–

PR ved Rechtsanwälte U. Karpenstein og R. Sangi,

–

den tyske regering ved J. Möller og N. Scheffel, som befuldmægtigede,

–

den estiske regering ved M. Kriisa, som befuldmægtiget,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og H.S. Gijzen, som befuldmægtigede,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

den finske regering ved H. Leppo, som befuldmægtiget,

–

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bishop og T. Haas, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Carpus Carcea, C. Georgieva og M. Kellerbauer, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5n, stk. 2, i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2014, L 229, s. 1) som ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/1904 af 6. oktober 2022 (EUT 2022, L 259 I, s. 3) (herefter »forordning nr. 833/2014«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side GM og ON, der er købere af en lejlighed i Berlin (Tyskland), og som tilhører en juridisk person med hjemsted i Rusland, og på den anden side PR, der er notar i Tyskland, vedrørende sidstnævntes afslag på at bekræfte og gennemføre aftalen vedrørende denne lejlighed med den begrundelse, at det ikke kunne udelukkes, at denne bekræftelse er i strid med artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014, som forbyder ydelse af juridisk rådgivning til juridiske personer, der er etableret i Rusland.

3

Artikel 2 i Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 6), som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 476/2014 af 12. maj 2014 (EUT 2014, L 137, s. 1), bestemmer følgende:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer eller af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. listen i bilag I, indefryses.

2.   Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer eller for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. listen i bilag I.«

4

Første og anden betragtning til forordning nr. 833/2014 har følgende ordlyd:

5

Artikel 5aa, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 har følgende ordlyd:

»Det er forbudt direkte eller indirekte at deltage i transaktioner med:

6

Forordningens artikel 5n, stk. 1, 2 og 6, foreskriver:

»1.   Det er forbudt direkte eller indirekte at levere tjenester vedrørende bogførings- og revisionsvirksomhed, herunder lovpligtig revision, og skatterådgivning samt virksomheds- og ledelsesrådgivning og PR-ydelser til:

2.   Det er forbudt direkte eller indirekte at yde arkitekt- og ingeniørtjenester, juridisk rådgivning og IT-konsulenttjenester til:

[...]

6.   Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på levering af tjenester, der er strengt nødvendige for at sikre adgang til retslige, administrative eller voldgiftsmæssige procedurer i en medlemsstat eller til anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom eller en voldgiftskendelse, som er afgivet i en medlemsstat, forudsat at sådan levering af tjenester er i overensstemmelse med målene i nærværende forordning og i [forordning nr. 269/2014].«

7

Følgende fremgår af femte og ottende til tiende betragtning til Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1909 af 6. oktober 2022 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2022, L 259, s. 122):

[...]

8

2., 19. og 22. betragtning til forordning 2022/1904 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

9

§ 311, stk. 1, første punktum, i Bürgerliches Gesetzbuch (borgerlig lovbog) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »BGB«), bestemmer, at en salgsaftale vedrørende fast ejendom skal bekræftes af en notar.

10

I henhold til BGB’s § 873, stk. 1, kræver overdragelsen af ejendomsretten til en fast ejendom, at begge parter er enige om overdragelsen og om, at denne indføres i tingbogen.

11

Det fremgår af BGB’s § 925, stk. 1, at en sådan aftale principielt skal forelægges for en notar.

12

Ifølge BGB’s § 925a kan notaren kun bekræfte overdragelsen, hvis dokumentet vedrørende salgsaftalen er blevet forelagt for den pågældende notar.

13

I henhold til § 4 i Beurkundungsgesetz (lov om bekræftelse af dokumenter) af 28. august 1969 (BGBl. 1969 I, s. 1513), som ændret ved lov af 15. juli 2022 (BGBl. 2022 I, s. 1146), skal en notar nægte bekræftelse en retshandel, når denne ikke er forenelig med de forpligtelser, der er forbundet med notarens hverv, navnlig når vedkommende anmodes om at medvirke i handlinger, der åbenbart forfølger et ulovligt eller uhæderligt formål.

14

I henhold til § 17, stk. 1, i lov om bekræftelse af dokumenter, som ændret ved lov af 15. juli 2022, har notaren pligt til at oplyse parterne om den pågældende retshandels retlige konsekvenser.

