15.12.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 468/73

—

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 9, artikel 151 og artikel 153, stk. 1, litra e),

—

der henviser til artikel 209 og 210 i TEUF,

—

der henviser til FN's årtusindeerklæring af 8. september 2000,

—

der henviser til Pariserklæringen fra 2005, Accrahandlingsplanen fra 2008 og det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde fra 2011,

—

der henviser til fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om Den Europæiske Unions udviklingspolitik: Den europæiske konsensus (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011»Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring« (COM(2011)0637),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 14. maj 2012»Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring« (2),

—

der henviser til konklusionerne fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, som mødtes i Rådet den 15. maj 2007, vedrørende »EU's adfærdskodeks om komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitikken« (3),

—

der henviser til sin beslutning af 28. september 2006 om »mere, bedre og hurtigere EU-udviklingsbistand — 2006-bistandseffektivitetspakken« (4),

—

der henviser til sin beslutning af 22. maj 2008 om opfølgning af Pariserklæringen fra 2005 om bistandseffektivitet (5),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om det fjerde forum på højt plan om bistandseffektivitet (6),

—

der henviser til konklusionerne af 17. november 2009 fra Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) om en operationel ramme for bistandseffektivitet (7),

—

der henviser til konklusionerne af 14. juni 2010 fra Udenrigsrådet (udviklingsministrene) om landeoverskridende arbejdsdeling (8), hvori der tilføjes og ændres en række elementer i den operationelle ramme for bistandseffektivitet,

—

der henviser til konklusionerne af 9. december 2010 fra Udenrigsrådet (udviklingsministrene) »Gensidig ansvarlighed og gennemsigtighed: Et fjerde kapitel til EU's operationelle ramme for bistandseffektivitet« (9),

—

der henviser til den konsoliderede tekst om en operationel ramme for bistandseffektivitet, der blev vedtaget af Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union den 11. januar 2011 (10),

—

der henviser til rapporten fra oktober 2009 med titlen »Aid Effectiveness Agenda: Benefits of a European Approach«, bestilt af Kommissionens Generaldirektorat for Udvikling (11),

—

der henviser til den endelige rapport fra marts 2011 med titlen »Joint Multiannual Programming«, som var bestilt af Kommissionens Generaldirektorat for Udvikling (12),

—

der henviser til »Final report of the Evaluation of the Paris Declaration: Phase 2«, der blev offentliggjort i maj 2011,

—

der henviser til rapporten »The cost of Non-Europe« om øget koordination mellem EU-donorer, som blev forelagt Udviklingsudvalget den 10. juli 2013,

—

der henviser til Rådets afgørelse af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (2010/427/EU) (13), navnlig artikel 9 om instrumenter for optræden udadtil samt programmering,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A7-0393/2013),

A.

der henviser til, at de seneste skøn, der fremlægges i ovennævnte rapport »The Cost of Non-Europe«, viser, at der årligt ville kunne spares helt op til 800 mio. EUR gennem en reduktion af transaktionsomkostningerne, hvis EU og dets medlemsstater koncentrerede deres bistand på færre lande og aktiviteter; og der henviser til, at der kunne opnås årlige besparelser på yderligere 8,4 mia. EUR, hvis landetildelingerne blev fuldstændig samordnet og havde fattigdomsbekæmpelse som eneste mål;

B.

der henviser til, at en mere effektiv koordination på EU-plan er et yderst vigtigt anliggende i en situation, hvor der samlet set er gjort begrænsede fremskridt i retning af at nå FN's mål om at yde 0,7 % af bruttonationalindkomsten i officiel udviklingsbistand senest i 2015;

C.

der henviser til, at øget effektivitet i anvendelsen af udviklingsbistanden — i lyset af den internationale demografi og den fremtidige større indbyrdes afhængighed mellem EU som helhed og det, der i dag er den tredje verden — vil tilvejebringe mere effektiv bistand ude i indsatsområderne og vil have den yderligere fordel at skabe større gensidig respekt fremover;

D.

der henviser til, at en samordnet indsats fra EU som helhed, især ved oprettelse af et udvalg bestående af repræsentanter for Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, har en merværdi, som hvad angår den politiske og finansielle løftestangseffekt er større end summen af den enkelte indsats fra de 28 medlemsstaters og Kommissionens side;

E.

