15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/95

1.1

EØSU bifalder Kommissionens initiativ til revision af direktivet om forsikringsformidling og forholder sig hovedsageligt positivt til forslaget. De grundlæggende formål er motiverede, og forslagene er generelt rimelige.

1.2

Nogle af forslagene er imidlertid ikke undersøgt godt nok og kræver yderligere overvejelser, inden de kan gennemføres. I visse tilfælde kræves tydeligere definitioner af begreberne, hvis reglerne skal have den ønskede virkning.

1.3

De krav, som forslaget indeholder om information til kunden er i det store og hele rimelige og til forbrugernes fordel.

1.4

Forslaget anfører, at forsikringsformidlere og forsikringsselskaber skal vedtage forholdsregler for at identificere interessekonflikter, der kan opstå ved formidling af forsikringsprodukter, og at de skal informere kunden om forholdet. EØSU finder det vigtigt og tilslutter sig ambitionen bag forslaget, men synes, at forslaget bør kunne forbedres på nogle af de områder, som anføres nedenfor.

1.5

EØSU bifalder, at der nedfældes mere specifikke krav, når det gælder forbrugerbeskyttelse ved køb af forsikringsprodukter med investeringselementer. Der er ofte tale om pensionsopsparinger, som har stor økonomisk værdi for forbrugeren, og som løber over en længere periode. Udformningen af sådanne produkter er ofte kompleks, og det kan være vanskeligt på forhånd at skabe sig et overblik over forskelle i indhold og vilkår. Derfor er beskyttelse af forbrugernes interesse betydeligt vigtigere for denne kategori af forsikringer end for enklere forsikringsprodukter med mindre økonomisk betydning.

2.1

Forsikringsformidlingsdirektivet er den eneste EU-lovgivning, som regulerer salg af forsikringsprodukter med henblik på at beskytte forbrugernes rettigheder. Direktivet blev vedtaget i 2002 og skulle være gennemført af medlemsstaterne senest i januar 2005. Direktivet er et instrument, som sikrer minimumsharmonisering ved hjælp af en række overordnede principper, men det er gennemført på meget forskellig måde i medlemsstaterne. Allerede ved Kommissionens kontrol af direktivets gennemførelse i 2005-2008 stod det klart, at der er behov for en revision.

2.2

Turbulensen på finansmarkederne har desuden vist, hvor vigtigt det er at sikre effektiv forbrugerbeskyttelse i alle finansielle sektorer. I 2010 anmodede G20 OECD og andre relevante internationale organisationer om at udarbejde fælles principper for at forbedre forbrugerbeskyttelsen ved køb af finansielle tjenester. Det nu foreliggende forslag til omarbejdning af forsikringsformidlingsdirektivet bør også ses på den baggrund.

2.3

Forslaget om et revideret direktiv (det andet forsikringsformidlingsdirektiv) har til hensigt at forbedre reguleringen af forsikringsmarkedet ved at skabe lige vilkår for alle, der deltager i salg af forsikringsprodukter samt at forbedre beskyttelsen af forsikringstagerne.

2.3.1

De overordnede mål er fair konkurrence, forbrugerbeskyttelse og markedsintegration. Man skal identificere, styre og begrænse interessekonflikter. Sælgernes faglige kvalifikationer skal stå mål med kompleksiteten af de produkter, som sælges. Proceduren for grænseoverskridende virksomhed bør forenkles.

2.3.2

Gennem forslaget udvides direktivets anvendelsesområde fra blot at omhandle distribution gennem forsikringsformidlere som mellemled til stor set al distribution af forsikringsprodukter.

2.3.3

Ifølge Kommissionen er forslaget generelt set et minimumharmoniseringsdirektiv, hvilket vil sige, at medlemsstaterne har mulighed for at stille strengere krav af hensyn til større forbrugerbeskyttelse.

3.1

EØSU bifalder Kommissionens initiativ til revision af direktivet om forsikringsformidling og forholder sig hovedsageligt positivt til forslaget. De grundlæggende formål er motiverede og forslagene er generelt rimelige. Udvalget tilslutter sig tillige forslaget om at indføre en bestemmelse om at direktivet bør revideres igen fem år efter, det er trådt i kraft. Nogle af forslagene er imidlertid ikke undersøgt godt nok og kræver yderligere overvejelser, inden de kan gennemføres.