15

Ifølge § 1 i Bundesnotarordnung (forbundslov om notarhvervet) af 24. februar 1961 (BGBl. 1961 I, s. 97), som ændret ved lov af 15. juli 2022 (BGBl. 2022 I, s. 1146) (herefter »lov om notarhvervet«), udnævnes notaren som uafhængig embedsmand med ansvar for bekræftelse af juridiske dokumenter og andre opgaver inden for den forebyggende retspleje.

16

§ 14, stk. 1, i lov om notarhvervet bestemmer, at notaren ikke er repræsentant for den ene eller den anden part, men en uafhængig og upartisk rådgiver for alle parter. I henhold til denne § 14, stk. 2 skal notaren nægte at udøve sit hverv, når dette ikke er foreneligt med de forpligtelser, der følger heraf.

17

§ 15 i lov om notarhvervet bestemmer i stk. 1, at notaren ikke uden tilstrækkelig grund kan nægte at bekræfte et dokument, og i stk. 2, at der kan indgives klage over notarens afvisning af at bekræfte et dokument.

18

I henhold til § 29, stk. 1, i Grundbuchordnung (lov om tinglysning) af 26. maj 1994 (BGBl. 1994 I, s. 1114) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, kan tinglysning kun foretages, såfremt de retshandler, der er nødvendige for tinglysningen, er attesteret ved officielle dokumenter eller officielt bekræftede dokumenter.

19

GM og ON, der er tyske statsborgere, forberedte sig på at erhverve en lejlighed i et ejerlejlighedskompleks i Berlin. Denne lejlighed er registreret i tingbogen i Berlin-Schöneberg, der føres af Amtsgericht Schöneberg (byretten i Schöneberg, Tyskland). I henhold til denne tingbog har ejeren af den nævnte lejlighed siden 2013 været Visit-Moscow Ltd, et selskab, som er registreret i Rusland og har hjemsted i Moskva (Rusland).

20

Med henblik på denne transaktion henvendte GM, ON og Visit-Moscow sig til PR, en notar i Berlin, med anmodning om, at denne udfærdigede en salgsaftale i bekræftet form i henhold til deres oplysninger om købsgenstanden, købesummen og andre aftalebestemmelser. De anmodede ligeledes PR om at sørge for gennemførelsen af den således bekræftede aftale, hvilket bl.a. krævede omregistrering i tingbogen af ejendomsretten til den pågældende lejlighed til GM og OM, fjernelse af eksisterende panterettigheder på lejligheden samt notariel opbevaring på en spærret konto og udbetaling af købesummen til Visit-Moscow.

21

PR meddelte ved en skrivelse af 15. december 2022 GM, ON og Visit-Moscow, at han foreløbigt afviste at bekræfte den nævnte aftale med den begrundelse, at det ikke kunne udelukkes, at bekræftelsen heraf var i strid med forbuddet i artikel 5n, stk. 2, litra b), i forordning nr. 833/2014 mod at yde juridisk rådgivning til juridiske personer, der er etableret i Rusland.

22

PR imødekom ikke den anmodning om at genoverveje dette afslag, som GM, ON og Visit-Moscow fremsatte i deres søgsmål til prøvelse af nævnte afslag, og PR henviste i overensstemmelse med de gældende regler sagen til Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland), som er den forelæggende ret.

23

For det første er den forelæggende ret af den opfattelse, at det skal afgøres, hvorvidt en notars bekræftelse af en aftale om salg af fast ejendom er i strid med forbuddet i artikel 5n, stk. 2, litra b), i forordning nr. 833/2014, når sælgeren er en juridisk person, der er etableret i Rusland.

24

I denne henseende har den forelæggende ret i første række anført, at flere betragtninger taler imod, at en sådan bekræftelse er omfattet af dette forbud.

25

Navnlig leverer en notar ikke en tjeneste, men udøver officielle pligter. Notaren har egenskab af en uafhængig offentlig embedsmand, der varetager funktionen med bekræftelse af dokumenter og at udføre andre opgaver inden for den forebyggende retspleje. Ved udøvelsen af sine funktioner er notaren ikke repræsentant for en bestemt part, men optræder som uafhængig og upartisk rådgiver for alle involverede. Notaren udfører public service-opgaver, som staten har overdraget vedkommende, og som staten, uden denne uddelegering, skulle udføre gennem sine egne organer. Notaren er følgelig ikke en tjenesteyder, der leverer sine tjenester på et af civilretten reguleret kontraktmæssigt grundlag, men en offentlig embedsmand, der på parternes anmodning udfører opgaver, såsom upartisk at informere aftaleparterne om den juridiske rækkevidde af den pågældende retshandel, der har sit grundlag i offentlig ret. De offentligretlige beføjelser, som notarfunktionen indebærer, kommer til udtryk, når notaren nægter at bekræfte en aftale af en ved lov fastsat grund.

26

Selv hvis notarvirksomhed skal kvalificeres som »tjenester« som omhandlet i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014, bør de af disse aktiviteter, der er nødvendige med henblik på registrering i tingbogen, for det andet undtages fra forbuddet mod at yde juridisk rådgivning til juridiske personer, der er etableret i Rusland, i henhold til denne forordnings artikel 5n, stk. 6, som finder anvendelse på levering af tjenester, der er strengt nødvendige for at sikre adgang til retslige, administrative eller voldgiftsmæssige procedurer i en medlemsstat. Ifølge tysk ret er registreringen i tingbogen nemlig en forudsætning for at stifte og erhverve en rettighed over en ejendom. Forvaltningen af tingbogen, der er overdraget til bestemte afdelinger af distriktsdomstolene og reguleret ved retslige procedureregler, er en retslig procedure eller i det mindste en administrativ procedure, hvor notarer spiller en central rolle. En anmodning om registrering i tingbogen er således kun gyldig, hvis den pågældende retlige transaktion er bekræftet ved officielle dokumenter eller officielt bekræftede dokumenter. Dette betyder, at en notars medvirken som hovedregel er nødvendig for at foretage en indførelse i tingbogen.

27

Eftersom det ikke er forbudt for de personer, der er omhandlet i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014, at råde over fast ejendom eller at udnytte denne økonomisk, er det desuden ikke i strid med det formål, der forfølges med denne bestemmelse, at give disse personer adgang til proceduren for indførelse i tingbogen.

28

For det tredje bemærkes, at selv hvis notarvirksomhed skulle anses for at indebære en juridisk rådgivningstjeneste, der er omfattet af forbuddet i denne artikel 5n, stk. 2, uden at kunne undtages fra dette forbud i henhold til stk. 6 i den nævnte artikel 5n, foreligger der vigtige indicier for, at det nævnte forbud ikke omfatter en notars deltagelse i forbindelse med indgåelsen af aftaler om salg af fast ejendom.

29

Med henblik på overdragelse af ejendomsretten til en fast ejendom beliggende i Tyskland kræver tysk lov ud over registrering af køberens identitet i tingbogen begge parternes samtykke til overdragelsen af ejendomsretten, som principielt skal erklæres over for en notar. En aftale om salg af fast ejendom skal for sit vedkommende bekræftes af en notar. I det tilfælde, hvor forbuddet i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014 skulle finde anvendelse på bekræftelsen af en salgsaftale vedrørende fast ejendom, ville juridiske personer, der er etableret i Rusland, følgelig retligt og faktisk blive frataget enhver mulighed for at råde over deres aktiver, eftersom der ikke kan dispenseres fra kravet om en notars medvirken i forbindelse med salg af fast ejendom. Dette ville imidlertid udgøre et alvorligt indgreb i disse personers grundlæggende ejendomsret.

30

Når dette er sagt, har Europa-Kommissionens tjenestegrene offentliggjort et dokument med titlen »Provision of Services – Frequently asked questions concerning sanctions adopted following Russia’s military aggression against Ukraine and Belarus’ involvement in it » (»Levering af tjenester – Ofte stillede spørgsmål om de sanktioner, der indføres som følge af Ruslands militære aggression mod Ukraine og Hvideruslands involvering heri«, versionen af 21. december 2022). I denne vejledning vurderede disse tjenestegrene, at artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014 fandt anvendelse på notarvirksomhed for juridiske personer, der er etableret i Rusland. Selv om vejledningen ikke er bindende, skaber den en tilstand af usikkerhed med hensyn til den korrekte fortolkning af denne bestemmelse.

