8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/113

1.1

Udvalget har også haft adgang til Europa-Kommissionens forklarende dokument til Rådet af 25. juni 2004 (dok. 10865/04 og dok. 11153/04 af 5. juli 2004 om artikel 24) samt Europa-Parlamentets arbejdsdokumenter af 25. marts 2004 (udvalget om retlige anliggender og det indre marked — ordfører: Evelyne Gebhard) og af 26. marts 2004 (udvalget om beskæftigelse og sociale anliggender — ordfører: Anne E.M. Van Lancker).

1.2

Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som stod for forberedelsen af udvalgets udtalelse gennemførte den 24. maj 2004 på grundlag af et spørgeskema udsendt på forhånd en offentlig høring med deltagelse af repræsentanter for servicesektoren og behandlede mere end 100 yderligere mundtlige og skriftlige indlæg.

2.1

Efter Lissabon-overenskomsten spiller servicesektoren en nøglerolle i forbindelse med gennemførelsen af EU's indre marked og er af central betydning for den økonomiske vækst i EU. Kommissionens forslag til direktiv om tjenester i det indre marked og begrundelsen hertil indgår som en del af den europæiske økonomiske reformproces, som skal gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i år 2010, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed. Direktivforslaget er tænkt som en vigtig byggesten og en solid retsramme for grænseoverskridende fri bevægelighed for tjenester og fri etableringsret i medlemsstaterne på områderne industri, handel, håndværk og frie erhverv for fuldtids-, deltids- og vikaransatte. Med den nye horisontale tilgang sigter man frem for alt på at skabe mere enkle procedurer, en ensartet kvalitetssikring og større åbenhed om de bestemmelser, som skal overholdes over for forbrugerne. De grænseoverskridende tjenester er en væsentlig del af det indre marked, og for den økonomiske udvikling i sektoren, og især for forbrugerne er det vigtigt at hindringerne fjernes. Direktivet vil her kunne føre til flere udbydere og større konkurrence. Dermed vil forbrugerne både få lavere priser og større udvalg. Udvalget støtter derfor udtrykkeligt de generelle målsætninger med direktivforslaget.

2.1.1

Et velfungerende indre marked kræver imidlertid ikke blot fjernelse af hindringer, men også en passende regulering. For samtidig at kunne styrke den europæiske konkurrenceevne er det nødvendigt med regulering på nationalt og europæisk plan og dermed også med harmoniserede standarder.

2.2

Udvalget er bevidst om, hvor kompliceret det er at fuldende det indre marked for tjenester på grund af forskellighederne i de enkelte medlemsstaters lovgivning og kultur. Dette medgav udvalget allerede i sin udtalelse INT/105 af 28. november 2001 (1) om Kommissionens meddelelse om »En strategi for tjenester i det indre marked« og gav også klart udtryk for udvalgets støtte til Kommissionens bestræbelser på at fremskynde gennemførelsen af det indre marked. Målet med forslaget til direktiv, nemlig umiddelbart at skabe en brancheoverskridende ramme for det indre marked, burde derfor føre til ubureaukratiske og fleksible løsninger, hvor de afprøvede systemer for selvregulering, som findes i EU, benyttes. Integrationsprocessen skal — ikke mindst gennem Kommissionens yderligere direktivforslag om gensidig anerkendelse af erhvervsuddannelser — gøres endnu mere effektiv. I processen bør man ikke glemme at tage hensyn til afprøvede (sikkerheds-) normer af social, økologisk og forbrugerbeskyttelsesretlig art.

2.3

Forslaget til direktiv hænger snævert sammen med forslaget til direktiv om anerkendelse af erhvervskvalifikationer og meddelelsen om liberale erhvervs ret til at levere tjenester, den løbende debat om forsyningspligtydelser og den igangværende høring om socialydelser af almen interesse, samt Rom I-konventionen og den foreslåede Rom II-forordning. Målet med alle disse forslag er at få det indre marked til at fungere bedre. En særskilt og forbedret samordning inden for Kommissionen ville derfor være ønskeværdig, således at praksis kan bringes i overensstemmelse med bestemmelserne.

2.4

Direktivforslaget er især møntet på to former fri bevægelighed i forbindelse med grænseoverskridende tjenester og grænseoverskridende etablering: 1) en tjenesteyder i en medlemsstat ønsker at etablere sig i en anden medlemsstat for at udbyde sine tjenester der, og 2) en tjenesteyder ønsker fra sit oprindelsesland at tilbyde tjenester i en anden medlemsstat især ved, at han midlertidigt begiver sig til den anden medlemsstat. Der foreslås følgende fire hovedforanstaltninger for at fjerne de hindringer, som Kommissionen hidtil har konstateret:

3.1

EØSU har nøje analyseret direktivforslaget med udgangspunkt i de krav, der skal stilles til et direktiv med så stor en rækkevidde. Det er kommet til den konklusion, at det kræver et antal afklaringer og ændringer, for at de resterende problemer kan løses i tilstrækkelig grad, og således at denne nye indsats for at fremme tjenester i det indre marked bliver et reelt skridt fremad. Dette indtryk forstærkes også af de mangelfulde vurderinger, der blev gjort, inden direktivforslaget blev fremlagt. De talrige betænkeligheder, som økonomiske og sociale interessegrupper bragte frem under høringen den 24. maj 2004 er heller ikke blevet imødekommet med det dokument, som Europa-Kommissionen den 25. juni fremlagde for Rådet for Den Europæiske Union (rådsdokument 10865/04). En gennemgribende vurdering af konsekvenserne fra Kommissionens side ville være af værdi for alle berørte.

3.2.1

Udvalget noterer sig, at der i begrundelsen til direktivforslaget ikke anføres et pålideligt statistisk grundlag for omfanget af udvekslingen af tjenesteydelser og etableringen af tjenesteydere på tværs af grænserne. Sådanne oplysninger bør derfor medtages i Kommissionens evalueringsrapport. For i fremtiden at få et korrekt og tydeligt billede af servicesektorens betydning og — de positive og sågar negative — virkninger af den forenkling af regelværket, som direktivforslaget tilsigter, når det gælder det indre markeds funktion, synes et mere nøjagtigt empirisk grundlag at være af væsentlig betydning. Udvalget mener, at en nøje kortlægning af de virkelige forhold, når det gælder grænseoverskridende tjenester og etablering, er en forudsætning for, at det indre marked kan realiseres.

3.2.2

Det statistiske materiale, der foreligger i den offentlige forvaltning, forskningsinstitutter, forsikringsselskaber og selvstyrende strukturer i de forskellige medlemsstater, skal i højere grad tages i betragtning.

3.2.3

Desuden mener udvalget, at man, når det gælder eksisterende mangler, må prøve nye metoder til at indsamle de empiriske data, især for at undgå øget bureaukrati. Her kunne man eventuelt supplere de officielle statistikker med specifikke engangsundersøgelser.

3.3.1

Udvalget opfordrer til, at direktivforslagets anvendelsesområde og undtagelserne herfra afgrænses klarere, og at der skelnes skarpere mellem dem. Med hensyn til den praktiske anvendelse af direktivet hersker der fortsat uklarhed om anvendelsesområdet, og hvilke dele af tjenesteydelsessektoren, det berører og på hvilken måde, eftersom der ikke er blevet fastsat klare afgrænsninger.

3.3.2

Udvalget efterlyser en afgrænsning mellem kommercielle tjenester og tjenester, som ydes af de liberale erhverv. En afgrænsning kræves også på baggrund af den øgede harmonisering på visse områder (frie erhverv og andre særligt følsomme områder), som udvalget har foreslået i en overgangsperiode. Dette ville gøre kvalitetssikringsmekanismen i kapitel IV i direktivforslaget mere forbrugervenlig. EU-domstolens afgørelse af 11. oktober 2001 (Rs C-267/99) indeholder f.eks. væsentlige elementer vedrørende de frie erhverv, som kunne danne grundlag for en definition på EU-plan.

3.3.3

Kommissionen fremlagde i 2003 en grønbog og den 12. maj 2004 en hvidbog om tjenester af almen interesse. Det forekommer derfor ønskværdigt at fastlægge og nærmere afgrænse konsekvenserne af direktivforslaget for dette følsomme område i medlemsstaterne. Da Kommissionen har forpligtet sig til inden udgangen af 2005 at fremlægge en rapport om gennemførligheden af og behovet for en rammelov (omtales i øvrigt udtrykkeligt i forfatningstraktatens artikel III-122), finder udvalget det ønskværdigt, at ingen ydelser af almen interesse (økonomiske og ikke-økonomiske) omfattes af tjenesteydelsesdirektivets anvendelsesområde i afventning af, at EU-rammen for disse tjenesteydelser opstiller principper og fastsætter bestemmelser, især økonomiske og finansielle, som gør, at tjenester af almen interesse kan tjene deres formål.

3.3.4

Undtagelsesbestemmelserne fra oprindelseslandprincippet i artikel 17, stk. 8, kan ikke begrænses til visse artikler eller afsnit i direktivet om anerkendelse af erhvervskvalifikationer (som er under udarbejdelse). Tilpasningen af princippet om oprindelsesland skal samordnes med direktivet om gensidig anerkendelse af erhvervskvalifikationer. Direktivet om gensidig anerkendelse af erhvervskvalifikationer vil skabe et sluttet system for kvalitetssikring. Hvis undtagelsesbestemmelserne i artikel 17, stk. 8, kun gælder for Del II i forslaget om gensidig anerkendelse af erhvervskvalifikationer, er det fortsat uklart, hvordan opgaverne f.eks. skal fordeles mellem de såkaldte nationale kontaktpunkter fastsat i artikel 53 i ovennævnte forslag og de planlagte »One-Stop-Shops« (Artikel 6). Hvis det handler om myndigheder med én og samme funktion, bør man allerede i forbindelse med udarbejdelsen af begge direktivforslag sørge for at anvende den samme betegnelse.

3.3.5

Man bør klargøre, hvorvidt og i så fald hvordan direktivets anvendelsesområde — især med hensyn til oprindelseslandsprincippet — bør afgrænses mere nøjagtigt fra national lovgivning inden for områder som beskatning og strafferet for at undgå eventuelle lovkonflikter inden for medlemsstaterne. I visse medlemsstater har f.eks. revisorer, skatterådgivere og advokater strafferetlig sanktioneret tavshedsret og –pligt over for undersøgelsesmyndigheder, hvorimod de i andre medlemsstater har en — om end begrænset — pligt til at udlevere oplysninger og endog angive klienter. I det tilfælde hvor en tjenesteyder skal afgive oplysninger i et bestemt land, men under oprindelseslandsprincippet er berettiget, ja endog forpligtet til at afstå herfra, er det så tilladt tjenesteyderen at sætte sig ud over det pågældende lands strafferet? Strafferet og skatteret hører ind under medlemsstaternes og ikke EU's kompetenceområde, hvilket betyder, at det kræver en entydig juridisk afgrænsning, således at man undgår uønskede konsekvenser for brugerne.