3.2.1

Med forslaget i artikel 1 udvides anvendelsesområdet ret så kraftigt i forhold til den nuværende lovgivning. Begrebet forsikringsformidling udvides med forslaget og kommer ikke blot til at omfatte selvstændige formidlere, men også ansatte i forsikringsselskaber. Det kan være positivt, da hele forsikringsmarkedet dermed omfattes af de samme regler. Banker vil blive berørt i det omfang, deres produktsortiment også omfatter forsikringsprodukter.

3.2.2

Ifølge EØSU er det vigtigt, at det er selve salgssituationen, som reguleres, uanset hvilken erhvervskategori i forsikringsbranchen der står for salget. Derfor forekommer det besynderligt, at forslaget udtrykkeligt nævner erhvervsmæssig administration af skadestilfælde og skadesafregning.

3.3.1

Udvalget opfatter det meget positivt, at man foreslår medlemsstaterne at sikre, at forsikringsmæglere og personale i forsikringsselskaber, som udøver forsikringsformidling, løbende opdaterer deres viden og kunnen gennem efteruddannelse på området. Det er i denne sammenhæng vigtigt at fremhæve arbejdsgivernes ansvar for, at de ansatte har adgang til den nødvendige efteruddannelse, så de kan udføre deres opgaver effektivt og tilfredsstillende.

3.3.2

Derudover finder udvalget det ønskværdigt, om alle forsikringsformidlere, såvel ansatte som de, der arbejder i eget regi (»selvstændige«), blev pålagt at fremlægge dokumentation for, hvilken erhvervsrelevant uddannelse de har.

3.3.3

I artikel 8, stk. 2, foreslås det, at ingen, der udfører direkte forsikringsformidling må være registreret hos politiet for alvorlige formueforbrydelser, eller anden kriminalitet i forbindelse med økonomisk aktivitet. Udvalget mener, at et sådant tilsyn bør kunne udføres af formelle nationale myndigheder, så man sikrer integritet og undgår komplicerede og dyre procedurer. Et problem i den forbindelse kan være, at forskellige lande har forskellige kriterier for, hvad der indføres i et politiregister, og derved kan bestemmelsen få forskellig virkning i forskellige lande.

3.4.1

Forslaget opstiller krav om, at al information – herunder markedsføring – skal være tydelig og ikke må være vildledende. Det bør fremgå af det fremlagte dokumentationsmateriale, hvorvidt det vedrører markedsføring eller anden information. Forsikringsformidleren skal informere kunden, om der ydes rådgivning om forsikringsprodukterne. Det skal tydeligt fremgå, om formidleren arbejder for et forsikringsselskab eller handler uafhængigt, og hvem der betaler vederlag til formidleren. EØSU opfatter i det store hele forslagene som rimelige og til forbrugernes fordel.

3.4.2

Der kan være en risiko for, at formidlere forsøger at fralægge sig ansvaret for at rådgive kunden, ved at informere kunden om, at der ikke ydes rådgivning. Den foreslåede bestemmelse kan derved give anledning til fortolkningsproblemer. Hvis denne bestemmelse skal eksistere, bør den suppleres med en regel, der indebærer, at såfremt det senere viser sig, at formidleren rent faktisk har ydet rådgivning om de formidlede produkter, så bør dette ikke påvirke kundens mulighed for at opnå erstatning for værdiløs rådgivning.

3.4.3

Mange enklere forsikringsprodukter sælges uden rådgivning eksempelvis via internettet. I artikel 18 behandles salg uden rådgivning. I artikel 18, stk. 1, litra b, oplyses, at formidleren i så fald over for kunden skal begrunde den rådgivning denne får, til trods for, at artiklen omhandler situationer, hvor der ikke ydes rådgivning. Formuleringen er selvmodsigende, og forslaget bør gøres klarere.

3.4.4

I artikel 20 anføres et formkrav om information til forbrugeren om, at al information skal gives på papir. Mængden af undtagelser viser, at det næppe kan hævdes at handle om en hovedregel. I stedet ville det være bedre eksempelvis at anføre den grundlæggende produktinformation på papir med henvisning til, hvor der kan findes yderligere oplysninger.

