11.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/1

Ordfører:

Plamen DIMITROV

1.1.

EØSU mener, at ulighederne med hensyn til indkomst og velstand i EU er blevet økonomiske og sociale udfordringer, som bør håndteres med passende foranstaltninger på nationalt niveau og med støtte i form af foranstaltninger på EU-niveau. Både på europæisk niveau og globalt rettes der mere opmærksomhed mod ulighederne med hensyn til indkomst. EØSU understreger imidlertid, at det også er nødvendigt at koncentrere sig om de uligheder med hensyn til velstand, som beror på mange flere variabler og har en meget mere langsigtet virkning. Dette forudsætter, at årsagerne til ulighederne og de faktorer, der ligger bag dem, afklares, og at der udformes politiske løsninger til at håndtere dem.

1.2.

Der skal foretages en omhyggelig analyse og vurdering af den præcise beskaffenhed af fordelingen af velstand i EU samt rettidige forebyggende indgreb, så de negative konsekvenser som den hastigt svindende »middelklasse« kan undgås, og så det forhindres, at et stigende antal mennesker falder ind under kategorien »arbejdende fattige« eller kommer »i risikozonen for fattigdom og social udstødelse«. Markedsøkonomien bør ikke kun betragtes som et middel til at opnå en stærk økonomisk vækst, men også som en af de mekanismer, der er nødvendige for at opfylde målsætninger, der er vigtige for samfundet.

1.3.

Medlemsstaternes vigtigste redskab til at fremme en rimelig omfordeling af merværdi for samfundet som helhed er finanspolitikken. Aktive arbejdsmarkedspolitikker, der medvirker til at skabe gnidningsløse overgangssituationer inden for uddannelse, erhvervsuddannelse og arbejdsliv, bør også være i centrum sammen med politikker vedrørende beskatning og sociale overførsler. EØSU anbefaler, at medlemsstaterne hurtigst muligt træffer foranstaltninger, der kan mindske ulighederne og sikre en rimelig omfordeling af ny merværdi i hele samfundet som helhed.

1.4.

EØSU mener, at der er behov for en velfungerende ordning for sociale ydelser og social bistand. Omfordeling som en supplerende mekanisme bør i høj grad udfylde hullerne i markedssystemet. Offentlige aktiver (social infrastruktur, faciliteter til tjenester i offentlighedens interesse osv.) bør udvikles, og de bør tjene til at imødegå uligheder. Skatteindtægter bør ændres fra at være arbejdsbaserede til i højere grad at være baseret på velstand med beskatning i arvesager og kapitalafkast.

1.5.

Koncentrationen af velstand fører også til en koncentration af store indvirkninger, som antager mange former, bl.a. konkurrenceforvridning. EØSU mener, at intensiv økonomisk vækst er nøglen til at nedbringe fattigdom og uligheder med hensyn til velstand. En sådan vækst bør fremmes gennem bedre udnyttelse af strukturfondene og Samhørighedsfonden, der tilskynder til iværksætteri, beskyttelse af konkurrencen, støtteprogrammer for SMV'er og gennemførelse af politikker med sigte på at forebygge forskelsbehandling af kvinder og mennesker i udsatte situationer.

1.6.

EØSU er bekymret over effektiviteten af den aktuelle EU-politik i henhold til Europa 2020-strategien, som især lægger vægt på fattigdom. Der er brug for en mere passende politisk støtte, så medlemsstaterne får tilstrækkelig opbakning til håndtering af en forværret udvikling med hensyn til ulighed. Det er nødvendigt med en mere handlekraftig indsats for at kæmpe imod fattigdom, som målt i absolutte tal er vokset i løbet af de sidste par år (1). Der skal udformes politikker på supranationalt, europæisk niveau for at fremme en mere inklusiv vækst ved hjælp af en integreret tilgang. Den europæiske søjle for sociale rettigheder bør knyttes meget tættere sammen med det europæiske semester, og begge bør for deres del være i overensstemmelse med Europa 2020-strategien med hensyn til reelt at opfylde de fælleseuropæiske og nationale målsætninger, der er fastlagt heri.