3.3.6

På samme måde bør man nøje undersøge, om man kan koordinere de sociale systemer med finansieringspligt, samtidig med at oprindelseslandsprincippet gælder. I de tilfælde, hvor oprindelseslandsprincippet risikerer at undergrave de nationale systemer for social sikkerhed og sundhed, er en undtagelsesbestemmelse nødvendig.

3.3.7

Hvad angår sundhedssektoren påpeger udvalget, at man bør overveje inddragelsen af sygehussektoren nøjere. Måske kunne man via ad hoc-bestemmelser for lovpligtige forsikringsordninger skabe større overensstemmelse i EU-domstolens lovgivningspraksis om opnåelsen af omkostningsgodtgørelse i forbindelse med grænseoverskridende behandling — dog ikke inden for rammerne af dette direktivforslag.

3.3.7.1

Udvalget henstiller, at man med hensyn til social- og sundhedstjenester i første omgang afventer den bebudede meddelelse fra Kommissionen i 2005 for at opnå den nødvendige koordinering hermed. Det påpeger, at mange har gjort sig til talsmand for at tage denne beretning af dagsordenen.

3.3.8

På samme måde bør der findes en konsekvent afgrænsning af rækkevidden af Rådets 8. direktiv (som er under omarbejdelse) om godkendelse af personer, som har til opgave at udføre lovpligtig revision af regnskaber (art. 17, stk. 15). Dette er endnu ikke med al ønskelig tydelighed slået igennem i alle oversættelserne af Kommissionens forslag.

3.3.9

Klarlæggelsen i begrundelsen til direktivforslaget gående ud på, at bestemmelserne om fri bevægelighed for tjenester og fri etableringsret ikke skal finde anvendelse på virksomhed, som er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed (artikel 45 og 55 i EF-traktaten) bør indføjes i den bindende direktivtekst.

3.3.10

Vikararbejde udgør et yderst følsomt område, som udtrykkeligt bør holdes uden for hele direktivets anvendelsesområde. Der bør tilstræbes en harmonisering på EU-plan af de i denne sektor nødvendige nationale bestemmelser. Udvalget henviser i denne forbindelse til det bebudede forslag til direktiv om arbejdsvilkårene for vikaransatte. Ligeledes bør der tages hensyn til ILO-konvention nr. 181 om privat arbejdsformidling, hvor der i artikel 3, stk. 2, udtrykkeligt nævnes et autorisations- og godkendelsessystem for at beskytte arbejdstageren og sikre, at formidleren udfører et arbejde af høj kvalitet.

3.3.11

Visse medlemsstater har usædvanligt strenge lovbestemmelser om respekt for pressefriheden. Også her forekommer det udvalget nødvendigt nøjere at fastlægge anvendelsesområdet i forhold til direktivforslaget.

3.3.12

Ydermere skal Kommissionen gøre det helt klart, om forslaget også gælder for fjernsynstjenester og i så fald, hvordan den vil skabe overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet »Fjernsyn uden grænser«. Endvidere skal det gøres klart, om audiovisuelle tjenester i almindelighed og især dem, der ydes på specifik anmodning (»service on demand«) omfattes af forslaget, da de allerede er omfattet af specifik fællesskabslovgivning om visse retlige aspekter (direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel).

3.3.13

Efter EØSU's opfattelse bør disse tjenester på nuværende tidspunkt udtrykkeligt udelukkes fra direktivforslagets anvendelsesområde, især hvad angår dets bestemmelser om oprindelseslandsprincippet og begrebet etablering som en væsentlig koblingsfaktor og hovedkriteriet for identificeringen af de berørte medlemsstater.

3.4.1

Ideen med at forenkle procedurerne ved at skabe et enkelt (første) kontaktpunkt for tjenesteydere er positiv. Udvalget er dog betænkelig ved, at når det gælder den frie etableringsret, indebærer artikel 6 i direktivforslaget, at visse procedurer skal kunne afvikles på ét og samme sted f.eks. i forbindelse med etableringen af en virksomhed. Udvalget ser dog et problem i, at kravet om registrering i offentligt register (f.eks. handelsregister) indebærer, at kvikskranken må henvise til den ansvarlige registreringsmyndighed. Dette kan kvikskranken ikke selv udføre. Det skal klarlægges, hvordan samarbejdet mellem de såkaldte kvikskranker og eksisterende ansvarlige registreringsmyndigheder skal foregå i praksis.

3.4.2

I artikel 53 i direktivforslaget om anerkendelse af erhvervskvalifikationer taler man om kontaktpunkter, som skal fungere som centrale informationspunkter. I artikel 6 i det foreliggende direktivforslag taler man om såkaldte »kvikskranker« som centrale kontaktpunkter. Her er der behov for koordinering for at sikre, at skabelsen af forskellige nye kontorer ikke strider imod det overordnede mål, nemlig at sikre borgerne ret til lettilgængelig information i og om EU. Bekæmpelse af bureaukrati bør tillægges særlig opmærksomhed under den nye Kommissions mandatperiode. Skabelsen af nye bureaukratiske byrder i de enkelte medlemsstater bør undgås.

