–

den litauiske regering ved K. Dieninis og V. Kazlauskaitė-Švenčionienė, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Albenzio,

–

Europa-Kommissionen ved F. Clotuche-Duvieusart og J. Jokubauskaitė, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 124, stk. 1, litra e), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1, som berigtiget i EUT 2021, L 241, s. 13, herefter »EU-toldkodeksen«), artikel 2, litra b), og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT 2009, L 9, s. 12) samt artikel 2, stk. 1, litra d), og artikel 70 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1, herefter »momsdirektivet«).

2

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem på den ene side UB, der er appellant i hovedsagen, og på den anden side Kauno teritorinė muitinė (det regionale toldkontor i Kaunas, Litauen) og Muitinės departamentas prie Finansų ministerijos (finansministeriets tolddepartement, Litauen) vedrørende en afgørelse truffet af dette regionale toldkontor, i henhold til hvilken UB blev pålagt at betale punktafgift og merværdiafgift (moms) som følge af en ulovlig indførsel af cigaretter fra Belarus til litauisk område.

3

EU-toldkodeksens artikel 42, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Hver enkelt medlemsstat indfører sanktioner for manglende overholdelse af toldlovgivningen. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.«

4

EU-toldkodeksens artikel 79, der har overskriften »Toldskyld, der opstår som følge af manglende efterlevelse«, bestemmer:

»1.   For så vidt angår varer, der er importafgiftspligtige, opstår der toldskyld ved import ved manglende overholdelse af:

[…]«

5

EU-toldkodeksens artikel 124 med overskriften »Ophør« bestemmer:

»1.   Med forbehold af de gældende bestemmelser om de tilfælde, hvor det import- eller eksportafgiftsbeløb, der svarer til toldskylden, ikke kan inddrives, fordi debitor ad rettens vej er erklæret insolvent, ophører toldskylden ved import eller eksport på en af følgende måder:

[…]

[…]

2.   I de tilfælde, der er anført i stk. 1, litra e), anses toldskylden dog af hensyn til sanktioner, der anvendes for overtrædelser af toldlovgivningen, for ikke at være ophørt, når import- eller eksportafgifter eller en opstået toldskyld i henhold til en medlemsstats lovgivning danner grundlag for idømmelse af sanktioner.

[…]«

6

I henhold til EU-toldkodeksens artikel 286, stk. 1, ophæver denne Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks) (EUT 2008, L 145, s. 1), som selv havde ophævet Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1).

7

Artikel 86 i forordning nr. 450/2008 med overskriften »Ophør« bestemte:

»1.   Med forbehold af artikel 68 og den gældende bestemmelse om de tilfælde, hvor det import- eller eksportafgiftsbeløb, der svarer til toldskylden, ikke kan inddrives, fordi debitor ad rettens vej er erklæret insolvent, ophører toldskylden ved import eller eksport på en af følgende måder:

[…]

[…]«

8

Artikel 202 i forordning nr. 2913/92 bestemte:

»1.   Toldskyld ved indførsel opstår:

Ved anvendelse af denne artikel forstås ved »indførsel på ikke forskriftsmæssig måde« enhver indførsel i strid med artikel 38 til 41 og med artikel 177, andet led.

2.   Toldskylden opstår på det tidspunkt, hvor varen føres ind på ikke forskriftsmæssig måde.

[…]«

9

Denne forordnings artikel 233 med overskriften »Toldskyldens ophør« bestemte:

»Med forbehold af gældende bestemmelser om forældelse af toldskyld og om de tilfælde, hvor toldskylden ikke kan inddrives, fordi debitor ad rettens vej er erklæret insolvent, ophører en toldskyld:

[…]

[…]«

10

Artikel 2, litra b), i direktiv 2008/118 bestemmer:

»Punktafgiftspligtige varer pålægges punktafgift på tidspunktet for:

[…]

b) deres indførsel i Fællesskabets område.«

11

Direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.   Punktafgiften forfalder ved overgangen til forbrug og i den medlemsstat, hvor denne finder sted.

2.   I dette direktiv forstås ved »overgang til forbrug« et af følgende:

[…]

12

Momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra d), fastsætter følgende:

»Følgende transaktioner er momspligtige:

[…]

d) indførsel af varer.«

13

Det følger af det nævnte direktivs artikel 70, at »afgiftspligten indtræder, og afgiften forfalder på det tidspunkt, hvor varer indføres«.

14

Det følger af det nævnte direktivs artikel 71, stk. 1, andet afsnit, at »skal der for de indførte varer svares told, landbrugsimportafgifter eller afgifter med tilsvarende virkning, der er fastsat som led i en fælles politik, vil afgiftspligten […] indtræde og afgiften forfalde på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder for de pågældende afgifter, og hvor disse forfalder«.

