunder standarder for bæredygtighed.

5.3.3.

Social- og arbejdsmarkedspolitik: Husholdningerne vil komme under pres som følge af digitalisering og dekarbonisering. Der er derfor behov for en grundlæggende skattereform for at øge den disponible indkomst for husholdningerne og kombinere dette mål med de krav, som dekarboniseringen stiller. EØSU efterlyser et skattesystem baseret på internalisering af miljøomkostningerne, hvor de ekstra skatteindtægter bruges til at sænke skatten på arbejdskraft. At flytte beskatningen fra arbejdskraft til ressourceforbrug bidrager til at korrigere markedssvigt, skabe nye bæredygtige og lokale job, øge husholdningernes disponible indkomster og skabe incitamenter for økoinnovative investeringer (29).

5.3.4.

Forskning: Digitaliseringens og det reducerede forbrug af fossile brændstoffers indvirkning på de offentlige finanser (udhuling af skattegrundlaget) er stadig i vid udstrækning ukendt. Forskningen bør fokusere på dette aspekt og på det overordnede bidrag, som en strategisk finanspolitik kan yde til bæredygtig udvikling.

5.4.1.

Innovation og forretningsmuligheder: I betragtning af de tre alvorlige udfordringers globale dimension vil det ikke være tilstrækkeligt at gøre Europa mere bæredygtig ved hjælp af en klar innovationspolitik. I samarbejde med handelspartnere skal Europa udvikle innovative modeller, som kan overføres til andre regioner i verden. Handel kan være en hjælp, så længe bæredygtighedsaspekter er vigtige kriterier i den internationale handelspolitik, herunder i multilaterale og bilaterale handelsaftaler. Verdenshandelsorganisationen (WTO) bør tildeles en særlig rolle, og den bør i højere grad tage hensyn til den internationale miljøpolitik, såsom Parisaftalen og Aichimålene for biodiversitet. Når de respektive standarder er på plads, kan europæiske virksomheder, borgere, lokalsamfundsinitiativer, kommuner og regioner udvikle vigtige innovationsprojekter (produkter og tjenesteydelser), der kan eksporteres som reaktion på behovet for dekarbonisering, idet man udnytter de muligheder, der ligger i digitalisering som megatendens. Disse innovationsprojekter har potentialet til at blive eksportsucceser. Frem for alt bør Kommissionen samarbejde med WTO og de centrale partnere om at sikre, at der gøres brug af handelsaftaler til at fremme prissætningen af CO2 og andre eksternaliteter, der skader en bæredygtig innovation.

5.4.2.

Regulering: En af kilderne til det øgede miljøaftryk i vores økonomier er den voksende afstand mellem de steder, hvor produkterne produceres, forarbejdes, forbruges og til tider bortskaffes/genanvendes. Hvis den internationale handel skal være forenelig med en bæredygtig udvikling, kræver det en intelligent lovgivningsmæssig tilgang til liberalisering, som tager hensyn til og styrker de lokale produktionssystemer i mindre skala. Fremme af og støtte til politikker for en cirkulær økonomi bør sikre, at systemerne er vedvarende, små, lokale og rene. Hvad angår bestemte industrielle aktiviteter kan kredsløbene være store (30). Reguleringen skal finde et svar på denne problemstilling gennem bilaterale og multilaterale handelsaftaler.

5.4.3.

EU bør opfordre Verdensbanken og Den Internationale Valutafond til at spille en vigtig rolle i forbindelse med fremme af finanspolitiske og økonomiske reformer, således at der skabes rammevilkår, som hjælper udviklingslandene med at mobilisere flere af deres egne ressourcer. Dette bør omfatte nationale skattereformer, men det betyder også, at det internationale samfund bør mobiliseres til at samarbejde om bekæmpelse af skatteunddragelse, hvidvaskning af penge og ulovlige kapitalstrømme, som resulterer i, at flere midler strømmer væk fra udviklingslandene, end der kommer ind via den officielle udviklingsbistand. Nærmere bestemt bør Kommissionen anvende 2030-dagsordenen, der er baseret på de 17 mål for bæredygtig udvikling, som ramme for alle EU-finansierede eksterne politikker og programmer (31).

5.4.4.

