Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015D2309

    Rådets afgørelse (FUSP) 2015/2309 af 10. december 2015 om fremme af effektiv våbeneksportkontrol

    EUT L 326 af 11.12.2015, p. 56–63 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2015/2309/oj

    11.12.2015   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 326/56


    RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2015/2309

    af 10. december 2015

    om fremme af effektiv våbeneksportkontrol

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 26, stk. 2, og artikel 31, stk. 1,

    under henvisning til forslaget fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende i betragtninger:

    (1)

    Den europæiske sikkerhedsstrategi, der blev vedtaget af stats- og regeringscheferne den 12. december 2003, opregner fem hovedudfordringer, som Unionen står over for: terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter, staters sammenbrud og organiseret kriminalitet. Følgerne af den ukontrollerede trafik med konventionelle våben er af afgørende betydning for fire af disse fem udfordringer. Den nævnte strategi fremhæver vigtigheden af, at eksportkontrollen omfatter spredning af våben.

    (2)

    Den 5. juni 1998 vedtog Unionen en politisk bindende adfærdskodeks for våbeneksport, hvori der er fastsat fælles kriterier for reguleringen af den lovlige handel med konventionelle våben.

    (3)

    Det fremgår af EU-strategien for bekæmpelse af ulovlig ophobning af og handel med håndvåben og lette våben (SALW) samt ammunition hertil, som Det Europæiske Råd vedtog den 15. og 16. december 2005, at Unionen på regionalt og internationalt plan skal støtte styrkelsen af eksportkontrollen og fremme kriterierne i adfærdskodeksen for våbeneksport, bl.a. gennem bistand til ikke-EU-lande med udformning af relevant intern lovgivning og fremme af foranstaltninger for at forbedre gennemsigtighed.

    (4)

    Den 8. december 2008 blev adfærdskodeksen for våbeneksport erstattet af Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (1), der er juridisk bindende og fastsætter otte kriterier, på grundlag af hvilke ansøgninger om tilladelse til eksport af konventionelle våben skal vurderes. Den omfatter også en meddelelses- og konsultationsmekanisme for afslag på ansøgninger om våbeneksport samt åbenhedsforanstaltninger såsom offentliggørelsen af en EU-årsrapport om våbeneksport. En række ikke-EU-lande har tilsluttet sig fælles holdning 2008/944/FUSP.

    (5)

    Det fremgår af artikel 11 i fælles holdning 2008/944/FUSP, at medlemsstaterne skal gøre alt for at tilskynde andre stater, der eksporterer militærteknologi eller -udstyr, til at anvende kriterierne i nævnte fælles holdning.

    (6)

    Traktaten om våbenhandel (ATT) blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 2. april 2013 og trådte i kraft den 24. december 2014. ATT tager sigte på at styrke gennemsigtighed og ansvarlighed i våbenhandel. I lighed med fælles holdning 2008/944/FUSP fastsætter ATT en række risikovurderingskriterier, på grundlag af hvilke våbeneksport skal vurderes. Unionen støtter konkret en effektiv gennemførelse og universel anvendelse af ATT via dens særlige program vedtaget i medfør af Rådets afgørelse 2013/768/FUSP (2). Dette program bistår en række ikke-EU-lande med, på deres anmodning, at styrke deres kontrolsystemer til våbenoverførsel i overensstemmelse med ATT's krav.

    (7)

    Det er derfor vigtigt at sikre komplementaritet mellem de outreach- og bistandsaktiviteter, der er fastlagt i nærværende afgørelse, og dem, som er fastsat i afgørelse 2013/768/FUSP. Albanien, Bosnien-Hercegovina, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Serbien, Montenegro, Kosovo (3), Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko, Tunesien, Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Georgien, Republikken Moldova, Ukraine, Benin, Burkina Faso, Kap Verde, Elfenbenskysten, Gambia, Ghana, Guinea, Guinea-Bissau, Liberia, Mali, Niger, Nigeria, Senegal, Sierra Leone, Togo, Mauretanien, Cameroun, Tchad og Kina er blevet identificeret som modtagere i medfør af nærværende afgørelse. Hvor det er relevant, bør modtagere, der er identificeret i nærværende afgørelse, og som ikke har taget nogen skridt hen imod undertegnelse og tiltrædelse af ATT, tilskyndes til at gøre dette via aktiviteter, der gennemføres i medfør af nærværende afgørelse. Hvor det er relevant bør modtagere, som kun har undertegnet ATT, men ikke har ratificeret den, på samme måde tilskyndes til at ratificere den. Hvis gennemført med succes vil nærværende afgørelse derfor også kunne fungere som et middel til øget ATT-relateret bistand i henhold til afgørelse 2013/768/FUSP.