31

Såfremt det for det andet findes, at en notars bekræftelse af en aftale om salg af en fast ejendom, der tilhører en juridisk person, der er etableret i Rusland, ikke tilsidesætter forbuddet i artikel 5n, stk. 2, litra b), i forordning nr. 833/2014, ønsker den forelæggende ret for det andet oplyst, om de ydelser, der leveres af en tolk, som ifølge loven skal sikre oversættelse til tysk for en part, der ikke behersker dette sprog, i forbindelse med bekræftelsen, er i strid med forbuddet i denne bestemmelse, når disse ydelser leveres til repræsentanter for en sådan juridisk person.

32

For det tredje og sidste er den forelæggende ret for så vidt angår den i foregående præmis nævnte situation i tvivl om, hvorvidt accessoriske opgaver, der normalt udføres af notaren med henblik på at sikre opfyldelsen af en sådan salgsaftale efter dennes bekræftelse, er i strid med forbuddet i artikel 5n, stk. 2, litra b), i forordning nr. 833/2014, når sælgeren er en juridisk person, der er etableret i Rusland.

33

På denne baggrund har Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

34

Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5n, stk. 2, litra b), i forordning nr. 833/2014 skal fortolkes således, at

er omfattet af forbuddet mod at yde juridisk rådgivning til en sådan juridisk person, der er fastsat i denne bestemmelse.

35

Hvad for det første angår en notar i en medlemsstats bekræftelse af en aftale om salg af en fast ejendom, der er beliggende på denne medlemsstats territorium, og som tilhører en juridisk person, der er etableret i Rusland, er det ifølge artikel 5n, stk. 2, litra b), i forordning nr. 833/2014 »forbudt direkte eller indirekte at yde [...] juridisk rådgivning [...] til juridiske personer, enheder eller organer, der er etableret i Rusland«.

36

Hvad indledningsvis nærmere bestemt angår begrebet »juridisk rådgivning« i denne bestemmelse er det hverken defineret i den nævnte bestemmelse eller i nogen andre bestemmelser i forordning nr. 833/2014.

37

Som det fremgår af fast retspraksis, skal fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af udtryk, som ikke er defineret i EU-retten, ske efter deres normale betydning i sædvanlig sprogbrug, idet der tages hensyn til den generelle sammenhæng, hvori de anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af (jf. i denne retning dom af 30.4.2024, Trade Express-L og DEVNIA TSIMENT, C-395/22 og C-428/22, EU:C:2024:374, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

38

Ifølge dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug betegner udtrykket »juridisk rådgivning« generelt en udtalelse om et retligt spørgsmål. Udtrykket »juridisk rådgivning« i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014 anvendt i forbindelse med udtrykket »tjenester« henviser til udøvelse af en økonomisk aktivitet, der er baseret på et forhold mellem en tjenesteyder og dennes kunde, og som har til formål at yde juridisk rådgivning, hvorved en tjenesteyder yder rådgivning om retlige spørgsmål til personer, der anmoder herom.

39

Denne forståelse af udtrykket »juridisk rådgivning« bekræftes af 19. betragtning til forordning 2022/1904, hvoraf det fremgår, at disse tjenesteydelser omfatter »juridisk rådgivning til kunder i klagesager, herunder handelstransaktioner, der involverer anvendelse eller fortolkning af lovgivning«, »deltagelse med eller på vegne af kunder i handelstransaktioner, forhandlinger og andre forbindelser med tredjeparter« samt »udarbejdelse, gennemførelse og kontrol af juridiske dokumenter«.

40

De to første former for virksomhed, der således er nævnt i denne betragtning, henviser således til et forhold mellem en tjenesteyder og dennes »kunde« og til denne tjenesteyders rolle, idet vedkommende bistår og rådgiver denne kunde i sidstnævntes interesse med hensyn til de juridiske aspekter af transaktioner med tredjemand. Den tredje i den nævnte betragtning anførte type virksomhed, der for sit vedkommende består i »udarbejdelse, gennemførelse og kontrol af juridiske dokumenter«, omfatter aktiviteter, der er accessoriske i forhold til disse to første typer aktiviteter.

