15.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/9

1.1

Energienklaver i begrebets bredeste forstand går ud over de pågældende lande og regioner i Europa, såvel på det økonomiske som på det sociale og miljømæssige plan, da deres afhængighed af importerede fossile brændstoffer sædvanligvis er høj. Fænomenet forårsager store prismæssige forskelle, der igen fører til en skævvridning for så vidt angår solidaritet og en homogen udvikling af de europæiske områder.

1.2

EØSU støtter målsætningen om eliminering af energienklaver i henhold til Det Europæiske Råds beslutning i februar 2011. For at dette kan lykkes, støtter udvalget navnlig de initiativer, der gør det muligt inden for prioriterede korridorer at forstærke de energimæssige sammenkoblinger mellem EU-landene. En sammenkobling af energienklaver til tredjelandes netværker kan være en førsteprioritet, når denne mulighed viser sig at være den mest relevante til at sikre og diversificere energiforsyningerne.

1.3

Alle de medlemsstater, der er berørte af energienklaver, står ikke nødvendigvis i den samme situation med hensyn til produktion og muligheder for energiimport. Udover udviklingen af sammenkoblinger, der er nødvendig for samtlige energienklaver, men også for de andre EU-medlemsstater, bør de løsninger, der kommer fra lokale energikilder, tilpasses hver enkelt situation.

1.4

Navnlig for så vidt angår de baltiske lande og de central- og østeuropæiske lande opfordrer EØSU til, at man afskaffer fortolkningsforskellene i principperne for energimarkeder og energiforsyning mellem Rusland og EU og får det stadfæstet i de internationale aftaler. Et eksempel på en sådan aftale kunne være en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale med særlig vægt på energi (jf. Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2012 om Rådets årlige rapport til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (12562/2050 (INI)).

1.5

For så vidt angår energifællesskabet i Sydøsteuropa henstiller EØSU til en udadvendt samråds- og integrationsindsats samt en ny dimension i form af »tiltag blandt det organiserede civilsamfund«.

1.6

Visse europæiske stater og regioner befinder sig helt tydeligt i en særlig situation. Som følge af Republikken Cyperns geostrategiske placering kan landet gå hen og blive et egentligt energiknudepunkt både for vedvarende energi men også for gasstrømme. Generelt bør den indenlandske energiproduktion udvikles på øerne. Disse kunne således fungere som forsøgsanlæg (test-beds) til afprøvning og godkendelse af nye energiteknologier. Ved bevilling af fællesskabsmidler til udviklings- og demonstrationsaktiviteter, kan der lægges evalueringskriterier til grund, der tager højde for deres særtræk og særlige behov. Denne fælles indsats kan bidrage til at rette op på deres energimæssige handicap som følge af deres dårlige sammenkobling med resten af Europa.

1.7

EØSU anbefaler, at man på en og samme tid tilskynder til bedre sammenkoblinger, udvikling af indenlandsk vedvarende energi samt anvendelse af energieffektivitetsforanstaltninger og tiltag til optimering af energiefterspørgslen. De evalueringskriterier, der anvendes i EU's programmer på området, bør tage højde for målsætningen om eliminering af energienklaver, navnlig i udvælgelsen af energiinfrastrukturprojekter af fælles interesse.

1.8

Hvorom alting er, hvis EU – i samråd med medlemsstaterne, industrien og civilsamfundet i de pågældende områder – ikke hurtigt indleder initiativer med henblik på en gradvis afvikling af energienklaver, vil det blive endnu vanskeligere at gennemføre Europa 2020-strategiens målsætninger og få det fulde udbytte af den fælles indsats, der allerede er iværksat til fordel for vækst og konkurrenceevne i EU.

1.9

EØSU vurderer, at den energimæssige fattigdom i den forbindelse ikke længere kan opfattes som noget udelukkende nationalt eller lokalt anliggende, der falder ind under socialpolitikken. I betragtning af, at de overvejende årsager til denne fattigdom ikke kun findes inden for de nationale rammer, ønsker EØSU, at EU's energipolitik tager fat på de store ubalancer, der bidrager til dette fænomen. Man bør derfor på nuværende tidspunkt evaluere de konkrete politiske foranstaltninger i lyset af deres forventede konsekvenser for de faktorer, der kan medvirke til større eller mindre energifattigdom.

1.10

EØSU mener, at energienklavernes eksistens er forbundet med samfundsmæssige omkostninger. Denne omkostning bør evalueres, og løsningsmodeller for at nedbringe den bør indgå i en global indsats. Man bør færdiggøre den europæiske energipolitik og udstyre den med de rette midler i forhold til såvel medlemsstaternes indbyrdes afhængighed som de vanskeligheder, de støder på. For at kunne evaluere fænomenets samlede indvirkning opfordrer EØSU Kommissionen til at gennemføre en omfattende undersøgelse af omkostningerne ved »det manglende Europa« på energiområdet som følge af disse energienklavers eksistens.

1.11

EØSU plæderer for en gennemsigtig, global og præcis evaluering af omkostningerne – også de eksterne omkostninger – i forbindelse med anvendelse af fossile brændstoffer, men også vedvarende energikilder samt de indirekte omkostninger forbundet med netværksforbedring, reservekapacitet og den nødvendige støtte til de grønne teknologier. Denne vurdering er afgørende for en optimal vejledning i forbindelse med de investeringsmæssige og politiske valg, man står over for, navnlig for så vidt angår den kraftige udvikling af produktionen af vedvarende energi i visse energienklaver med henblik på eksport til EU-medlemsstater eller tredjelande.

2.1

Det cypriotiske formandskabs anmodning er endnu et eksempel på, at der er behov for en europæisering af energipolitikken og at skabe et »europæisk energifællesskab« sådan som EØSU slår til lyd for (1). Dette forudsætter en styrket territorial samhørighed og en homogen vision for udviklingen af de europæiske områder. Målsætningen om en bedre sammenkobling af »energienklaver« i EU indgår således i nogle konkrete retningslinjer, der kan være medvirkende til at forbedre samarbejdet på energiområdet, hvilket man slog til lyd for i januar 2012 i udtalelsen TEN/459 om »Civilsamfundets deltagelse i gennemførelsen af et fremtidigt europæisk energifællesskab (2)«.

2.2

I forbindelse med det cypriotiske formandskabs høringsanmodning og drøftelserne på europæisk plan (se navnlig punkt 5 i konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 4. februar 2011, EUCO 2/1/11 REV 1), henviser begrebet energienklaver eller »energiøer« til et område – som kan være en egentlig ø eller fastlandsenklave – med få eller ingen indenlandske energikilder, der ikke er tilstrækkeligt tilknyttet energitransportnetværket, og som derfor ofte er afhængige af en ekstern energikilde eller -leverandør. Mangfoldigheden i medlemsstaternes energiregnskaber afslører store skillelinjer mellem dem. Begrebet »energienklaver« har derfor en såvel teknisk som (geo-)politisk karakter (afhængighed af en enkelt leverandør).

2.3

De faktorer, der bør tages i betragtning, omfatter blandt andet manglen på sammenkoblinger, afhængighed af en enkelt energikilde/-leverandør, afstanden fra energiproduktionsstedet/ energitransportkorridorerne, investeringsudgifter alt efter markedets størrelse, vanskeligheden ved at vende de tunge tendenser i de nationale energipolitikker samt de specifikke geografiske/klimatiske forhold.

2.4

Hvis man holder sig til Eurostats definition, findes der i EU flere hundredvis af øer af forskellig størrelse og status. Ud over fire medlemsstater – Cypern, Irland og Malta og UK – er mere end 286 øer i Europa beboet af mere end 10 mio. indbyggere: Nordsøen og Østersøen, regioner i den yderste periferi for tre staters vedkommende (De Kanariske Øer for Spanien, Madeira og Azorerne for Portugal, Réunion, Mayotte, Guyana, Martinique, Guadeloupe og Saint-Martin for Frankrig). Der vil i denne udtalelse ikke blive taget individuelt hensyn til hverken de forskellige øer, der er tilknyttet medlemsstaterne, eller regionerne i den yderste periferi.