3.5.1

Forslaget går ud på, at forsikringsformidlere og forsikringsselskaber skal vedtage forholdsregler for at kunne påvise interessekonflikter, som kan opstå ved formidling af forsikringsprodukter, og at de skal informere kunden om forholdet. EØSU finder det vigtigt og tilslutter sig ambitionen bag forslaget, men synes, at forslaget bør kunne forbedres som anført nedenfor.

3.5.2

I artikel 17, stk. 1, litra d-g, foreslås regler for de oplysninger, som skal gives, om hvilken form for vederlag formidleren modtager i forbindelse med aftalen. EØSU tilslutter sig, at der skal oplyses om, hvorledes vederlaget fastsættes, men frygter, at en alt for detaljeret information om beløb, jf. litra f, risikerer at være misvisende for kunden i beslutningssituationen. Det er vigtigt, at kunden har indgående kendskab til produktets samlede pris, ligesom at kunden har kendskab til, hvor meget han betaler formidleren, samt hvilket vederlag formidleren eventuelt modtager af forsikringsselskabet.

3.5.3

Artikel 17, stk. 4, opstiller et krav om information om formidlerens vederlag, hver gang kunden foretager betalinger efter forsikringsaftalens indgåelse. I en tid med automatiserede betalingsformer, som nu er almindelige for længerevarende forsikringskontrakter, som eksempelvis stående betalingsordrer, virker forslaget som overregulering. Det må være tilstrækkeligt, at kunden informeres en gang årligt om formidlerens vederlag.

3.5.4

EØSU støtter forslaget i artikel 21 vedrørende krydssalg, som går ud på, at en forsikringsmægler skal informere kunden om, at det er muligt at købe produkterne i en pakke separat.

3.5.5

Indførelsen af det overordnede princip om lige vilkår for distributionskanalerne er meget vigtig for en velafbalanceret information og transparens uden risiko for konkurrenceforvridning.

3.6.1

EØSU bifalder, at der nedfældes mere specifikke krav, når det gælder forbrugerbeskyttelse ved køb af forsikringsinvesteringsprodukter. Der er store forskelle på enklere former for forsikringer og forsikringer, der indeholder investeringsprodukter. Der er ofte tale om pensionsopsparinger, som har stor økonomisk værdi for forbrugeren, og som løber over en længere periode. Såvel opsparingsfasen som udbetalingsfasen kan spænde over flere årtier. Sammensætningen af sådanne produkter er ofte meget kompleks, og det kan være vanskeligt for forbrugeren at skabe sig et overblik over forskelle i indhold og vilkår. Derfor er beskyttelse af forbrugernes interesse betydeligt vigtigere for denne kategori af forsikringer end for enklere forsikringsprodukter med mindre økonomisk betydning.

3.6.2

Udvalget efterlyser derfor større klarhed over, hvilke produkter der er tale om. Den definition, der gives i forslagets artikel 2, stk. 4, refererer til forordningen om dokumenter med central information for investeringsprodukter. Efter udvalgets mening er denne definition alt for vag i betragtning af, at forslaget anfører mere specifikke krav til beskyttelse af forbrugerne i denne form for formidling, og derfor er det vigtigt, at anvendelsesområdet for disse regler bliver så tydeligt og relevant, at den planlagte forbrugerbeskyttelse kan udføres i praksis (1).

3.6.3

Når formidlere informerer kunder, om at rådgivning om forsikringer gives på uafhængigt grundlag, foreslås i artikel 24, stk. 5, litra b), at formidleren ikke må tage imod gebyrer, provisioner eller andre pengeydelser fra tredjepart. EØSU støtter forslaget under henvisning til den særlige interesse for forbrugerbeskyttelse, som foreligger i den pågældende situation.

3.7.1

I artikel 13 fremsættes der krav om, at medlemsstaterne skal sikre, at der findes tilstrækkelige, effektive, uvildige og uafhængige muligheder for kunderne for at bilægge tvister. I denne sammenhæng understreger EØSU, hvor vigtigt det er, at sådanne institutioner får reelle klagemuligheder, og at der er mulighed for under mundtlig forhandling at undersøge bevismateriale for at opfylde direktivets krav. Udvalget vil også understrege, at det er vigtigt at sikre muligheden for at kunne bilægge en tvist ved domstolen, så forbrugeren ikke blot henvises til den alternative form for tvistbilæggelse.