3.4.3

Desuden skal spørgsmålet om kvikskrankens ansvar klargøres, når der gives ufuldstændige eller sågar falske oplysninger. Det kunne under visse omstændigheder få negative konsekvenser for tjenesteyderen, hvis en bestemt tilladelse glemmes, og der således forekommer lovbrud. Manglende kontrol med at ansvarsbeskyttelsen er tilstrækkelig, kan også få negative konsekvenser for forbrugerne.

3.5.1

Udvalget føler, at man først bør skabe forudsætningerne for en generel anvendelse af oprindelseslandsprincippet i form af en differentieret tilgang, hvor man prioriterer en harmonisering med høje arbejdstager-, forbruger- og miljønormer inden for de enkelte sektorer. På denne måde kan det indre marked gennemføres på et rimeligt niveau.

3.5.2

Det generelle gyldighedsområde for oprindelseslandsprincippet som fastlagt i artikel 16 i direktivforslaget og de nævnte undtagelser i artikel 17 er kernen i direktivforslaget. Det passer dog kun på typer af tjenester, som kan standardiseres ligesom varer, og hvor lovgivningsharmoniseringen er så langt fremskreden, at man undgår konkurrenceforvridning, social dumping og mistilid hos forbrugerne. Man må erkende, at der er områder, hvor der endnu ikke er blevet udarbejdet standarder, og hvor det endog er umuligt at gøre det (såkaldte ikke-specificerbare tjenester).

3.5.3

Udvalget mener derfor, at det er for tidligt at anvende oprindelseslandsprincippet på området for grænseoverskridende tjenester. Princippet om oprindelsesland forudsætter, at man kan gå ud fra sammenlignelige, faktiske og retlige omstændigheder. Udvalget føler, at det kun vil være muligt at anvende oprindelseslandsprincippet effektivt, hvis der hersker juridisk sikkerhed og klarhed om dets anvendelsesområde. At lade oprindelseslandsprincippet gælde uden en rimelig overgangsperiode ville derfor give anledning til problemer især i betragtning af, at man ifølge udvalget endnu ikke har udnyttet alle de forhåndenværende muligheder for sektoriel harmonisering. Dette kan føre til konkurrence mellem forskellige systemer, hvilket kan svække forbruger-, arbejdstager- og miljønormer, eftersom der fortsat er forskel på de retlige, sociale og sundhedsmæssige systemer i EU. Med den sektorielle tilgang i form af harmonisering kan man specielt på særligt sårbare områder opnå en bedre tilpasning til det indre markeds krav end gennem en rent horisontal tilgang, som gennemføres alt for tidligt. Under medvirken af alle berørte grupper — især forbrugerorganisationer, arbejdsmarkedets parter m.fl. — skal det inden for rammerne af en omfattende konsekvensanalyse, der også omfatter de sociale og miljømæssige aspekter, undersøges, hvorvidt de enkelte sektorer er egnet til, at oprindelseslandsprincippet indføres. Eftersom harmoniseringsforanstaltninger er mindst lige så vigtige midler til at gennemføre det indre marked, bør der inden for en rimelig tidsfrist ske en tilpasning af bestemmelserne på de områder, hvor medlemsstaterne har særlige sundheds-, social- og erhvervspolitiske retningslinjer. I en mellemfase skal Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet tage stilling til, om der er vedtaget og gennemført tilstrækkelige harmoniseringsbestemmelser på disse områder. Afhængigt af, hvor langt man er nået med harmoniseringen af lovgivningen, bør man en sidste gang kunne give en yderligere frist for at tilnærme medlemsstaternes lovgivning. Denne metode har — sammen med en nøje definition af disse særlige tjenesteydelser (f.eks. de der ydes af de frie erhverv) — efter udvalgets opfattelse den fordel, at man gradvist kan og må forberede de berørte grupper før overgangen til oprindelseslandsprincippet, som kommer til at gælde efter overgangsperioden og dermed muliggøre den endelige gennemførelse af det indre marked. Dette gælder også for sam- og selvreguleringsmekanismer.

3.5.4

Udvalget føler, at man bør overveje, om det ville være nyttigt at oprette et centralt autonomt register over forseelser og overtrædelser inden for regulerede erhverv i den grænseoverskridende handel med tjenesteydelser, og hvis indhold der er umiddelbar adgang til. De ansvarlige myndigheder skal indføre oplysninger om erhvervsrelaterede forseelser i registret. Formålet med registret er at gøre kommunikationen mellem de relevante nationale myndigheder så hurtig og ubureaukratisk som mulig. Men det skal også sikre en effektiv overvågning og disciplinering af aktørerne på markedet.

3.5.5

I direktivforslaget fastslås det, at oprindelsesmedlemsstaten skal have ansvaret for overvågningen af tjenesteyderen og hans tjenester, også hvis disse tjenester ydes i en anden medlemsstat. Denne regel lægger et tungt ansvar og en stor arbejdsbyrde på oprindelseslandet og dets kompetente myndigheder. I artikel 6 b) i direktivforslaget om gensidig anerkendelse af erhvervskvalifikationer understreges allerede behovet for, at aktiviteter inden for grænseoverskridende tjenester, der kræver visse kvalifikationer, anmeldes til værtslandet. Ydermere kan det føre til uventede konkurrencefordrejninger, hvis en tjenesteyder flytter til en anden medlemsstat med strammere regler. Sådanne konkurrencefordrejninger kunne ifølge udvalget undgås med en gradvis tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning til mindstenormer for en rimelig beskyttelse af forbrugere, arbejdstagere og miljø. Det skal nøje fastslås, under hvilke betingelser og regler der vil blive ført tilsyn med tjenesteydere, som opererer i en anden medlemsstat, så forbrugeren kan være sikker på, at de udbudte tjenester er i overensstemmelse med gældende lovgivning.

