31.1.2006

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/95

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kvinder og fattigdom i EU

(2006/C 24/18)

Europa-Parlamentet besluttede den 28. april 2005 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om: Kvinder og fattigdom i EU.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Brenda King til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. september 2005.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 420. plenarforsamling den 28.-29. september 2005, mødet den 29. september, følgende udtalelse med 79 stemmer for, ingen imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Baggrund

1.1   International dag for udryddelse af fattigdom

FN's generalforsamling har erklæret den 17. oktober for international dag for udryddelse af fattigdom for at øge opmærksomheden omkring behovet for at udrydde nød og fattigdom i alle lande.

1.2   Kvinder og fattigdom i EU

Regionsudvalget, EØSU og Europa-Parlamentet vil hver især udarbejde et dokument om Kvinder og fattigdom i EU i forbindelse med denne dag for at medvirke til en bredere debat om fattigdommen i EU. Der er foregået en høj grad af koordinering mellem disse EU-institutioner, selvom dokumenterne er skrevet ud fra forskellige perspektiver.

1.3   Definition af fattigdomstruet

Fattigdomstruede defineres som personer med en indkomst på under 60 % af den nationale medianindkomst. Indkomst defineres som husstandens samlede disponible indkomst fordelt på de enkelte medlemmer af husstanden.

1.4   Rammer for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i EU

I 2000 blev medlemsstaterne enige om at fastlægge en europæisk strategi for bekæmpelse af social udstødelse under anvendelse af den åbne koordinationsmetode. Strategien omfatter vedtagne mål og medlemsstaternes forpligtelse til hvert andet år at fremlægge en national handlingsplan i henhold til disse mål. Indikatorerne dækker fire dimensioner af social udstødelse: økonomisk fattigdom, beskæftigelse, sundhed og uddannelse. Ligestilling mellem mænd og kvinder indgår ikke som et overordnet mål i denne EU-strategi.

I 1999 vedtog Rådet en samordnet strategi for modernisering af socialsikring. Socialsikring er et af de vigtige midler til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i EU's medlemsstater. Strategien fokuserer på tre temaer: politikker for social integration, reform af pensionssystemet og reform af sundhedssystemer. Ligestillingsaspektet er ikke medtaget i strategien.

I lyset af resultaterne af de nyligt afholdte folkeafstemninger om EU-forfatningen har det britiske formandskab bebudet en meddelelse om socialsikringssystemer i oktober 2005.

1.5   Retlige rammer

De fleste politikker vedrørende fattigdom og social udstødelse henhører under medlemsstaternes kompetence. Ifølge traktatens artikel 136 og 137 spiller EU imidlertid en aktiv rolle med hensyn til at støtte og supplere medlemsstaternes aktiviteter til bekæmpelse af social udstødelse.

Traktatens artikel 13 giver EU kompetence til at træffe foranstaltninger, herunder lovgivningsmæssige, til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

1.6   Fattigdomsniveauet i EU

I 2001 var et signifikant stort antal personer berørt af relativ indkomstfattigdom. Mere end 55 mio. mennesker eller 15 % af befolkningen i EU var truet af fattigdom. (1) Mere end halvdelen af dem forblev på en relativ lav indkomst. Andelen af fattigdomstruede varierer betydeligt mellem medlemsstaterne fra 9 % af befolkningen i Sverige til 21 % i Irland. Generelt er kvinder berørt heraf i markant højere grad.

1.7   Omfanget af social udstødelse

Jo længere man skal leve af en lav indkomst, jo større er risikoen for afsavn og udelukkelse fra sociale, kulturelle og økonomiske aktiviteter. I alle lande har mindst halvdelen af de fattigdomstruede i 2001 levet af en lav indkomst i en længere periode, dvs. at de havde en ækvivalensindkomst under tærsklen på 60 % i det pågældende år og i mindst de to umiddelbart foregående år (dvs. 1998-2000). I EU var 9 % af befolkningen i gennemsnit vedvarende fattig i 2001. Også her er kvinder generelt berørt i markant højere grad.

1.8   Demografisk og samfundsmæssig kontekst i EU

Den demografiske kontekst i EU er under voldsom forandring, fordi den århundredlange vækst i den del af Europas befolkning, der befinder sig i den erhvervsaktive alder, snart går i stå. Mennesker på 65 år og derover udgør 16 % af den samlede befolkning, mens gruppen af mennesker under 15 år udgør 17 %, og den forventede levetid stiger. I løbet af de kommende 15 år vil antallet af personer over 80 år stige med næsten 50 %. (2)

Samtidig er familiestrukturerne under forandring. Der indgås færre og senere ægteskaber, antallet af skilsmisser er stigende, og der ses et fald i antallet af par med børn. Det har ført til en udvikling i retning af mindre husstande, og det gælder for alle aldersgrupper. Nobelpristager og økonom Gary Becker og hans kollega, Judge Richard Posner, mener, at disse forandringer i stor udstrækning kan forklares i økonomiske termer (3). De hævder, at kvinders større økonomiske uafhængighed takket være jobmuligheder uden for hjemmet betyder, at man bevæger sig bort fra det »patriarkalske ægteskab« — hvor manden skaffer indkomst og kvinden er afhængig — hen imod et »partnerægteskab«. Offeromkostningerne ved at få børn er også større: jo højere indkomst og jobstatus kvinden har, desto mere må hun opgive med hensyn til karrieremuligheder og indkomst, hvis hun forlader arbejdsstyrken for at få børn — uanset om afbrydelsen er midlertidig eller permanent.

Den anden store forandring er den markante stigning i antallet af børn, der lever sammen med kun én voksen. I 2000 levede 10 % af alle børn i alderen 0-14 år med kun én voksen sammenlignet med 6 % i 1990. Det er et resultatet af det store antal skilsmisser, opløste samlivsforhold og ikke-planlagte graviditeter.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU glæder sig over at få mulighed for at fremlægge sine synspunkter om emnet, men mener, at »køn og fattigdom« burde have været i fokus frem for »kvinder og fattigdom«, da det ville henlede opmærksomheden på forbindelsen og forskellene mellem mænd og kvinder, hvad angår årsagerne til fattigdom. Udvalget opfordrer kraftigt Kommissionen til at revidere definitionen af fattigdom, da den kun kaster lys over de mest åbenlyse årsager til fattigdom og undervurderer kvinders fattigdomsniveau og konsekvenserne af denne fattigdom. I definitionen antages det, at husstandens ressourcer deles ligeligt i familien, men man kan hævde, at fattigdom mærkes af det enkelte menneske og bør analyseres på dette niveau, hvis man skal forstå kønsdimensionen.

2.2

EØSU ser med tilfredshed på det britiske formandskabs meddelelse om, at det vil lancere en debat om socialsikringssystemerne, og opfordrer kraftigt til, at man gennemfører en kønsspecifik konsekvensanalyse for at sikre, at disse systemer tager hensyn til kvinders og mænds behov. Der er en underliggende antagelse af, at kvinder har en mands indkomst at falde tilbage på. Denne antagelse, som er ude at trit med virkeligheden i dagens samfund, er en af hovedårsagerne til, at kvinder har større risiko for fattigdom.

3.   Særlige bemærkninger

3.1   Fattigdomsrisikoens fordeling

Kvinder er generelt mere udsat for risikoen for at leve i en fattig husstand: 16 % af alle voksne kvinder (16 år og derover) havde i 2001 en indkomst, der lå under tærsklen. For mænd var denne andel 14 % i samme aldersgruppe. (4) Dette mønster går igen i alle medlemsstater. Fattigdomsrisikoen er størst i husstande med enlige forældre (35 % i EU-gennemsnittet), hvoraf 85 % er kvinder. Husstande, hvor den enlige forælder er en kvinde under 18 år, er særlig udsat for fattigdom.

Personer på 65 år og derover har relativ høj risiko for fattigdom. To tredjedele af personer over 65 år er kvinder. Der er en meget højere grad af fattigdomstruede blandt enlige kvindelige pensionister, der er over 80 år, eller som ikke har nogen arbejdsmarkedsorienteret pension. En af hovedårsagerne hertil er, at pensionisternes udgifter stiger, jo længere de lever, især udgifterne til sundhedspleje grundet handicaps og nedsat mobilitet.

Undersøgelser viser, at kvinder, der er udsat for mange former for diskrimination — eksempelvis ældre kvinder, der tilhører en etnisk minoritet eller indvandrergrupper, handicappede kvinder, lesbiske kvinder — har endnu større risiko for social udstødelse og fattigdom.