1.7.

I den forbindelse er der brug for målrettede foranstaltninger på arbejdsmarkedet, der er knyttet til social beskyttelse. Da det ikke altid er muligt at beskytte job, der ændrer sig meget hurtigt, er der behov for at fokusere på fremme af beskæftigelse og beskyttelse af arbejdsstyrken. Det er meget vigtigt at have sociale minimumsnormer, som garanterer en anstændig løn og anstændige arbejdsforhold. Hovedvægten bør lægges på at lette overgangssituationer i arbejdslivet og samtidig garantere generelle, beskæftigelsesmæssige og sociale rettigheder, herunder retten til at melde sig ind i en fagforening og retten til kollektive overenskomstforhandlinger.

1.8.

EØSU mener, at der bør etableres en gennemskuelig mekanisme for systematisk at overvåge data om den samlede indkomst og formue samt for at muliggøre konsolidering af sådanne data. På den ene side vil dette forbedre administrationen, og på den anden side vil det lette indsamlingen af statistiske oplysninger om fordelingen af velstand i medlemsstaterne. Oprettelsen af et register over selskabsaktionærer på EU-niveau vil i den forbindelse spille en vigtig rolle.

2.1.

Ulige fordeling af velstand i Europa har kunnet konstateres langt tilbage i tiden. Der er tale om en historisk proces, som endnu ikke er ophørt, end ikke efter etableringen af euroområdet, hvilket skyldes, at der konstant er opstået interne og eksterne ubalancer på grund af niveauforskelle hvad angår faktorerne for økonomisk konkurrenceevne. Faktorerne omfatter pris/omkostninger-aspekter og forstærkes i øjeblikket af de større politiske udfordringer, som EU står over for, såsom terrorisme, populisme, nationale valg og på det økonomiske område: lavt investeringsniveau, lav vækst, høj arbejdsløshed, demografiske forandringer og Europas placering i den nye globale rivalisering om magt, set ud fra et handelsmæssigt og digitalt perspektiv.

2.2.

Der skal være en klar skelnen mellem indkomstuligheder og ulige fordeling af velstand, fordi sidstnævnte har en mere langsigtet virkning, hvorfor det er afgørende at undersøge det nøjere. Velstand er systematisk mere ulige fordelt end indkomst. Meget ofte kan erhvervsdrivende have en relativt ens indkomst, men i høj grad variere i velstand af forskellige ikke-monetære, altruistiske og arvemæssige årsager. Derfor kan fokus på ulige fordeling af velstand give en mere objektiv vinkel på virkelige monetære uligheder mellem EU-borgere.

2.3.

EØSU har den indstilling, at den økonomiske udvikling i Europa er stadig mere dynamisk og udgør en udfordring for institutionerne og deres kapacitet til at holde trit med forandringerne. Denne problemstilling er også særlig aktuel, hvad angår debatten om forskelle i udviklingen EU-medlemsstaterne imellem. Der er væsentlige forskelle mellem udviklede lande og udviklingslande, mellem Øst- og Vesteuropa, mellem medlemsstater i og uden for euroområdet og mellem Schengenmedlemsstaterne og medlemsstater uden for Schengenområdet.

2.4.

EØSU bemærker, at indkomstuligheder og ulige fordeling af velstand i Europa er øget gradvist siden 1970. I det store og hele skulle globaliseringen have en gavnlig rolle med hensyn til at mindske indkomstforskellene og andre væsentlige forskelle landene imellem, men i de senere år er udviklingen gået den modsatte vej. Ikke alene tjener de øverste 10 % af husstandene omkring 31 % af den samlede indkomst, de besidder også mere end 50 % af den samlede formue i EU-28. Væksten i velstand har i flere lande overgået BNP og fører til gabende forskelle (2). Disse har alvorlige økonomiske, sociale og politiske følger, som kræver en alvorlig offentlig debat og en diskussion blandt eksperter og politikere om, hvordan man skal håndtere problemet, og de kræver politiske foranstaltninger.