    (8)

    EU-aktiviteterne med henblik på fremme af effektiv og gennemsigtig våbeneksportkontrol har udviklet sig siden 2008 i henhold til Rådets fælles aktion 2008/230/FUSP (4) og Rådets afgørelse 2009/1012/FUSP (5) og 2012/711/FUSP (6). Disse aktiviteter har navnlig støttet yderligere regionalt samarbejde, øget gennemsigtighed og større ansvar i overensstemmelse med principperne i fælles holdning 2008/944/FUSP og de deri fastlagte risikovurderingskriterier. De pågældende aktiviteter har traditionelt været rettet mod tredjelande i Unionens østlige og sydlige naboregioner.

    (9)

    I de senere år har Unionen også ydet bistand til at forbedre eksportkontrollen af produkter med dobbelt anvendelse i ikke-EU-lande som led i projekter, der er blevet iværksat ved hjælp af andre EU-finansieringsinstrumenter end budgettet for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Disse bestræbelser er blevet yderligere fremmet inden for rammerne af initiativet vedrørende ekspertisecentre. Koordinering med disse aktiviteter med relevans for eksportkontrol med produkter med dobbelt anvendelse bør sikres.

    (10)

    Rådet har overladt den tekniske gennemførelse af afgørelse 2009/1012/FUSP og 2012/711/FUSP til den tyske styrelse for økonomiske anliggender og eksportkontrol (»BAFA«). Den har med succes gennemført alle aktiviteter i disse afgørelser. BAFA er også det implementerende organ for projekter, der støtter en effektiv gennemførelse af traktaten om våbenhandel i medfør af afgørelse 2013/768/FUSP. På baggrund heraf er valget af BAFA som det implementerende organ for EU-aktiviteter i medfør af nærværende afgørelse berettiget som følge af dens dokumenterede erfaring, kvalifikationer og nødvendige ekspertise inden for en lang række relevante EU-eksportkontrolaktiviteter i forbindelse med våbeneksportkontrol. Valget af BAFA vil lette identifikation af synergi mellem ATT's outreachprogram og de aktiviteter, der er planlagt i medfør af nærværende afgørelse —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    1.   Med henblik på at fremme fred og sikkerhed og i overensstemmelse med den europæiske sikkerhedsstrategi forfølger Unionen følgende mål:

    a)

    at fremme effektiv kontrol med ikke-EU-landes våbeneksport i overensstemmelse med principperne fastlagt i fælles holdning 2008/944/FUSP og i traktaten om våbenhandel og om relevant søge komplementaritet og synergi med Unionens bistandsprojekter inden for eksportkontrol af produkter med dobbelt anvendelse

    b)

    at støtte ikke-EU-landes bestræbelser på internt og regionalt plan for at gøre handelen med konventionelle våben mere ansvarlig og gennemsigtig.

    2.   Unionen forfølger de i stk. 1 omhandlede mål gennem følgende projektaktiviteter:

    a)

    yderligere at fremme, blandt ikke-EU-lande, de kriterier og principper, der er fastsat i fælles holdning 2008/944/FUSP og traktaten om våbenhandel, på grundlag af de resultater, der er opnået ved gennemførelsen af afgørelse 2012/711/FUSP og 2009/1012/FUSP og fælles aktion 2008/230/FUSP

    b)

    om nødvendigt at bistå ikke-EU-landes med at udarbejde, ajourføre og gennemføre relevante lovgivningsmæssige og administrative foranstaltninger, der har til formål at oprette et effektivt system til kontrol med eksport af konventionelle våben

    c)

    at bistå modtagere med uddannelse af embedsmænd, der beskæftiger sig med eksporttilladelser og retshåndhævelse, for at sikre passende gennemførelse og håndhævelse af våbeneksportkontrollen

    d)

    at fremme gennemsigtighed og ansvarlighed i international våbenhandel, herunder gennem støtte til nationale og regionale foranstaltninger, der fremmer gennemsigtighed og passende undersøgelser i forbindelse med eksporten af konventionelle våben

    e)

    at tilskynde de modtagere, som ikke har taget nogen skridt hen imod undertegnelse og tiltrædelse af ATT, til at tilslutte sig ATT og tilskynde signatarstater til at ratificere den

    f)

    at fremme yderligere overvejelser om risikoen for omdirigering af våben og imødegåelse af omdirigering af våben set ud fra både et import- og et eksportperspektiv.

    En detaljeret beskrivelse af de projektaktiviteter, der er omhandlet i dette stykke, findes i bilaget.

    Artikel 2

    1.   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) er ansvarlig for gennemførelsen af denne afgørelse.

    2.   Den tekniske gennemførelse af de projektaktiviteter, der er nævnt i artikel 1, stk. 2, foretages af BAFA.

    3.   BAFA udfører sine opgaver under den højtstående repræsentants ansvar. Med henblik herpå indgår den højtstående repræsentant de nødvendige aftaler med BAFA.

    Artikel 3

    1.   Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af de i artikel 1, stk. 2, omhandlede projektaktiviteter er på 999 000 EUR.

    2.   De udgifter, der finansieres over det i stk. 1 fastsatte beløb, forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens budget.

    3.   Kommissionen overvåger, at det i stk. 1 omhandlede finansielle referencegrundlag forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår den en finansieringsaftale med BAFA. Det skal fremgå af aftalen, at BAFA sørger for, at Unionens bidrag bliver synligt i en grad, der svarer til dets størrelse.

    4.   Kommissionen bestræber sig på at indgå den i stk. 3 omhandlede finansieringsaftale snarest muligt efter denne afgørelses ikrafttræden. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i forbindelse med denne proces og om datoen for indgåelsen af finansieringsaftalen.

    Artikel 4

    Den højtstående repræsentant aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af regelmæssige rapporter udarbejdet af BAFA. Disse rapporter danner grundlag for Rådets evaluering. Kommissionen aflægger rapport om de finansielle aspekter af gennemførelsen af de i artikel 1, stk. 2, omhandlede projektaktiviteter.

    Artikel 5

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Den udløber 30 måneder efter dagen for indgåelsen af den i artikel 3, stk. 3, omhandlede finansieringsaftale eller, hvis ingen finansieringsaftale er indgået inden for den nævnte periode, seks måneder efter dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 10. december 2015.

    På Rådets vegne

    F. BAUSCH

    Formand


    (1)  Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99).

    (2)  Rådets afgørelse 2013/768/FUSP af 16. december 2013 om EU's aktiviteter til støtte for gennemførelsen af traktaten om våbenhandel inden for rammerne af den europæiske sikkerhedsstrategi (EUT L 341 af 18.12.2013, s. 56).

    (3)  Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med UNSCR 1244(1999) og ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.

    (4)  Rådets fælles aktion 2008/230/FUSP af 17. marts 2008 om støtte til EU's aktiviteter til fremme af kontrollen med våbeneksport og principperne og kriterierne i EU's adfærdskodeks for våbeneksport blandt tredjelande (EUT L 75 af 18.3.2008, s. 81).

    (5)  Rådets afgørelse 2009/1012/FUSP af 22. december 2009 om støtte til EU's aktiviteter til fremme af kontrollen med våbeneksport og principperne og kriterierne i fælles holdning 2008/944/FUSP blandt tredjelande (EUT L 348 af 29.12.2009, s. 16).

    (6)  Rådets afgørelse 2012/711/FUSP af 19. november 2012 om støtte til Unionens aktiviteter til fremme blandt tredjelande af kontrollen med våbeneksport og principperne og kriterierne i fælles holdning 2008/944/FUSP (EUT L 321 af 20.11.2012, s. 62).


    BILAG

    PROJEKTAKTIVITETER SOM OMHANDLET I ARTIKEL 1, STK. 2

    1.   MÅL

    Målene med denne afgørelse er at fremme bedre kontrol med våbenoverførsel og støtte bestræbelser på internt og regionalt plan for at gøre den internationale handel med konventionelle våben mere ansvarlig og gennemsigtig. Om relevant bør de omfatte fremme af principperne og kriterierne i fælles holdning 2008/944/FUSP og traktaten om våbenhandel. Disse mål bør forfølges for om muligt at søge at skabe komplementaritet og synergi med Unionens bistandsprojekter inden for eksportkontrol af produkter med dobbelt anvendelse.

    For at opnå ovennævnte mål bør Unionen fortsat fremme standarderne i fælles holdning 2008/944/FUSP på grundlag af de resultater, der er opnået ved gennemførelsen af afgørelse 2012/711/FUSP, 2009/1012/FUSP og fælles aktion 2008/230/FUSP. Med henblik herpå bør modtagere bistås med at udarbejde, ajourføre og, hvor det er nødvendigt, gennemføre relevante lovgivningsmæssige og administrative foranstaltninger, der støtter et effektivt system til kontrol med overførsel af konventionelle våben. Der bør også ydes støtte til vurdering og afbødning af risikoen for omdirigering af våben.

    Der bør også ydes støtte til uddannelse af embedsmænd, der beskæftiger sig med eksporttilladelser og håndhævelse, og som har ansvaret for gennemførelsen og håndhævelsen af kontrollen med våbenoverførsel, og til nationale og regionale foranstaltninger, der fremmer gennemsigtighed og passende undersøgelser i forbindelse med eksporten af konventionelle våben. Desuden bør kontakter med den private sektor og overensstemmelse med relevante nationale juridiske og administrative bestemmelser, som regulerer overførslen af våben, fremmes.