3.5.6

Oprindelseslandsprincippet kan kun fungere, hvis de nationale myndigheder er velorganiserede også på regionalt og lokalt plan. De nuværende elektroniske kontrolstrukturer og samarbejdsnet er utilstrækkeligt integrerede. Den planlagte erhvervskontrol, som oprindelsesstaten skal gennemføre (i henhold til artikel 36 og 37 i direktivforslaget skal denne foregå i samarbejde mellem oprindelseslandet og værtslandet) ser ikke ud til at blive effektiv.

3.5.7

I øvrigt mener udvalget, at forsinkelser på grund af sproglige hindringer og længere kommunikationsveje ikke vil gavne den forbruger, som berøres eller skades af dårlig service. Det er afgørende at sikre forbrugerne et enkelt og effektivt middel til indgivelse af klager og til sikring af deres rettigheder i tilfælde af dårlig udført tjeneste. Ifølge direktivforslaget kan de ansvarlige myndigheder i værtslandet for øvrigt ikke selv handle aktivt, eftersom de ikke regelmæssigt informeres om, under hvilket navn den fremmede tjenesteyder handler med forbrugerne i værtslandet, hvilken form for ansvarsforsikring, der gælder osv. Meddelelsespligten og de disciplinære beføjelser hos de ansvarlige myndigheder i værtslandet bør derfor i det mindste suppleres. Dette skulle kunne ske gennem det foreslåede centralregister. Forslag til ændringer i denne henseende er også allerede blevet fremført i forbindelse med lovgivningsproceduren om forslag til et direktiv om anerkendelse af erhvervskvalifikationer i forbindelse med førstebehandlingen i Europa-Parlamentet.

3.5.8

Sluttelig frygter udvalget, at direktivforslaget til trods for delvise undtagelser i artikel 17, stk. 20-23, hindrer, at man med held skaber et ensartet juridisk instrument for kontraktmæssige og ikke-kontraktmæssige forpligtelser som fastsat i Rom I-forordningen og den foreslåede Rom II-forordning. Begge forordninger følger en universel tilgang, idet international privatret anvendes på samme måde både inden for EU og i tredjelande, hvilket skaber retsklarhed for alle kontraktparter.

3.6.1

Formålet med udstationeringsdirektivet 96/71/EF af 16. december 1996 er at øge mulighederne for, at virksomheder kan yde tjenester i andre medlemsstater samtidig med, at visse sociale minimumsnormer for arbejdstagerne håndhæves. I udstationeringsdirektivet fastsættes den praktiske samordning af arbejds- og beskæftigelsesvilkårene for udstationerede arbejdstagere. Kommissionen har derfor i artikel 17, stk. 5, i direktivforslaget foreslået en undtagelse fra oprindelseslandsprincippet for udstationeringsdirektivet og dermed vist, at en tydelig afgrænsning af anvendelsesområderne er ønskværdig. Efter nærmere undersøgelse af artikel 24 og 25 i det foreliggende direktivforslag tvivler udvalget dog på, at formuleringen af den tilsigtede undtagelse er klar og vidtrækkende nok.

3.6.1.1

Forholdet mellem direktivet om udstationering af arbejdstagere og tjenesteydelsesdirektivet har opkastet en lang række spørgsmål. Disse spørgsmål er forskellige fra land til land afhængig af forskelle i arbejdsmarkedssystemer. Arbejdsmarkedsparternes synspunkter på både EU- og nationalt plan bør omhyggeligt medtages, hvis et tjenesteydelsesdirektiv skal være acceptabelt.

3.6.1.2

Tjenesteydelsesdirektivet må ikke berøre fagforeningernes rettigheder, retten til at organisere sig og kollektive lønforhandlinger, herunder arbejdsmarkedsparternes ret til at indgå kollektive overenskomster eller retten til arbejdsnedlæggelser. Vi foreslår, at dette gøres klart i artikel 3. Arbejdere fra en anden medlemsstat må ikke behandles ringere end arbejdere fra det land, som arbejdet udføres i. Dette fremgår helt klart af det anti-diskrimineringsperspektiv, som ligger til grund for EU-traktaterne. Løn og arbejdsvilkår skal derfor i alt væsentligt være underlagt de regler, som gælder i det land, hvor arbejdet udføres. Kontrollen med overholdelsen af disse regler på alle væsentlige områder skal, hvis den skal være effektiv, foregå på arbejdspladsen. Tjenesteydelsesdirektivet skal derfor gøre det klart, at formålet med direktivet om udstationering af arbejdstagere er at beskytte arbejdstagerne, og at det i henhold til dette direktiv er fuldt tilladt at operere med bedre regler end de obligatoriske minimumskrav for arbejdstagere i et givet land.