2.5.

EØSU mener, at der er en reel risiko for, at problemet med uligheder forværres på globalt plan, idet den økonomiske udvikling går ekstremt hurtigt i Europa, og det bliver stadigt sværere at gennemføre en rettidig, makroøkonomisk politik. De stigende indkomstuligheder og den ulige fordeling af velstand i løbet af de seneste årtier er blevet bekræftet af en forøgelse af gini-koefficienten, som i gennemsnit er steget fra 0,29 i midten af 1980'erne til 0,32-0,35 i 2013-2015 i OECD-landene. Der er tale om en tilsvarende udvikling i de enkelte EU-lande (3). Det skal dog bemærkes, at den i lande som Bulgarien, Litauen og Rumænien allerede har nået kritiske værdier over 0,37 (4). På trods af, at der foreligger mange oplysninger og undersøgelser vedrørende uligheder med hensyn til indkomst, er der meget mindre dokumentation for ulighederne med hensyn til fordelingen af husholdningernes velstand, både i de enkelte lande og landene imellem. På nuværende tidspunkt findes der rent faktisk ingen internationale standarder, som nationale statistiske kontorer og andre dataproducenter kan anvende i forbindelse med indsamling af data vedrørende fordeling af velstand (5).

2.6.

Det er bekymrende, at den akkumulerede fortjeneste i mange europæiske økonomier ikke geninvesteres på grund af generel manglende tillid, hvilket har medført en afskaffelse af konkurrencen, et skarpt fald i investeringerne og mangel på nye job. Thomas Piketty har fremlagt empiriske beviser på dette i sin bog (6) og undersøger især den europæiske økonomi. Hvis fortjeneste blot akkumuleres og rekapitaliseres, bidrager den hverken til at skabe merværdi eller til at øge afkastene af midler i realøkonomien. Det er derfor logisk, at kløften mellem rig og fattig nu gennem flere årtier er blevet stadigt dybere i EU-28.

2.7.

EØSU mener, at der er en risiko for, at middelklassen i EU kommer under pres på mellemlangt sigt. I den nærmeste fremtid vil stadig flere job forsvinde som følge af digitalisering og robotisering. Desuden er visse professioner også ved at forsvinde, selv om der er både historisk og aktuelt belæg for, at disse tendenser sandsynligvis også vil skabe nye job og professioner. Disse forandringer forventes at bidrage til øget ulighed, hvis de ikke håndteres hensigtsmæssigt. EØSU mener, at der skal ske en rettidig indsats for at modvirke de negative konsekvenser af, hvad der ellers er innovative og generelt socialt gavnlige processer inden for teknologisk fornyelse.

2.8.

EØSU er bekymret over, at der i stigende grad er uforholdsmæssig stor forskel på fortjenesten og den merværdi, som arbejdsfaktoren skaber i medlemsstaterne. Dette fører til stigende uligheder i Europa, både med hensyn til velstand og indkomst.

3.1.

Uligheder med hensyn til velstand har tendens til at være meget større end uligheder med hensyn til indkomst (7). EØSU understreger, at det først og fremmest er medlemsstaterne, der råder over passende instrumenter, f.eks. investeringsprogrammer, økonomisk vækst og nye job, beskatning og sociale overførsler, til at tackle de økonomiske og sociale uligheder. Der er imidlertid også mulighed for en indsats på EU-plan, og forholdet bør behandles mere seriøst af de europæiske institutioner, idet dets virkninger på den reelle konjunkturcyklus ville være komplekse og langt mere langsigtede. De eksisterende politikker fokuserer mere på indkomst end på velstand.

3.2.