2.5

Der findes en form for energienklave, hvis karaktertræk først og fremmest tager sit udspring i 1900-tallets historie. Den Iberiske Halvø er i princippet stadig en energihalvø, da diktatorerne Franco og Salazar prioriterede selvstændighed i de fleste netværkspolitikker: transport, især jernbane, og elektricitet, med meget få eksterne forbindelser navnlig til resten af det europæiske kontinent gennem Frankrig. Denne situation har varet ved igennem de sidste tyve år, på grund af den store lokale modstand mod mange forskellige projekter om opbygning af de netværker, der krydser Pyrenæerne. Dette problem er ved at blive løst, og en ny jævnstrømsforbindelse vil snart udvide mulighederne for handel med det sydvestlige Middelhav. Men ud over en styrkelse af kapaciteten af elnetsammenkoblingerne mellem Frankrig og Spanien (hvor transitkapaciteten i 2014 vil gå fra 1 400 til 2 800 MW), vil det sandsynligvis i de kommende år blive nødvendigt at overveje andre måder at udveksle energi på mellem Den Iberiske Halvø og resten af det europæiske kontinent. Målet om inden 2020 at råde over 4 000 MW i handelskapacitet, herunder gennem en ny elektrisk forbindelse på den atlantiske side, bør støttes. Dette projekt skal optages på listen over projekter af fælles europæisk interesse, som skal vedtages i henhold til forordningen om retningslinjer for det transeuropæiske transportnet.

2.6

De baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) er på sin vis også energimæssige øer i forhold til EU, da deres netværker udelukkende afhænger af den tidligere »eksklusivpartner«, Rusland (og i mindre omfang Hviderusland). Der findes her en prioritet for så vidt angår europæisk, energimæssig integration. Det er jo paradoksalt, at de tre baltiske lande som integreret del af den politiske union til dato ikke selv har draget fordel af integrationen og den interne europæiske solidaritet på energiområdet. Hvordan kan man acceptere, at disse stater er afhængige af et tredjeland, der for øvrigt nu også er blevet medlem af WTO og ikke overholder de europæiske standarder for så vidt angår netværksadgang og ikke har tilsluttet sig energichartret og ikke arbejder for en styrkelse af sammenkoblingerne med de central- og østeuropæiske lande? EØSU opfordrer derfor til en mindskelse af skævhederne mellem de russiske og europæiske energimarkeder samt til en ny ambitiøs og verdensomspændende partnerskabs- og samarbejdsaftale, der omfatter et særligt kapitel om energisamarbejde (jf. Europa-Parlamentets beslutning af 12. september 2012 om Rådets årlige beretning til Europa-Parlamentet om udenrigspolitik og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (12562/2011 – 2012/2050 (INI)).

2.7

Sydøsteuropa (Balkanregionen) er et transitområde, og visse staters fremskridt med henblik på deres tiltrædelse af EU (Kroatien, men også Serbien, Montenegro, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, ...) forudsætter reformer i forhold til de nabolande, der er medlem af EU (Rumænien, Bulgarien, Grækenland, Slovenien, Østrig og snart Kroatien). Oprettelsen af et energifællesskab i denne region er udtryk for en bevidsthed, som bør opmuntres og udbygges, bl.a. gennem en effektiv og gennemsigtig høring af civilsamfundsorganisationer i regionen vedrørende energistrategien.