3.6.2

Udvalget er af den overbevisning, at forbuddet mod kontrolforanstaltninger i artikel 24 og 25 i direktivforslaget gør undtagelsesbestemmelsen i artikel 17, stk. 5, absurd. Det er nemlig fortsat uklart, hvordan oprindelseslandet skal få kendskab til eventuelle forseelser i udstationeringslandet, der ikke længere må føre kontrol eller påtale overtrædelserne. Selv om dette skulle være muligt, er det uklart, hvordan oprindelseslandet skal kunne virke i et fremmed land uden for sin jurisdiktion. Udstationeringsdirektivet gør det derimod muligt for medlemsstaten at fastsætte, hvilke forklaringer man kan kræve af virksomheder i udstationeringslandet (f.eks. i forbindelse med offentlige indkøbskontrakter), hvem der på nationalt plan er bemyndiget til at modtage notificeringer om bøder og klagemål, og hvor detaljeret jobannoncer skal formuleres. Sådan bør det også fortsat være.

3.6.3

Et bedre samarbejde mellem myndighederne i oprindelseslandet og udstationeringslandet er klart ønskeligt i fremtiden og bør fremmes. I praksis har der dog vist sig et andet billede, og EØSU mener ikke, at der tages tilstrækkeligt hensyn til dette i direktivforslaget. EØSU konkluderer, at samarbejdet mellem oprindelseslandet og udstationeringslandet skal gøres mere specifikt og klart i tjenestedirektivet.

3.6.4

Ved grænseoverskridende udstationering af arbejdstagere fra tredjelande er det ifølge direktivforslaget oprindelseslandets opgave at garantere, at tjenesteyderen kun udsender arbejdstagere, hvad enten de er EU-borgere eller ej, som opfylder vilkårene for bopæl og lovlig beskæftigelse i overensstemmelse med lovgivningen i oprindelseslandet. Værtsmedlemsstaten skal hverken underkaste arbejdsgiveren eller tjenesteyderen forebyggende kontrol! Konsekvenserne af forslaget vil sikkert skabe problemer, der er sammenlignelige med de ovenfor nævnte. Også i denne henseende bør det gøres klart i direktivet, at den nuværende retssituation skal fastholdes.

3.7.1

Udvalget erkender, at man ved at gøre det obligatorisk for tjenesteydere, hvis tjenester kan indebære sundhedsmæssige, sikkerhedsmæssige eller økonomiske risici for klienten, at tegne en ansvarsforsikring, kan være med til at øge forbrugerens tillid. Fastlæggelsen af ensartede EU-bestemmelser om obligatorisk ansvarsforsikring er også tilrådeligt for at sikre lige konkurrencevilkår for alle tjenesteydere. Ser man imidlertid på alle argumenter for og imod obligatorisk forsikring, kan sidstnævnte dog kun motiveres, hvis der er et overordnet behov for at beskytte tredjepart eller forbrugerne. Allerede i direktivet skal det fastlægges, hvilke erhverv og brancher, som berøres. Det kræves også, at bestemmelserne er tilstrækkeligt fleksible til, at man kan tage hensyn til individuelle risikosituationer og forsikringsbehovet hos de mange potentielle forsikringstagere.

3.8.1

Udvalget er overbevist om, at en videnbaseret servicesektor tvinger de konkurrerende virksomheder til konstant at videreuddanne sig. De vil kun kunne klare sig, hvis de opretholder de seneste videnskabelige og tekniske standarder. Kvalitetsmærkning og certifikater kan dog kun medføre den nødvendige kvalitetssikring, hvis forbrugeren er klar over, hvilke standarder der ligger bag disse certifikater. For at opnå udbredt anerkendelse kræver det en vis bekendthedsgrad. Ellers mangler den åbenhed, som forbrugerne behøver. Forbrugerne bør ligeledes på en klar og gennemsigtig måde oplyses om kvalitetsbedømmelserne af de udbudte tjenesteydelser. Indførelsen på markedet af mange nye kvalitetsmærkninger, som forbrugerne ikke kender, kan føre til en udvanding af dette system og vil ikke have nogen indflydelse på, hvorvidt forbrugerne sikres de nødvendige oplysninger.

3.9.1

Som allerede antydet i artikel 26, stk. 3, i direktivforslaget bør der også herske åbenhed med hensyn til prisinformation og prisberegning. Ifølge udvalget bør man overveje åbenhed om priserne, ikke blot på anmodning af kunderne (»business to consumer«), men automatisk, når ordren afgives. En måde, hvorpå man kunne opnå denne gennemsigtighed på, ville være at fastlægge bestemmelser om faste gebyrer og omkostninger, som er forenelige med EU-lovgivningen. Dette ville dog ikke nødvendigvis gælde for transaktioner mellem erhvervsvirksomheder (»business to business«).

3.10.1

Udvalget ser positivt på, at alle procedurer i princippet skal gennemføres elektronisk. Dette er en fremtidsorienteret og generelt set positiv udvikling. Man må dog ikke glemme, at originaler eller autoriserede oversættelser af originaler af væsentlige dokumenter som f.eks. eksamensbeviser, registeruddrag osv., kun kan fremlægges elektronisk, hvis deres ægthed kan bevises med en anerkendt signatur eller lignende. Dette fremgår allerede af begrænsningen i direktivforslagets artikel 5. Dette kan endnu ikke lade sig gøre med almindelige elektroniske kommunikationssystemer, og de relevante tekniske forudsætninger skal tilvejebringes i alle medlemsstater (jf. udvalgets behandling af spørgsmålet om moderne medier og kommunikation).