der henviser til, at EU og dets medlemsstater fortsat bør foregå med et godt eksempel og mindske fragmenteringen af bistanden ved fuldt ud at gennemføre de internationale forpligtelser om bistands- og udviklingseffektivitet, som blev indgået i Paris, Accra og Busan, og ved at bygge videre på de fremskridt, der blev gjort under den nuværende fælles programmeringsproces;

F.

der henviser til, at EU’s donorkoordination bør bidrage til målsætningen om at gøre en ende på al formel og uformel bundet bistand og til at ændre »dagsordenen om bistandseffektivitet« til en »dagsorden om udviklingseffektivitet«;

G.

der henviser til, at EU's initiativer med sigte på at forbedre donorkoordinationen primært er af frivillig, ikke-bindende karakter; og der henviser til, at EU's adfærdskodeks om komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitikken kun har ført til begrænsede resultater;

H.

der henviser til, at traktaterne giver EU retsgrundlaget til at styrke sammenhængen i og effektiviteten af EU's eksterne foranstaltninger;

I.

der henviser til, at Kommissionen bør være drivkraften bag en fuldstændig gennemførelse af dagsordenen for bistands- og udviklingseffektivitet på EU-plan;

1.

opfordrer EU og dets medlemsstater til at leve op til deres forpligtelser i henhold til Paris-erklæringen, Accra-handlingsplanen og det globale Busan-partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, idet de primære hindringer herfor er manglende politisk vilje, bureaukrati og høje transaktionsomkostninger; minder i denne forbindelse om, at en grundlæggende betingelse for opfyldelsen af »dagsordenen om bistandseffektivitet« er fuld inddragelse af princippet om »demokratisk ejerskab«, hvilket betyder, at udviklingsstrategier er landestyret og afspejler alle nationale interessenters engagement;

2.

opfordrer EU og dets medlemsstater til at drage fuld nytte af bestemmelserne om udvikling i TEUF, ifølge hvilke EU og dets medlemsstater bør styrke komplementariteten i deres indsats med hensyn til udviklingssamarbejde (artikel 208 og 210 i TEUF) med henblik på at styrke en effektiv samordning mellem EU-donorerne;

3.

opfordrer til en mere effektiv samordning af arbejdsdelingen i det enkelte land fra EU’s og dets medlemsstaters side for at undgå overlappende foranstaltninger og høje transaktionsomkostninger; fastholder ligeledes, at det er nødvendigt at foretage en omhyggelig analyse af hvert enkelt modtagerlands specifikke behovssituation, samtidig med at det sikres, at finansierede projekter er forankret i den lokale økonomi og er til gavn for dem, der har størst behov;

4.

kræver en mere effektiv samordning af bistandens fordeling mellem de forskellige lande fra EU’s og dets medlemsstaters side med henblik på at løse problemet med »donordarlings« og »donorstedbørn«; understreger, at EU's arbejdsdelingspolitik bør sikre, at der fuldt ud tages hensyn til horisontale spørgsmål såsom menneskerettigheder, ligestilling og klimaændringer; understreger endvidere, at målsætningen om at øge bistandens virkning og opnå bedre resultater og større nytteværdi for pengene ikke bør føre til en udviklingspolitik, der tilstræber at undgå risici og derfor kun fokuserer på »nemme lande«;

5.

efterlyser en nyvurdering af EU’s og dets medlemsstaters komparative fordele i fordelingen af opgaver på udviklingsområdet ved at vurdere styrker og svagheder, som bør inddrage de pågældende medlemsstater (eller Kommissionen) samt andre donorer og partnerlande;

6.

henviser imidlertid til, at der også er behov for en bedre samordning med det internationale samfund og, endnu vigtigere, med lokale aktører, herunder navnlig med lokalregeringer, nationale parlamenter, civilsamfundet og ikke-statslige organisationer; minder om årtusindudviklingsmål nr. 8 om opbygningen af et globalt partnerskab for udvikling og tilskynder til, at alle udviklingsaktører i højere grad medvirker og samarbejder;

7.

understreger, at multilaterale udviklingsorganisationer har potentiale til at gøre bistanden mere målrettet og maksimere dens effektivitet ved at samle donorlandenes ressourcer i en pulje; konstaterer, at anvendelsen af ressourcer, der stilles til rådighed af internationale organisationer, også gør det muligt for donorer at udveksle oplysninger om udviklingsaktiviteterne, hvilket fører til større åbenhed og ansvarlighed;