41

De former for virksomhed, der således er omfattet af begrebet »juridisk rådgivning« som omhandlet i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014, adskiller sig dermed klart fra den virksomhed, som de offentlige myndigheder eller enhver anden enhed, hvortil staten under de myndigheders kontrol har overdraget en opgave af almen interesse, og som med henblik herpå er blevet tillagt visse bindende beføjelser i forhold til borgerne, kan blive foranlediget til at udføre. De nævnte myndigheder har nemlig ikke til opgave at yde tjenester, der består i at afgive udtalelser om juridiske spørgsmål til personer med henblik på at fremme eller forsvare disse personers særlige interesser.

42

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at en salgsaftale, der er indgået privat vedrørende en fast ejendom beliggende i Tyskland, i henhold til tysk ret obligatorisk kræver en notars medvirken i dennes egenskab af uafhængig embedsmand for at give denne aftale karakter af et officielt bekræftet dokument. Ved autentificering bekræfter notaren lovligheden af den nævnte aftale ved, at sidstnævnte påfører den et officielt segl med våbenskjoldet for den delstat, der har udpeget vedkommende. En sådan handling, der sker efter anmodning fra aftaleparterne, henhører under de offentlige serviceopgaver, som staten har tillagt notarer, og som staten uden denne delegering skulle udføre gennem sine organer. I forbindelse med udøvelsen af denne opgave tillægges notarer bindende beføjelser, eftersom de kan nægte at bekræfte en salgsaftale af en ved lov fastsat grund.

43

Som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 43 og 44 i forslaget til afgørelse, synes notarens medvirken desuden at være begrænset til en bekræftelse af den pågældende salgsaftale eller i givet fald til et afslag på bekræftelse af denne aftale med henblik på i fuld uafhængighed og upartiskhed at overholde en notaren påhvilende retlig forpligtelse, uden at der ud over denne bekræftelse ydes juridisk rådgivning, der skal fremme parternes særlige interesser.

44

Inden for rammerne af en sådan bekræftelse synes notaren derfor ikke at handle med det formål at fremme den ene, den anden eller begge berørte parters specifikke interesser, men synes udelukkende at handle upartisk, på lige afstand af parterne og deres respektive interesser, udelukkende i lovens og retssikkerhedens interesse. Henset til de særlige procedureregler for notariel bekræftelse af dokumenter og de retsvirkninger, der er knyttet til de bekræftede dokumenter i den tyske retsorden, som er nævnt i denne doms præmis 42 og 43, synes denne bekræftelse ikke at svare til de aktiviteter, der er omtalt i denne doms præmis 38.

45

Det følger heraf, således som generaladvokaten i det væsentlige har påpeget i punkt 35, 37-39, 41-43 og 47 i forslaget til afgørelse, og med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, at en notars bekræftelse som den, der er omhandlet i denne doms præmis 42 og 43, af en aftale om salg af en fast ejendom, der tilhører en juridisk person, der er etableret i Rusland, ikke er omfattet af begrebet »juridisk rådgivning« som omhandlet i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014 og følgelig af anvendelsesområdet for det forbud med at yde en sådan juridisk person sådanne tjenester, der er fastsat i bestemmelsens litra b).

46

Hernæst understøttes en sådan ordlydsfortolkning af artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014, af den lovgivningsmæssige sammenhæng, hvori denne bestemmelse og denne forordning indgår.

47

Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 53-55 og 60-64 i forslaget til afgørelse, fastsætter artikel 5aa, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 dels et forbud mod direkte eller indirekte at deltage i enhver transaktion med juridiske personer, som opfylder visse kriterier, herunder kriterierne om at være etableret i Rusland eller uden for EU, om at være opført på listen over russiske statslige selskaber i bilag XIX til denne forordning, om at være offentligt kontrolleret eller med over 50% offentligt ejerskab eller have tætte forbindelser til denne stat eller enheder, der er opført i dette bilag. Når dette er sagt, fastsætter hverken denne bestemmelse eller nogen anden bestemmelse i denne forordning et generelt forbud mod at deltage i en transaktion med en juridisk person alene af den grund, at denne er etableret i Rusland, eller et forbud mod overdragelse af fast ejendom beliggende på EU’s område og tilhørerende en sådan juridisk person.

48

Dels bemærkes, at selv om forordning nr. 269/2014 fastsætter restriktive foranstaltninger over for personer, der er ansvarlige for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, og personer og enheder med tilknytning til dem, finder den indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer og det forbud mod at stille pengemidler og økonomiske ressourcer til rådighed, som forordningen pålægger i artikel 2, kun anvendelse på visse fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er udtømmende opregnet i forordningens bilag I.

49

Hvis artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014 skulle fortolkes således, at det i denne bestemmelse fastsatte forbud finder anvendelse på en bekræftelsesretsakt som den i hovedsagen omhandlede, ville dette, således som generaladvokaten har påpeget i punkt 59 og 64 i forslaget til afgørelse, føre til uoverensstemmelser dels i anvendelsen af denne forordning, dels mellem den nævnte forordning og forordning nr. 269/2014.

50

Mens transaktioner vedrørende fast ejendom, der er beliggende på EU’s område, og som tilhører juridiske personer, der er etableret i Rusland, fortsat er tilladt i henhold til forordning nr. 833/2014, kan disse transaktioner nemlig i praksis hindres i visse medlemsstater, såsom Forbundsrepublikken Tyskland, hvor den notarielle bekræftelse af en aftale om salg af fast ejendom udgør en væsentlig betingelse for afhændelsen af en sådan ejendom, uanset om disse juridiske personer er omfattet af et forbud mod at råde over deres aktiver i henhold til forordning nr. 269/2014 eller ej.

51

EU-lovgiver kan imidlertid ikke have haft til hensigt at indføre en sådan forskellighed i virkningerne af det forbud, der er fastsat i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014, fra den ene medlemsstat til den anden, afhængigt af den gældende notarordning.

52

Endvidere er den fortolkning, der er anlagt i denne doms præmis 45, i modsætning til, hvad den estiske, den nederlandske og den polske regering har givet udtryk for i deres skriftlige indlæg eller i retsmødet, hverken i strid med formålet med forordning nr. 833/2014 eller formålet med forordning nr. 269/2014.

53

Som det fremgår af ottende betragtning til afgørelse 2022/1909 og anden betragtning til forordning nr. 833/2014, blev der først og fremmest indført nye restriktive foranstaltninger, herunder forbuddet mod at yde juridisk rådgivning, »til bekæmpelse af Ruslands ulovlige handlinger« og [for] »yderligere [at] øge presset på Rusland for at bringe dets angrebskrig til ophør« samt »for at gøre Ruslands handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed mere omkostningsfulde og fremme en fredelig løsning på krisen«. Når dette er sagt, fremgår det hverken af denne afgørelse, af denne forordning eller af forordning 2022/1904, at Rådet, der har udstedt disse retsakter, ved at indføre dette forbud havde til hensigt at sikre, at juridiske personer, der er etableret i Rusland, som følge af det nævnte forbud i visse medlemsstater ikke kan råde over deres faste ejendom.

54

Dernæst har Rådet i retsmødet ikke blot afvist at have haft til hensigt at pålægge juridiske personer etableret i Rusland et forbud mod at afhænde deres faste ejendom beliggende på EU’s område, men har som svar på et spørgsmål fra Domstolen præciseret, at det formål, der ligger til grund for forbuddet i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014 mod at yde juridisk rådgivning, var at gøre det vanskeligere for russiske juridiske personer, der opererer på EU’s område, at fortsætte deres erhvervsaktiviteter på dette område og derved have en indvirkning på den russiske økonomi. En notariel bekræftelse som den, der er reguleret i den tyske lovgivning, af en aftale om salg af en fast ejendom tilhørende en juridisk person, der er etableret i Rusland, kan ikke anses for at være i strid med et sådant formål.

