Appel iværksat den 12. juli 2018 af Ungarn til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 25. april 2018 i de forenede sager T-554/14 og T-555/15, Ungarn mod Europa-Kommissionen

(Sag C-456/18 P)

(2018/C 301/29)

Processprog: ungarsk

Parter

Appellant: Ungarn (ved M.Z. Fehér og G. Koós, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for sin appel har den ungarske regering i det væsentlige fremsat tre anbringender i overensstemmelse med de kriterier, som Domstolen har udviklet i sin priksis.

For det første er den ungarske regerings appel støttet på, at Retten anvendte lovgivningen fejlagtigt ved undersøgelsen af anbringenderne, som er indbyrdes forbundne.

For det andet foretog Retten med hensyn til begrundelsespligten en urigtig og uretmæssig vurdering af artikel 296 TEUF og chartrets artikel 46, stk. 1.

For det tredje har den ungarske regering påberåbt sig et urigtigt skøn, som førte til, at der ikke blev taget behørigt hensyn til de af Ungarn anførte klagepunkter, og at der blev anlagt en forkert fortolkning af de argumenter, som Ungarn havde fremført i forbindelse med sit søgsmål.

Ifølge den ungarske regering opfyldte Kommissionen ikke fuldstændigt de relevante procedureregler og begrundelsesregler i forbindelse med vedtagelsen af de omtvistede afgørelser, de faktiske omstændigheders materielle nøjagtighed var ikke passende, og Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn og overskred sin kompetence. Selv om en undersøgelse af alt dette var omfattet af Rettens kompetenceområde, undlod denne at foretage en sådan undersøgelse, eller den foretog ikke undersøgelsen på behørig vis.

Den ungarske regering har gjort gældende, at Retten derfor for det første anlagde en forkert fortolkning af artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) 659/1999 (1) og anvendte Domstolens praksis om denne bestemmelse forkert. For det andet anlagde Retten et urigtigt skøn, da den efter den ungarske regerings opfattelse foretog en forkert vurdering af det argument, som var fremført med hensyn til de krav, der følger af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, og heraf med urette drog den konklusion, at det ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt ikke var væsentligt, at der forelå overensstemmelse med Kommissionens tidligere afgørelser eller med sin egen praksis. Retten anlagde heller ikke en korrekt fortolkning af den ungarske regerings argument om opfyldelsen af statsstøttebetingelserne, og den så bort fra dette relevante argument, herunder med hensyn til indstillingen. Endelig tilsidesatte Retten ligeledes sin begrundelsespligt ved i strid med det argument, som Kommissionen havde fastholdt under hele sagen, at fastslå, at det med henblik på ved afgørelserne at påbyde indstilling af en anvendelse var et krav, at Ungarn ikke havde til hensigt at gennemføre dette, og at sidstnævnte var behørigt begrundet i Kommissionens afgørelser.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT 1999, L 83, s. 1).