1.1.

Retten har gjort sig skyldig i en retsvildfarelse ved dens vurdering af betegnelsen »F 1«’s særpræg. Retten tilsidesatte for det første fast retspraksis, hvorefter spørgsmålet, om et varemærke har fornødent særpræg skal dømmes i forhold til de bestemte varer og tjenesteydelser, der var omfattet af varemærket. Rettens bemærkninger var for det andet baseret på en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder. Retten undlod for det tredje at anvende den i fast retspraksis udviklede regel om, at et varemærkes opnåelse af fornødent særpræg også kan følge af brugen af det som en bestanddel af et andet registreret varemærke. Rettens bemærkninger i denne henseende bevirkede for det fjerde, at registreringen af appellantens varemærker »F 1« med standardskrift de facto blev annulleret.

1.2.

Retten begik en retlig fejl, idet den vurderede, at der forelå en risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, både hvad angår de i indsigelsessagen påberåbte varemærker »F 1« med standardskrift og logoet »F 1 Formula 1«. For det første tog Retten ikke hensyn til den omstændighed, at varerne og tjenesteydelserne var af samme eller i høj grad lignende art på trods af sin egen bemærkning om, at der var en vis grad af lighed mellem tegnene. For det andet koncentrerede Retten sig om elementet vedrørende udtrykket »F 1«’s særpræg, og den tog derved ikke hensyn til andre relevante omstændigheder, som bør iagttages i henhold til fast retspraksis. Retten foretog for det tredje ikke nogen vurdering af graden af lighed mellem de pågældende tegn.

2.1.

Retten fastslog fejlagtigt, at appellantens varemærker »F 1« med standardskrift ikke har noget renommé.

2.2.

Retten begik desuden en retlig fejl i forbindelse med dens vurdering af ligheden mellem tegnene i forhold til det i indsigelsessagen påberåbte logo »F 1«, eftersom den fejlagtigt lagde til grund, at udtrykket »F 1« manglede det fornødne særpræg.