8.

understreger betydningen af at støtte disse landes kapacitetsudvikling, således at de kan opbygge den kompetence, den viden og de institutioner, der kræves, for at de effektivt kan styre deres egen udvikling; understreger betydningen af frihandel, markedsøkonomi og iværksætterånd, for at udviklingslandene selv kan bekæmpe fattigdom og således skabe en holdbar økonomisk udvikling og mindske deres afhængighed af bistand; understreger ligeledes betydningen af at fremme og beskytte god regeringsførelse samt af, at myndighederne i modtagerlandene bekæmper korruption og opbygger deres skatteinfrastruktur, således at de kan sikre deres skatteindkomster og modvirke skatteflugt og ulovlig kapitalflugt;

9.

fremhæver den voksende betydning af utraditionelle donorer såvel som af investeringer fra den private sektor og filantropiske finansielle strømme til udviklingslandene, som betyder yderligere udfordringer til samordningen; mener, at de nye rammer for samordning af udviklingsbistand fra EU-donorer også bør tage hensyn til mulighederne for at integrere disse aspekter, med udgangspunkt i de forpligtelser der er indgået som led i Busan-partnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde;

10.

understreger vigtigheden af en nuanceret tilgang til spørgsmålet om bistandens effektivitet, der tager højde for partnerlandenes udviklingsniveau (mindst udviklede lande, skrøbelige stater eller mellemindkomstlande) og deres specifikke behov; denne differentierede tilgang bør baseres på flerdimensionelle udviklingsindikatorer, der rækker ud over BNP og tager hensyn til landeintern fattigdom, ulighed og sårbarhed;

11.

opfordrer medlemsstaterne til at udnytte nye elektroniske værktøjer fuldt ud til samordning af projekter, såsom ODAMoz (Official Development Assistance to Mozambique Database), der blev skabt med finansiering fra EU;

12.

opfordrer EU til at sikre, at forpligtelserne vedrørende bistands- og udviklingseffektivitet afspejles fuldt ud i alle de finansieringsmekanismer, der har relevans for udviklingssamarbejdet;

13.

understreger, at forbedret donorkoordination er absolut nødvendigt i lyset af begrænsningerne på medlemsstats- og EU-budgetterne som følge af de økonomiske vanskeligheder og på grund af det voksende politiske fokus på at kunne dokumentere en mere effektiv anvendelse af bistandsmidlerne, og understreger, at EU bør spille en central rolle i at fremme dette, og at samordningen bør dække alle vigtige aspekter ved alle udviklingsprojekter, herunder planlægning, overvågning og evaluering af disse;

14.

mener, at de nuværende EU-initiativer med sigte på at forbedre donorkoordinationen i kraft af deres frivillige, ikke-bindende karakter ikke helt har udnyttet EU's og dets medlemsstaters fulde potentiale til at gøre deres udviklingsbistand mere virkningsfuld og effektiv; opfordrer derfor EU og medlemsstaterne til at oprette et nyt koordinationsinstrument i form af en forordning;

15.

anmoder Kommissionen om, helst inden 31. december 2015 og under alle omstændigheder ikke senere end det første halvår af 2016, at fremlægge et forslag til retsakt, på grundlag af artikel 209 og 210 i TEUF, om de reguleringsmæssige aspekter af EU-donorkoordination af udviklingshjælp, der følger på vedtagelsen og implementeringen af en køreplan for forberedende foranstaltninger til at lette disse reguleringsmæssige aspekters ikrafttræden, på baggrund af de detaljerede henstillinger, der er fremsat i bilaget hertil;

16.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at evaluere denne køreplan på grundlag af et i forvejen aftalt sæt indikatorer; mener, at deltagerne i denne proces skal bestå af dels EU-delegationerne sammen med medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer i partnerlandene og dels GD DEVCO og EU-Udenrigstjenesten sammen med repræsentanter for medlemsstaterne; mener, at denne proces skal indebære, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten aflægger rapport til Europa-Parlamentet med henblik på at opnå enighed om implementeringen af køreplanen;

17.

bekræfter, at disse henstillinger respekterer borgernes grundlæggende rettigheder og nærhedsprincippet;

18.

finder, at forslaget er uden finansielle følgevirkninger;

19.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de udførlige henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet.