13.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 382/28

1)

Er en retlig ordning, der inden for rammerne af afvejningen mellem lovbeskyttede rettigheder og forbrugernes ret til beskyttelse mod urimelige kontraktvilkår ikke rummer mulighed for, at en juridisk person, hvis virksomhed har kollektiv forbrugerbeskyttelse mod urimelige kontraktvilkår som formål, og som sigter mod at opnå formålet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF (1), som gennemført ved § 53a, stk. 1 og 3, i Občiansky zákonník, uden den sagsøgte forbrugers samtykke, i egenskab af yderligere part (intervenient) deltager i en domstolsprocedure allerede fra dens indledning og effektivt til fordel for forbrugeren benytter midler til sagsanlæg og forsvar med henblik på inden for denne procedure at iværksætte beskyttelse mod systematisk anvendelse af urimelige kontraktvilkår, hvorimod en yderligere part (intervenienten), der i et andet tilfælde intervenerer i en domstolsprocedure til støtte for den sagsøgte, og som har en interesse i den materielle (formueretlige) definition af procedurens genstand, i modsætning til en forbrugerbeskyttelsesorganisation, slet ikke kræver samtykke fra den sagsøgte, til støtte for hvem der interveneres, til at deltage i domstolsproceduren allerede fra dens indledning og til den effektive anvendelse af midler til sagsanlæg og forsvar til gunst for den sagsøgte — med henvisning til dommen i sag C-470/12, Pohotovosť, og Domstolens overvejelser, der også er udtrykt i præmis 46 i dommens begrundelse — i strid med det EU-retlige ækvivalensprincip?

2)

Skal udtrykket »affattet klart og forståeligt« i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, også i lyset af Domstolens konklusioner i dommen i sag C-26/13 og dommen i sag C-96/14, fortolkes således, at et kontraktvilkår kan anses for ikke at være affattet klart og forståeligt — med den retlige konsekvens, at en ret [af egen drift] kan prøve, om det er urimeligt — også i de tilfælde, hvor det retsinstitut (instrument), som vilkåret regulerer, i sig selv er komplekst, vilkårets retlige konsekvenser er vanskeligt forudsigelige for gennemsnitsforbrugeren, vilkårets forståelse generelt kræver professionel juridisk rådgivning, og omkostningerne på grundlag af vilkåret ikke står i forhold til værdien af den ydelse, som forbrugeren modtager ifølge aftalen?

3)

Er en retlig orden i en medlemsstat, der — såfremt en ret træffer afgørelse om rettigheder ifølge en forbrugeraftale, som gøres gældende over for en forbruger i dennes egenskab af sagsøgt, alene på grundlag af sagsøgerens erklæringer, i form af et betalingspåkrav inden for rammerne af en summarisk procedure, og denne ret under proceduren slet ikke anvender bestemmelsen i § 172, stk. 9, i Občiansky súdny poriadok, der udelukker udstedelsen af betalingspåkrav i tilfælde af urimelige kontraktvilkår i en forbrugeraftale — henset til den korte frist for fremsættelse af indsigelse og forbrugerens mulige fravær eller passivitet, ikke rummer mulighed for, at en forbrugerbeskyttelsesorganisation, der er kvalificeret og autoriseret til at tjene formålet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF, som gennemført ved § 53a, stk. 1 og 2, i Občiansky zákonník, uden forbrugerens samtykke (uden at forbrugeren udtrykkeligt modsætter sig), effektivt kan benytte sig af den eneste mulighed for forbrugerbeskyttelse, dvs. indsigelse mod betalingspåkravet, i tilfælde af rettens tilsidesættelse af pligten i § 172, stk. 9, i Občiansky súdny poriadok, i strid med EU-retten?

4)

Kan det ved besvarelsen af det andet og det tredje spørgsmål have relevans, at den retlige ordning ikke tildeler forbrugeren retten til lovbestemt juridisk bistand, og at forbrugerens manglende kendskab til emnet, kombineret med manglende juridisk bistand, medfører en ikke ubetydelig risiko for, at forbrugeren ikke påberåber sig, at kontraktvilkårene er urimelige, og heller ikke handler således, at en forbrugerbeskyttelsesorganisation, der er kvalificeret og autoriseret til at tjene formålet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF, som gennemført ved § 53a, stk. 1 og 2, i Občiansky zákonník, kan intervenere i proceduren til støtte for forbrugeren?

5)

Er en retlig ordning som den vedrørende summariske betalingspåkravsprocedurer (§ 172, stk. 1, ff. i Občiansky súdny poriadok), som rummer mulighed for, (1) at den erhvervsdrivende med samme virkninger som en dom anerkendes retten til en pengeydelse (2) inden for rammerne af en summarisk procedure (3) ved en tjenestemand hos retsorganet (4) alene på grundlag af den erhvervsdrivendes erklæringer, (5) uden at indhente beviser og i en situation, hvor (6) forbrugeren ikke repræsenteres af en jurist (7), og forbrugerens forsvar ikke uden forbrugerens samtykke kan iværksættes effektivt af en forbrugerbeskyttelsesorganisation, der er kvalificeret og autoriseret til at tjene formålet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF, som gennemført ved § 53a, stk. 1 og 2, i Občiansky zákonník, i strid med EU-retten og kravet om at tage hensyn til alle sagens omstændigheder i medfør af artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF?