Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62018CN0709

Sag C-709/18: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Špecializovaný trestný súd (Den Slovakiske Republik) den 14. november 2018 — straffesag mod UL og VM

EUT C 44 af 4.2.2019, p. 14–15 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

4.2.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/14


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Špecializovaný trestný súd (Den Slovakiske Republik) den 14. november 2018 — straffesag mod UL og VM

(Sag C-709/18)

(2019/C 44/19)

Processprog: slovakisk

Den forelæggende ret

Špecializovaný trestný súd

Tiltalte i straffesagen

UL og VM

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er det princip om uskyldsformodning, der er fastsat i artikel 3 og artikel 4 i, sammenholdt med 16. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/343 (1) (EU) af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager, overholdt i en straffesag såfremt en medtiltalt, som — i en sag med flere tiltalte — på grundlag af anklageskriftet i sagen og efter indledningen af den mundtlige forhandling for retten nægter at have deltaget i det gerningsindhold, han er blevet tiltalt for, og erklærer sig ikke-skyldig, og retten efterfølgende ved en kendelse, som ikke indeholder en beskrivelse af faktum, en retlig kvalifikation eller en konklusion, beslutter at tiltræde erklæringen fra en anden medtiltalt om skyld, og således undlader at foretage bevisførelse vedrørende skyldspørgsmålet og efterfølgende, efter bevisførelse i retsmødet, træffer afgørelse ved en fælles dom på grundlag af anklageskriftet.

1.1

Indebærer rettens afgørelse om at tiltræde erklæringen om skyld fra én af de tiltalte, at den anden tiltalte, som nægter sig skyldig, kan anses for skyldig, inden det gennem bevisførelsen fastslås, at han er skyldig? Er denne fremgangsmåde i overensstemmelse med artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

2)

Er en fremgangsmåde for en ret — i en sag med flere tiltalte på grundlag af et fælles anklageskrift, som omfatter mere end én tiltalt — hvorefter retten, der er oprettet ved lov, ved en kendelse, der ikke indeholder beskrivelse af faktum, den retlige subsumption eller nogen vurdering fra rettens side, beslutter at tiltræde erklæringen om skyld fra visse tiltalte, som ved denne erklæring afstår fra en kontradiktorisk bevisførelse, og samme ret efterfølgende, efter bevisførelsen i retsmødet, på grundlag af anklageskriftet træffer afgørelse i forhold til alle tiltalte, i overensstemmelse med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fastsætter en ret til en retfærdig rettergang og en ret til at få sin sag behandlet for en uafhængig og upartisk domstol?

2.1

Giver afgørelsen om tiltrædelse af erklæringen om skyld anledning til begrundet tvivl om upartiskheden hos den dommer, som har tiltrådt erklæringen fra den medtiltalte, og er en eventuel udelukkelse af denne dommer fra straffesagen en egnet foranstaltning med henblik på at iagttage reglen om formodning for uskyld i henhold til artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager? [org. 2]

3)

Er ligheds- og retsstatsprincippet, som omhandlet i artikel 2 [TEU], og princippet om borgernes lighed for de nationale domstole som omhandlet i artikel 9 [TEU], der fastsætter en ret for enhver til at få sin sag prøvet ved en retfærdig rettergang som omhandlet i artikel 6, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, undertegnet i Maastricht den 7. februar 1992, i den affattelse, der følger af Lissabontraktaten, undertegnet i Lissabon den 13. december 2007, overholdt, i en situation, hvor den nationale ret, hvis afgørelse ikke kan appelleres, træffer en afgørelse i strid med en national rets udtalelse om ensartet [fortolkning af lovgivningen], som er vedtaget af denne sidstnævnte på grundlag af en beføjelse tillagt efter national lovgivning til i fornødent omfang at sikre en ensartet fortolkning af lovgivningen og andre almengyldige retsakter, for at afhjælpe en manglende ensartethed i retspraksis og som følge af den omstændighed, at et kollegium ved den øverste domstol havde truffet en afgørelse, der afveg fra den retsopfattelse, der var indeholdt i en afgørelse fra et andet kollegium ved den øverste domstol?


(1)  EUT L 65, s. 1.


Top