3.8.1

Forslagets artikel 26 foreskriver, at medlemsstaterne skal sikre, at deres administrative sanktioner i forbindelse med overtrædelse er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. EØSU støtter denne målsætning.

3.8.2

Artikel 28 stk. 2, litra f), indeholder imidlertid et forslag om, at fysiske personer skal kunne pålægges administrative bøder på op til 5 000 000 EUR. Udvalget anser dette for at være et urimeligt højt beløb, selvom det udgør loftet for, hvor høj en administrativ bøde skal kunne være. Reglen er tvivlsom, navnlig når det drejer sig om en administrativ bøde og ikke erstatning til skadelidte eller domstolsprøvelse.

3.9.1

I artikel 30 hedder det, at der skal etableres effektive ordninger til indberetning af overtrædelser. Her vil udvalget understrege, at ansatte skal have mulighed for uden arbejdsretlige eller andre konsekvenser at indberette eventuelle overtrædelser af regler til den relevante tilsynsmyndighed. Det er vigtigt for retssikkerheden, for en fair konkurrence og naturligvis for forbrugerbeskyttelsen. Indberetningsmuligheden bør også gælde for mistanke om overtrædelse af gældende regelsæt. Det er ikke tilstrækkeligt, at ansatte i forsikrings- og formidlingsselskaber blot henvises til virksomhedsintern indberetning af overtrædelser.

4.1

Definitionen af, hvad der udgør et forsikringsprodukt med investeringselementer er af stor betydning, da disse omfattes af striksere regler end øvrige forsikringsprodukter. Definitionen i den pågældende artikel (»en forsikringsaftale, der også kan klassificeres …«) er derfor uheldig. Den åbner op for fortolkninger af, hvad der kan være et forsikringsprodukt med investeringselementer.

4.2

Udvalget mener, at definitionen af, hvad der udgør rådgivning, er utydelig. Forskellige steder i forslaget gøres der forskellige forsøg på at definere rådgivning. Artikel 2, stk. 9, hævder, at rådgivning er en anbefaling til en kunde. Dette er en meget bred definition af rådgivning, og der kan opstå misforståelser om, hvorvidt det overhovedet er muligt at formidle forsikringsprodukter uden rådgivning.

4.2.1

Samtidig forsøger man andre steder i forslaget at definere rådgivning. I kapitel VI, artikel 17, stk. 1, litra c), står der, at »formidleren yder rådgivning på basis af en objektiv analyse«. Artikel 18, stk. 3, giver konkret anvisning til, hvordan rådgivning på grundlag af en objektiv analyse bør ydes. En sådan rådgivning skal ydes »på grundlag af en analyse af et så stort antal af de på markedet disponible forsikringsaftaler, at de er i stand til ud fra faglige kriterier at rådgive kunden om, hvilken forsikringsaftale der ville være egnet til at opfylde hans behov«.

4.2.2

I artikel 24, stk. 3, og artikel 24, stk. 5, anvendes en anden formulering. Der står der, at »rådgivningen ydes på uafhængigt grundlag.« Ifølge forslaget kan denne rådgivning på uafhængigt grundlag desuden være baseret på en enten »generel« eller »en mere begrænset analyse af markedet«.

4.2.3

Man kan derfor konkludere, at forslaget indeholder en lang række forskellige formidlingssituationer:

4.2.4

Rådgivning ydet på et uafhængigt grundlag sætter som anført ovenfor også krav til, hvordan denne skal udformes. Det er dog uklart, hvorvidt disse formkrav skal følges såvel ved en generel analyse som ved en mere begrænset analyse af markedet.

4.3.1

Udvalgt er enigt i, at det er vigtigt for forbrugeren at blive oplyst om interessekonflikter, og at der hersker gennemsigtighed omkring erstatningsformerne. Der bør dog ikke kun være fokus på åbenhed omkring spørgsmål om vederlag, men også om de »resultatstyringssystemer«, der ligger til grund for såvel variable vederlagsbetalinger som den faste løns udvikling. Interessekonflikter kan opstå, uden at der er blevet udbetalt nogen form for vederlag, såfremt formidleren skal leve op til operationelle mål. Ofte kan dette være salgsmål for et givent produkt, men det kan også være af en mere indirekte art. Sådanne mål kan medføre åbenlyse risici for interessekonflikt mellem de af forsikringsselskabet fastsatte mål og kundens behov for et passende forsikringsprodukt.