1.1

Artikel 3, stk. 3, TEU, artikel 11 TEUF og 191 TEUF samt EU’s miljø- og klimaændringspolitik. Kravet om tilbagevenden til driftscentralen vil medføre en stigning i antallet af køretøjer uden last, der benytter de europæiske veje og i mængden af CO2-udledninger og miljøforurening. EU-institutionerne tog i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede bestemmelse ikke hensyn til de foranstaltninger, der vedrører Den Europæiske Unions miljø- og klimaændringspolitik, herunder navnlig miljøbeskyttelseshensyn og de miljøbeskyttelsesmål, der fremmes i den europæiske grønne pagt, og som er blevet bekræftet af Det Europæiske Råd.

1.2

Artikel 26 TEUF og det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling. Den anfægtede bestemmelse udgør en protektionistisk foranstaltning, som medfører en opdeling af transportmarkedet i EU, begrænser konkurrencen og indfører en diskriminerende ordning i forhold til transportvirksomheder i de medlemsstater, der er beliggende i Den Europæiske Unions yderområder (perifert beliggende medlemsstater). Denne bestemmelse medfører desuden, at den internationale vejtransportsektor udsættes for forskelsbehandling i forhold til andre transportsektorer.

1.3

Artikel 91, stk. 2, TEUF og artikel 94 TEUF. EU-institutionerne var forpligtede til at tage hensyn til den omstændighed, at den anfægtede bestemmelse vil have en særlig betydelig indvirkning på levestandarden og beskæftigelsesniveauet i de medlemsstater, der er perifert beliggende i Den Europæiske Union, og at den vil have særdeles negative indvirkninger på de transportvirksomheder, der er etableret i de perifert beliggende områder; EU-institutionerne iagttog imidlertid ikke denne forpligtelse.

1.4

Princippet om god lovgivning, idet den anfægtede bestemmelse blev vedtaget uden en analyse af dens virkninger og uden en grundig undersøgelse af denne bestemmelses negative sociale og økonomiske konsekvenser og dens påvirkning af miljøet.

1.5

Proportionalitetsprincippet, idet det fastsatte krav om køretøjers regelmæssige tilbagevenden er åbenbart uforholdsmæssigt og uegnet til at nå det erklærede mål, nemlig at bekæmpe de såkaldte skuffeselskaber.

2.1

Artikel 3, stk. 3, TEU, artikel 11 TEUF og 191 TEUF, idet den obligatoriske periode på fire dage, inden for hvilken der ikke må udføres aktiviteter efter cabotagekørsel, vil medføre en stigning i transportstrømmen af det antal køretøjer uden last, der benytter vejene i Den Europæiske Union, og en øget CO2-udledning og miljøforurening. Den anfægtede bestemmelse er af denne grund i strid med det i traktaterne fastsatte krav om, at der i forbindelse med gennemførelsen af Den Europæiske Unions transportpolitik skal lægges vægt på miljøbeskyttelseshensyn og målene i den europæiske grønne pagt.

2.2

Artikel 26 TEUF og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Den fastsatte periode på fire dage, inden for hvilken der ikke må udføres aktiviteter efter cabotagekørsel, medfører hindringer for det indre markeds funktion og for at logistikkæden kan fungere effektivt. Opdelingen af markedet for godskørsel medfører forskelsbehandling af små medlemsstater og de medlemsstater, der er perifert beliggende i Den Europæiske Union, og giver samtidig de store centralt beliggende EU-medlemsstater en ulovlig og uberettiget fordel alene som følge af deres geografiske placering.

2.3

Artikel 91, stk. 2, TEUF og artikel 94 TEUF, idet den anfægtede bestemmelse blev vedtaget uden hensyntagen til de negative konsekvenser for den økonomiske situation, som transportvirksomheder i små medlemsstater og de medlemsstater, der er perifert beliggende i Den Europæiske Union, befinder sig i, og for levestandarden og beskæftigelsesniveauet i disse medlemsstater.

2.4

Princippet om god lovgivning, idet den anfægtede bestemmelse blev vedtaget uden en analyse af dens virkninger og uden en grundig undersøgelse af denne bestemmelses negative sociale og økonomiske konsekvenser og dens påvirkning af miljøet.

2.5

Proportionalitetsprincippet, idet den fastsatte periode på fire dage, inden for hvilken der ikke må udføres aktiviteter efter cabotagekørsel, udgør en uegnet foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til de erklærede mål om at skabe klarhed over de principper, der gælder for cabotagekørsel, og om at gøre gennemførelsen af disse mål mere effektiv.