3.11.1

For udvalget er det vigtigt, at forbrugerne har adgang til omfattende pakkeløsninger i tilfælde af tværfagligt samarbejde om leveringen af tjenesteydelser. På grund af visse tjenesteyderes særstilling i visse landes retssystemer, må man dog tage hensyn til, at de retslige bestemmelser for samarbejdet er vigtige. Samarbejde er kun muligt, hvis de rettigheder og pligter hvad angår fortrolighed, der gælder for visse tjenesteydere, er de samme for alle de, der arbejder i et givent kontor. Ellers er der risiko for at krænke den enkelte forbrugers rettigheder, som er fastlagt i den europæiske charter om grundlæggende rettigheder.

3.12.1

Forslaget om at indføre adfærdskodekser på EU-plan støttes. Som følge af de forskellige nationale bestemmelser til regulering af udøvelsen af erhverv og erhvervspraksis er adfærdskodekser en af flere muligheder for at garantere kvaliteten af den ydede tjeneste. Tjenesteydere kan frivilligt opstille kvalitetskriterier, men disse er ikke juridisk bindende. Dette indebærer ikke, at kriterierne ikke har nogen virkning, men det begrænser deres håndhævelse. De juridiske forbehold, der eksisterer i mange medlemsstater, gør det vanskeligt at håndhæve sådanne aftaler.

3.13.1

I det udvidede EU findes der mange forskellige systemer for social sikkerhed, som er blevet skabt over en lang periode i snævert samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Udveksling af gode erfaringer har været den væsentligste måde at fremme de sociale sikringssystemers udvikling. Dette har også konsekvenser for direktivforslaget om tjenester på det indre marked. Man må sikre sig, at fælles socialpolitiske resultater ikke undergraves.

3.13.2

Det siger sig selv, at arbejdsmarkedets parter har en naturlig og stærk rolle at spille i forbindelse med udviklingen af tjenestesektoren. Men i denne sammenhæng skal det dog påpeges, at arbejdstagerorganisationerne ikke udtrykkeligt er indbefattet i høringen af de »berørte parter«, som nævnes i direktivforslaget. EØSU understreger kraftigt, at arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund skal høres, når dette er relevant i forbindelse med udviklingen af tjenestesektoren. Egne initiativer fra parternes side er også altid velkomne.

3.13.3

Et særligt vigtigt punkt i denne forbindelse er den kendsgerning, at man i direktivforslaget ikke tager hensyn til, at kollektive overenskomster i visse EU-medlemsstater har overtaget lovgivningens rolle. Dette indebærer i praksis, at kollektive aftaler har samme retskraft som traditionel lovgivning. Dette er frem for alt tilfældet i de nordiske lande, hvor det er almindelig praksis at forhandle løn og arbejdsvilkår kollektivt. Direktivforslaget skal ændres således, at kollektive aftaler udtrykkeligt anerkendes som et instrument til opfyldelsen af direktivforslagets forpligtelser.

3.14.1

De begrænsninger, som foreslås i medlemsstaternes muligheder for at indføre og bibeholde deres eget autoriseringssystem, er meget strenge og vil få konsekvenser for flere medlemsstater. Det rejser uvægerligt det spørgsmål, om det influerer på medlemsstaternes muligheder for at kræve, at nationale regler skal gælde f.eks. på social-, sundheds- og miljøområdet. Staternes frihed til at vælge og de nationale, regionale eller lokale myndigheders ret til at beslutte er væsentlige elementer i forbindelse med udformningen af kvalitets- og sikkerhedsstandarder i social- og sundhedssektoren. Magten til at udforme socialpolitikken hænger også sammen med muligheden for at indføre vilkår og stille krav til lokale tjenesteydere.

3.15.1

Ifølge artikel 2 i direktivforslaget undtages skatte- og afgiftsområdet fra direktivets anvendelsesområde. Udvalget ønsker at påpege, at en af de vigtigste hindringer for virkeliggørelsen af det indre marked fortsat består i, at skattebestemmelserne i medlemsstaterne ikke håndhæves ens. Harmoniserede bestemmelser på fællesskabsniveau kan her føre til tilpasninger på visse punkter. Heller ikke på dette område er oprindelseslandsprincippet fuldt ud anvendeligt: Således foreslår Europa-Kommissionen i forbindelse med reformen af det sjette momsdirektiv, at tjenester, som udføres af en skattepligtig, beskattes i værtslandet og ikke i oprindelseslandet. Selv om det ville være nyttigt eller endog nødvendigt, mangler der sammenhæng i forbindelse med forenklingen af den grænseoverskridende ydelse af tjenester.

4.1

Udvalget ser med tilfredshed på Kommissionens målsætning med forslaget til et direktiv om tjenesteydelser på det indre marked, nemlig at virkeliggøre det indre marked og tage yderligere skridt til at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed (Lissabon-strategien). Markedet for tjenesteydelser har en vigtig multiplikatoreffekt i forbindelse med skabelsen af arbejdspladser og økonomisk vækst i hele EU. Desuden kan virkeliggørelsen af det indre marked for tjenesteydelser blive en betydelig gevinst for forbrugerne i form af lavere priser og større udvalg. Udvalget mener i øvrigt, at de ændringer og afklaringer, som foreslås i denne udtalelse, bør indarbejdes i direktivforslaget, således at dette mål også virkelig kan nås.

