Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009D0078

2009/78/EF: Kommissionens afgørelse af 23. januar 2009 om oprettelse af Det Europæiske Banktilsynsudvalg (EØS-relevant tekst)

EUT L 25 af 29.1.2009, p. 23–27 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 15/12/2010; ophævet ved 32010R1093

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2009/78(1)/oj

29.1.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 25/23


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 23. januar 2009

om oprettelse af Det Europæiske Banktilsynsudvalg

(EØS-relevant tekst)

(2009/78/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Som led i den såkaldte Lamfalussy-proces vedtog Kommissionen den 5. november 2003 afgørelse 2004/5/EF om oprettelse af Det Europæiske Banktilsynsudvalg (1) (herefter benævnt »udvalget«). Udvalget påbegyndte sit arbejde den 1. januar 2004 og har tjent som et uafhængigt organ for refleksioner, debat og rådgivning af Kommissionen inden for regulering af og tilsyn med banker.

(2)

I overensstemmelse med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF af 9. marts 2005 om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF, 85/611/EØF, 91/675/EØF, 92/49/EØF og 93/6/EØF og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF, 98/78/EF, 2000/12/EF, 2001/34/EF, 2002/83/EF og 2002/87/EF med henblik på indførelse af en ny organisationsstruktur for udvalg vedrørende finansielle tjenesteydelser (2) foretog Kommissionen i 2007 en gennemgang af Lamfalussy-processen og forelagde sin vurdering i en meddelelse af 20. november 2007 med titlen »Gennemgang af Lamfalussy-processen: Styrkelse af den tilsynsmæssige konvergens« (3).

(3)

I denne meddelelse understregede Kommissionen betydningen af Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg, Det Europæiske Banktilsynsudvalg og Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (herefter benævnt »tilsynsudvalgene«) i et stadig mere integreret europæisk finansielt marked. Den vurderede, at det var nødvendigt med klare rammer for disse tilsynsudvalgs arbejde med hensyn til tilsynsmæssig konvergens og samarbejde.

(4)

I forbindelse med gennemgangen af Lamfalussy-processen opfordrede Rådet Kommissionen til at præcisere tilsynsudvalgenes rolle og overveje alle de forskellige muligheder for at styrke disse udvalgs funktion uden at bringe uligevægt i den nuværende institutionelle struktur eller reducere de tilsynsførendes redegørelsespligt (4).

(5)

På sit møde den 13. og 14. marts 2008 efterlyste Det Europæiske Råd en hurtig forbedring af tilsynsudvalgenes funktion (5).

(6)

Den 14. maj 2008 (6) anmodede Rådet Kommissionen om at revidere sine afgørelser om oprettelsen af EU’s tilsynsudvalg for således at sikre sammenhæng og konsekvens i deres kommissorier og opgaver samt styrke deres bidrag til samarbejdet og konvergensen på tilsynsområdet. Rådet noterede, at specifikke opgaver eksplicit kunne overdrages til EU’s tilsynsudvalg for at fremme samarbejdet og konvergensen på tilsynsområdet og styrke udvalgenes rolle i forbindelse med vurdering af risici for den finansielle stabilitet. Der bør derfor tilvejebringes stærkere retlige rammer for udvalgets rolle og opgaver i denne forbindelse.

(7)

Udvalgets sammensætning bør afspejle, hvordan banktilsynene er organiseret, og der bør tages hensyn til den rolle, som centralbankerne spiller, hvad angår banksektorens stabilitet i medlemsstaterne og på EU-plan. De forskellige deltagerkategoriers ansvar bør være klart afgrænset. Især bør formandskab og stemmerettigheder forbeholdes de kompetente tilsynsmyndigheder i hver medlemsstat. Deltagelse i fortrolige drøftelser om individuelle institutter, hvormed der føres tilsyn, skal, når det er hensigtsmæssigt, begrænses til de kompetente tilsynsmyndigheder og de centralbanker, der har specifikt operationelt ansvar for tilsynet med de pågældende institutter.