2.8

Generelt set befinder alle EU-medlemsstater sig i en situation præget af en stærk indbyrdes afhængighed. For nogle af landene er afhængighedsforholdet over for nabolandene ekstremt stærkt navnlig i Central- og Østeuropa især Ungarn, selv om der ikke i ordets bogstaveligste forstand er tale om »energiøer«. Udvalget mener derfor, at det er strengt nødvendigt at føre en fælles energipolitik. Der er i den forbindelse brug for, at EU gør sig nogle generelle overvejelser om større solidaritet medlemsstaterne imellem. Dette aspekt er i øvrigt medtaget i artikel 194 i TEUF.

3.1

Energienklaver dækker over meget forskellige realiteter, men følgerne er stort set ens uanset situationen. Følgerne af disse enklaver munder næsten altid ud i:

3.2

Energiefterspørgslen er stor og voksende såvel i energienklaverne som i andre områder af EU. Under disse betingelser vil en potentielt mindre sikker og en i hvert fald meget dyrere forsyning gå hårdt ud over energienklavernes økonomiske konkurrenceevne. Visse industrisektorer og dermed også beskæftigelsen kan være truet, da visse aktiviteter ikke længere er rentable.

3.3

På samme måde vejer høje energipriser tungt på husholdningernes budget. Energifattigdom er længe blevet betragtet som et udelukkende nationalt eller lokalt problem. Og rent faktisk hører den direkte støtte til enkeltpersoner under disse niveauers kompetenceområde. Imidlertid findes nogle af de vigtigste årsager til energifattigdom ikke kun inden for nationale rammer. Ved at påvirke de store ubalancer, bør EU's energipolitik også bidrage til at begrænse dette fænomen.

3.4

Den ofte meget høje afhængighed af fossile brændstoffer – især olie – fastholder desuden CO2-udledningen på et højt niveau. På baggrund af miljøstandarder (direktiv om industrielle emissioner) og det generelle ønske om at beskytte menneskers sundhed, skal der foretages betydelige investeringer for at reducere disse emissioner. Disse omkostninger bør også indgå i energienklavernes energiregning.

3.5

Konsekvenserne af en situation med energienklaver bør evalueres bedre med hensyn til såvel vækst, konkurrenceevne og bæredygtig udvikling af de pågældende områder, som solidaritet, samhørighed og »manglende fortjeneste« for resten af EU i mangel af et på ethvert område komplet og funktionelt energimarked i EU. EØSU mener, at energienklavers eksistens er forbundet med samfundsmæssige omkostninger. Denne omkostning bør evalueres og løsningsmodeller for at nedbringe dem bør indgå i en global indsats. Man bør færdiggøre den europæiske energipolitik og udstyre den med de rette midler i forhold til såvel medlemsstaternes indbyrdes afhængighed som de vanskeligheder, de støder på.

3.6

Ud over at demonstrere fordelene ved yderligere europæisk integration, er målet at fremme den industrielle udvikling og dermed beskæftigelsen. Det europæiske industris konkurrenceevne er afhængig af mange faktorer, som de offentlige myndigheder kun har lille eller ingen indflydelse på. Udfordringen går således ud på at forhindre, at energipolitikken – som EU både kan og skal styre – bliver en bremseklods for vækst og beskæftigelse. EØSU opfordrer allerede nu medlemsstaterne og Kommissionen til ikke yderligere at forsinke gennemførelsen af de allerede fremhævede foranstaltninger, der kan være med til at reducere udgifterne til energi og øge forsyningssikkerheden. Det kan eksempelvis være en bedre koordinering af de nationale beslutninger om energi og en fælles planlægning af infrastruktur og netværk, etablering af europæiske sammenslutninger til indkøb af fossile brændstoffer og i givet fald europæiske forhandlingsmandater over for eksterne partnere.

4.1

To løsninger synes at være prioriteret på nuværende tidspunkt: for det første en tættere kobling af energienklaverne til det indre marked for energi (infrastruktur og tilrettelæggelse af markedet) for at øge solidariteten og tilpasse den tekniske tilrettelæggelse af det europæiske netværk med EU's politiske mål og lovgivning, og for det andet fremme af alternative energikilder, nærmere betegnet den lokale produktion af vedvarende energi. Det forudsætter, at man fremhæver potentialet – forudsat det findes – og foreslår foranstaltninger til at udnytte det fuldt ud på bæredygtig vis. I sidste instans kan fremme af energieffektivitet og styring af efterspørgslen gennem intelligente net bidrage til en optimeret energiefterspørgsel.

4.2

Kommissionen har allerede iværksat en større reform af EU's politik til støtte for energiinfrastruktur, især de sammenkoblinger (jf. Connecting Europe Facility), som EØSU har udtalt sig positivt om. (3) Det kan dog være nyttigt at gå endnu videre i den fælles planlægning af infrastruktur, således som EØSU slår til lyd for i sin udtalelse om det europæiske energifællesskab. (4) Med hensyn til elektricitet fastsatte Det Europæiske Råd i 2002 et mål for medlemsstaterne om at etablere en sammenkobling svarende til 10 % af deres installerede produktionskapacitet. Visse europæiske elektricitetsgrænser er stadig overbelastede og har fortsat langt til dette mål.

4.3

Den massive vækst i vedvarende energi i Nordsøen, sol- og vindenergi i det sydlige Europa vil samtidig kræve ny infrastruktur, der er mere »intelligent«, for at blive ordentligt integreret i det store europæiske netværk. Disse fremskridt på intelligente net vil kunne reducere forbruget med 9 % i 2020 og reducere CO2-udledningen med 9-15 %. Indsættelsen af intelligente net og foranstaltninger til styring af efterspørgslen kan være lettere på mindre markeder og hurtigere give bedre resultater. Sammen med skærpede energieffektivitetsforanstaltninger, kan dette medvirke væsentligt til at optimere efterspørgselen efter energi. De investeringer, der skal gennemføres, skal ses i forhold til en samlet styring af indsatsen på området, en nedbringelse af energiomkostningerne i en situation med stigende priser og mindre behov for investeringer i den konventionelle produktionskapacitet (mindre driftsoverskud) eller vedvarende energi.

4.4

I alt anslår ENTSO-E, at det i de næste ti år i Europa vil blive nødvendigt at anlægge 52 300 km nye højspændingsledninger, gennem en samlet investering på 104 milliarder EUR for omkring hundrede prioriterede projekter, hvoraf 80 % er et direkte resultat af udviklingen inden for vedvarende energi. Begrebet stordriftsfordele i de energienklaver, der har et potentiale på området, gør integration af vedvarende energi endnu mere vanskelig, hvis netværket ikke er særligt stort. Produktionskapaciteten i industrianlæg til fremstilling af vedvarende energi (i modsætning til decentral produktion) kan udgøre en relativt høj procentdel af produktionen eller forbruget, men her er følgerne af især uregelmæssig forsyning vanskeligere at styre.

4.5

Styrkelsen af sammenkoblingerne er derfor afgørende for at øge forsyningssikkerheden men også for at skabe en bedre balance mellem energiproduktionen og -forbruget i et større netværk i forbindelse med den kraftige udvikling af vedvarende energi. Dette gælder ligeledes for konventionelle kapaciteter, der tager over ved indstilling eller betydelig forsinkelse i produktionen af vedvarende energi.

4.6

Udviklingen af vedvarende energi kræver en fleksibel reservekapacitet, der er tilpasset og kan fungere ved lav grundlastproduktion (low baseload). Flydende naturgas (LNG) kan være løsningen på et afhængighedsforhold til en enkelt gasleverandør – og til de høje priser – som denne praktiserer, samtidig med at man sikrer en mere fleksibel og billigere løsning end olie, så man muliggør støtte til udviklingen af vedvarende energi. Udviklingen af flydende naturgas (LNG), kræver imidlertid betydelige investeringer i havneinfrastruktur og opbevaring.

4.7

EØSU er overbevist om, at fremtiden for det europæiske energisystem forudsætter bedre sammenkoblinger og udvikling af vedvarende energi, ikke mindst for energienklavernes vedkommende, så man kan forbedre forsyningssikkerheden. Brugen af fossile brændstoffer vil fortsat være dominerende, men øget produktion af vedvarende energi nødvendiggør en drastisk styrkelse af nettet på nationalt og europæisk plan (jf. EØSU's udtalelse om energikøreplanen 2050 og »no-regret«-foranstaltninger) (5).

4.8

Denne nødvendighed bliver dog ikke konkretiseret på effektiv vis uden en gennemsigtig, global og præcis evaluering af de dermed forbundne omkostninger. For på bedste vis at kunne vejlede i valg af investering og politik, bør der foreligge en i videst mulig omfang objektiv viden om omkostningerne – herunder også de eksterne – forbundet med fossile brændstoffer samt de ekstraomkostninger, de vedvarende energikilder medfører. Undersøgelser af disse indirekte omkostninger er i høj grad indbyrdes modstridende, hvilket gør dette behov endnu mere presserende.

4.9

Med hensyn til vedvarende energi, er det vigtigt at tage højde for størrelsen af investeringerne i ny produktionskapacitet, men også omkostningerne ved styrkelsen af nettet og udgifterne til eventuelle subsidier. Til dette sidste punkt kan det være nødvendigt i højere grad at understøtte de områder, der er mere energiafhængige, og hvor vedvarende energi hidtil har været mindre udviklet. Men det er vigtigt, at stigningstakten i produktionen af grøn energi sker i takt med styrkelsen af netværket. Det er også vigtigt at få fastlagt den nødvendige reservekapacitet for hver enkelt ekstra produktionsenhed for vedvarende energi. Reservekapaciteten kan dog importeres, men det forudsætter sammenkoblinger og et effektivt regionalt og europæisk samarbejde. Vilkårene for støtte til vedvarende energi bør tage højde for dette aspekt for at optimere tempoet for udviklingen og omkostningerne til støtten, som pålægges skatteyderne.

4.10

Alle disse omkostninger bør efter en præcis evaluering sammenholdes med energiregningen for de importerede fossile brændstoffer og omfatte alle omkostninger, herunder også de politiske og miljømæssige. Dette er nødvendigt for at evaluere de såvel positive som negative følger for EU's konkurrenceevne. Det er ligeledes på den baggrund, at der i visse energienklaver foregår en kraftig udvikling af produktionen af vedvarende energi med henblik på eksport til andre EU-medlemsstater eller tredjelande.

4.11

EØSU ønsker, at man først og fremmest lader de stater og regioner, der er berørte af fænomenet energienklaver, indgå i denne dynamiske styrkelse af infrastrukturen, og at fastsættelsen af de udvalgte prioriteter tager højde for deres større afhængighed. For eksempel kunne Baltic Energy Market Interconnection Plan (BEMIP) bane vejen for en bedre koordinering og energisammensætning i regionen. Dette ville gøre energinettene mere tilgængelige, navnlig i Estland, Letland og Litauen.

4.12

Der er for nylig blevet gjort fremskridt i samarbejdet mellem Letland og Litauen. Der findes på dette område et flagskibsinitiativ: Litauen vil bygge en terminal i Klaïpeda til flydende gas, som vil forsyne opbevaringstanken i Incukalns i Letland. Litauen vurderer, at denne beholder kan fungere som »regional gasreserve«. EØSU henviser i den forbindelse til sit forslag om sammenlægning af ressourcer som fossile brændstoffer og navnlig at gruppere gasindkøb (6). Estland, Letland og Litauen er i gang med at udvikle og gennemføre projekter om elsammenkoblinger (LitPol Link NordBalt og Estlink 2) med andre EU-lande, navnlig Polen. Samtidig arbejder de tre baltiske lande hen imod en fuldstændig integration i det europæiske energisystem, hvor man kombinerer elforsyningssystemer med det kontinentaleuropæiske elnet i synkrondrift (indgår på nuværende tidspunkt i en gennemførlighedsundersøgelse). De baltiske lande udvikler tillige i fællesskab kernekraftværksprojektet Visaginas, der kan medvirke til at sikre energisikkerheden i disse lande og udgøre et vigtigt element i integrationen af det europæiske elsystem.

4.12.1

Cyperns ny energidimension (vigtige fund af gas i territorialfarvandene) kan gøre landet til en vigtig regional aktør. En mærkbar stigning i landets produktionsmidler til vedvarende energi og et stærkt engagement i ovennævnte projekter kan gøre landet til et energiknudepunkt med kurs mod bedre regional integration og aktør i naboskabspolitikken på energiområdet. De europæiske operatørers nylige beslutning om fremtidig udnyttelse af Cyperns gasressourcer bør give mulighed både for en bedre integration i Unionen og en aktiv naboskabspolitik.

4.13

Desuden kan afhængighed af en enkelt leverandør reduceres med iværksættelsen af den tredje energipakke. Spørgsmålet om den regionale tilrettelæggelse af markedet er også afgørende: Litauen og Estland deltager allerede i Nord Pool Spot, de baltiske og de nordiske landes elmarked, som Letland har planer om at tilslutte sig næste år. Ud over dette eksempel opfordrer EØSU de baltiske lande til at finde fælles løsninger på deres behov og at udvikle den regionale energidialog.

4.14

Der skal laves flere sammenkoblinger til EU's tilgrænsende tredjelande, der enten kan producere og eksportere energi til EU, eller varetage transit til EU fra andre produktionssteder. Dette gælder især for energiprojekter rundt om Middelhavet (Solenergiplanen for Middelhavsområdet, Medgrid, Middelhavsunionens energipakke, Desertec osv.), hvor man opfordrer de berørte lande (Cypern, Malta) eller regioner (Kreta, Sardinien, Korsika, Sicilien, Balearerne...) til at deltage i disse projekter.

4.15

Energifællesskabet [i Sydøsteuropa] bør på dette område have et element af udadvendt samråd og integration, samt en dimension i form af »tiltag blandt det organiserede civilsamfund«. EØSU's fælles rådgivende udvalg (FYROM, Montenegro, Kroatien) og de økonomiske og sociale råd og tilsvarende institutioner i disse lande bør spille en rolle.

4.16

Desuden bør demonstration og udvikling af vedvarende energi fremhæves yderligere, især i forbindelse med energikøreplanen 2050 og den nylige meddelelse om integration af vedvarende energikilder i det indre marked (COM (2012) 271 final).

4.17

Der er behov for løsninger og samordnede forslag inden for EU og i dens periferi, hvor man inddrager:

4.18

Kun mellemstatlige løsninger og løsninger, der involverer flere operatører, er levedygtige. Energipolitikkerne, uanset om der er tale om indkøb, etablering af netværk, forskning og udvikling osv., kan ikke udformes alene af nogle enkelte EU-lande, der fører en »selvstændig« energipolitik, da det ville have alt for store konsekvenser for de andre stater. Det er nødvendigt med en stærkere koordinering af energimix eksempelvis mellem stater og regioner, der er præget af fænomenet energienklaver og hvis energipolitik er stærkt begrænset. Dermed kunne disse stater og regioner endda bane vejen for et tættere samarbejde på europæisk plan, ud over hvad der blot vedrører »suverænitet på energiområdet«.

4.19

Disse løsninger – infrastruktur, fremstilling af vedvarende energi, øget koordinering mellem stater og regioner af energipolitikkerne – bør imidlertid være ledsaget af en stærkere inddragelse af civilsamfundet i forhold til konsekvenserne for energimix, tilrettelæggelse af markedet, priser, konkurrenceevne, miljøhensyn og den sociale accept. I denne forbindelse henviser EØSU til sit forslag om et civilsamfundsforum for energispørgsmål, som udvalget fremsatte i forbindelse med sit arbejde med det europæiske energifællesskab (7).