Social- og arbejdsmarkedspolitik: En af metoderne til gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling og til fremme af en progressiv handelspolitik, der er til gavn for alle, kan være at anvende strategier for ansvarlig forretningsadfærd, der inddrager en bred vifte af interessenter. Under disse tilgange fastlægger virksomheder, NGO'er, fagforeninger og myndigheder i fællesskab, hvordan ansvaret for at overholde menneskerettighederne kan varetages i praksis. Der er stigende bekymring over menneskerettighedskrænkelser i forsyningskæderne, navnlig hvad angår »konfliktmineraler«, som f.eks. kobolt, der anvendes i fremstillingen af de genopladelige batterier i mobiltelefoner, bærbare computere, elektriske køretøjer, fly og maskinværktøjer. I lyset af tilsagnet om at sikre omstillingen til en lavemissionsøkonomi, den fortsatte digitalisering og kompleksiteten forbundet med ansvarlig forretningsskik i internationale forsyningskæder, er samarbejdet mellem mange forskellige interessenter afgørende. EØSU bifalder derfor og er glad for at være partner i den nederlandske regerings initiativ til at øge bevidstheden om, hvordan foranstaltninger under inddragelse af flere interessenter kan øge forståelsen for, hvad der udgør en meningsfuld ansvarlig adfærd i erhvervslivet, især i forbindelse med komplekse forsyningskæder, hvor der er risiko for børne- eller slavearbejde eller farlige arbejdsvilkår.

5.4.5.

Åben adgang: Nye handelsaftaler skal baseres på godkendelse via nye demokratiske processer med øget inddragelse af borgerne i den fælles beslutningstagning. Kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i EU's eksisterende handelsaftaler fungerer ikke så godt, som de burde. For det første bør kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling omfatte globale multilaterale aftaler (2030-dagsordenen og Parisaftalen). For det andet bør civilsamfundets overvågningsmekanismer styrkes, og der bør medtages en analyse set fra civilsamfundets perspektiv. For det tredje skal håndhævelsesmekanismerne også gælde for kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling (32).

5.4.6.

Forskning: Der er brug for flere empiriske data for at vurdere virkningen af den hurtige fremkomst af nye former for forbrug og produktion i den internationale handel, der gradvis udvides til at omfatte tværnationale tjenester, især hvad angår deres indvirkning på tværnational beskatning. Dette bør være grundlaget for en beslutning om, hvorvidt de skal inkluderes i de generelle WTO-regler, eller om de skal være omfattet af bilaterale og regionale aftaler, som det har været tilfældet for dagsordenen for ordentligt arbejde.

5.4.7.

Udvalget henviser til sin tidligere anbefaling til Kommissionen om, at den bør foretage en fuldstændig konsekvensanalyse af de sandsynlige konsekvenser, som gennemførelsen af de bæredygtige udviklingsmål og Parisaftalen vil få for EU's handelspolitik.

6.1.

I afsnit 5 har udvalget peget på nogle områder, hvor der er brug for politiske foranstaltninger for at opbygge et mere bæredygtigt Europa under radikalt ændrede socioøkonomiske rammer. Der kan peges på fire kriterier for EU's bæredygtighedsstrategi. Strategien skal være:

Disse fire kriterier uddybes nedenfor.

6.2.1.

Strategiske overvejelser indebærer, at der udvikles en langsigtet vision baseret på »det Europa, vi ønsker«, som beskrevet i afsnit 4, og fastlægges en fremgangsmåde, som Europa bør følge for at gøre denne vision til virkelighed. Det vil tage op imod tre årtier, før de sociale forandringer som følge af de globale problemer og megatendensen digitalisering, som beskrevet i afsnit 3, manifesterer sig. Mange relevante beslutninger, herunder beslutninger om investeringer, kræver tid, før de slår igennem. Tre årtier synes derfor at være en passende tidsramme for EU's bæredygtighedsstrategi. De relevante målsætninger og dertil knyttede politiske foranstaltninger skal planlægges på grundlag af denne tidsramme (33). Denne tilbageskrivningstilgang vil betyde, at referencepunktet er et »i bedste fald«-scenarie for 2050, og at alle skridt, der er nødvendige for at realisere dette scenarie, skal afledes heraf. Et fokus på »i bedste fald«-scenariet skaber forudsætningerne for udviklingen af en positiv fortælling. Skiftet fra en kulstof- og ressourcekrævende økonomi og fra det centraliserede samfund i det tyvende århundrede må ikke opfattes som værende repressivt eller som fremskridtets endeligt, men som en ny, positiv tid, der skaber attraktive muligheder for borgerne.

6.3.1.

