15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/147

1.1

EØSU bifalder Kommissionens meddelelse om det europæiske innovationspartnerskab (EIP) vedrørende vand, men har nogle forslag til præciseringer og forbedringer, der sigter mod at fjerne hindringerne for en tilfredsstillende udvikling af innovation på området for vand.

1.2

Innovation vedrørende vand i Europa bør være baseret på en integreret tilgang, hvor hele vandcyklussen medtænkes, og der arbejdes hen imod målet om »en god tilstand for overfladevand og grundvand « i hele Europa som fastlagt i vandrammedirektivet (1). Endvidere bør udgangspunktet være, at ressourcen må beskyttes yderligere med gennemførelse af princippet om, at forureneren betaler, på en måde, der er så afskrækkende, at forurening ikke kan betale sig, og heller ikke fritager eventuelle forurenere fra at betale.

1.3

Den strategiske plan for gennemførelsen af EIP'ets prioriteter må forholde sig til, at mere end en million mennesker i Europa ikke har adgang til sikkert og rent vand til overkommelige priser, og at flere millioner lever i områder uden kloakering. Disse menneskers behov må prioriteres af hensyn til den sociale inklusion og kampen mod fattigdom.

1.4

Det må sikres, at de offentlige vandforsyningsselskaber, brugerne og forbrugerne kan komme til orde i beslutningstagningsprocessen i EIP'et vedrørende vand. Derudover må EIP'et vedrørende vand give sig udslag i bedre koordinering mellem alle operatører, at gevinsterne ved innovation mærkes på lokalt niveau, og at det bliver lettere for repræsentative civilsamfundsorganisationer at deltage i de nye netværk og grupper, som vil blive etableret.

1.5

I betragtning af vands helt specifikke, livsvigtige karakter for borgerne mener EØSU, at resultaterne af den seneste forskning finansieret for innovationspartnerskaberne vedrørende vand med midler fra det 7. rammeprogram for forskning og udvikling må fremlægges helt åbent.

1.6

EØSU fraråder, at innovationerne på dette kritiske område udelukkende bliver et spørgsmål om at beskytte handelen, og anbefaler, at lokale og regionale instanser, organisationer og myndigheder og virksomheder i socialøkonomien får let adgang til dem.

1.7

EØSU beder Kommissionen om at øge indsatsen for at garantere gennemsigtigheden og koordineringen af visse vigtige igangværende initiativer vedrørende den komplicerede vandproblematik. Eksempelvis må Kommissionen tydeligere redegøre for synergier og samarbejde mellem de nyere EIP'er vedrørende vand, landbrug og råvarer.

1.8

En forudsætning for en ægte politik for forskning og innovation vedrørende vand er gennemsigtighed og en rummelig beskæftigelsespolitik, som allerede nu garanterer tilstrækkeligt mange kvalificerede arbejdstagere, uddannelse, anerkendelse af kvalifikationer, teknologier, der gør det muligt at forbedre sundheden og sikkerheden i forbindelse med vandrensning, spildevandsbehandling og kloakering, og sikrer, at alle disse forskellige opgaver udføres bedst muligt på alle niveauer.

1.9

EØSU betoner den rolle, som netværk af civilsamfundsorganisationer spiller, og at de bør anerkendes og benyttes. De bør kunne danne grundlaget for forskning, da der i kraft af de erfaringer og den viden, de ligger inde med, er potentiale for innovation.

2.1

Med Europa 2020-strategien søger EU at få den europæiske økonomi tilbage på sporet, så den igen bliver lokomotiv for beskæftigelsen, konkurrenceevnen og den sociale samhørighed.

2.2

Europa 2020-strategien for en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi betoner den vigtige rolle, som viden og innovation spiller for væksten. Kommissionen har i forslaget til et EU-rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) (2), der er en del af »Horisont 2020«, stillet forslag om at forhøje F&U-budgettet til 80 mia. euro, og medlemsstaterne har tilkendegivet, at de ser positivt på målet om, at EU gennemsnitligt skal investere 3 % af BNP i forskning i 2020 (se også EØSU's udtalelse INT/571 om »Finansiering af forskning og innovation« (3)).

2.3

Derfor er det europæiske forskningsrum i centrum for Europa 2020-strategien og flagskibsinitiativet »Innovation i EU« (4), og det er grunden til, at Det Europæiske Råd har krævet, at det er gennemført i 2014 (5). Sigtet med initiativet »Innovation i EU« er at sikre, at nye videnintensive produkter og tjenester bidrager væsentligt til vækst og jobskabelse og til at begrænse hjerneflugten. For at nå dette mål er det afgørende nødvendigt med et videnskabsgrundlag i virkelig verdensklasse.

