Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016TN0314

    Sag T-314/16: Sag anlagt den 15. december 2016 — MS mod Kommissionen

    EUT C 63 af 27.2.2017, p. 29–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    27.2.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 63/29


    Sag anlagt den 15. december 2016 — MS mod Kommissionen

    (Sag T-314/16)

    (2017/C 063/40)

    Processprog: fransk

    Parter

    Sagsøger: MS (Castries, Frankrig) (ved advokaterne L. Levi og M. Vandenbussche)

    Sagsøgt: Europa-Kommissionen

    Sagsøgerens påstande

    Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgerne gives medhold.

    Europa-Kommissionens afgørelse truffet den 2. februar 2016 om afslag på aktindsigt og afgørelse truffet den 19. april 2016, hvorved dette afslag blev bekræftet, annulleres.

    Europa-Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er en følge af dennes forsømmelige handling, og som efter ret og billighed er opgjort til 20 000 EUR.

    Europa-Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren fremsat et enkelt anbringende, der vedrører tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43), og navnlig af dennes artikel 2 og 4.

    Ifølge sagsøgeren har Kommissionen støttet sit afslag på aktindsigt i de ønskede dokumenter på to undtagelser i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, nemlig dels beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet, dels beskyttelsen af retslige procedurer. Kommissionen har imidlertid ikke godtgjort, at udbredelsen af de nævnte dokumenter ville være til skade for privatlivets fred og den enkeltes integritet for de personer, der er nævnt i de omhandlede dokumenter. Udleveringen af de personoplysninger, som disse dokumenter indeholder, er desuden absolut nødvendig for at kunne forstå anklagerne mod sagsøgeren. Uden denne mulighed kan sagsøgeren ikke drage fordel af princippet om ligestilling af parterne, og er ikke i stand til på passende vis af forberede et forsvar. Det er derimod nødvendigt, begrundet og forholdsmæssigt i forhold til princippet om god forvaltning, beskyttelsen af retten til forsvar og beskyttelsen af sagsøgerens privatliv at give aktindsigt i dokumenterne og i de personoplysninger, de indeholder. Kommissionen skader så meget desto mere sagsøgerens privatliv, for så vidt som den ikke behandler personoplysningerne vedrørende sagsøgeren loyalt.

    Subsidiært har sagsøgeren fremhævet, at undtagelserne i henhold til artikel 4 kun er til hinder for udbredelse af det dokument, der begæres indsigt i, når en offentlig interesse ikke begrunder denne udbredelse. Sagsøgeren er af den opfattelse, at de grundlæggende rettigheder, navnlig retten til forsvar, er af en sådan art, at de udgør en sådan offentlig interesse.

    I sit afslag på den genfremsatte begæring begrænsede Kommissionen sig til at give en helt generel begrundelse, eftersom den ikke forklarede, hvordan en delvis aktindsigt i de nævnte dokumenter ville kunne bringe beskyttelsen af personoplysninger og privatlivets fred for de personer, der er nævnt heri, i fare.

    Sagsøgeren har endelig anført, at de af Kommissionen begåede ulovligheder udgør en række fejl, der har påført sagsøgeren en faktisk og reel skade.


    Top