3.2   Arbejdsmarkedsdimensionen af fattigdom og social udstødelse blandt kvinder

At være i beskæftigelse er en afgørende faktor for social integration og anses for at være den mest effektive vej ud af fattigdom, ikke kun fordi beskæftigelse giver en indkomst, men også fordi den kan fremme social deltagelse og personlig udvikling. Dette afspejles i Lissabon-strategiens målsætninger, hvor det blev fastsat som mål, at inden udgangen af 2010 »skal den europæiske økonomi blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed«. For at opnå dette er det nødvendigt og altafgørende, at kvinder er med på arbejdsmarkedet, og det konkrete mål er at opnå en erhvervsfrekvens for kvinder på 60 % inden 2010. Selvom kvinders deltagelsesfrekvens på arbejdsmarkedet er ved at nærme sig mændenes, er kvinder med lønarbejde ikke uden risiko for fattigdom. Årsagen hertil er, at kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet ledsages af store vanskeligheder såsom en høj arbejdsløshedsfrekvens blandt kvinder i EU-25 (5) og vanskeligheden ved at finde en balancegang mellem hjemmets og arbejdslivets forpligtelser, tendensen til segregering og sektorisering af kvindebeskæftigelse, den store udbredelse af usikre beskæftigelsesformer med begrænset socialsikring og lønforskellen mellem mænd og kvinder, som findes i alle europæiske lande.

3.2.1   Lønforskel

Tredive år efter ligelønsdirektivet fra 1975 tjener kvinder i EU gennemsnitligt stadig kun 85 % af mænds løn, opgjort på timebasis (6). I mange lande er forskellen langt større, helt op til 33 %. EØSU tilslutter sig Europa-Parlamentets Udvalg om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder, når det udtrykker indignation over, at denne forskel stadig eksisterer, og støtter udvalgets opfordring til Rådet og Kommissionen om at tage de nødvendige skridt for at få sat en stopper for denne uretfærdighed.

3.2.1.1   Offeromkostninger ved at få børn

Mange undersøgelser tilskriver disse omkostninger det faktum, at kvinder får børn og bruger uforholdsmæssigt mere tid på at passe børn end mænd. De fleste kvinder vil holde en pause fra arbejdsmarkedet mindst én gang i deres liv. I modsætning hertil har mønstret for mænd generelt været en kontinuerlig fuldtidstilknytning til arbejdsmarkedet fra det øjeblik, de forlader fuldtidsstudierne, til de trækker sig tilbage. Kvindernes pause fra arbejdsmarkedet kan have en negativ effekt på indkomsten. Afbrydelse i forbindelse med børnepasning kan betyde kortere jobvarighed, mindre erfaring og ringere adgang til efteruddannelse. Det skyldes, at lønstigninger ofte gives til dem, der er i konstant beskæftigelse i mange år. Jo længere pausen er, desto større er den økonomiske straf.

3.2.2   Mødres uddannelsesniveau

En beskæftigelsesprofil med en lang pause, mens der passes småbørn, er mere sandsynlig for mødre med lav uddannelse. Mens mødre med en videregående uddannelse har afkortet den periode, hvor de er væk fra arbejdsmarkedet, har kvinder uden uddannelse ikke ændret adfærd. Mødre uden uddannelse vil med større sandsynlighed tage en pause fra arbejdsmarkedet, indtil barnet skal i skole, hvorimod kvinder med en uddannelse sandsynligvis kun går på barselsorlov og betaler for at få passet deres barn.

Kvinder med lavere uddannelse, som med større sandsynlighed vil holde en længere pause (og som også har det laveste indtjeningspotentiale, før de får børn), vil derfor blive straffet hårdere rent økonomisk.

3.2.3   Enlige forældre

Som nævnt under punkt 1.8 er antallet af enlige forældre steget, og tallene viser, at enlige forældre er særlig udsat for at komme til at leve i fattigdom. Da 85 % af enlige forsørgere er kvinder, er risikoen for fattigdom relateret til kønnet. En stor del af denne risiko skyldes den lave deltagelse i arbejdsstyrken: kun 50 % er i beskæftigelse sammenlignet med 68 % af gifte kvinder (7). I modsætning til mødres stigende beskæftigelsesfrekvens, har beskæftigelsesfrekvensen for enlige mødre næsten ikke ændret sig.

Undersøgelser viser, at det utilstrækkelige udbud af børnepasning til en overkommelig pris ikke er den eneste hindring for, at enlige forældre kommer i arbejde. Der er andre:

—

Enlige forældre uden arbejde mangler generelt de kvalifikationer, som arbejdsmarkedet efterspørger. (8) Jo færre kvalifikationer de har, desto ringere er deres udsigter til at forblive på arbejdsmarkedet. Helt afgørende er i denne forbindelse, om der står realistiske videreuddannelsesmuligheder til rådighed under forældreorloven.

—	Der er en tendens til, at enlige forældre er koncentreret i geografiske områder, som ikke efterspørger arbejdskraft

—	Der er større sandsynlighed for, at enlige forældre uden arbejde har dårligt helbred og har et barn eller en anden person i husstanden, hvis sygdom eller handicap begrænser muligheden for at arbejde (det gælder en ud af ti af enlige forældre, som er uden arbejde)

—	Enlige forældre, der lider store afsavn, er mere udsat for at miste modet, hvilket igen kan blive en hindring for at komme i arbejde.

Mange enlige forældre er desuden henvist til selv at passe deres børn og må søge arbejde, der sætter dem i stand til at tilbringe så meget tid som muligt med deres børn. De skal kombinere forældreskab og beskæftigelse og er derfor tvunget til at påtage sig usikre, dårligt lønnede job med ringere sikkerhedsnet.

3.2.3.1   Teenagegraviditeter

Husstande, hvor den enlige forælder er en kvinde under 18 år, er særlig udsat for fattigdom. I EU var 6 % af unge kvinder forældre i en alder af 18 år. Andelen varierer dog fra 3 % i Italien, Nederlandene, Spanien og Sverige til 12 % i Ungarn og Slovakiet og 13 % i Storbritannien (9).

Teenageforældre er mere udsat for fattigdom og arbejdsløshed end deres jævnaldrende og kan have svært ved at komme ud af denne situation, hovedsagelig på grund af manglende uddannelse og ovennævnte årsager. For eksempel levede 45 % af kvinder i EU-15, som var teenagere, da de blev mødre, i husstande, som hører til de 20 %, der ligger i den laveste indkomstkategori, mens kun 21 % af kvinder, som fik deres første barn i tyverne, er i denne indkomstgruppe. 90 % af teenageforældrene modtager socialhjælp, og teenagemødre vil sandsynligvis i højere grad end andre enlige mødre kun have socialhjælp at leve af og modtage den i længere perioder.

Medlemsstaterne har gjort nedbringelse af antallet af teenageforældre til en prioritet, da der heri ligger en mulighed for at mindske sandsynligheden for fattigdom og for dens nedarving fra generation til generation. Hvordan antallet af teenagegraviditeter nedbringes, debatteres meget, og der er en bred vifte af løsninger: fra mere til mindre seksualoplysning; fra undervisning i afholdenhed til fri prævention i skoler; fra uddeling af fortrydelsespiller til gennemgang af sociale ydelser for at tilskynde til samliv og ægteskab mellem teenageforældre.

De fire EU-medlemsstater med det laveste antal teenagegraviditeter kunne anvendes som benchmark for de øvrige medlemsstaters håndtering af dette område.

3.2.4   Fattigdom trods arbejde

Kvinders stigende deltagelse i arbejdsmarkedet skyldes stigningen i atypiske arbejdsformer som deltid, flekstid og tidsbegrænset arbejde. Deltidsbeskæftigelsen blandt kvinder ligger gennemsnitligt på 27 % mod 4 % blandt mænd (10). Den kønsrelaterede lønforskel er faktisk større for deltidsarbejde end for fuldtidsarbejde, idet den gennemsnitlige timeløn for kvinders deltidsarbejde er tæt på 60 % af timelønnen for mænds fuldtidsarbejde, mens fuldtidsarbejdende kvinders timeløn ligger på 82 % heraf.

Det er især kvinder med lave uddannelsesmæssige kvalifikationer, ikke-registrerede arbejdstagere, minoriteter eller migranter med ringe eller ingen uafhængig retlig status, der er fattigdomstruede, da de som regel har lavtlønsjob og lav status uden jobsikkerhed. Undersøgelser viser, at disse kvinder i ekstreme tilfælde risikerer at blive ofre for kvindehandel, prostitution og vold.

3.2.5   Ulønnet arbejde

Kvinder får stadig ingen løn for deres arbejde i hjemmet. Det betragtes stadig som kvindernes ansvar at sørge for indkøb og pleje af ældre og børn, også selvom et meget stort antal kvinder har lønnet beskæftigelse. Mændene udfører mindre end 40 % af alt husligt arbejde og kun 25-35 % af børneplejen (11). Dette ulønnede arbejde registreres ikke systematisk i de nationale statistikker, hvilket gør det usynligt for de politiske beslutningstagere.

Det bør understreges, at det er en virkelig udfordring for mænd og kvinder at skabe ligevægt mellem familieforpligtelser og arbejdsforpligtelser. Kvinder med børn under 12 år har en beskæftigelsesgrad, der ligger mere end 15 procent under barnløse kvinders — 60 % over for 75 %. For mænd med børn under 12 er beskæftigelsesgraden imidlertid 91 %, 5 procent højere end for mænd uden børn.

3.2.6   Langtidsledighed

Langtidsledighed er meget tæt forbundet med social nød, da mennesker, som har været uden arbejde i lang tid, ofte mister de færdigheder og den selvagtelse, der er nødvendig for at genvinde fodfæstet på arbejdsmarkedet — medmindre de i tide får den rette støtte. For EU som helhed er langtidsledighedsprocenten for kvinder (4,5 %) større end for mænd (3,6 %) (12). Alligevel er der en tendens til, at programmer, der skal skaffe langtidsledige lønnet arbejde, især kommer mændene til gode, da kvinder ofte tilbydes en mere begrænset efteruddannelse og kønsstereotyp — og dermed lavere lønnet — beskæftigelse.

3.2.7   Pensioner

3.2.7.1

Kvinders ugunstige stilling på arbejdsmarkedet og den deraf følgende lønkløft får konsekvenser, når de går på pension. Dette skyldes, at pensionsmodellen i mange af EU's medlemslande er udviklet ud fra et mandsperspektiv og diskriminerer kvinder, eftersom mange kvinder afbryder karrieren, arbejder i atypiske ansættelsesforhold eller har perioder med ulønnet arbejde. Mange står derfor i en ugunstig situation, når de skal erhverve de nødvendige rettigheder og den opsparing, der skal sikre deres alderdom. To tredjedele af alle pensionister er kvinder, og deres gennemsnitsindkomst ligger på 53 % af en mands, hvilket kan få betydning for deres helbredstilstand, boligforhold og livskvalitet. 75 % af de pensionister, der modtager indkomstrelaterede sociale ydelser, er kvinder. Resultatet er, at de fattigste pensionister er ældre kvinder, herunder enker og fraskilte. Med de langsigtede samfundsmæssige konsekvenser af EU-borgernes aldring vil denne tendens fortsat vokse, medmindre der gøres noget ved problemet. EØSU har i en tidligere udtalelse (13) anbefalet, at pensionssystemerne tilpasses for at sikre ligestilling mellem kønnene med det langsigtede mål at individualisere pensionsydelserne. EØSU anbefalede desuden medlemsstaterne af dele deres erfaringer, så især kvinder med karriereafbrydelser ikke lades i stikken med utilstrækkelige pensioner. Det fremgik også af udtalelsen, at nogle medlemsstater støtter de ældre på andre måder ud over pensionen. Det kan f.eks. være gennem en mere fordelagtig beskatning, fri elektricitet, gratis eller billigere offentlig transport og huslejestøtte. Denne anbefaling er velkommen, da kvinder har større sandsynlighed for at blive ældre (længere gennemsnitlig levetid) og leve alene (de overlever deres partnere) end mænd. Det er derfor mere sandsynligt, at de kommer ud for de problemer, som ældre pensionister møder. Ældre pensionisters indtægter fra opsparing og investeringer er generelt lavere, mens de samtidig kan have større udgifter i forbindelse med handicap, mobilitetsbehov og forringelse af aktiver.

3.2.7.2

Kvinder samt minoriteter, indvandrere med lovligt ophold og papirløse indvandrere, som har atypisk beskæftigelse, er stillet endnu dårligere, fordi det er mindre sandsynligt, at de indgår i en erhvervstilknyttet pensionsordning. Da mænd tjener mere end kvinder i løbet af deres arbejdsliv, er deres slutpension også højere end kvinders. Pensionsaktiverne har desuden tidligere været knyttet til hovedlønmodtageren, den, som har øget aktiverne, og det er sædvanligvis manden. De stigende skilsmisserater har sat spørgsmålstegn ved dette, idet kvinden som oftest stilles dårligst, når forholdet bryder sammen. En række medlemsstater har imidlertid indført en lovgivning, der i tilfælde af skilsmisse giver domstolene mulighed for at dele aktiverne på den måde, de finder mest hensigtsmæssig.

3.3   Uddannelsesaspektet af fattigdom og social udstødelse blandt kvinder

3.3.1

Jobvalg og adgang til beskæftigelse reguleres af kvalifikationer. Data viser, at dette især gælder for kvinder. Bedre kvalificerede kvinder (dvs. som har et ISCED-uddannelsesniveau på 5 og 6) har hyppigere et job end mindre kvalificerede kvinder (med et ISCED-uddannelsesniveau på mindre end 2) (14). I EU-25 har 49 % af mindre kvalificerede kvinder mellem 20 og 49 år et job, mens andelen for de bedre kvalificerede kvinder er 84 %. Det skal bemærkes, at forskellen for kvinder ligger på 30 %, mens den kun er på 10 % (83 % over for 93 %) for mænds vedkommende. Bedre kvalificerede kvinder med børn forbliver som helhed i beskæftigelse. I EU-25 ser sammenligningen mellem disse to grupper kvinder således ud: ingen børn (88 % over for 57 %); 1-2 børn (80 % over for 43 %); 3 eller flere børn (63 % over for 22 %).

3.3.2

Undervisningsplanerne tilskynder til emnevalg, der er meget kønsbetonede, idet pigerne vælger kurser og erhverv, der er dårligt lønnede, og lærere og erhvervsvejledere ikke er uddannet til at overveje eller erkende betydningen af kønsproblematikken. De, der risikerer mest ved denne kønssegregation, er piger i familier, der allerede er fattigdomstruede; undersøgelser (15) har vist, at denne gruppe er overrepræsenteret i lavstatusjob på grund af deres lave uddannelsesniveau. Manuelt deltidsarbejde er den mindst fordelagtige form for beskæftigelse for kvinder, mere ufordelagtig end andet deltidsarbejde og manuelt fuldtidsarbejde, fordi disse kvinders uddannelsesniveau er meget lavt. Disse kvinder har et begrænset jobvalg, fordi fattigdom og køn spiller sammen gennem hele deres uddannelsesforløb. Det får ikke kun konsekvenser for deres arbejdsliv og pension, men kan også skabe en cirkel af fattigdom fra generation til generation.

3.3.3

EØSU bifalder Lissabon-strategiens fokusering på arbejdspladser og især kvinders beskæftigelse, men bemærker, at dette er utilstrækkeligt for kvinder, der trues af fattigdom. Medlemsstaterne har mulighed for at arbejde sammen med civilsamfundet og ikke-statslige organisationer, især med dem, der beskæftiger sig med ligestilling mellem kønnene og udryddelse af fattigdom, for at bryde den livslange, gennem generationer nedarvede fattigdom. Det skal gøres gennem en debat om de stereotype holdninger, der trives i uddannelsesinstitutionerne med hensyn til pigers og drenges erhvervsvalg, og gennem udvikling af effektive uddannelseskurser for voksne, som er tilgængelige, giver kvalifikationer, der kan bruges på arbejdsmarkedet, og opfylder disse kvinders behov.

3.4   Det strafferetlige aspekt af fattigdom og social udstødelse blandt kvinder

3.4.1

Kvinder udgør et mindretal af dem, der er anklaget eller dømt for strafbare handlinger, nemlig 1 ud af 5 kendte lovovertrædere og kun 6 % af de indsatte i fængslerne. I de sidste 10 år er antallet af kvinder i fængsel steget kraftigt, selvom der ikke er en tilsvarende stigning i kvindernes kriminalitet (16). De fleste kvinder sættes i fængsel for ikke-voldelige lovovertrædelser og sidder under et år. Næsten en fjerdedel af kvinder i fængsel sidder i varetægt og er ikke dømt for nogen forbrydelse.

3.4.2

Den samme forskningsrapport peger på, at en stor del af de kvinder, der sættes i fængsel, ikke har nogen finansiel sikkerhed inden fængslingen. Enten har de aldrig arbejdet, eller også har de kun arbejdet i lavtlønsjob uden jobsikkerhed. De har ikke trygge boligforhold, har meget lidt uddannelse og har været ofre for fysisk og/eller seksuel vold fra familiemedlemmer eller mænd uden for familien. Når disse kvinder sættes i fængsel, er det derfor en yderligere udstødelse af dem, der allerede er udstødt af samfundet.

3.4.3

Den kraftige stigning i antallet af kvinder i fængsel kan forklares med undersøgelser af domme i nogle af de medlemsstater, som indgår i ovennævnte forskningsrapport. De antyder, at kvinder ofte sendes i fængsel, fordi de allerede er socialt udstødte (f.eks. hjemløse, arbejdsløse, narkomaner), og at dommerne mener, at der er større risiko for, at de som socialt udstødte begår forbrydelser i fremtiden. Fængselsopholdet kan og vil, mener de, gennem dets rehabiliteringsprogrammer reducere sandsynligheden for, at allerede udstødte kvinder vender tilbage til kriminalitet (eller narkotika), når de bliver løsladt.

3.4.4

Forskningsrapporten afslører, at det er umuligt at rehabilitere og reintegrere fængslede kvinder på grund af deres ugunstige beskæftigelses- og uddannelsesbaggrund og det store antal psykisk syge blandt dem (50 % i England og Wales) (17), kombineret med de ret korte fængselsdomme, som de fleste kvindelige indsatte er idømt. Det kan diskuteres, om fængsler er rehabiliteringsinstitutioner, men selvom det var tilfældet, er det som påpeget i forskningsrapporten vanskeligt at se, hvordan fængsler alene nogensinde skulle kunne give hovedparten af de indsatte effektiv skoling, varig narkotikarehabilitering, følelsesmæssig støtte eller kvalifikationer, der kan bruges efter løsladelsen.

