16.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 451/76

Ordfører:

Emmanuelle Butaud-Stubbs

1.1

EØSU bifalder Kommissionens intention om at erstatte 1989-direktivet om personlige værnemidler (PV), dvs. »enhver anordning bestemt til at bæres eller holdes af en person med henblik på at beskytte denne mod en eller flere risici, der kan true hans sundhed og sikkerhed« med en forordning, således at der sikres en forpligtende og ensartet udmøntning i alle medlemsstater.

1.2

EØSU finder hovedparten af de foreslåede ændringer positive:

1.3

EØSU sætter imidlertid spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i visse af de foreslåede ændringer:

1.4

EØSU mener i øvrigt, at anvendelsen af PV bør ses i sammenhæng med en overordnet politik for forebyggelse af risici på arbejdspladsen, der navnlig omfatter:

1.5

Alle disse målsætninger er i øvrigt i tråd med den nye strategiske europæiske ramme for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen 2014-2020, der blev vedtaget den 6. juni 2014, og det ville være ønskeligt, om der var en reference til denne ramme i forslaget til forordning COM(2014) 186 final. Det bør erindres, at 3 millioner arbejdstagere i 2013 blev ofre for en alvorlig ulykke på deres arbejdsplads.

1.6

Det er endvidere beklageligt, at der ikke er nogen økonomiske betragtninger om det europæiske marked for PV, der i 2010 blev anslået til ca. 10 mia. euro, og som er i vækst, stimuleret af teknologisk innovation (nye fibre, intelligente tekstiler, nanomaterialer osv.) og rettet mod at tilfredsstille ikke alene beskyttelsesbehov, men også mere generelle behov for komfort, lethed og æstetik.

1.7

EØSU beklager ligeledes, at der ikke er blevet taget tilstrækkelig hensyn til procedurerne for vedligeholdelse, kontrol og revision af PV, samt til PV, der anvendes af flere personer, og brugte PV.

2.1.1

Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning, som er baseret på traktatens artikel 114, sigter mod at udbedre de mangler, der er konstateret i virkemåden af det indre marked for PV.

2.1.2

Direktiv 89/686/EØF om PV blev vedtaget den 21. december 1989. Det anvendtes fuldt ud fra den 1. juli 1995.

2.1.3

I direktivet defineres PV som »enhver anordning bestemt til at bæres eller holdes af en person med henblik på at beskytte denne mod en eller flere risici, der kan true hans sundhed og sikkerhed«.

2.1.4

Direktivet fastsætter de grundlæggende sikkerhedskrav, som PV skal opfylde for at kunne blive markedsført og cirkulere frit på det indre marked. PV skal udformes og fremstilles i overensstemmelse med direktivets bestemmelser. Fabrikanterne skal forsyne PV med CE-mærkning og give brugerne anvisninger om opbevaring, anvendelse, rensning, vedligeholdelse, reparation og desinficering af PV.

2.1.5

Siden 1995 har man konstateret en række vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af direktivet:

2.1.6

Dertil kommer, at Kommissionen arbejder for en forenkling og ønsker at tilpasse 1989-direktivet til de nye retlige rammer, der opstiller en fælles ramme for EU's produktharmoniseringslovgivning.

2.2.1.1

PV, som er udformet og fremstillet til privat brug til beskyttelse mod varme, fugt og vand under ikke-ekstreme forhold, er nu omfattet (opvaskehandsker, ovnhandsker, gummistøvler osv.), mens styrthjelme beregnet til beskyttelse af brugere af to- eller trehjulede motordrevne køretøjer nu er undtaget fra anvendelsesområdet på grund af et regulativ fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa.

2.2.2.1

De forpligtelser, der påhviler alle berørte erhvervsdrivende (fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører og distributører), defineres i overensstemmelse med bestemmelserne vedrørende produktrelateret EU-harmoniseringslovgivning. Således har den nye lovgivningsramme siden 2008 været et horisontalt indre markedsinstrument, der sigter mod at styrke effektiviteten af EU's lovgivning om produktsikkerhed (forordning (EF) nr. 765/2008 om akkreditering og markedsovervågning og afgørelse nr. 768/2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter).

2.2.3.1

PV inddeles i 3 risikokategorier med hver deres særlige godkendelsesprocedure.

2.2.3.2

Udvalget bemærker, at nye risici er blevet tilføjet i kategori III, f.eks. risikoen for knivsår og risikoen for støjgener.

