—

Sagsøgeren har herom anført, at Kommissionen ved i artikel 13, stk. 4, i forordningen om gebyrer og afgifter at fastsætte, at ECHA ud over registreringsafgiften, der er den eneste afgift, som ECHA kan kræve i henhold til bestemmelserne om agenturets oprettelse, kan kræve en anden administrativ afgift, har overtrådt sidstnævnte bestemmelser, samt at artikel 114 TEUF i denne henseende ikke udgør tilstrækkeligt hjemmelsgrundlag for Kommissionens eller ECHA’s kompetence.

—

Sagsøgeren har herom anført, at den pågældende bestemmelse tillægger ECHA skønsbeføjelse til at fastsætte en administrativ afgift, uden derved at definere dens formål, indhold, rækkevidde og varighed, hvorved artikel 2 i afgørelsen MB/29/2010, og især tabel 1 i bilaget hertil, er ulovlig.

—

Sagsøgeren har herom anført, at afgifterne såvel som andre af ECHA’s indtægter, selv om ECHA i overensstemmelse med artikel 74, stk. 1, i grundforordningen om ECHA, har beføjelse til i overensstemmelse med samme forordnings artikel 74, stk. 3, at opkræve betaling for de tjenesteydelser, agenturet leverer, skal fastsættes således, at de dækker udgifterne til de leverede ydelser. Imidlertid kan en administrativ afgift på 14 500 EUR ikke begrunde arbejdet med ECHA’s kontrolundersøgelser, idet det nævnte beløb er uforholdsmæssigt i forhold til de leverede ydelser. Desuden har den administrative afgift reelt karakter af en straf.

—

Det hævdes i denne henseende, at systemet REACH-IT ikke giver tilstrækkelige oplysninger til virksomhederne om de sanktioner, de udsætter sig selv for i forhold til den pligt, de har til at kontrollere deres egen størrelse. ECHA har endvidere ikke taget hensyn til sagsøgerens manglende forsæt eller til, at fejlen blev rettet af egen drift.