3.4.5

Fængsler er først og fremmest beregnet på straf. Forskningsrapporten kom frem til, at fængsler udstøder kvinder, som ikke var udstødte før indsættelsen, og skubber de socialt udstødte endnu længere ud. Fængsling har større omkostninger for kvinder end for mænd med hensyn til de skadelige følger for børn, hvis mor er i fængsel. F.eks. oplyste 25 % af fængslede kvinder i UK, at deres børns far, deres ægtefælle eller deres samlever tog sig af børnene. For fængslede mænd var andelen 92 %. Dette vejer langt tungere end de fordele, man kunne forestille sig at opnå på det strafferetlige område via afskrækkelse eller risikoreduktion.

3.4.6

Udenlandske kvinder og kvinder fra minoritetsgrupper diskrimineres dobbelt, og der er derfor uforholdsmæssigt mange af dem i det strafferetlige system.

3.4.7

EØSU er enig i rapportens anbefaling af, at der sættes ind på drastisk at reducere antallet af kvinder, der sendes i fængsel, især da mange kun sidder i varetægt og ikke er blevet dømt for nogen forbrydelse, og hvis de har begået en forbrydelse er det som regel en ikke-voldelig lovovertrædelse. Nogle medlemsstater har indført mindre skadelige alternativer til fængsling, og med den rette omsorg og støtte kan kvindelige lovbrydere med mange problemer blive rehabiliteret og integreret i samfundet.

3.5   Bekæmpelse af handel med kvinder og børn

Handel med kvinder og børn er en konsekvens af strukturelt betingede uligheder mellem mænd og kvinder og er en form for vold. Handelen næres af fattigdom, og ofrene er ramt af mangeartede former for fattigdom, der resulterer i blandt andet tvangsarbejde, sexslaveri, fysiske og mentale problemer og social udstødelse. Oprindelseslandenes forebyggelsesstrategier må afspejle og afspejles i fattigdomsbekæmpelse og strategier for sociale fremskridt med særlig fokus på kvinders økonomiske muligheder. Langsigtede forebyggelsesstrategier må tage fat på de grundlæggende årsager til handelen og må omfatte fattigdom, forskelsbehandling, racisme, patriarkalske strukturer, vold mod kvinder, fundamentalisme, kønsuligheder, manglende sociale sikkerhedsnet, hvidvaskning af penge, korruption, politisk ustabilitet, konflikter og ukontrollerede områder, barrierer og uligheder mellem lande. Alle regeringer må gennemføre foranstaltninger, der anerkender eksistensen af ulige magtforhold mellem mænd og kvinder, samt positive foranstaltninger, der fremmer kvinders selvbestemmelse i alle livets forhold.

4.   Anbefalinger

4.1

EØSU hilser den fælles rapport fra Kommissionen og Rådet om social integration af 5. marts 2004 velkommen. Udvalget bifalder de seks højt prioriterede områder, som medlemsstaterne opfordres til at være særlig opmærksomme på i deres nationale handlingsplaner (se bilag). EØSU mener imidlertid, at der er en grel udeladelse, nemlig identificering og overvågning af kønsspecifikke indikatorer. EØSU anbefaler kraftigt, at sådanne indikatorer medtages, da der er væsentlige forskelle mellem mænd og kvinder i forhold til fattigdom. Hvis fattigdommens kønsspecifikke natur eller overvågning af foranstaltningers virkning på såvel kvinder som mænd ikke tages med i betragtning, risikerer man, at mange foranstaltninger til nedbringelse af fattigdom kun oplever en delvis succes. En debat om fattigdommens kønsspecifikke natur vil være i tråd med den forpligtelse til at udrydde fattigdom, som blev vedtaget på verdenstopmødet om social udvikling i København i 1995. Dengang enedes man om i særlig grad at prioritere kvinders og børns behov, da de ofte bærer den største fattigdomsbyrde.

4.2

Mange medlemsstater har gennemført en væsentlig styrkelse af deres institutionelle mekanismer for at inddrage fattigdom og social integration i alle områder af deres nationale politikudformning. Men der skal gøres mere for at inddrage arbejdsmarkedets parter og ngo'er på lokalt, nationalt og regionalt niveau i udvikling og gennemførelse af politikker, især inden for uddannelse, beskæftigelse og pensioner.

4.3

EØSU anbefaler kraftigt, at Lissabon-strategiens mål om øget beskæftigelse for kvinder følges op af strategier, der sikrer, at fattigdomstruede kvinder får brugbare kvalifikationer, som kan gøre dem økonomisk uafhængige. For at sikre kvinders eksistensmuligheder i alle livets faser er det desuden påkrævet at iværksætte flere initiativer og tiltag med sigte på at hæve jobkvaliteten og udjævne indkomstforskellene. EØSU har for nylig i en udtalelse om de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse udtrykt undren over, at den aktuelle pakke af beskæftigelsespolitiske retningslinjer ikke indeholder en specifik retningslinje om kvinders beskæftigelse.