15

Artikel 93 i Lietuvos Respublikos mokesčių administravimo įstatymas (Republikken Litauens lov om skatte- og afgiftsforvaltning) af 13. april 2004 (Žin., 2004, nr. 63-2243) med overskriften »Ophør af afgiftspligt« bestemte i stk. 2, nr. 3, at »enhver forpligtelse vedrørende afgifter, der forvaltes af toldmyndighederne, ligeledes ophører […], hvis smuglervarerne beslaglægges på tidspunktet for deres ikke-forskriftmæssige indførsel og samtidig eller senere konfiskeres«.

16

Denne bestemmelse blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2017 og erstattet af følgende bestemmelser:

17

UB, appellanten i hovedsagen, der handlede som en del af en gruppe af medskyldige, organiserede ulovlig indførsel (smugleri) af punktafgiftspligtige varer fra Belarus til litauisk område. Den 22. september 2016 blev 6000 pakker cigaretter (herefter »de omhandlede varer«) på et afsides sted kastet over landegrænsen og opsamlet. Samme dag blev det køretøj, der transporterede de omhandlede varer inden for litauisk område, standset af grænsevagter, som beslaglagde disse varer.

18

Ved strafferetlig kendelse af 23. januar 2017 kendte Vilniaus apygardos teismas (den regionale domstol i Vilnius, Litauen) UB skyldig i en strafbar handling, idømte UB en bøde på 16947 EUR, konfiskerede de omhandlede varer og bestemte, at varerne skulle destrueres.

19

Henset til denne strafferetlige kendelse fastslog det regionale toldkontor i Kaunas, at appellanten hæftede, solidarisk med andre personer, for en afgiftsskyld på 10237 EUR i punktafgift og på 2679 EUR i importmoms, samt morarenter vedrørende de nævnte afgifter fastsat til henholdsvis 1674 EUR og 438 EUR. Hvad derimod angår toldafgifterne hverken beregnede eller registrerede det regionale toldkontor beløbet herfor, da toldkontoret fandt, at toldskylden var ophørt i henhold til EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e).

20

Efter at have behandlet UB’s klage over denne afgørelse stadfæstede finansministeriets tolddepartement ved afgørelse af 9. maj 2018 afgørelsen truffet af det regionale toldkontor i Kaunas.

21

UB anlagde sag ved Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius). UB gjorde i det væsentlige gældende, at eftersom toldskylden var ophørt af den grund, der er fastsat i EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e), var hans forpligtelse til at betale punktafgifter og importmoms ligeledes ophørt.

22

Ved dom af 30. oktober 2018 forkastede Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius) søgsmålet som ugrundet. Denne ret fandt bl.a., at årsagerne til ophør af forpligtelsen til at betale punktafgifter og/eller importmoms ikke henhører under EU-toldkodeksen.

23

UB har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol), dvs. den forelæggende ret.

24

Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om en beslaglæggelse og konfiskation som den i hovedsagen omhandlede udgør en grund til toldskyldens ophør i henhold til EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e). Den forelæggende ret har anført, at ordlyden af denne bestemmelse er forskellig fra ordlyden af artikel 233, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2913/92, som udtrykkeligt bestemte, at beslaglæggelsen af smuglervarer skal finde sted »ved deres ikke forskriftsmæssige indførsel«, for at toldskylden kan anses for at være ophørt. Det kan derfor fastslås, at i henhold til EU-toldkodeksen er det tidspunkt, hvor beslaglæggelsen finder sted, ikke relevant, og at toldskylden ophører, selv om smuglervarerne beslaglægges, når de allerede er blevet indført i Unionens toldområde – dvs. uden for den zone, hvor det første toldsted inden for dette område er beliggende.

25

For det andet er den forelæggende ret i tvivl om betydningen af toldskyldens ophør for forpligtelsen til at betale punktafgift og importmoms. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at selv om Domstolens praksis, herunder dom af 29. april 2010, Dansk Transport og Logistik (C-230/08, EU:C:2010:231), synes at forudsætte, at der foreligger en »parallelitet« mellem toldskyldens ophør på den ene side og andre afgiftsmæssige forpligtelser, såsom forpligtelsen til at betale punktafgift og importmoms, på den anden side, indeholder hverken direktiv 2008/118 eller momsdirektivet bestemmelser, der fastsætter, at disse forpligtelser ophører i tilfælde af ulovlig indførsel og efterfølgende beslaglæggelse og konfiskation af varerne.

26

På denne baggrund har Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

27

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 124, stk. 1, litra e), i EU-toldkodeksen skal fortolkes således, at toldskylden ophører, når varer er blevet beslaglagt og derefter konfiskeret, efter at de allerede er blevet indført ulovligt i Unionens toldområde.

