1)

Skal artikel 1, [stk. 2], i direktiv 93/13/EØF (1) fortolkes således, at den ikke er til hinder for at undersøge den urimelige karakter af et kontraktvilkår, der gentager en udfyldende bestemmelse, som parterne kunne fravige, men som de konkret ikke fraveg, fordi kontraktvilkåret ikke blev genstand for forhandling, såsom det i den foreliggende situation omhandlede kontraktvilkår om, at lånet skal tilbagebetales i samme udenlandske valuta som den, hvori det blev ydet?

2)

Kan det i en sammenhæng, hvor en forbruger i forbindelse med indgåelse af et lån i udenlandsk valuta ikke er blevet forevist beregninger/prognoser om den økonomiske virkning af et eventuelt valutakursudsving på de samlede aftalemæssige betalingsforpligtelser, hævdes med rette, at et kontraktvilkår om, at kursrisikoen bæres alene af forbrugeren (i kraft af det nominalistiske princip), er affattet klart og forståeligt, og at den erhvervsdrivende/banken i god tro har opfyldt sin oplysningspligt over for aftaleparten, såfremt forbrugernes maksimale gældsætningsgrad fastsat af Banca Națională a României (den rumænske nationalbank) er opgjort med henvisning til den vekselkurs, som var gældende på datoen for ydelse af lånet?

3)

Er direktiv 93/13/EØF, retspraksis vedrørende dette direktiv samt effektivitetsprincippet til hinder for, at en aftale fortsætter uforandret på trods af, at et kontraktvilkår om kursrisiko er blevet erklæret urimeligt? Hvilken ændring er mulig for at undlade at anvende det urimelige kontraktvilkår og for at overholde effektivitetsprincippet?