4.4	EØSU mener, at der kan vindes meget ved, at medlemsstaterne deler deres erfaringer på områder, der berører kvinder og fattigdom — ydelse af pensioner, socialsikringssystemer, teenagegraviditeter, bekæmpelse af vold mod kvinder, herunder kvindehandel, og fængsling af kvinder.

4.5

Mange medlemsstater har undertegnet Beijing-handlingsprogrammet (september 1995), som opfordrede regeringer til at vurdere det ulønnede arbejdes værdi for økonomien. Men medlemsstaterne har ti år efter endnu ikke udviklet måle- og overvågningssystemer til dette formål. Det bør de opfordres til at gøre, og til at registrere det som en del af deres nationale statistikker.

4.6

I 2007 oprettes et europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder. Da de fattigdomsbekæmpende politikker i EU har negligeret kønsaspektet, har forholdet mellem køn og fattigdom også været relativt forsømt i forskning og statistik. For at rette op herpå må instituttet tildeles de nødvendige budgetmidler. EØSU har allerede i sin udtalelse om ligestillingsinstituttet udtrykt bekymring over, at det relevante forordningsforslag ikke synes at yde fuld sikkerhed herfor.

4.7	EØSU foreslår derfor visse prioriterede områder. Det nye institut bør foretage en dybtgående analyse af eksisterende datasæt ud fra et kønsperspektiv.

4.8	Et andet område, som kræver særlig opmærksomhed i forbindelse med køn og fattigdom, er fattigdommens indflydelse på kvinders fysiske og mentale sundhed.

4.9	For det tredje er der tilsyneladende ikke megen forskning i, hvad kvinder tænker og føler om det at være fattig, og om de oplever fattigdommen anderledes end mænd.

---

(1)  Indikatorerne for fattigdomsrisiko stammer fra EU's husstandsundersøgelse.

(2)  Fælles rapport fra Kommissionen og Rådet om social integration af 5. marts 2004.

(3)  »The Sexual Revolution« af Gary Becker og Richard Posner, den 10. april 2005. Er tilgængelig på http://www.becker-posner-blog.com/archives/2005/04/index.html.

(4)  Eurostat 2001. Med undtagelse af husstande på én person skal kønsskævhederne i forbindelse med fattigdomsrisiko tages med forbehold, idet de forudsætter en ligelig fordeling af husstandsindkomsten.

(5)  Eurostat 2004.

(6)  Eurostat 2003.

(7)  Eurostat 2003.

(8)  Finch et al.(1999): New Deal for Lone Parents: Learning From the Prototype Areas. DSS Research Report No 92. Leeds: CDS; Lewis et al. (2000): Lone Parents and Personal Advisers: Roles and Relationships. DSS Research Report No 122. Leeds: CDS; Dawson et al. (2000): New Deal for Lone Parents: Report on Qualitative Interviews with Individuals. Research and Development Report ESR55. Sheffield: Employment Service; Holtermann et al. (1999): Lone Parents and the Labour Market. Results from the 1997 Labour Force Survey and Review of Research. Employment Service Report 23. London: The Stationary Office.

(9)  Innocenti Report Card, nr. 3, juli 2001: A League Table of Teenage Births in Rich Nations (UNICEF).

(10)  Eurostatundersøgelse af den europæiske arbejdsstyrke i 2003.

(11)  Hvordan europæerne bruger deres tid, Eurostat 1998-2002.

(12)  Eurostatundersøgelse af den europæiske arbejdsstyrke i 2003.

(13)  EØSU's udtalelse af 29. november 2001 om »Økonomisk vækst, beskatning og bæredygtighed i EU's pensionssystemer«. EFT C 48 af 21.2.2002. Ordfører: Harry Byrne. Medordfører: Jan Jacob van Dijk.

(14)  EU-statistikker i fokus – Befolkning og sociale vilkår, 4/2005.

(15)  Warren, T.: »Divergent Female Part-time Employment in Britain and Denmark and the Implications for Gender Equality«. Sociological Review 2001, 49(4), 548-567.

(16)  Komparativ rapport baseret på National Reports' Fieldwork Findings, udarbejdet af Central European University Team. Data fra 6 EU-lande: Spanien, Tyskland, England og Wales, Italien, Frankrig og Ungarn.

(17)  UK Women National Commission, marts 2005.

---