8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/35

1.1

Vedtagelsen af vandrammedirektivet (VRD) (1) må siges at stå som en milesten i EU's vandpolitik, dels fordi der sikres en harmoniseret tilgang til de forskellige aspekter, der kendetegner de europæiske ferske og marine vande, dels fordi der blev indført en effektiv metode til vurdering af kvaliteten af disse vande og et centraliseret organisatorisk system, der gør det nemmere at anvende de samme foranstaltninger i de forskellige afvandingsområder, uanset hvilke beføjelser, der måtte gælde for hver enkelt afvandingsområde. Kommissionen har siden hen suppleret og udbygget vandrammedirektivet gennem lovgivning (2) og andre bestemmelser (3) for at sikre, at EU's vandpolitik reelt beskytter vores floder og have.

1.2

Af uforståelige grund er er visse aspekter, der er særdeles afgørende for kvaliteten af afvandingsområderne, imidlertid udeladt af vandrammedirektivet. Dette gælder eksempelvis oversvømmelser, som er et naturfænomen, hvis effekt i en vis udstrækning forstærkes kraftigt af mennesket. En stor del af de omfattende ødelæggelser, som oversvømmelserne forårsager, kunne imidlertid minimeres, hvis der førtes en hensigtsmæssig politik for anvendelse og beskyttelse af flodløb og flodbredder. Frem for alt bør man se til, at der ved opførelsen af vandrelaterede anlæg tages reelt — ikke blot formelt — hensyn til miljøet, så den naturlige dynamik ikke forstyrres, og der i stedet sikres en rationel udnyttelse af vandressourcerne.

1.3

Risikoen for oversvømmelse er tiltagende i EU, hvilket primært skyldes to årsager: For det første klimaændringerne, som kan medføre en stigning i antallet af stormfloder og føre til, at vandstanden i havene stiger som følge af en opvarmning af atmosfæren. For det andet følgerne af menneskets aktiviteter, såsom byggeaktiviteter ved flodløb og projekter til omledning og kanalisering af floder samt anlæg af havne, uden at der træffes foranstaltninger til vurdering og nedbringelse af miljøpåvirkningen. En anden menneskeskabt faktor er den tiltagende ørkendannelse. Europa er plaget af omfattende afskovning, brande og andre naturødelæggende aktiviteter. Med andre ord er den stigende risiko for oversvømmelse et resultat af den ubæredygtige udvikling. Gennem vedtagelse af bæredygtige modeller for økonomisk, social og miljømæssig udvikling kan denne fare dog reduceres.

1.3.1

Oversvømmelse af arealer med industrianlæg eller intensivt landbrugs- og kvægdrift, men også af byområder, medfører udslip af stoffer og produkter, der under normale betingelser ikke udgør nogen fare for vandkvaliteten, men som ved oversvømmelse forvandles til farlige forurenende stoffer, der kan have en skadelig virkning på folkesundheden og på de berørte økosystemer.

1.4

EØSU gør opmærksom på, at Europa mellem 1998 og 2002 har været udsat for over 100 større ødelæggende oversvømmelser, heriblandt de katastrofale oversvømmelser langs Donau og Elben i 2002. Siden 1998 har oversvømmelser været årsag til ca. 700 dødsfald, evakuering af ca. en halv million mennesker og forsikrede økonomiske tab på mindst 25 mia. EUR (4).

1.5

På denne baggrund forelagde Kommissionen i juli 2004 Rådet (Miljøministrene) et forslag til beskyttelse mod oversvømmelser på EU-plan. Formålet var at sikre en samordnet styring af oversvømmelsesrisikoen for at forbedre den samlede oversvømmelsessikring. Medlemsstaterne skal i fællesskab udarbejde oversvømmelsesrisikokort og udføre planer for styring af oversvømmelsesrisikoen i hvert enkelt afvandingsområde og kystområde, og det er Kommissionens opgave at lette samordningen og informationsudvekslingen mellem medlemsstaterne og udbrede den bedste praksis på området.

1.6

Endelig skal det tilføjes, at, selv om de foreslåede foranstaltninger alene tilsigter EU's vandpolitik, berører problemet også andre EU-politikker, såsom landbrug, miljø, civilbeskyttelse, transport osv. Dertil kommer et grundlæggende og vidtrækkende juridisk problem i forbindelse med styringen af oversvømmelsesområderne: spørgsmålet om, hvordan flodlejerne og kystlinjerne skal afgrænses og defineres som et fælles offentligt gode, der skal beskyttes, så der ikke kan foretages væsentlige ændringer gennem myndighedsbeslutninger, der udelukkende er politisk motiverede, og som berører andre beføjelser inden for vandforvaltning og oversvømmelsesforebyggelse. Ved at afgrænse beskyttede områder vil det være nemmere at modvirke oversvømmelser.

2.1

Kommissionens meddelelse kan opdeles i følgende tre dele:

2.2

Formålet med at styre oversvømmelsesrisikoen er at formindske sandsynligheden for oversvømmelse og begrænse dens følger. Det foreslås derfor at lade handlingsprogrammet indeholde følgende elementer:

2.3

Hvad angår de nuværende foranstaltninger og fremtidige initiativer, der skal modvirke oversvømmelser, foreslås tre handlingsniveauer.

2.3.1

På europæisk plan omfatter indsatsen allerede eksisterende foranstaltninger og politikker, som fokuserer på at forebygge og begrænse følgerne af oversvømmelser. Med henvisning til den europæiske forskningspolitik forsøger man at gøre brug af forskningsprojekter, herunder FLOODsite, som bidrager til forbedring af de integrerede metoder, hvormed oversvømmelsesrisikoen skal analyseres og styres. Når det gælder udnyttelsen af strukturfondene, kan frem for alt Den Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrage til at fremme forskning i og teknologisk udvikling af infrastruktursystemer (5). IRMA-projektet (»Interreg Rhinen-Meuse-aktiviteter«) er et eksempel på et grænseoverskridende projekt mod oversvømmelser.

2.3.1.1

Endvidere foreslås det på europæisk niveau, at man gennem den fælles landbrugspolitik sikrer områder mod oversvømmelse ved at lade skov- og landbrug bidrage til jordbundsbeskyttelse. Tilsvarende foreslås miljøpolitikken inddraget i vandrammedirektivet ved at integrere styring af oversvømmelsesrisikoen i planerne for forvaltning af afvandingsområderne. Solidaritetsfonden (EUSF), som blev oprettet i 2002 efter de ødelæggende oversvømmelser i Centraleuropa, vil fortsat gribe ind i tilfælde af større katastrofer.

2.3.2

Det kan konstateres, at flere medlemsstater har udformet officielle retningslinjer eller retsakter for at forebygge oversvømmelsernes skadevirkninger, især de medlemsstater, der er mest udsatte. Der er blandt andet udarbejdet planer og strategier for oversvømmelsessikring såvel som oversvømmelsesrisikokort for de områder, der hyppigst rammes af oversvømmelser.

2.3.3

For det tredje har man truffet foranstaltninger til støtte for det internationale samarbejde ved grænseoverskridende floder, særlig i Centraleuropa, i form af organer, der skal sikre en samordnet forvaltning af afvandingsområderne.

2.4

EU's fælles handlingsprogram indeholder en række nødvendige forebyggende og skadebegrænsende foranstaltninger. Blandt de mest nævneværdige er en bedre samordning mellem myndighederne ved hjælp af planer for afvandingsområderne og kystområderne samt kortlægning af oversvømmelsesrisiciene. Samtlige foranstaltninger skal vedtages på baggrund af bedste praksis.

2.4.1

Hvis handlingsprogrammet skal lykkes, er det vigtigt, at medlemsstaterne, Kommissionen og de øvrige berørte parter samarbejder og lever op til deres ansvar i relation til forebyggelse af oversvømmelsesrisikoen.

2.4.2

Det er svært at beregne omkostningerne ved denne fælles indsats, men kvalitativt set opvejes de under alle omstændigheder af de fordele, som indsatsen indebærer for EU's borgere, deres ejendele og de ramte mennesker og områder.

2.5

Bilaget til meddelelsen er af stor betydning for udarbejdelsen og udførelsen af planerne for styring af oversvømmelsesrisikoen og af oversvømmelsesrisikokortene, eftersom det muliggør en vis harmonisering med udgangspunkt i de fastsatte mål.

3.1

EØSU bifalder Kommissionens meddelelse, som er udarbejdet med det formål at forbedre og harmonisere de forskellige forebyggelsessystemer, der er indført i flere af medlemsstaterne for at modvirke oversvømmelser. Der bør imidlertid først og fremmest foretages en mere dybtgående evaluering af problemet, før det er muligt at træffe de rette foranstaltninger, navnlig de, som tilsigter en mere effektiv forebyggelse. Dermed vil man kunne undgå en stor del af de skader, som oversvømmelser forvolder. For det andet bør der defineres en række grundlæggende begreber, som savnes i forslaget, for at sikre størst mulig harmonisering af de foranstaltninger, der foreslås inden for rammerne af risikostyringsplanerne og kortlægningen af oversvømmelsesrisiciene.

3.2

Oversvømmelser er naturfænomener, der indgår i vandløbenes og kystvandenes naturlige dynamik, og som følger en geologisk tidsskala, der spænder over et langt større tidsrum end den tidsskala, som normalt anvendes ved eksempelvis økonomisk planlægning og byplanlægning. Ved »returperiode« skal der således forstås:

Der opereres inden for vandplanlægning med følgende grundlæggende begreber:

3.3

Omfanget af oversvømmelserne beror på bebyggelsen og arealudnyttelsen i oversvømmelsesområderne, om der er tale om aktiviteter, der påvirker vandsystemets normale forløb og medfører gennemgribende ændringer i forholdene i vandløbene og kystområderne. Dette kan nemlig øge risikoen for at tvinge vandløb ud i unaturlige strømme, hvilket kan blive til stor skade for både mennesker og materiel. EØSU mener, at følgende bør betragtes som faktorer, der øger oversvømmelsernes omfang:

3.4

Den tiltagende risiko for oversvømmelse, som skyldes ændringer i naturforholdene, frem for alt klimaændringerne, kræver omfattende forskning, så man kan afgøre, hvordan disse ændringer risikerer at påvirke vandløbenes og kystvandenes dynamik og dermed blandt andre oversvømmelsesområderne og returperioderne.

3.5

Den tiltagende risiko for vandstandsstigning, der skyldes menneskeskabte faktorer (såsom arealanvendelse og antallet af bosatte i området) kan og bør reguleres gennem en aktiv planlægningspolitik for at sikre en bæredygtig anvendelse af oversvømmelsesområderne og mindske risiciene.

4.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at formålet med at styre oversvømmelsesrisikoen er at formindske sandsynligheden for oversvømmelse og begrænse dens følger gennem forebyggelses-, sikrings- og oplysningsforanstaltninger osv. Det vil ikke desto mindre være hensigtsmæssigt at klassificere foranstaltningerne og metoderne samt de kriterier, der skal sikre, at der i det enkelte tilfælde træffes det rette valg. Følgende forebyggende foranstaltninger kan bruges som rettesnor:

4.2

EØSU anmoder Kommissionen om at basere styringsplanerne på følgende principper og ikke-anlægsmæssige foranstaltninger:

Det er på den baggrund, at princippet om en langtidsstrategi skal forstås. Det drejer sig ikke blot om at tage hensyn til den forventede udvikling, som angivet i Kommissionens meddelelse, men om at tilpasse den i de tilfælde, hvor man med rimelighed kan forvente, at den aktuelle oversvømmelsesrisiko vil forblive den samme eller øges.

4.3

Der bør fastlægges passende retningslinjer og kriterier for udvælgelsen af de foranstaltninger, der bedst egner sig til at forbedre oversvømmelsessikringen:

4.4

De erfaringer med styring af oversvømmelsesrisikoen, som man har gjort sig i forskellige dele af verden, særlig i 70'erne, har klart og tydeligt vist, at de største problemer med at gennemføre de forebyggende foranstaltninger ikke er af teknisk karakter og ikke kan løses alene ved at opstille kort over risiciene og farerne for oversvømmelse. I eksempelvis USA har de amerikanske ingeniørtropper (Army Corps of Engineers) udarbejdet mere end 20 000 risikokort, men meget få myndigheder gør brug af dem, og når de gør det, lægger de sig fast på én type anlægsmæssig foranstaltning (flodkanalisering, dæmninger, diger el.lign.), der ofte har vist sig utilstrækkelig som beskyttelse mod oversvømmelse, og således forårsaget omfattende ødelæggelser, der kunne være undgået, men som indtraf, fordi myndighederne og befolkningen levede i en falsk følelse af sikkerhed.

4.5

Det bør understreges, at det i EU netop er denne type foranstaltninger — konstruktion af anlæg til opdæmning eller kanalisering af vand, som ikke garanterer nogen absolut sikkerhed — der finansieres af strukturfondene (EFRU og Samhørighedsfonden). Der stilles generelt færre midler til rådighed til forebyggende foranstaltninger, både anlægsmæssige og af anden art. EØSU mener derfor, at man bør overveje at oprette en særlig budgetpost for dette handlingsprogram eller, i mangel heraf, udstikke retningslinjer for medtagelse af foranstaltningerne i andre programmer, der finansieres af Kommissionen.

4.6

Under alle omstændigheder er disse anlægsmæssige foranstaltninger ikke nok til at forebygge oversvømmelser eller beskytte oversvømmelsesområder. De kan kun gavne i et bredere perspektiv, hvor der også tages hensyn til fysisk planlægning, transportplanlægning (veje, jernbanelinjer osv.), vedligeholdelse af afvandings- og afløbskanaler samt beskyttelse af områder og økosystemer, der regulerer den naturlige nedsivning. Det ville derfor være hensigtsmæssigt i fremtiden at videreudvikle retningslinjerne i bilaget til Kommissionens meddelelse og inddrage metodemæssige principper og god praksis i udformningen af risikostyringsplanerne.

4.7

At indlemme planerne for oversvømmelsesstyring i vandrammedirektivet er nødvendigt for at kunne sikre, at den nødvendige planlægning finder sted i det samlede afvandingsområde, at der vedtages effektive foranstaltninger på samtlige niveauer (lokalt, nationalt, grænseoverskridende osv.), og at der sker en samordning mellem de involverede myndigheder. For at gøre dette lettere, bør der gennem et direktiv fastsættes kriterier og anvisninger for at sikre en passende integrering af disse to planlægningsrammer, som er forenelige men forskellige. Disse aspekter bør behandles i detaljer i forbindelse med den foreslåede videreudvikling af retningslinjerne i bilaget.

4.8

Integreringen af oversvømmelsesstyring i vandrammedirektivet bør baseres på følgende:

4.9

De vigtigste aspekter ved styring af oversvømmelsesrisikoen i relation til vanddirektivet er følgende:

5.1

EØSU mener, at ethvert tiltag til oversvømmelsesforebyggelse, oversvømmelsessikring og oversvømmelsesbekæmpelse bør støtte sig til de metoder og instrumenter, der er udformet i vandrammedirektivet. Dette gælder særligt vandområdeplanen, som gør det muligt at regulere alle aktiviteter inden for forvaltning af vandløbene og kystvandene i det pågældende afvandingsområde. EØSU mener derfor, at det er nødvendigt at udarbejde et direktiv, der bygger på såvel Kommissionens meddelelse som bemærkningerne i foreliggende udtalelse. Dette vil gøre det muligt at bringe risikostyringsplanerne på linje med hver enkelt vandområdeplan og dermed tage hensyn til de særlige forhold, der kendetegner vores vandløb og kyster.

5.2

For at sikre, at der reelt tages hensyn til disse aspekter, kræves følgende:

5.3

Risikostyringsplanerne og risikokortene, der er vedføjet som bilag til den foreslåede meddelelse, bør videreudvikles med henblik på at etablere en rangordning af foranstaltningerne. I første række bør stå de foranstaltninger, der har højest prioritet og bedst egner sig til finansiering, og man bør tage hensyn til de kriterier, der skal opfyldes for at mindske omkostningerne og øge fordelene for mennesker og materielle værdier. Hovedformålet er at bringe vandløbenes og kystvandenes naturlige dynamik i samklang med udviklingen af menneskets aktiviteter for derved at opnå en integreret bæredygtig udvikling i oversvømmelsesområderne.

5.4

Endelig mener EØSU, at de vigtigste aspekter ved styring af oversvømmelsesrisikoen, som også berører planlægningen i vanddirektivet, er definitionerne af risiko, varslingssystem og beredskabsindsats. Derudover bør man ikke overse EU's øvrige foranstaltninger, herunder tværvidenskabelig forskning og samordning, der specifikt sigter mod at begrænse oversvømmelsernes skadevirkninger, udformning af skadesforsikringer, der mindsker ofrenes økonomiske tab, og, frem for alt, overvågning og kontrol af sikkerheden i infrastrukturprojekter på de indre vandveje og i kystområderne.