55

Eftersom det forbud, der er fastsat i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014, skal forstås således, at det forfølger det formål, der er omhandlet i femte betragtning til afgørelse 2022/1909, om at forhindre omgåelse af de på daværende tidspunkt vedtagne sanktioner, skal det endelig, som generaladvokaten har anført i punkt 74 i forslaget til afgørelse, bemærkes, at for så vidt som handelstransaktioner med juridiske personer, der er etableret i Rusland, ikke er genstand for et generelt forbud i henhold til denne forordning, fremgår det ikke, hvorledes en notariel bekræftelse som den, der er reguleret i den tyske lovgivning, af en aftale om salg af en fast ejendom, der tilhører en juridisk person etableret i Rusland, a priori og generelt kan bidrage til at omgå de vedtagne restriktive foranstaltninger.

56

Det følger af det ovenstående, at en tysk notars bekræftelse af en aftale om salg af en fast ejendom beliggende i Tyskland, der tilhører en juridisk person, der er etableret i Rusland, ikke synes at være omfattet af anvendelsesområdet for forbuddet i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014 mod at yde juridisk rådgivning.

57

For det andet vedrører den forelæggende rets tvivl spørgsmålet om, hvorvidt de opgaver, der er fastsat i den tyske lovgivning, og som notarer udfører med henblik på at sikre opfyldelsen af en bekræftet salgsaftale vedrørende en fast ejendom beliggende i Tyskland, der tilhører en juridisk person, der er etableret i Rusland, er omfattet af dette forbud.

58

Ifølge forelæggelsesafgørelsen omfatter disse opgaver notariel deponering af købesummen på en spærret konto og udbetaling heraf til sælgeren, fjernelse af eksisterende panterettigheder på ejendommen og omregistrering af ejendomsretten hertil i tingbogen.

59

Det tilkommer den forelæggende ret for hver af disse opgaver at vurdere, om de indebærer, at notaren skal yde parterne juridisk rådgivning som omhandlet i den fortolkning af begrebet »juridisk rådgivning«, der er anlagt i denne doms præmis 38.

60

I denne henseende, og med forbehold af den forelæggende rets endelige vurdering, fremgår det ikke, at de pågældende opgaver indebærer, at notaren skal yde parterne i aftalen om salg af fast ejendom nogen form for juridisk rådgivning.

61

For det tredje og sidste vedrører den forelæggende rets spørgsmål oversættelsesydelser leveret af en tolk i forbindelse med bekræftelsen af en aftale om salg af en i Tyskland beliggende fast ejendom for en juridisk person, der er etableret i Rusland, med henblik på at bistå denne juridiske persons repræsentant, som ikke behersker det sprog, der anvendes i forbindelse med bekræftelsesproceduren.

62

Eftersom tolkeerhvervet ikke er af juridisk karakter, kan de oversættelsesydelser, der leveres af en tolk i forbindelse med bekræftelsen af et dokument, ikke indeholde et element af »juridisk rådgivning« som forstået i den sædvanlige betydning af disse i denne doms præmis 38 nævnte udtryk, selv når den pågældende tjenesteydelse består i at yde bistand til en juridisk rådgiver, der handler på et retligt område. Som det fremgår af denne doms præmis 56, fremgår det i øvrigt ikke, at bekræftelsen ved en tysk notar af et dokument om salg af fast ejendom som det i hovedsagen omhandlede henhører under anvendelsesområdet for forbuddet i artikel 5n, stk. 2, i forordning nr. 833/2014 mod at yde juridisk rådgivning. Det følger heraf, at en tolk ved at levere oversættelsesydelser i forbindelse med den notarielle bekræftelse af et sådant dokument med henblik på at bistå denne juridiske persons repræsentant, som ikke behersker det sprog, der anvendes i bekræftelsesproceduren, ikke leverer »juridisk rådgivning« som omhandlet i denne bestemmelse til denne juridiske person. Disse sidstnævnte ydelser er derfor ikke omfattet af forbuddet i den nævnte bestemmelse.

63

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 5n, stk. 2, litra b), i forordning nr. 833/2014 skal fortolkes således, at

er omfattet af det forbud, der er fastsat i denne bestemmelse, mod at yde juridisk rådgivning til en sådan juridisk person.

64

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 5n, stk. 2, i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, som ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/1904 af 6. oktober 2022,

skal fortolkes således, at

er omfattet af det forbud, der er fastsat i denne bestemmelse, mod at yde juridisk rådgivning til en sådan juridisk person.