2.4

Ifølge det forslag (6), der behandles her i udtalelsen, fastlægges der med de europæiske innovationspartnerskaber (EIP'er), som er foreslået i Europa 2020-flagskibsinitiativet »Innovation i EU« (7), en strategisk tilgang og en ramme til afhjælpning af de indbyggede svagheder i det europæiske forsknings- og innovationssystem og til forbedring af de metoder, der anvendes, med henblik på at fremskynde innovationen og yde et betydeligt bidrag til løsning af samfundsmæssige problemer. EIP'erne kan bruges til at samle ekspertise og ressourcer omkring vigtige politiske prioriteter gennem mobilisering og etablering af netværk for alle relevante parter på tværs af politikområder, sektorer og grænser med henblik på hurtigere at bringe gevinster ved opdagelser og innovation ud til borgerne (sådan som EØSU opfordrer til i sine udtalelser INT/599 »Partnerskaber om forskning og innovation« (8) og NAT/546 »Handlingsplan for miljøinnovation« (9)). Det er vigtigt at understrege, at bortset fra de 40 mio. euro, der stilles forslag om under det syvende rammeprogram for forskning og udvikling, er der ikke planer om tilføre EIP'et yderligere finansiering i tillæg til aktuelle midler, og at dets målsætning begrænser sig til synergiskabelse og samordning af de eksisterende instrumenter.

2.5

EU's medlemsstater anerkender betydningen af innovation inden for vandforvaltningen. Den 21. juni 2011 opfordrede Rådet for Den Europæiske Union Kommissionen til at »undersøge muligheden for et innovationspartnerskab om vand i tæt samarbejde med medlemsstaterne med henblik på at opnå en bæredygtig og effektiv anvendelse af vand« (10).

2.6

Europa 2020-flagskibsinitiativet vedrørende et ressourceeffektivt Europa (11) understreger betydningen af, at Europa går i gang med at sikre bæredygtig forvaltning af den livsvigtige ressource vand. Køreplanen til et ressourceeffektivt Europa (12) sætter fokus på de effektivitetsgevinster, der kan opnås. De strategiske mål for EIP'et, som skal være nået i 2020, er:

2.7

Kommissionen har udarbejdet et program for beskyttelse af EU's vandressourcer, som er en vandpolitisk milepæl i køreplanen for ressourceeffektivitet. Planen, som fremlægges inden udgangen af 2012, vil være den strategi, som skal afhjælpe de problemer og mangler, der har været forbundet med gennemførelsen inden for de nuværende rammer for EU's vandforvaltningspolitik. Planen og EIP'et vil blive gennemført i et tæt samarbejde. EIP'et kommer desuden til at bygge på handlingsplanen for miljøinnovation (13).

2.8

Politikken om beskyttelse af vandressourcerne bør indeholde en kompensation for begrænsninger i den økonomiske aktivitet i visse områder, der er ramt af alvorlig miljøforurening. I disse særlige tilfælde vil aktualiserede statsstøtteordninger kunne tilpasses og tage højde for EU's vandbeskyttelsesplan.

3.1

På sit første møde den 25. september lagde arbejdsgruppen vedrørende EIP'et sig fast på 8 områder, der skal prioriteres:

3.2

Af rapporten fra WHO's og UNICEF's fælles program for overvågning af vand og sanitet fremgår det, at 89 % af verdens befolkning (dvs. 6,1 mia. mennesker) havde adgang til bedre drikkevand (vandrør eller beskyttede brønde) i 2010, og at denne andel vil være steget til 92 % i 2015.

3.3

Trods De Forenede Nationers anerkendelse af den universelle ret til vand og sanitet har mere end 11 % af verdens befolkning, dvs. ca. 783 mio. mennesker, stadig ikke adgang til sikkert drikkevand, og 2,5 mia. mennesker lever, hvor der ikke er kloaknet.

3.4

Vand er en nødvendighed i næsten alle menneskelige, økonomiske og sociale aktiviteter: industriproduktion, energiproduktion, landbrug, transport, fritidsaktiviteter, bevarelse af biodiversiteten samt kultur- og naturarven. Fødevare- og energisikkerhed i Europa og på verdensplan er utænkeligt, hvis vi ikke bekymrer os om den vigtigste ressource: vand, der ligesom jord bliver en af de største udfordringer i det 21. århundrede. En arv fra anden halvdel af sidste århundrede er desværre naturlige vandområder, der er ødelagte, skrøbelige, udtørrede og forurenede.

