9.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/11

1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/10/EF af 6. februar 2003 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser (støj) (17. særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/30/EF af 20. juni 2007, skal fortolkes således, at arbejdsgiveren i en virksomhed, hvori arbejdstagernes daglige støjeksponeringsniveau overstiger 85 dB(A) som målt uden hensyntagen til virkningen af personlige høreværn, ikke opfylder de forpligtelser, der er fastsat i direktivet, blot ved udlevering af sådanne høreværn til arbejdstagerne, der gør det muligt at nedsætte den daglige støjeksponering til under 80 dB(A), da arbejdsgiveren er forpligtet til at iværksætte et program med tekniske eller organisatoriske foranstaltninger, som tager sigte på at begrænse eksponeringen for støj til et niveau, der ligger under 85 dB(A), målt uden at tage hensyn til anvendelsen af personlige høreværn.

2)

Direktiv 2003/10, som ændret ved direktiv 2007/30, skal fortolkes således, at det ikke kræver, at en arbejdsgiver skal udbetale et løntillæg til arbejdstagere, der er udsat for et støjniveau, der ligger over 85 dB(A) som målt uden hensyntagen til virkningen af personlige høreværn, alene af den årsag, at arbejdsgiveren ikke har iværksat et program med tekniske eller organisatoriske foranstaltninger, som tager sigte på at begrænse det daglige støjniveau. De nationale retsforskrifter skal imidlertid indeholde passende mekanismer, der sikrer, at en arbejdstager, der er udsat for et støjniveau, der ligger over 85 dB(A) som målt uden hensyntagen til virkningen af personlige høreværn, kan gøre gældende, at arbejdsgiveren skal overholde de forebyggende forpligtelser, der er fastsat i direktivets artikel 5, stk. 2.