4.2

De centrale punkter i udtalelsen er følgende:

4.2.1

Harmonisering af visse tjenester i en tofaset overgangsperiode: Udvalget mener, at det er for tidligt at anvende oprindelseslandsprincippet på området for grænseoverskridende tjenester. Rent generelt henstiller udvalget, at man ser nærmere på muligheden for at anvende oprindelseslandsprincippet på forskellige sektorer som f.eks. sundhedssektoren. Hvor det som helhed synes muligt at anvende oprindelseslandsprincippet, bør man tage hensyn til følgende: Harmonisering og oprindelseslandsprincippet er mindst lige så vigtige som instrumenter til at skabe det indre marked. For visse aktiviteter — som skal fastlægges separat — inden for det nationale sundhedssystem, frie erhverv og andre følsomme områder er i en overgangsperiode i det mindste en harmonisering at foretrække. Udvalget er på nuværende tidspunkt betænkelig ved, at den umiddelbare anvendelse af oprindelseslandsprincippet vil resultere i en »udvanding« af normerne. De nye bestemmelser bør være så brugervenlige og klart struktureret som muligt, således at gennemførelsen kan ske gnidningsløst og uden komplikationer. Det samme gælder for sam- og selvreguleringsmekanismerne.

4.2.2

Spørgsmål i forbindelse med den sociale dimension: Direktivforslaget må ikke føre til, at den eksisterende sociale beskyttelse, løn- og sikkerhedsnormer på arbejdspladsen sænkes især de, der er fastlagt i udstationeringsdirektivet. De nationale lønforhandlingsordninger og kollektive overenskomster herunder også den nationale gennemførelse af det dermed forbundne udstationeringsdirektiv (direktiv 96/71/EF) bør ikke forringes. Medlemsstaterne bør kunne fastlægge en bindende definition af begreberne arbejdstagere, selvstændige og falske selvstændige, således at gennemførelsen af direktivet om udstationering af personale bliver ensartet samtidig med, at rækkevidden af oprindelseslandsprincippet begrænses. Desuden bør det være op til medlemsstaterne at fastlægge generelle arbejdsvilkår, som skal gælde for de berørte indenlandske arbejdstagere såvel som indvandrere og udstationeret personale. Om nødvendigt kunne man udpege en medarbejder til lokal repræsentant, som skulle have til opgave at stille de dokumenter, som kræves for lokal beskæftigelse, til rådighed.

4.2.3

Anvendelsesområde og lovvalgsnormer: bestemmelserne om anvendelsesområde, undtagelser og lovvalgskonflikter i forbindelse med anvendelsen af oprindelseslandsprincippet på grænseoverskridende tjenestehandel bør fastlægges nøjere og afgrænses klarere indbyrdes. Direktivets anvendelsesområde skal afgrænses klart fra det planlagte direktiv om anerkendelse af erhvervskvalifikationer, og det afklares, hvorvidt og hvordan man f.eks. kan undgå konflikter mellem oprindelseslandsprincippet — som har forrang i henhold til direktivforslaget — og de sociale, skattemæssige og strafferetlige bestemmelser i værtslandet. Manglende overensstemmelse med eksisterende lovgivning skal for enhver pris undgås. Især bør Rom I- og Rom II-konventionerne heller ikke anfægtes. I mange tilfælde løses tvister mere klart ved henvisning til den internationale privatret. I afventning af en EU-ramme bør ingen ydelser af almen interesse omfattes af tjenestedirektivet.

4.2.4

Et centralt register for grænseoverskridende virksomhed: Ifølge udvalget bør man overveje, om oprettelsen af et centralt register for hele EU til indførelse af pålæg og forseelser konstateret under gennemførelsen er en effektiv og nyttig måde at opfylde de i direktivforslaget fastlagte krav til kontrol med visse tjenesteydere som f.eks. de frie erhverv.

4.2.5

Forbedring af de empiriske opgørelsesmetoder: Instrumenter til at opgøre strømmen af tjenester på det indre marked skal revideres og forbedres, således at man bedre kan sætte ind og vurdere forskellige foranstaltninger.

4.2.6

Kvalitetssikring og åben prisfastsættelse: Forbrugerbeskyttelsen bør opretholdes via systemer til kvalitetssikring og i givet fald ved indførelse af obligatorisk forsikring. Når det gælder den grænseoverskridende handel med tjenester, bør man sørge for, at private forbrugere får en idé om, på hvilke vilkår og til hvilken pris en tjeneste ydes uden at skulle spørge specifikt herom. Fastlæggelsen af faste afgifter og gebyrer var en løsningsmulighed på betingelse af, at dette er foreneligt med EU-lovgivningen.

4.2.7

Tilnærmelse af beskatningsbestemmelserne: Ved siden af mange små reelle eller påståede hindringer er det medlemsstaterne og kommunerne, som selv kontrollerer de vigtigste hindringer mod gennemførelsen af det indre marked: de mange love om skatter og afgifter og den inkonsekvente gennemførelse heraf. Udvalget minder om, at denne situation fortsat kræver medlemsstaternes fulde opmærksom i fremtiden.

5.

Alt i alt bør udvalget, bl.a. i sit »PRISME«-projekt, mere aktivt fremhæve de positive aspekter af det indre marked, navnlig i forhold til de små og mellemstore virksomheder og selvstændige. Hvis der fra tjenesteleverandørernes og forbrugernes side ikke er en udbredt overbevisning om det indre markeds fordele, bliver det efter udvalgets opfattelse ikke muligt at aktivere vækstpotentialet i tjenestesektoren.