3.5

I såvel Europa som på verdensplan er denne ressource under stort pres som følge af, at den økonomiske udvikling forløber på en måde, der er ødelæggende for miljøet, og hvor vand betragtes som et gode, der kan udnyttes på lige fod med andre goder, hvilket fører til overudnyttelse af grundvandet, forurening af jorden, vandløb og havene, ødelæggelse af vandkredsløb og forringelse af vandets økologiske tilstand med virkninger for biodiversiteten. En retfærdig, virkningsfuld og bæredygtig vandpolitik forudsætter accept af, at vand ikke betragtes som en vare, men som en fælles arv, der skal beskyttes og værnes (14) om.

3.6

Vand skal forvaltes således, at befolkningens behov opfyldes, og det samtidig sikres, at der er nok til de fremtidige generationer. Det haster med at få skabt fuld opmærksomhed herom, og forskningen i innovation bør tage sigte på dette. Denne situation viser, hvor vigtigt EIP'et vedrørende vand er som et instrument, der konkret og økonomisk kan forbedre den integrerede vandforvaltning.

3.7

Dette mål kan imidlertid ikke opfyldes, hvis kontrollen og forvaltningen af ressourcerne overlades til virksomheder og store internationale private koncerner, og heller ikke ved at fremskynde privatiseringen af innovationen og forskningen i denne yderst vigtige sektor. Tværtimod er offentlige kvalitetstjenester den bedste metode til at skabe lige, bæredygtige, fredelige og demokratiske samfund, og investeringer i offentlige kvalitetstjenester understøttet af retfærdige skattepolitikker, der fremmer innovation og forskning, er en del af den løsning, der får os ud af den økonomiske krise, sikrer alle adgang til livsvigtige og grundlæggende tjenester og skaber økonomisk vækst. Af den grund bør partnerskaber vedrørende vand etableres i offentligt regi, og forskning finansieres med offentlige midler fra det 7. rammeprogram.

3.8

På europæisk plan bør medlemsstaterne gøre deres til, at vandforsyning og kloakering ikke liberaliseres, og presse på for, at de defineres som tjenesteydelser af almen interesse og for, at Europa internationalt arbejder mere målrettet for, at retten til vand håndhæves i praksis. EØSU fraråder, at innovationerne på dette kritiske område udelukkende bliver et spørgsmål om at beskytte handelen, og anbefaler, at det gøres så let som muligt for lokale og regionale instanser, organisationer og myndigheder og for virksomheder i socialøkonomien at få adgang til dem.

3.9

De procedurer og løsninger, der vælges inden for EIP'et vedrørende vand, bør integreres i foranstaltningerne om tilpasning til de forventede virkninger af klimaændringerne.

4.1

Udvalget noterer sig nedsættelsen af en ekspertgruppe på højt niveau, og at en taskforce skal udvikle en partnerskabsstrategi om innovation vedrørende vand. Det bør give lejlighed til at fastlægge retningslinjerne for innovation inden for vandpolitikken, hvor den reelle ret til sikkert vand i tilstrækkelig mængde og af god kvalitet understreges, og den bæredygtige forvaltning af ressourcerne fremmes.

4.2

Dette er muligt ved hjælp af innovative processer, hvor der gøres brug af de mest moderne, nyskabende teknologier, og der tages hensyn til situationen vedrørende den integrerede forvaltning af afvandingsområder på regionalt plan, og det er en betingelse, at der ikke forekommer forurening. Bæredygtig forvaltning af ressourcerne skal sikres ved, at vandet fordeles mellem alle de forskellige anvendelser på en måde, der garanterer, at den menneskelige, økonomiske og miljømæssige udvikling på lokalt/regionalt plan er bæredygtig, at brugen planlægges inden for rammerne af en integreret forvaltning af vandressourcerne, vandmiljøkvaliteten genoprettes, procedurer, der styrer forbruget og forebygger forurening i alle anvendelser fra forbrug til spildevandsrensning, fremmes, forurenende processer forbydes, og forurenerne straffes.

4.3

Disse mål bør realiseres med ordentlig finansiering og rimelige og forholdsmæssige bidrag fra alle brugere i industrien, landbruget og private hjem og forvaltes af de offentlige myndigheder som et led i deres stræben efter »bedre forvaltning«, sådan som EØSU har anbefalet i sin sonderende udtalelse NAT/495 »Integrering af vandpolitikken« (15):

4.4

En rimelig og effektiv vandpolitik og etableringen af innovationspartnerskabet vedrørende vand kræver en nyskabende beskæftigelsespolitik, hvorunder der for de uddannede og kvalificerede arbejdstagere til de nyoprettede og omdannede stillinger gælder arbejdsvilkår, som sikrer, at de kan udføre deres opgave med at forvalte et offentligt gode, og at de endvidere har ret til at gribe ind i økonomiske, sociale og miljømæssige forhold. Der bør søges iværksat innovative foranstaltninger for at gøre arbejdet med kloakering og spildevandsrensning mindre belastende og mindske de helbredsmæssige virkninger for arbejdstagerne.

4.5

Epidemiologiske undersøgelser blandt de beskæftigede inden for sanitetsvæsenet, styrkede arbejdsmiljø- og sikkerhedsudvalg, bedre medicinsk overvågning, sikkerhedsforanstaltninger og udstyr til sporing af gas og forurenende stoffer bør være nogle af de sociale og tekniske spørgsmål, arbejdsgruppen ser på, når den udarbejder den strategiske plan for gennemførelsen af EIP'ets prioriteter.

4.6

Garanti for universel adgang, bevarelse af vandressourcen og hensynet til den almene interesse er nogle af de problemstillinger, arbejdsgruppen også skal tage stilling til, når de udarbejder den strategiske plan for gennemførelsen af EIP'ets prioriteter, som den skal fremlægge til vedtagelse den 18. december 2012.

4.7

EIP'et vedrørende vand arbejder efter den foreslåede og vedtagne strategiske plan og bør omfatte de relevante europæiske teknologiske platforme, som ikke blot har viden om den faktiske situation i et bestemt område eller en bestemt sektor, men også bidrager til forskning, udvikling og indførelsen af ny teknologi (16).

4.8

I tillæg til de tværgående problemstillinger og de fastlagte prioriteter henstiller EØSU, at der i forbindelse med hvert enkelt innovationsprojekt også tages hensyn til vekselvirkningen mellem vand og jord, især hvor der er tale om forvaltningen af overfladevand.

4.9

Der vil blive flere og længerevarende tørkeperioder, brande og oversvømmelser. Det er yderst vigtigt, at de offentlige vandforsynings-, rednings- og katastrofehåndteringstjenester trods sparepolitikkerne opretholdes på et niveau, hvor de kan klare disse nye uforudsigelige miljøforhold. Vandets betydning for bevarelsen af økosystemer og biodiversiteten bør også medtænkes, når der udvikles innovative metoder.

4.10

Offentlige myndigheder og de ansvarlige for vandforvaltningen må iværksætte foranstaltninger for at forebygge vandforurening, som ikke blot garanterer vandets kvalitet på en bæredygtig måde, men tillige hindrer potentielt ikke reversibel skade fra kendte risici (persistente organiske miljøgifte, hormonforstyrrende stoffer) og ukendte risici som følge af en ophobning af kemikalier, herunder nanopartikler, som man med en vis ret kan betragte som yderligere risikofaktorer. Det er absolut nødvendigt at få foretaget en evaluering af disse nye risici, som kan være en alvorlig trussel mod folkesundheden.

4.11

Vandafgifter fastsættes med det sigte, at de skal bidrage til at bevare mængden af vand. EØSU anbefaler, at afgifterne fastsættes under hensyntagen til, at alle skal have adgang til vand som følge af vandets livsvigtige og ikke-kommercielle karakter. Udvalget understreger dog, at prisfastsættelse ikke løser problemet, da ikke kun vandmængden, men også vandkvaliteten er vigtig. I den forbindelse bør der iværksættes offentlige tiltag for at skabe større bevidsthed hos forbrugerne og i industrien og landbruget om, at vandkvaliteten er blevet ringere, og hvordan der kan rådes bod på dette på den mest omkostningseffektive måde, dvs. ved hjælp af forebyggelse.

4.12

Klimaændringerne og menneskets aktiviteter tærer på vandressourcerne og øger forureningsintensiteten, og følgevirkningerne bliver større. Det er et problem, som Europa bør tackle og forske tilstrækkeligt i. Det bør medvirke til, at der på internationalt plan træffes tiltag på området, og i sin samarbejds- og udviklingspolitik bør det yde støtte til at sikre flere adgang til vand og til at afhjælpe vandets forringelse (17).

