—

Med henblik på at afgøre, hvorvidt en betegnelse som den i hovedsagen omhandlede kan anses for være en ren og indirekte geografisk oprindelsesangivelse, hvis beskyttelse i medfør af de i hovedsagen omhandlede bilaterale traktater kan begrundes i henhold til kriterierne i artikel 30 EF, påhviler det den forelæggende ret at efterprøve, hvorvidt denne betegnelse efter de faktiske omstændigheder og den begrebsmæssige forståelse i Den Tjekkiske Republik — uanset at den ikke er et geografisk navn som sådan — i det mindste er egnet til at oplyse forbrugerne om, at det produkt, hvorpå den er angivet, stammer fra et område eller sted i denne medlemsstat.

—

Den forelæggende ret skal desuden efterprøve — igen i henhold til de faktiske omstændigheder og den begrebsmæssige forståelse i Den Tjekkiske Republik — hvorvidt den i hovedsagen omhandlede betegnelse som anført i nævnte doms præmis 99 ikke på tidspunktet for de omhandlede bilaterale traktaters ikrafttræden eller senere har fået karakter af en artsbetegnelse i denne medlemsstat, idet De Europæiske Fællesskabers Domstol i samme doms præmis 99 og 100 allerede har fastslået, at formålet med beskyttelsesordningen, der er indført ved disse traktater, henhører under beskyttelsen af industriel og kommerciel ejendomsret i artikel 30 EF.

—

Da der ikke findes nogen fællesskabsretlige bestemmelser på området, tilkommer det den forelæggende ret i overensstemmelse med sine nationale retsregler at beslutte, om der skal bestilles en opinionsundersøgelse, som for retten skal afklare de faktiske omstændigheder og den begrebsmæssige forståelse i Den Tjekkiske Republik med henblik på at efterprøve, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede betegnelse »Bud« kan klassificeres som en ren og indirekte geografisk oprindelsesangivelse, og at den ikke har fået karakter af en artsbetegnelse i denne medlemsstat. Hvis den forelæggende ret finder det nødvendigt at bestille en opinionsundersøgelse, er det også i forhold til samme nationale retsregler, at den med henblik på denne efterprøvelse skal afgøre, hvilken procentdel af forbrugerne der anses for tilstrækkelig betydningsfuld.

—

Artikel 30 EF opstiller ikke et konkret krav til beskaffenheden og varigheden af den brug, der er gjort af en betegnelse i oprindelsesmedlemsstaten, for at beskyttelsen heraf er begrundet i forhold til denne artikel. Spørgsmålet om, hvorvidt et sådant krav finder anvendelse inden for rammerne af hovedsagen, skal af den forelæggende ret afgøres i henhold til gældende national ret, navnlig i henhold til den i de omhandlede bilaterale traktater fastsatte beskyttelsesordning.