14.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/4

1)

Artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«), sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra a), og med artikel 1, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli 1998, skal fortolkes således, at en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, der leveres af en operatør af et kommunikationsnetværk og består i at stille dette gratis til offentlighedens rådighed, udgør en »informationssamfundstjeneste« som omhandlet i denne første bestemmelse, når den udføres af den omhandlede tjenesteyder for at reklamere for varer, som denne sælger, eller tjenesteydelser, som denne leverer.

2)

Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31 skal fortolkes således, at det, for at den tjeneste, der er omhandlet i denne bestemmelse, og som består i at levere adgang til et kommunikationsnetværk, kan anses for at være leveret, kræves, at denne adgang ikke overskrider rammen for den tekniske, automatiske og passive proces, der sikrer gennemførelsen af den krævede transmission af information, idet ingen yderligere krav skal være opfyldt.

3)

Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31 skal fortolkes således, at den betingelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 14, stk. 1, litra b), ikke finder analog anvendelse på nævnte artikel 12, stk. 1.

4)

Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra b), skal fortolkes således, at der ikke stilles andre krav ud over det, der er nævnt i denne bestemmelse, til den tjenesteyder, der leverer adgangen til et kommunikationsnetværk.

5)

Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en person, der har lidt skade i forbindelse med krænkelsen af sine rettigheder til et værk, kan kræve erstatning af en udbyder af netværksadgang under henvisning til, at en af disse adgange er blevet anvendt af tredjemand til at krænke personens rettigheder, samt betaling af omkostninger til fremsættelse af påkrav og retsafgifter i forbindelse med dennes erstatningskrav. Denne bestemmelse skal derimod fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at denne person nedlægger påstand om forbud mod fortsættelse af denne krænkelse samt betaling af omkostninger til fremsættelse af påkrav og retsafgifter i forhold til en udbyder af adgang til et kommunikationsnetværk, hvis tjenesteydelser er blevet anvendt til at begå denne krænkelse, for så vidt som disse påstande tilsigter eller følger vedtagelse af et påbud, der er udstedt af en myndighed eller en national ret om, at denne leverandør skal undlade at muliggøre en fortsat krænkelse.

6)

Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2000/31, sammenholdt med direktivets artikel 12, stk. 3, og under hensyntagen til de krav, der følger af beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder samt til reglerne i direktiv 2001/29 og 2004/48, skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for udstedelsen af et påbud, der som det i hovedsagen omhandlede kræver, at en leverandør af adgang til et kommunikationsnetværk, der gør det muligt for offentligheden at få internetforbindelse, under trussel om tvangsbøde forhindrer tredjemand i ved hjælp af denne internetforbindelse at stille et bestemt ophavsretligt beskyttet værk eller dele deraf til offentlighedens rådighed ad elektronisk vej via fildeling på internettet (peer-to-peer), når denne leverandør har valget mellem de tekniske foranstaltninger, der skal træffes for at efterkomme dette påbud, selv om dette valg begrænser sig til den ene foranstaltning, der består i at sikre internetforbindelsen ved hjælp af et password, forudsat at brugerne af dette netværk har pligt til at afsløre deres identitet for at opnå det påkrævede password og dermed ikke kan handle anonymt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.