4.13

EØSU bemærker, at konsekvenserne mærkes meget forskelligt i Europa på grund af regionale forskelle (tørke og oversvømmelser), hvilket bør være et anliggende, som redaktionsgrupperne tager med i sine retningslinjer. Ingen stiller spørgsmålet, om der ikke er en metode til »udligning mellem områder, hvor der er for meget vand, og områder hvor der er for lidt vand«.

4.14

En forudsætning for en ægte politik for forskning og innovation vedrørende vand er gennemsigtighed og en rummelig beskæftigelsespolitik, som allerede nu garanterer tilstrækkeligt mange kvalificerede arbejdstagere, uddannelse, anerkendelse af kvalifikationer, teknologier, der gør det muligt at forbedre sundheden og sikkerheden i forbindelse med vandrensning, spildevandsbehandling og kloakering, og sikrer, at alle disse forskellige opgaver udføres bedst muligt på alle niveauer.

4.15

Ifølge FN og programmet ONU-Water Programme on Capacity Development og den nyere rapport (2012) Water and the Green Economy, Capacity Development Aspects (18) skal der gribes helt anderledes ind over for problemerne med vandknaphed og forringelse af vandkvaliteten som følge af aggressive udviklingsmodeller i hele verden. Med andre ord kan man ikke i det uendelige begrænse forureningen, da vand også er en vektor. Der findes allerede mange nye teknologier, men der er en reel risiko for, at disse teknologier er forældede, så snart de er færdigudviklede, hvis ikke alle forhold tages med i overvejelserne med det samme: afsaltning af vand kræver f.eks. energi, og vand kan kun genanvendes til såkaldt sekundære anvendelser (landbrug), hvis det ikke i mellemtiden har været udsat for forurening med multiplicerende virkning.

4.16

Det Europæiske Miljøagentur har i sin seneste årsberetning (2011) givet udtryk for samme bekymringer. Det er således klart, at vand hverken kvalitativt eller kvantitativt, og heller ikke selvom det fornyes og genbruges, er en ubegrænset ressource, og at forskningen og innovationen vedrørende vand bør udvides, så anvendelsen af vand bliver holdbar og bæredygtig inden for alle områder, og forureningen, især forureningen fra diffuse kilder (19), kommer under kontrol.

4.17

EØSU betoner den rolle, som netværk af civilsamfundsorganisationer spiller, og at de bør anerkendes og benyttes. De bør kunne danne grundlaget for forskning, da der i kraft af de erfaringer og den viden, de ligger inde med, er potentiale for innovation.

4.18

EØSU minder om, at kravene til vandkvaliteten skal være de samme i hele Europa, og det samme gælder kriterierne for evaluering deraf.

4.19

Vand, brugen af vand, forvaltningen af vand og vand i fremtiden vækker forskellige følelser, interesser og bekymringer hos forskellige mennesker. I den forbindelse gentager EØSU, at både den obligatoriske høring i forbindelse med den integrerede forvaltning af drænområder og den obligatoriske høring af det organiserede civilsamfund om borgernes inddragelse i de beslutninger, som berører dem, vedrørende miljøet og de klagemuligheder, som er fastlagt i Aarhuskonventionen, må tages alvorligt. EØSU beder Kommissionen om at udarbejde en evalueringsrapport om disse to punkter. Derved kan EU anvende de relevante data i forskningen med sigte på innovation, og civilsamfundet bidrager til partnerskabet.

4.20

EØSU fraråder, at innovationerne på dette kritiske område udelukkende bliver et spørgsmål om at beskytte handelen, og anbefaler, at lokale og regionale instanser, organisationer og myndigheder og virksomheder i socialøkonomien får let adgang til dem. EØSU undrer sig over, at Kinas ministerium for videnskab og teknologi deltager i styringsgruppen på højt plan for det europæiske innovationspartnerskab vedrørende vand (20). Da der er tale om eksternt udviklingssamarbejde, kan EØSU gå med til, at ovennævnte ministerium deltager direkte i udformningen af en europæisk strategi, men hvorfor er der kun én repræsentant for de øvrige vækstlande? Og hvorfor deltager de andre lande, som skal have overført den nødvendige teknologi, ikke i denne »europæiske taskforce« (21)?