2.2.3.3

Hvad der skal ske med individuelt tilpassede PV som defineret i artikel 3, er ikke helt klart: hvilken risikokategori og dermed hvilken godkendelsesprocedure hører de under?

2.2.4.1

Denne vigtige ændring er indført på anmodning af visse kontrolmyndigheder i medlemsstaterne, der på de nationale markeder var stødt på PV med attester, der stadig var gyldige, selv om standarderne havde ændret sig radikalt (dette er især tilfældet for redningsveste).

2.2.5.1

I den nye forordning fjernes punkter, der indeholder krav vedrørende tre typer af risici, der ikke har kunnet håndhæves eller har skabt forvirring:

—

beskyttelse mod mekaniske vibrationer (punkt 3.1.3),

—

beskyttelse mod støjgener (punkt 3.5)

—

beskyttelse mod ikkeioniserende stråling (punkt 3.9.1),

2.2.6.1

Medlemsstaterne får styrket deres beføjelser til at kontrollere de bemyndigede organer. De kan modsætte sig bemyndigelsen af et organ, som ikke har været aktiv i flere år og må formodes ikke længere at råde over de menneskelige og tekniske ressourcer, der er nødvendige for at udstede attester, eller som tidligere har udstedt overensstemmelsesattester for PV, der ikke overholdt kravene.

2.2.7.1

Der foreslås en periode på to år efter vedtagelsen af forordningen med henblik på at give fabrikanter, bemyndigede organer og medlemsstaterne tid til at tilpasse sig de nye krav.

3.1

Tilføjelsen af PV til privat brug til beskyttelse mod mindre risici som vand eller fugt vil den fungere i praksis? Hvordan bevidstgøres forbrugerne? Vilkårene for CE-mærkning (læselighed, format etc.) burde måske præciseres (f.eks. med de eksisterende retningslinjer for mærkning, sammensætning og anvisninger vedrørende vedligeholdelse af tekstiler som forbillede) for alle PV, som private kan købe, leje eller låne. Vil de nye forpligtelser ikke resultere i højere købspriser?

3.2

Man kan kun beklage den manglende omtale af teknologiske fremskridt, selv om disse er markante i sektoren, f.eks. på områder som tekstilmaterialer og -fibre (teflon, latex, neopren, nitril m.m.), belægnings- og filtreringsteknikker, integration af følere og mikroelektroniske sensorer med kommunikations- eller energimæssige formål (»intelligente tekstiler«) for at forbedre beskyttelsesniveauet over for risici.

3.3

Der er heller ingen omtale af europæiske PV-virksomheders muligheder på dette marked (tekstiler, beklædning, sko, ekstraudstyr), selv om Kommissionen i 2007 kaldte det et af industriens »lead markets«.

3.4

Udvalget bemærker ligeledes forordningsforslagets mangelfulde karakter, hvad angår de menneskelige aspekter: optimal anvendelse af et PV kræver informationsmøder og efteruddannelse af medarbejderne om risici, fastsættelse af vilkår for anvendelsen af PV, retningslinjer og vejledninger. Det er også vigtigt at fastsætte forsøgs- og testperioder for et PV for at sikre sig, at de passer til forskellige menneskers statur og arbejdsfunktioner (bilag II, punkt 1.3, bør suppleres, efterhånden som der høstes erfaringer på nationalt niveau).

3.5

Alle disse aspekter er omfattet af direktivet af 12. juni 1989 om sikkerhed og sundhed (89/391/EØF), som sigter mod at forbedre sikkerhed og sundhed under arbejdet og beskriver arbejdsgivernes forpligtelser og arbejdstagernes rettigheder og pligter.

3.6

Politikken på PV-området skal ses inden for rammerne af en overordnet virksomheds- og sektorpolitik, der sigter mod at reducere udsættelsen for risici. En sådan politik hviler på præcis identifikation af risikofaktorer og på udarbejdelse af en liste over de foranstaltninger, som skal træffes for at reducere eller helt fjerne risici: f.eks. undersøge muligheden for at anvende et passende udsugningsanlæg, inden man griber til respirationsapparater. En kollektiv løsning til forebyggelse af risici bør altid foretrækkes frem for personlige værnemidler.

3.7

Vurderingen af risici foregår dels internt i samarbejde med repræsentanter for virksomheden, de ansattes faglige organisationer, personalerepræsentanter, sundheds- og sikkerhedsudvalg osv. dels uden for virksomheden: arbejdsmedicin, konsulentvirksomhed, offentligt agentur til forbedring af arbejdsvilkår osv.

