—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/141 af 29. januar 2018 om ændring af afgørelse 2011/72/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien (EUT 2018, L 25, s. 38) og Rådets afgørelse (FUSP) 2019/135 af 28. januar 2019 om ændring af Rådets afgørelse 2011/72/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien (EUT 2019, L 25, s. 23) annulleres, for så vidt som disse afgørelser vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 31, 46 og 55 i De Forenede Nationers konvention mod korruption. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at det fremgår af disse bestemmelser, at en midlertidig foranstaltning om indefrysning og konfiskation skal være støttet enten på en kendelse fra den anmodende stat eller på en af samme anmodende stat foretaget redegørelse for de relevante omstændigheder med en beskrivelse af, hvilke foranstaltninger der ønskes truffet. Sagsøgeren er af den opfattelse, at de restriktive foranstaltninger er blevet truffet og forlænget uden en redegørelse, endsige kortfattet, for de foreholdte omstændigheder. Endvidere har Tunesien ikke anmodet om opretholdelse af de anfægtede restriktive foranstaltninger.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Rådet foretog et åbenbart urigtigt skøn, da det hverken fandt sig forpligtet til at tage hensyn til de af sagsøgeren fremlagte oplysninger og fremførte argumenter eller til at foretage yderligere kontrol ved de tunesiske myndigheder, skønt de nævnte oplysninger og argumenter kunne give anledning til legitim tvivl om troværdigheden af de fremsendte oplysninger.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Rådet gjorde sig skyldig i magtfordrejning, for så vidt som det står i ledtog med de tunesiske myndigheder, der alene har til hensigt at begrunde den uretfærdige og ulovlige udplyndring af sagsøgerens formuegoder, uden at sidstnævnte har haft mulighed for at forsvare sig eller adgang til retsmidler.