—

Det gøres i forbindelse med det første anbringende gældende, at en sagsbehandlingstid på 62 måneder overskrider den i artikel 9, stk. 6, i forordning 2015/1589 (1) fastsatte frist med mere end det dobbelte.

—

Det gøres i forbindelse med det andet anbringende gældende, at der ikke foreligger en begunstigelse, da der på grund af forbrugerne af basisbelastnings netstabiliserende virkning er grundlag for en passende modydelse. Desuden finansieres fritagelsen ikke af statsmidler.

—

Det gøres i forbindelse med det tredje anbringende gældende, at den fuldstændige fritagelse for elnetafgifter for forbrugere af basisbelastning afhjælper en betydelig forstyrrelse af de økonomiske aktiviteter i Tyskland. Navnlig energiintensiv industri skal forblive konkurrencedygtig, og det skal forhindres, at industrien flyttes til udlandet.

—

Det gøres i forbindelse med det fjerde anbringende gældende, at tilbagesøgningen af minimumsafgiften på 20 % af offentliggjorte netafgifter under henvisning til den affattelse af bekendtgørelsens § 19, stk. 3, der var gældende indtil den 3. august 2011, er vilkårlig og i strid med forbuddet mod forskelsbehandling.

—

Det gøres endvidere gældende, at en fastsættelse af netafgifterne alene ved hjælp af den fysiske vej sikrer overholdelsen af princippet om omkostningsafspejling samt betaling af rimelige netafgifter, der ikke er udtryk for forskelsbehandling.

—

Anordningen af tilbagesøgning er desuden i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet Kommissionen ikke har taget hensyn til overgangsreglen i bekendtgørelsens § 32, stk. 3.

—

Endelig gøres det gældende, at forbrugere af basisbelastning og atypiske netbrugere som omhandlet i bekendtgørelsens § 19, stk. 2, første punktum, adskiller sig væsentligt fra hinanden. Den omstændighed, at begge grupper af netbrugere til trods for forskellene skal betale minimumsafgiften på 20 %, er ikke indholdsmæssigt berettiget.