(8)

Udvalget bør fungere som en uafhængig rådgivningsgruppe for Kommissionen inden for området banktilsyn.

(9)

Udvalgets mandat bør omfatte tilsyn med finansielle konglomerater. For at undgå dobbeltarbejde, forhindre manglende konsekvens, holde udvalget på højde med udviklingen og give det mulighed for at udveksle oplysninger bør samarbejdet med Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger med hensyn til tilsynet med finansielle konglomerater finde sted i Det Blandede Udvalg for Finansielle Konglomerater.

(10)

Udvalget bør også bidrage til den fælles og ensartede løbende gennemførelse af fællesskabslovgivningen og tilsynsmyndighedernes konsekvente anvendelse af denne.

(11)

Udvalget har ingen reguleringsbeføjelser på fællesskabsplan. Det bør gennemføre peer reviews, fremme bedste praksis og udstede ikke-bindende retningslinjer, anbefalinger og standarder for at øge konvergensen i Fællesskabet.

(12)

Forbedret bilateralt og multilateralt samarbejde på tilsynsområdet afhænger af gensidig forståelse og tillid tilsynsmyndighederne imellem. Udvalget bør bidrage til forbedringen af sådant samarbejde.

(13)

Udvalget bør også fremme konvergensen på tilsynsområdet i hele Fællesskabet. For at præcisere dette mål bør der udarbejdes en vejledende, ikke-udtømmende liste over de opgaver, der skal udføres af udvalget.

(14)

For at løse grænseoverskridende tvister mellem tilsynsmyndigheder, navnlig inden for tilsynskollegier, bør udvalget tilbyde en frivillig og ikke-bindende mæglingsordning.

(15)

For at drage fordel af den ekspertise, som udvalget opbygger, og uden at dette berører tilsynsmyndighedernes beføjelser, bør tilsynsmyndighederne have mulighed for at henvise sager til udvalget med henblik på en ikke-bindende udtalelse.

(16)

Udvekslingen af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder er afgørende for deres arbejde. Dette er af central betydning for et effektivt tilsyn med bankkoncerner og for finansiel stabilitet. Mens banklovgivningen pålægger tilsynsmyndighederne klare forpligtelser til at samarbejde og udveksle information, bør udvalget være med til at fremme den praktiske løbende udveksling af information mellem disse myndigheder med forbehold af de relevante fortrolighedsbestemmelser i den gældende lovgivning.

(17)

For at reducere overlapning af tilsynsopgaver og derved strømline tilsynsprocessen og reducere den byrde, der pålægges bankkoncerner, bør udvalget fremme uddelegeringen af opgaver mellem tilsynsmyndigheder, navnlig i de tilfælde, der er nærmere angivet den relevante lovgivning.

(18)

Med henblik på at fremme konvergens og konsekvens mellem tilsynskollegier og derved sikre lige vilkår bør udvalget føre tilsyn med deres arbejde uden at begrænse kollegiemedlemmernes uafhængighed.

(19)

Kvalitet, sammenlignelighed og konsekvens i tilsynsrapporterne er af central betydning for effektiviteten af Fællesskabets tilsynsordninger og efterlevelsesbyrden for grænseoverskridende institutioner. Udvalget bør bidrage til at sikre, at overlapning og dobbeltarbejde undgås, og at de indrapporterede data er sammenlignelige og af tilstrækkelig kvalitet.

(20)

De finansielle systemer i Fællesskabet hænger tæt sammen, og begivenheder i én medlemsstat kan have betydelige konsekvenser for finansielle institutioner og markeder i andre medlemsstater. Den stadige fremkomst af finansielle konglomerater og udviskningen af grænserne mellem aktiviteterne i virksomheder i bank-, værdipapir- og forsikringssektorerne skaber yderligere tilsynsudfordringer på nationalt plan og fællesskabsplan. For at sikre finansiel stabilitet er det nødvendigt med et system på niveauet for udvalget, Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg og Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger for at identificere potentielle risici på tværs af grænser og sektorer på et tidligt tidspunkt og, når det er nødvendigt, underrette Kommissionen og de andre udvalg. Desuden er det af afgørende betydning, at udvalget sikrer, at finansministerierne og medlemsstaternes nationalbanker holdes underrettet. Udvalget har en rolle at spille i denne forbindelse ved at identificere risici i banksektoren og foretage regelmæssige indberetninger til Kommissionen. Rådet bør også underrettes om disse vurderinger. Udvalget bør også samarbejde med Europa-Parlamentet og give det periodiske oplysninger om situationen i banksektoren. Udvalget bør i denne forbindelse ikke give oplysninger om individuelle enheder, som der føres tilsyn med.

