Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62008TN0094

Sag T-94/08: Sag anlagt den 22. februar 2008 — Centre de coordination Carrefour mod Kommissionen

EUT C 92 af 12.4.2008, p. 43–44 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

12.4.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 92/43


Sag anlagt den 22. februar 2008 — Centre de coordination Carrefour mod Kommissionen

(Sag T-94/08)

(2008/C 92/86)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Centre de coordination Carrefour SNC (Bruxelles, Belgien) (ved avocats X. Clarebout og K. Platteau)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutning annulleres, idet den ikke indeholder en overgangsregel som krævet i Forum 187-dommen (1).

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen erklærede ved beslutning nr. 2003/757/EF af 17. februar 2003 Belgiens støtteordning til fordel for koordinationscentre, som er hjemmehørende i Belgien, uforenelig med det indre marked (2). Denne beslutning blev annulleret ved Domstolens dom af 22. juni 2006 (3) (herefter dommen i sagen Belgien og Forum 187 mod Kommissionen) i det omfang den ikke indeholdt overgangsforanstaltninger for så vidt angår visse koordinationscentre, med hensyn til hvilke ansøgningen om støtte i henhold til den omhandlede ordning verserede på datoen for meddelelsen af denne beslutning, eller hvis godkendelse udløb samtidig med eller kort efter beslutningens meddelelse. Sagsøgeren i nærværende sag er et af de koordinationscentre, der henvises til i dommens konklusion.

Kommissionen vedtog den 13. november 2007 en ny beslutning K(2007) 5416 endelig udg., hvorved den ændrede beslutning nr. 2003/755/EF og erklærede den belgiske lov — der blev vedtaget efter dommen i sagen Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, som tilsigter at gøre det muligt indtil udgangen af 2010, at forlænge den overgangsperiode, hvorunder de centre, der er nævnt i dommen, kan benytte sig af ordningen — uforenelig med det indre marked. Beslutning nr. K(2007) 5416 endelig udg. bestemmer endvidere, at denne overgangsperiode udløber den 31. december 2005. Det er denne beslutning, der er genstand for nærværende sag.

Sagsøgeren har gjort tre anbringender gældende til støtte for søgsmålet.

Sagsøgeren har principalt gjort gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, samt Kommissionens forpligtelse til at gennemføre foranstaltningerne indeholdt i dommen i sagen Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, eftersom den ikke bringer den forskelsbehandling til ophør, der blev konstateret i denne dom, da den overgangsperiode, der blev indrømmet sagsøgeren, er væsentligt kortere end den overgangsperiode, der blev indrømmet de centre, der befinder sig i en lignende situation som angivet af Domstolen. Sagsøgeren har gjort gældende, at den burde have været indrømmet en overgangsperiode, der udløber den 31. december 2010.

Sagsøgeren har subsidiært påberåbt sig, at retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er tilsidesat, idet den anfægtede beslutning har fastsat en overgangsperiode indtil den 31. december 2005, som har tilbagevirkende kraft, og som medfører, at sagsøgeren ikke havde haft tilstrækkelig tid til at tilpasse sig den ændrede ordning forud for denne dato. På den baggrund gør sagsøgeren subsidiært gældende, at den burde have været indrømmet en overgangsperiode, der tidligst udløber den 31. december 2009.

Sagsøgeren har mere subsidiært gjort gældende, at ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, da den anfægtede beslutning behandler sagsøgeren anderledes end fire koordinationscentre, der på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning, nr. 2003/757/EF, befandt sig i en sammenlignelig situation, men som opnåede en tidsubegrænset forlængelse af deres aftale. På baggrund af dette anbringende har sagsøgeren mere subsidiært gjort gældende, at den skulle have været indrømmet en overgangsperiode, der tidligst udløber den 31. december 2006.


(1)  Domstolens dom af 22.6.2006, forenede sager C-182/03 og C-217/03, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 5479.

(2)  EUT L 282, s. 25, berigtigelse EUT 2003 L 285, s. 52.

(3)  Jf. fodnote 1.


Top