20.6.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/29

—

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7 i direktiv 90/314/EØF (1).

—

Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7 i direktiv 90/314/EØF ved at fastsætte en frist på tre måneder fra den planlagte afslutning på rejsen til hos garantifonden for forbrugere af pakkerejser at indgive anmodning om intervention.

2.

Artikel 7 i direktiv 90/314/EØF bestemmer, at den rejsearrangør og/eller formidler, der er part i kontrakten, skal godtgøre, at han stiller tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren. Ifølge den fortolkning, der er givet heraf i fællesskabsretspraksis, pålægger denne bestemmelse medlemsstaterne en resultatforpligtelse, hvilket indebærer, at pakkerejsende får ret til en effektiv beskyttelse mod risikoen for rejsearrangørens insolvens eller konkurs, og navnlig tilbagebetaling af erlagte beløb samt hjemtransport.

3.

Direktivets artikel 8 gør det muligt for medlemsstaterne at vedtage strengere bestemmelser, men kun når disse giver forbrugeren en videregående beskyttelse.

4.

Ifølge de oplysninger, de italienske myndigheder har givet i løbet af overtrædelsesproceduren, har den omhandlede italienske lovgivning i det foreliggende tilfælde til formål på statsbudgettet at sikre muligheden for at få tilbagebetalt de til forbrugerne udbetalte beløb og dermed at beskytte statens økonomiske interesser snarere end at sikre forbrugere af pakkerejser en videregående beskyttelse.

5.

Uanset at Kommissionen forstår Italiens interesse i at sikre en forsvarlig og afbalanceret forvaltning af garantifonden ved at gøre garantifondens regressøgsmål over for rejsearrangørerne nemmere, mener Kommissionen, at en sådan foranstaltning — hvorved en bindende frist fastsættes for hos garantifonden at indgive anmodning om intervention — indføjer en betingelse, der kan fratage forbrugeren rettigheder, som er garanteret ved direktiv 90/314.

6.

Som de italienske myndigheder har gjort gældende, kan forbrugeren ganske vist indgive sin anmodning om intervention hos garantifonden, så snart forbrugeren har kendskab til de omstændigheder, som risikerer at bringe kontraktens gennemførelse i fare. For at gøre brug af denne mulighed er det imidlertid nødvendigt, at forbrugeren først har det pågældende kendskab. Hvis man ser bort fra de tilfælde, hvor rejsearrangørens konkurs er almindelig kendt, fordi der er afsagt konkursdekret, er forbrugeren i de fleste tilfælde uvidende om arrangørens økonomiske situation. Det er derfor naturligt, at forbrugeren først vender sig til rejsearrangøren for at få tilbagebetalt de erlagte beløb ved at tilsende denne en skrivelse — eventuelt en rykkerskrivelse — og derefter et betalingspåbud. Når der hos garantifonden indgives anmodning om intervention, risikerer man således, at den frist på tre måneder, som er fastsat i artikel 5 i det ministerielle dekret nr. 349/1999, for længst er overskredet med den følge, at forbrugeren fratages rettigheden til tilbagebetaling af erlagte beløb.

7.

For at udbedre det traktatbrud, som er blevet påtalt inden for rammerne af denne procedure, har de italienske myndigheder meddelt først at ville forlænge fristen for hos garantifonden at indgive anmodning om intervention fra tre til tolv måneder og dernæst at ville fjerne fristen.

8.

De italienske myndigheder har desuden i Gazzetta ufficiale della Republica italiana offentliggjort en meddelelse, som har til formål at underrette potentielle berørte parter om, at anmodninger til garantifonden — i afventning på fristens fjernelse — for at sikre beskyttelsen af forbrugerne kan indgives til hver en tid.

9.

Kommissionen mener, at uanset at disse foranstaltninger udgør et prisværdigt forsøg på at udbedre følgerne af det påtalte traktatbrud, er de ikke tilstrækkelige til at fjerne risikoen for at fratage køberen af pakkerejser dennes ret til en effektiv beskyttelse i tilfælde af rejsearrangørens konkurs.

10.

Med henblik på at garantere fuld retssikkerhed, således at enkeltpersoner får mulighed for at kende den fulde udstrækning af deres rettigheder og gøre dem gældende for domstolene, skal bestemmelserne i et direktiv gennemføres på en måde, som ubestrideligt er effektiv, specifik og klar, og ikke bare ved en administrativ praksis, som på grund af dennes beskaffenhed skønsmæssigt kan ændres af de nationale myndigheder.

11.

Den omstændighed, at der i den italienske retsorden på samme tid findes dels en bestemmelse, der aldrig formelt er blevet ophævet, og som fastsætter, at anmodning om intervention indgives hos garantifonden inden for en frist på tre måneder, hvis ikke rettigheden skal bortfalde, dels en administrativ meddelelse, som opfordrer til ikke at tage hensyn til denne frist, skaber en åbenbar usikkerhed for købere af pakkerejser.