(21)

For i tilstrækkelig grad at behandle spørgsmål på tværs af sektorerne bør udvalgets aktiviteter koordineres med aktiviteterne i Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg, Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og Banktilsynskomitéen under Det Europæiske System af Centralbanker. Dette er især vigtigt for at kunne behandle mulige tværsektorielle risici med hensyn til finansiel stabilitet.

(22)

I betragtning af globaliseringen af finansielle tjenesteydelser og den øgede betydning af internationale standarder bør udvalget også fremme dialog og samarbejde med tilsynsmyndigheder uden for Fællesskabet.

(23)

Udvalgets redegørelsespligt over for Fællesskabets institutioner er meget vigtig og bør være af en veletableret standard, samtidig med at de tilsynsførendes uafhængighed respekteres.

(24)

Udvalget bør udarbejde sin egen forretningsorden og fuldt ud respektere de berørte institutioners beføjelser og den nuværende institutionelle balance som fastsat i traktaten. De styrkede rammer for udvalgets arbejde bør ledsages af forbedrede arbejdsprocesser. Hvis der ikke kan opnås konsensus, bør der træffes afgørelse med kvalificeret flertal i overensstemmelse med traktatens bestemmelser.

(25)

Af hensyn til retssikkerhed og klarhed bør afgørelse 2004/5/EF ophæves —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der oprettes hermed en uafhængig rådgivningsgruppe vedrørende banktilsyn i Fællesskabet benævnt »Det Europæiske Banktilsynsudvalg« (herefter »udvalget«).

Artikel 2

Udvalget rådgiver på eget initiativ eller på Kommissionens anmodning Kommissionen, navnlig med hensyn til udarbejdelse af udkast til gennemførelsesbestemmelser vedrørende bankaktiviteter og finansielle konglomerater.

Når Kommissionen anmoder udvalget om rådgivning, kan den fastsætte en frist for udvalgets afgivelse af sådan rådgivning. En sådan frist fastsættes under hensyntagen til, hvor meget den pågældende sag haster.

Artikel 3

Udvalget udfører de opgaver, det pålægges, og bidrager til en fælles og ensartet gennemførelse og konsekvent anvendelse af Fællesskabets lovgivning ved at udstede ikke-bindende retningslinjer, anbefalinger og standarder.

Artikel 4

1.   Udvalget skal forbedre samarbejdet mellem nationale tilsynsmyndigheder på bankområdet og fremme konvergensen mellem medlemsstaternes tilsynspraksis og fremgangsmåder i hele Fællesskabet. Med henblik herpå udfører det mindst følgende arbejdsopgaver:

a)

mægle eller fremme mægling mellem tilsynsmyndigheder i de tilfælde, der er fastlagt i den relevante lovgivning, eller på en tilsynsmyndigheds anmodning

b)

afgive udtalelser til tilsynsmyndigheder i de tilfælde, der er fastlagt i den relevante lovgivning, eller på deres anmodning

c)

fremme effektiv bilateral og multilateral udveksling af information mellem tilsynsmyndigheder, med forbehold af gældende bestemmelser om fortrolighed

d)

fremme uddelegeringen af opgaver mellem tilsynsmyndigheder, navnlig ved at identificere opgaver, som kan uddelegeres, og ved at fremme bedste praksis

e)

bidrage til at sikre, at tilsynskollegier fungerer effektivt og konsekvent, især ved at fastlægge retningslinjer for kollegiernes operationelle funktion, overvåge kohærensen af de forskellige kollegiers praksis og ved at udveksle bedste praksis

f)

bidrage til udviklingen af fælles rapporteringsstandarder af høj kvalitet for tilsynsførelsen

g)

revidere den praktiske anvendelse af de ikke-bindende retningslinjer, anbefalinger og standarder, der udstedes af udvalget.

