5.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 83/22

—

Der afsiges en dom, hvorved SRB’s afgørelse af 8. november 2017 annulleres.

—

Sagsøgeren gives aktindsigt i sagens akter på de betingelser, som følger af stævningen.

1.

I afgørelsen af 8. november 2017 har SRB klart sammenblandet den generelle ret til aktindsigt, som enhver EU-borger kan påberåbe sig, og den mere konkrete ret til aktindsigt i sagsakter, som alene de personer, der er berørt af den sag, der er genstand for sagsakterne, kan påberåbe sig. SRB har imidlertid konkluderet, at listen over de dokumenter, som sagsøgeren har adgang til, den samme i henhold til hver af disse rettigheder, hvilket er retsstridigt.

Retten til aktindsigt i sagsakter er en fundamentalt anden ret end retten til aktindsigt i dokumenter. Mens den førstnævnte ret er en del af de rettigheder, der udgør »retten til god forvaltning«, som er knæsat ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er den anden ret en selvstændig rettighed af en langt mere generel karakter, som er forbundet med princippet om offentlig gennemsigtighed.

2.

Den forskel, der er mellem disse to rettigheder, indebærer, at de har forskellig genstand, og at de er underlagt forskellig beskyttelse, hvorfor retten til aktindsigt i sagsakter alene kan påberåbes af personer, der er berørt af den pågældende sag, mens retten til aktindsigt i dokumenter er tillagt alle EU-borgere i forhold til alle de dokumenter, som EU-institutionerne er i besiddelse af.

3.

Den forskellige beskyttelse, som disse rettigheder er underlagt, betyder nødvendigvis, at hver af dem er underlagt undtagelser, som ligeledes er forskellige. Mens en af undtagelserne til retten til aktindsigt i dokumenter består i at videregivelsen af oplysninger ikke må skade retmæssig »handelsmæssige interesser« hos de pågældende virksomheder, er retten til aktindsigt i sagsakter derimod begrænset af den omstændighed, at udøvelsen heraf ikke må berøre »forretningshemmeligheder« for de virksomheder, der deltager i proceduren. I denne forbindelse er sondringen mellem »handelsmæssige interesser«, som uden tvivl er et vidt begreb, og »forretningshemmeligheder«, som er et langt snævrere begreb, der betegner en bestemt virksomheds egen viden, som alene er kendt af en konkret personkreds, og hvis udbredelse kan skade den omhandlede virksomhed, berettiget. I denne henseende skal forretningshemmeligheder afbalanceres i forhold til de øvrige involverede interesser, så som retten til forsvar.

4.

Fortroligheden skal lige som andre undtagelser til retten til aktindsigt i sagsakter være begrundet og er underlagt begrænsninger, som skal tages i betragtning, således at fortrolighed ikke automatisk påberåbes for at afvise retten til aktindsigt i sagsakter. Anvendelsen af denne undtagelse skal være begrundet, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

5.

Nøglen til løsningen af den foreliggende tvist må være anvendelse af artikel 41, stk. 2, litra b), i Den Europæiske Unions chartre om grundlæggende rettigheder. SRB skal følgelig forpligtes til at overholde artikel 90, stk. 4, og ikke artikel 90, stk. 1, i forordning nr. 806/2014.