Bæredygtighedsstrategiens langsigtede fokus betyder ikke, at der ikke skal træffes politiske foranstaltninger på kort sigt. Et centralt element i bæredygtighedsstrategien vil bestå i at udvikle kæden af politiske foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de planlagte mål for 2050, begyndende med politiske programmer, der får virkning på lang sigt, politiske planer med virkninger på mellemlang sigt og specifikke foranstaltninger, der har et kort sigte. For at opnå den højeste grad af effektivitet skal hierarkiet mellem politiske programmer, politiske planer og politiske foranstaltninger tydeligt identificeres. Under tidligere tilgange til bæredygtighed, navnlig dem, der blev udviklet som led i Lissabonstrategien og Europa 2020-strategien, var der en klar mangel på tydelighed med hensyn til specifikke politiske foranstaltninger. I den henseende bør den europæiske bæredygtighedsstrategi tage udgangspunkt i Göteborg-strategien for bæredygtig udvikling (34), idet denne har et klart fokus på politiske foranstaltninger, som blev ajourført i Kommissionens meddelelse om En handlingsplatform  (35).

6.4.1.

Med hensyn til gennemførelsen af de politiske tilgange, der er beskrevet i afsnit 5, og gennemførelsen af de forskellige politiske foranstaltninger, skal ét element tages meget alvorligt: Den tætte sammenhæng mellem de tre globale problemer og megatendensen digitalisering. En vellykket strategi skal derfor forebygge silotænkning, være horisontalt integreret og omfatte alle seks politikområder. En sådan overordnet, langsigtet strategi kan tjene som en efterfølger til den nuværende Europa 2020-strategi og kombinere gennemførelsen af de 17 universelle mål for bæredygtig udvikling, der afspejler en stærk opbakning til klimaaftalen fra Paris, og prioriteterne i Kommissionens arbejdsprogram (36).

6.4.2.

En vellykket bæredygtighedspolitik skal også være vertikalt integreret. Bæredygtig udvikling får brug for støtte på alle relevante politiske niveauer (lokalt, regionalt, nationalt, europæisk og globalt). Det er derfor nødvendigt klart at definere, på hvilke politiske niveauer de relevante skridt inden for de strategiske rammer bør tages. EØSU anbefaler, at der introduceres en ramme for styring og koordinering parallelt med strategien for at sikre sammenhæng mellem centrale og decentrale foranstaltninger, og at man inddrager det organiserede civilsamfund på nationalt og regionalt plan. Det europæiske semester bør videreudvikles med henblik på at indarbejde en mekanisme for vertikal koordinering af gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling.

6.5.1.

Bæredygtig udvikling kræver politisk ledelse. På grundlag af konkrete målsætninger, som fremskrives til 2050 (se punkt 6.2), bør der fastlægges midtvejsmål, der kan tjene som milepæle. Der er brug for en løbende evaluering for at kunne overvåge, hvorvidt kæden af eksplicitte politiske foranstaltninger (se punkt 6.3) giver de forventede resultater. Hvis resultaterne sakker bagud i forhold til målsætningerne, skal der foretages en øjeblikkelig tilpasning af de politiske foranstaltninger.

6.5.2.

For at vurdere fremskridtene inden for den langsigtede strategiske ramme og sikre det bedst mulige scenarie for 2050 er der brug for en bred resultattavle, der afspejler den komplekse, multisektorale tilgang, der beskrives i denne udtalelse. Denne resultattavle bør omfatte indikatorer fra alle seks politikområder for at afspejle den indbyrdes afhængighed mellem de tre globale problemer og megatendensen digitalisering, der er beskrevet i afsnit 2. En ægte bæredygtighedsbaseret tilgang vil kun være mulig med udgangspunkt i en meget analytisk fastsættelse af passende indikatorer, der inkluderes i en »holistisk« resultattavle. Den vertikale og horisontale koordinering af politikken for bæredygtig udvikling (se punkt 6.4) skal også forvaltes. Disse tre opgaver (overvågning og evaluering, tilpasning af de politiske foranstaltninger og koordinering af den horisontale og vertikale integration) kræver administrative organer, der kan drages til ansvar. En løsning kunne være et generaldirektorat på EU-plan og lignende organer på nationalt niveau.

6.5.3.

EØSU erkender også, at der i en verden under hastig forandring er behov for at evaluere fællesskaber ved hjælp af andre indikatorer end økonomisk vækst. EØSU har derfor foreslået at anvende et nyt benchmark: »samfundets fremskridt«. Denne målestok inddrager andre faktorer end økonomisk vækst, når et fællesskabs udvikling skal vurderes. Samfundets fremskridt bør opfattes som et benchmark, der supplerer økonomisk vækst, og som giver et bredere billede af situationen i et fællesskab (37).