2.   Udvalget gennemgår løbende medlemsstaternes tilsynspraksis og vurderer konvergensen heraf. Udvalget rapporterer hvert år om de opnåede fremskridt og identificerer de tilbageværende hindringer.

3.   Udvalget udvikler nye praktiske konvergensværktøjer for at fremme fælles fremgangsmåder ved tilsyn.

Artikel 5

1.   Udvalget overvåger og vurderer udviklingen inden for banksektoren og informerer, når det er nødvendigt, Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg, Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og Kommissionen. Udvalget sikrer, at medlemsstaternes finansministerier og nationale centralbanker er informeret om potentielle eller overhængende problemer.

2.   Udvalget giver mindst to gange om året Kommissionen vurderinger af forsigtighedstendenser på mikroplan, potentielle risici og sårbarheder i banksektoren.

I disse vurderinger inkluderer udvalget en klassificering af de vigtigste risici og sårbare punkter og angiver, i hvilket omfang sådanne risici og sårbare punkter udgør en trussel mod den finansielle stabilitet og foreslår, når det er nødvendigt, præventive eller afhjælpende foranstaltninger.

Rådet informeres om disse vurderinger.

3.   Udvalget indfører procedurer, der sætter tilsynsmyndighederne i stand til at reagere hurtigt. Hvor det er hensigtsmæssigt, fremmer udvalget en fælles vurdering blandt tilsynsmyndighederne i Fællesskabet for så vidt angår risici og sårbare punkter, som kan påvirke stabiliteten af Fællesskabets finansielle system negativt.

4.   Udvalget sikrer en passende dækning af den tværsektorielle udvikling, risici og sårbarheder gennem et tæt samarbejde med Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg, Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og Banktilsynskomitéen under Det Europæiske System af Centralbanker.

Artikel 6

1.   Udvalget bidrager til udviklingen af en fælles tilsynspraksis på bankområdet og på tværsektoriel grundlag i tæt samarbejde med Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg og Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger.

2.   Med henblik herpå etablerer det navnlig sektorielle og tværsektorielle uddannelsesprogrammer, fremmer udvekslingen af personale og tilskynder de kompetente myndigheder til at intensivere udstationeringsordninger, fælles inspektionshold og tilsynsbesøg samt andre værktøjer.

3.   Udvalget udvikler, når det er hensigtsmæssigt, nye instrumenter til fremme af en fælles tilsynspraksis.

4.   Udvalget styrker samarbejdet med tilsynsmyndigheder i tredjelande, især gennem disses deltagelse i uddannelsesprogrammer.

Artikel 7

1.   Udvalget sammensættes af repræsentanter på højt niveau fra følgende organisationer:

a)

de nationale offentlige myndigheder, som har beføjelser til at overvåge kreditinstitutter (herefter »de kompetente tilsynsmyndigheder«)

b)

de nationale centralbanker, som har specifikt operationelt ansvar for tilsynet med individuelle kreditinstitutter sammen med en kompetent tilsynsmyndighed

c)

de centralbanker, som ikke direkte beskæftiger sig med tilsynet med individuelle kreditinstitutter, herunder Den Europæiske Centralbank.

2.   Hver medlemsstat udpeger repræsentanter på højt niveau, der deltager i udvalgets møder. Den Europæiske Centralbank udpeger en repræsentant på højt niveau, der deltager i udvalgets drøftelser.

3.   Kommissionen deltager i udvalgets møder og udpeger en repræsentant på højt niveau, der deltager i drøftelserne.

4.   Udvalget vælger en formand blandt repræsentanterne for de nationale kompetente tilsynsmyndigheder.

5.   Udvalget kan invitere sagkyndige og observatører til at deltage i møder.

Artikel 8

1.   Udvalgets medlemmer må ikke videregive oplysninger, der er undergivet tavshedspligt. Alle deltagere i drøftelser er forpligtet til at overholde de gældende regler for tavshedspligt.

2.   Når der udveksles fortrolige oplysninger vedrørende et institut, som der føres tilsyn med, kan deltagelsen i drøftelsen af dette punkt på dagsordenen begrænses til kun at omfatte de direkte involverede kompetente tilsynsmyndigheder og de nationale centralbanker, der er pålagt et specifikt operationelt ansvar for tilsynsførelse med de pågældende individuelle kreditinstitutter.

Artikel 9

1.   Udvalget informerer regelmæssigt Kommissionen om resultaterne af sine aktiviteter. Udvalget er i regelmæssig kontakt med Det Europæiske Bankudvalg, der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/10/EF (7), og det kompetente udvalg i Europa-Parlamentet.

2.   Udvalget sikrer tværsektoriel sammenhæng i arbejdet i sektoren for finansielle tjenesteydelser gennem regelmæssigt og tæt samarbejde med Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg og Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger.

3.   Udvalgets formand mødes mindst en gang om måneden med formændene for Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg og Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger.

Artikel 10

Udvalget kan nedsætte arbejdsgrupper. Kommissionen inviteres til arbejdsgruppernes møder som observatør.

Artikel 11

Udvalget samarbejder med hensyn til tilsynsførelse med finansielle konglomerater med Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger i Det Blandede Udvalg for Finansielle Konglomerater.

Kommissionen og Den Europæiske Centralbank inviteres til møderne i Det Blandede Udvalg for Finansielle Konglomerater som observatører.

Artikel 12

Før udvalget afgiver udtalelse til Kommissionen, fører det i en tidlig fase på åben og gennemsigtig vis dybtgående konsultationer med markedsdeltagere, forbrugere og slutbrugere. Udvalget offentliggør resultaterne af disse konsultationer, medmindre respondenterne anmoder om andet.

Når udvalget rådgiver om bestemmelser, der gælder for både kreditinstitutter og investeringsselskaber, forhører det sig hos de myndigheder, der har ansvar for tilsynet med investeringsselskaberne, og som ikke allerede er repræsenteret i udvalget.

Artikel 13

Udvalget udarbejder et årligt arbejdsprogram og fremsender dette til Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen senest ved udgangen af oktober hvert år. Udvalget informerer regelmæssigt og mindst én gang om året Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om resultaterne af de aktiviteter, der indgår i arbejdsprogrammet.

Artikel 14

Udvalget arbejder på grundlag af konsensus blandt medlemmerne. Hvis der ikke kan opnås konsensus, træffes afgørelserne ved kvalificeret flertal. Stemmerne for udvalgsmedlemmernes repræsentanter svarer til medlemsstaternes stemmer som fastsat i traktatens artikel 205, stk. 2 og 4.

Udvalgsmedlemmer, som ikke følger de retningslinjer, anbefalinger, standarder og andre foranstaltninger, som man i udvalget er blevet enige om, skal være rede til at begrunde et sådant valg.

Artikel 15

Udvalget vedtager sin egen forretningsorden og tilrettelægger selv sit arbejde.

For så vidt angår afgørelser om ændringer af forretningsordenen og valg til og afsættelse fra udvalgets bestyrelse, kan der i forretningsordenen indgå beslutningsprocedurer, der afviger fra procedurerne i artikel 14.

Artikel 16

Afgørelse 2004/5/EF ophæves.

Artikel 17

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. januar 2009.

På Kommissionens vegne

Charlie McCREEVY

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 3 af 7.1.2004, s. 28.

(2)  EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9.

(3)  KOM(2007) 727 endelig.

(4)  Rådets konklusioner 15698/07 af 4.12.2007.

(5)  Rådets konklusioner 7652/1/08 rev 1.

(6)  Rådets konklusioner 8515/3/08 rev 3.

(7)  EUT L 3 af 7.1.2004, s. 36.


Top