3.8

Man skal være særlig opmærksom på procedurerne for vedligeholdelse, kontrol og revision af PV med henblik på at sikre maksimal beskyttelse mod de risici, de er udtænkt til. Vedligeholdelse omfatter forhold som tilsyn, pleje, rensning, reparation og passende opbevaring.

3.9

Forslaget til forordning behandler kun delvis udsættelse for flere risici på én gang.

3.10

Forslaget til forordning behandler ikke PV, som anvendes af flere personer (f.eks. beskyttelseshjelme på byggepladser). Der bør fastsættes sundhedsregler.

3.11

Forslaget til forordning kommer heller ikke ind på spørgsmålet om begrænsninger for, hvem der kan anvende et PV (et PV kan af medicinske grunde være uegnet for visse ansatte). Arbejdsgiverne er underlagt en generel sikkerhedsforpligtelse og skal derfor vide, hvad de skal gøre i sådanne situationer (selv om de er sjældne): overførsel af den ansatte til en anden arbejdsfunktion, indretning af arbejdspladsen el. lign.

3.12

Indkøb af brugte personlige værnemidler er ikke et emne, der tages op i forslaget til forordning, selv om markedet for brugte PV især inden for kategori I-risici ifølge nationale kilder er i hastig vækst som følge af den økonomiske krise, der har ramt mange af de sektorer, der er storforbrugere af PV (byggesektoren, offentlige arbejder, transport m.m.).

4.1

Teksten i forslaget til forordning, betragtning 24: Gyldighedsperioden på højest 5 år for overensstemmelsesattester for PV gør det muligt at garantere, at en undersøgelse baseres på den nyeste tilgængelige videnskabelige indsigt, hvilket er i fuld overensstemmelse med målsætningerne om forebyggelse og forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i rammedirektiv 89/391 af 12. juni 1989. Der er fastsat en forenklet procedure, ifald standarderne ikke har udviklet sig nævneværdigt.

4.2

Artikel 3: det ville være hensigtsmæssigt med flere definitioner: »brugte personlige værnemidler«, »overvågningsmyndigheder« (jf. artikel 11 og 13), »bemyndigende myndigheder« (der på nationalt niveau bemyndiger organer til at udføre kontrol med, at personlige værnemidlers overholder reglerne).

4.3

Artikel 8, stk. 3: opbevaring af teknisk dokumentation i 10 år kan forekomme en alt for lang periode, i betragtning af at overensstemmelsesattesten kun er gyldig i 5 år. Hvorfor ikke fastsætte 5 år for begge?

4.4

Artikel 8, stk. 3, artikel 8, stk. 7 og 10, artikel 9, stk. 2 a), artikel 10, stk. 3, 4 og 7, artikel 11, stk. 2, artikel 13, artikel 15, stk. 1, 2 og 3, og bilag II, punkt 2.12: i disse artikler fastsættes forskellige sproglige krav til de enkelte dokumenter vedrørende PV og deres overholdelse af de relevante procedurer:

—

Jf. »på et for slutbrugerne letforståeligt sprog«, et udtryk, som er hentet fra EU-Domstolens retspraksis, men som kan forekomme temmelig subjektivt.

—

Sprogspørgsmålet nævnes også i bilag II, punkt 2.12: »Identifikationsmærkninger (...) navnlig skal eventuelle ord eller sætninger på sådanne mærkninger affattes på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor udstyret anvendes«.

—

Endelig finder man i artikel 15, stk. 2 og 3, følgende udtryk, som synes mere præcist i juridisk forstand: »det eller de sprog, der kræves af den medlemsstat, hvor det pågældende PV gøres tilgængeligt på markedet«.

4.5

Artikel 15, stk. 3: udtrykket »løbende ajourføres« kan tænkes at blive genstand for forskellige fortolkninger på nationalt niveau. Hvorfor ikke præcisere hyppigheden, f.eks. en gang om året?

4.6

Artikel 42: De foreslåede to år efter ikrafttrædelsen til at foretage de nødvendige ændringer er et vældigt krav, især i medlemsstater med svage forvaltningsstrukturer (fornyet bemyndigelse af alle bemyndigede organer i 28 medlemsstater, ændring af gyldighedsperioden for overensstemmelsesattester), men ikke desto mindre nødvendigt i lyset af målsætningerne om forebyggelse og forbedring af arbejdsvilkårene, især hvad angår reduktionen af arbejdsulykker.