28

Indledningsvis bemærkes, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den lovgivning, som den er en del af, og bl.a. til denne lovgivnings tilblivelse (dom af 5.4.2022, C-140/20, Commissioner of An Garda Síochána, EU:C:2022:258, præmis 32).

29

Hvad angår ordlyden af EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e), fastsætter denne bestemmelse, med forbehold af de gældende bestemmelser om de tilfælde, hvor det import- eller eksportafgiftsbeløb, der svarer til toldskylden, ikke kan inddrives, fordi debitor ad rettens vej er erklæret insolvent, at en toldskyld ved import eller eksport ophører bl.a. når import- eller eksportafgiftspligtige varer konfiskeres eller beslaglægges og samtidig eller senere konfiskeres.

30

Følgelig henviser denne bestemmelses ordlyd ikke til det tidspunkt, hvor beslaglæggelsen af varerne sker, som en betingelse for toldskyldens ophør.

31

Som generaladvokaten har anført i punkt 30, 34 og 35 i sit forslag til afgørelse, adskiller ordlyden af denne bestemmelse, som efterfulgte artikel 86, stk. 1, litra e), i forordning nr. 450/2008, sig i denne henseende fra ordlyden af artikel 233, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2913/92, som udtrykkeligt henviste til beslaglæggelse »ved […] ikke-forskriftsmæssig indførsel« af varer i Unionens toldområde.

32

For at toldskylden ophørte inden for rammerne af den ordning, der blev indført med artikel 233, stk. 1, litra d) i forordning nr. 2913/92, skulle beslaglæggelsen af varer, som var blevet indført til Fællesskabets toldområde, ske, inden varerne passerede det første toldsted, som var beliggende inden for dette område (jf. i denne retning dom af 29.4.2010, Dansk Transport og Logistik, C-230/08, EU:C:2010:231, præmis 50).

33

Da EU-lovgiver vedtog artikel 86, stk. 1, litra e), i forordning nr. 450/2008 og derefter EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e), valgte EU-lovgiver ikke længere at gøre toldskyldens ophør betinget af, at beslaglæggelsen fandt sted samtidig med indførslen af varerne i Unionens toldområde.

34

Den omstændighed, at beslaglæggelsen og den efterfølgende konfiskation har fundet sted efter den ulovlige indførsel af varer i Unionens toldområde, er derfor uden betydning for anvendeligheden af EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e), således at den hermed forbundne toldskyld ligeledes skal anses for at være ophørt i dette tilfælde.

35

Denne fortolkning af EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e), er i overensstemmelse med de formål, der forfølges med denne kodeks, herunder bl.a. indførelse af sanktioner på et passende niveau, der er effektive, har afskrækkende virkning og står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen, i hele det indre marked med henblik på at beskytte Unionens finansielle interesser som omhandlet i 11. og 23. betragtning til den nævnte kodeks.

36

Det skal i denne forbindelse præciseres, at toldskyldens ophør på ingen måde er til hinder for pålæggelsen af sanktioner for manglende overholdelse af toldlovgivningen.

37

I henhold til EU-toldkodeksens artikel 42, stk. 1, skal hver medlemsstat nemlig indføre sanktioner for manglende overholdelse af toldlovgivningen, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, og i henhold til EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 2, anses toldskylden af hensyn til sanktioner, der anvendes for overtrædelser af toldlovgivningen, for ikke at være ophørt, når import- eller eksportafgifter eller en opstået toldskyld i henhold til en medlemsstats lovgivning danner grundlag for idømmelse af sanktioner.

38

Ophøret af toldskyld, der er fastsat i kodeksens artikel 124, stk. 1, litra e), i tilfælde af beslaglæggelse og konfiskation af varer efter deres ulovlige indførsel i Unionens toldområde, kan således ikke forhindre anvendelsen af sanktioner eller underminere disse sanktioners afskrækkende virkning.

39

Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e), skal fortolkes således, at en toldskyld ophører, når varerne beslaglægges og senere konfiskeres, efter at de allerede er blevet indført ulovligt i Unionens toldområde.

40

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, litra b), og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/118 samt artikel 2, stk. 1, litra d), og artikel 70 i momsdirektivet skal fortolkes således, at toldskyldens ophør af den grund, der er fastsat i EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e), medfører, at afgiftsskylden vedrørende henholdsvis punktafgifter og moms for varer, der indføres ulovligt i Unionens toldområde, ophører.

41

Hvad angår forpligtelsen til at betale punktafgift bemærkes, at i henhold til artikel 2, litra b), i direktiv 2008/118 pålægges punktafgiftspligtige varer punktafgift på tidspunktet for deres indførsel i Unionens område. I henhold til dette direktivs artikel 7, stk. 1, forfalder punktafgiften ved overgangen til forbrug og i den medlemsstat, hvor denne finder sted. Direktivets artikel 7, stk. 2, litra d), bestemmer, at begrebet »overgang til forbrug« omfatter tilfælde, hvor punktafgiftspligtige varer indføres, herunder uretmæssigt, medmindre disse umiddelbart efter indførslen henføres under en afgiftssuspensionsordning.

42

Som generaladvokaten har anført i punkt 42 i sit forslag til afgørelse, indeholder direktiv 2008/118 ingen bestemmelse om ophør af forpligtelsen til at betale punktafgifterne i tilfælde af, at toldskylden vedrørende smuglervarerne ophører af den grund, der er omhandlet i EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e). Det følger heraf, at når den først er forfalden, skal punktafgiften på sådanne varer fortsat betales.

43

Denne vurdering understøttes af den omstændighed, at når varer, der er indført på en ikke-forskriftsmæssig måde, bliver beslaglagt og konfiskeret af myndighederne efter at have forladt det første toldsted inden for Unionens område, må varerne anses for at være blevet indført til Unionen, således at den punktafgiftsudløsende omstændighed er indtruffet for disse varer (jf. analogt dom af 29.4.2010, Dansk Transport og Logistik, C-230/08, EU:C:2010:231, præmis 74).

44

Derudover skal varer, der er blevet gjort til genstand for en sådan ikke-forskriftsmæssig indførsel, anses for at være overgået til forbrug, og det har derfor ingen betydning for punktafgiftens forfaldstidspunkt, at varerne efter deres beslaglæggelse og konfiskation senere henføres under en toldoplagsprocedure (jf. analogt dom af 29.4.2010, Dansk Transport og Logistik, C-230/08, EU:C:2010:231, præmis 81).

45

Eftersom de omhandlede varer i det foreliggende tilfælde blev beslaglagt og konfiskeret efter at være overgået til forbrug i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, stk. 2, litra d), i direktiv 2008/118, er punktafgifterne fortsat forfaldne, idet ophøret af den tilsvarende toldskyld er uden betydning i denne henseende.

46

Hvad angår forpligtelsen til at betale moms skal det fastslås, at i henhold til momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra d), er indførsel af varer momspligtig. I henhold til direktivets artikel 70 indtræder afgiftspligten og forfalder afgiften på det tidspunkt, hvor varer indføres.

47

I den forbindelse skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at importmoms og told med hensyn til deres væsentlige egenskaber kan sammenlignes, for så vidt som kravet på dem stiftes ved indførslen til Unionen og varernes efterfølgende optagelse i det økonomiske kredsløb i medlemsstaterne. Denne parallelitet bekræftes af, at momsdirektivets artikel 71, stk. 1, andet afsnit, bemyndiger medlemsstaterne til at knytte importmomspligtens indtræden og afgiftens forfald til de tilsvarende begreber, der gælder for told (dom af 3.3.2021, Hauptzollamt Münster (Stedet, hvor momsen opstår), C-7/20, EU:C:2021:161, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

48

Således kan der ud over toldskylden ligeledes ske opkrævning af moms, såfremt det på baggrund af den ulovlige adfærd, som førte til, at toldskylden opstod, kan antages, at varen er optaget i Unionens økonomiske kredsløb og dermed har kunnet være genstand for forbrug, hvilket udløser den begivenhed, der pålægges moms (dom af 3.3.2021, Hauptzollamt Münster (Stedet, hvor momsen opstår), C-7/20, EU:C:2021:161, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

49

Momsdirektivet indeholder ikke nogen bestemmelse om ophør af forpligtelsen til at betale moms i tilfælde af, at toldskylden vedrørende smuglervarer ophører af den grund, der er omhandlet i EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e). Det følger heraf, at når den først er forfalden, skal momsen på sådanne varer fortsat betales.

50

Denne vurdering understøttes af den omstændighed, at når varer bliver beslaglagt og konfiskeret, efter at de har forladt det første toldsted inden for Unionens toldområde, er den afgiftsudløsende omstændighed for momsen allerede indtruffet og momskravet derfor forfaldent til betaling (jf. analogt dom af 29.4.2010, Dansk Transport og Logistik, C-230/08, EU:C:2010:231, præmis 94).

51

Eftersom de omhandlede varer i det foreliggende tilfælde er blevet beslaglagt og konfiskeret efter deres indførsel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i momsdirektivets artikel 70, forfalder momsen, og i denne henseende er ophøret af den hertil svarende toldskyld uden betydning.

52

Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 2, litra b), og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/118 samt artikel 2, stk. 1, litra d), og artikel 70 i momsdirektivet skal fortolkes således, at toldskyldens ophør af den grund, der er fastsat i EU-toldkodeksens artikel 124, stk. 1, litra e), ikke medfører, at afgiftsskylden vedrørende henholdsvis punktafgifter og moms for varer, der indføres ulovligt i Unionens toldområde, ophører.

53

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: