—

For det første kritiserer sagsøgeren Kommissionens ukorrekte anvendelse af begrebet »forretningsmæssige interesser« i artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001. Afgørelsen vedrørende den endelige rapport, der blev vedtaget ved afslutningen af en administrativ procedure vedrørende ICIM’s overholdelse af reglerne — gennemførelsesforordning (EU) nr. 920/2013 (2) — som finder anvendelse på bemyndigede organer, indeholder ingen oplysninger, der almindeligvis anses for at være forretningsmæssige. Under alle omstændigheder er den anførte skade på omdømmet, der vil være en følge af udleveringen af den endelige rapport, ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde anvendelse af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001. For det andet fremgår det ikke klart, analytisk og utvetydigt af den anfægtede afgørelse, hvilke elementer der bragte Kommissionen til at antage, at det ville være ødelæggende for ICIM, såfremt FTI fik aktindsigt i den endelige rapport, eller blot fik oplysning om resultatet af afvejningen mellem ICIM’s forretningsmæssige interesser og interessen hos dennes forretningsmæssige partnere, herunder sagsøgeren, i at kende det udpegede organs pålidelighed og troværdighed.

—

Den anfægtede afgørelse skal annulleres, for så vidt som Kommissionen deri fastslog, at der ikke forelå en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen, og at der ikke var nogen anden offentlig interesse, der ville kunne have forrang over de interesser, der er beskyttet ved artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001. Sagsøgeren har anført, at den endelige rapports vigtige betydning med hensyn til retsbeskyttelse ved de nationale domstole, i modsætning til retspraksis ifølge dommen Kommissionen mod EnBW (3), blev tilsidesat og ikke anset for at være en mere tungtvejende offentlig interesse. Under alle omstændigheder er den anfægtede afgørelse ligeledes ugyldig, fordi Kommissionen ikke tog hensyn til beskyttelsen af konkurrencen og den offentlige sundhed som mere tungtvejende offentlige interesser.

—

Endelig undersøgte Kommissionen i strid med proportionalitetsprincippet ikke i tilstrækkeligt omfang muligheden for at give delvis aktindsigt i den endelige rapport. Kommissionens administrative afgørelse kunne være blevet tilrettet, i det omfang den indeholdt følsomme eller objektivt hemmelige oplysninger. Der var intet til hinder for udarbejdelse af en ikke-fortrolig version af den endelige rapport, der ville have givet FTI en tilstrækkelig forståelse af ICIM’s vurdering, uden derved at afsløre de forretningsmæssige hemmeligheder (sandsynligvis ingen), som den sidstnævnte måtte have.