Efter EØSU's mening er det største problem, at den europæiske økonomi genererer vækst, som ofte ikke er til fordel for de økonomisk dårligt stillede. Hensigten er på ingen måde at modsætte sig en fungerende markedsøkonomi, som giver mulighed for at skabe velstand gennem innovation, oprette virksomheder, skabe job og dermed bidrage til økonomiske vækst, beskæftigelsen og finansieringen af den sociale sikring. Generelt drager de mennesker, som befinder sig nederst i pyramiden for fordeling af formue og indkomst, imidlertid ikke fordel af nyoprettede job. Heraf følger, at samfundet vil være mere finansielt lige, hvis EU's politik er målrettede tiltag, som gør det muligt for et stigende antal mennesker at komme ind på arbejdsmarkedet og dele gevinsten ved inklusiv økonomisk vækst. På den måde er en reducering af den ulige fordeling af velstand og en konsolidering af langsigtet økonomisk vækst to sider af samme sag.

3.3.

EØSU frygter, at den voksende akkumulering af velstand kan skabe en rentierindstilling i samfundet, hvilket vil forårsage, at formuer ikke geninvesteres. Der vil således hverken blive bidraget til en udvikling af realøkonomien eller til at hæve potentielt BNP. Det er det primære problem, som Piketty omtaler i sin bog, der er frugten af femten års forskning og indsamling af empiriske data om indkomstuligheder og ulige fordeling af velstand i kapitalistiske samfund. Det endelige resultat afslører— selv om visse personer anfægter hans metoder — betydelige forskelle i EU. Ifølge Pikettys data er det årlige kapitalafkast 4-5 %, mens den årlige indkomststigning i Centraleuropa er på ca. 1-1,5 %, alt efter hvilket land der er tale om, på grund af den klare forskel mellem de berørte lande.

3.4.

Efter EØSU's mening er yderligere tiltag nødvendige på passende niveauer på områder som overdreven finansialisering, yderligere koordinering og harmonisering af skattepolitik, foranstaltninger mod skattely, skattesvig og skatteunddragelse, for at bekæmpe den langsigtede tendens med skyggeøkonomi: fejlagtigt indberettet virksomhedsindkomst, uregistrerede eller skjulte ansatte og »kuvertlønninger«, samt tiltag for at optimere sammensætningen af skatter og deres relative betydning for medlemsstaternes skatteindtægter. Arbejdsrelaterede skatteindtægter bør ændres til velstandsrelaterede skatteindtægter.

3.5.

Gennem de seneste to årtier har skattemæssig konkurrence mellem medlemsstaterne bevirket, at mange regeringer har indført tiltag, der har ændret skattepolitikkens karakter af omfordelingsmekanisme og medvirket til at øge ulighederne. EØSU anbefaler, at medlemsstaterne vurderer de negative konsekvenser af skattepolitikkerne og korrigerer dem hurtigst muligt.

3.6.

EØSU mener, at Junckerplanen først og fremmest bør rettes mod de lande, der har de største uligheder, uanset hvilken type der er tale om. Det er absolut nødvendigt at tilskynde til udenlandske og indenlandske investeringer. Alt dette skal gennemføres på en ensartet måde i harmoni med europæisk lovgivning og særlige nationale karakteristika, og udnyttelsen af midlerne bør overvåges nøje.

4.1.

Tyskland og Østrig er de lande i euroområdet, hvor uligheden i velstand er mest udtalt. I Tyskland råder de rigeste 5 % af befolkningen over 45,6 % af landets formue, og i Østrig er tallet højere: 47,6 % (8)  (9). Problemet eksisterer også — og tendensen er den samme — i lande som Cypern, Portugal, Frankrig, Finland, Luxembourg og Nederlandene (10). Dette viser den udprægede forskel i fordelingen af ressourcer i de enkelte lande. På den ene side kan der i disse lande konstateres lav ulighed med hensyn til indkomst, men på den anden side høj ulighed med hensyn til velstand.

4.2.

I 1910 ejede 10 % af Europas befolkning 90 % af formuerne, og de rigeste 1 % ejede 50 %. Dernæst, grundet de to verdenskrige og den store depression, som udslettede det meste af den finansielle kapital, samt de forskellige offentlige politikker præget af en yderst progressiv beskatning af indkomst og arv, en bremsning af finansielle spekulationer, stigende lønninger på bekostning af kapitalindkomst osv., er uligheden væsentligt reduceret. I 1970'erne og 1980'erne ejede de øverste 1 % 20 % af formuerne, de næste 9 % ejede 30 %, og en middelklasse på 40 % ejede 40 %. Indkomstulighederne faldt også væsentligt (11). Fra 1980 begyndte uligheden dog igen at vokse. I dag udgør formuen i de udviklede lande i EU-28 mellem 500 og 600 % af BNP, i Italien 800 %.

4.3.

Efter EØSU's mening er der også et væsentligt problem med hensyn til fordelingen af velstand efter køn. Lande som Slovakiet og Frankrig er de mest berørte, derefter kommer Østrig, Tyskland og Grækenland. I Slovakiet og Frankrig ejer mænd mere end 75 % af formuerne, kvinder kun 25 %, på trods af en meget anderledes kønsbalance i disse befolkninger. I Østrig, Tyskland og Grækenland tilhører omkring 55 % af formuerne mænd (12). Det er vigtigt at vurdere årsagerne til en sådan udvikling, og hvorvidt dette aspekt bør dækkes i en politik om ligestilling mellem kønnene på EU-plan.

4.4.

EØSU finder fordelingen af velstand meget vigtig, hvad angår opfyldelse af behov for uddannelse, erhvervsfaglig uddannelse, udbuddet af sundhedsydelser, boliger osv. I overensstemmelse med den europæiske sociale model bør vi respektere de grundlæggende principper — lige muligheder og ligebehandling, ligestilling mellem kønnene, ikkediskriminering og retfærdighed mellem generationerne. Strukturelle reformer, der sigter mod at forbedre den menneskelige kapital, er vigtige for at forbedre levestandarden og kan reducere ulighederne med hensyn til arbejdsindkomst og velstand.

4.5.

Omkring 44 % af befolkningen i euroområdet har en eller anden form for gæld til bankerne og de finansielle institutioner. Situationen er bedre end for eksempel i USA, hvor tallet er 75 %, men vækstraten med hensyn til gæld de seneste år er alarmerende (13). Banksystemet bærer også et meget stort ansvar, idet det kunne stå for en primær forebyggelse af samfundets tiltagende generelle gæld. Der bør sættes fokus på ansvarlig adfærd.

4.6.

De seneste tre årtiers hastige globalisering har øget skattebyrden på arbejde og mindsket lønindtægternes og kapitalens andel af BNP. Som et resultat heraf faldt lønningerne som andel af BNP gennemsnitligt med 0,3 % årligt mellem 1980 og 2006 i de fleste OECD-medlemsstater. I samme periode steg andelen af overskud i BNP fra ca. 31 % til 47 % i EU-15 (14). EØSU mener, at medlemsstaterne og EU omgående bør gennemføre politikker, der kan vende denne tendens.

4.7.

EØSU er foruroliget over, at mere end 50 % af formuen i lande som Storbritannien og Frankrig er fordelt på boliger. På den ene side antyder dette manglende diversificering af formuen. På den anden side betyder det, at en stor procentdel af befolkningen akkumulerer sin formue skabt af indkomst fra fast ejendom. Formuen geninvesteres ikke derefter. Rekapitalisering i sig selv akkumulerer. Dette leder frem til spørgsmålet om kapital, som skabes meget hurtigere end merværdi. Ifølge den seneste rapport fra Oxfam (15) er formuen hos de otte rigeste mennesker i verden lig den, som ejes af de fattigste 50 % — en kilde til udbredt offentlig bekymring. Kapital var en vigtig faktor i den industrielle periode, men når den bliver et mål i sig selv, giver det ingen mening.