    2.   UDVÆLGELSE AF IMPLEMENTERINGSORGANET

    Gennemførelsen af nærværende afgørelse påhviler BAFA. BAFA vil, hvor det er hensigtsmæssigt, samarbejde med medlemsstaternes eksportkontrolinstanser, relevante regionale og internationale organisationer, tænketanke, forskningsinstitutter og NGO'er.

    BAFA har højt anerkendt erfaring med hensyn til ydelse af bistand vedrørende eksportkontrol og outreachaktiviteter. Det har opnået denne erfaring på alle relevante områder inden for strategisk kontrol med eksport af CBRN-relaterede produkter med dobbelt anvendelse og våben. Gennem disse programmer og aktiviteter har BAFA opnået grundig viden om systemerne til eksportkontrol i hovedparten af de modtagere, der er omfattet af nærværende afgørelse.

    Med hensyn til bistand og outreach i forbindelse med våbeneksportkontrol har BAFA med succes fuldført gennemførelsen af afgørelse 2009/1012/FUSP og 2012/711/FUSP. BAFA er også ansvarlig for den tekniske gennemførelse af ATT's gennemførelsesstøttesystem fastlagt i afgørelse 2013/768/FUSP.

    Følgelig er BAFA perfekt placeret med henblik på at indkredse styrker og svagheder i eksportkontrolsystemerne i modtagerne af aktiviteterne i henhold til nærværende afgørelse. Den er derfor godt placeret til at fremme synergi mellem de forskellige bistands- og outreachprogrammer for våbeneksportkontrol og til at undgå unødigt dobbeltarbejde.

    3.   KOORDINERING MED ANDRE EU-BISTANDSPROJEKTER INDEN FOR EKSPORTKONTROL

    Der bør på grundlag af erfaringer fra tidligere EU-outreachaktiviteter inden for eksportkontrol, der omfatter både produkter med dobbelt anvendelse og konventionelle våben, søges at skabe synergi og komplementaritet. Med henblik herpå bør de i punkt 4.2.1-4.2.3 omhandlede aktiviteter, hvor det er relevant, udføres i forbindelse med andre aktiviteter vedrørende eksportkontrol med produkter med dobbelt anvendelse, som finansieres ved hjælp af andre EU-finansieringsinstrumenter end FUSP-budgettet. Back-to-back-arrangementer bør navnlig undersøges. Dette bør gøres med fuld respekt for de retlige og finansielle begrænsninger, der findes for anvendelsen af relevante EU-finansieringsinstrumenter.

    4.   BESKRIVELSE AF PROJEKTAKTIVITETERNE

    4.1.   Projektmål

    Hovedmålet er at yde teknisk bistand til en række modtagere, som har vist deres vilje til at udvikle deres standarder og praksis inden for våbeneksportkontrol. I den forbindelse vil de aktiviteter, der skal udføres, tage hensyn til modtagernes status, navnlig vedrørende:

    eventuelt medlemskab af eller ansøgning om medlemskab af internationale eksportkontrolordninger vedrørende overførsel af konventionelle våben og produkter og teknologier med dobbelt anvendelse

    kandidaturer til EU-medlemskab, og hvorvidt modtagerne er officielle kandidater eller potentielle kandidater

    indstilling til ATT.

    Hvor de berørte modtagere kun har undertegnet ATT, bør aktiviteterne, når det er muligt, skabe større klarhed over hindringerne for ratificering, navnlig når hindringerne er af teknisk art og vedrører mangler ved eller behov for gennemførelseskapacitet. Hvis det er relevant, bør eventuel EU-støtte i medfør af afgørelse 2013/768/FUSP fremmes. Hvis de berørte modtagere ikke har taget nogen skridt hen imod undertegnelse, ratificering eller tiltrædelse af traktaten, bør aktiviteterne fremme tiltrædelse af ATT, evt. med støtte fra andre modtagere, der har ratificeret ATT.

    Et andet, supplerende mål er at gøre en række modtagere bevidste om vurdering af risikoen for omdirigering af våben og imødegåelse af omdirigering af våben set ud fra såvel et eksport- som et importperspektiv. Aktiviteter drevet af dette supplerende mål vil navnlig give mulighed for at kæde våbenoverførselskontrol sammen med andre projekter, som har til formål at forhindre omdirigering af våben, f.eks. aktiviteter vedrørende fysisk sikkerhed og lagerforvaltning (PSSM) og aktiviteter, det støtter sporbarhed af våben og ammunition.

    4.2.   Projektbeskrivelse

    4.2.1.   Regionale workshopper

    Projektet vil bestå af op til seks workshopper af to dages varighed, hvor der gives uddannelse inden for relevante områder af kontrol med eksport af konventionelle våben.

    Workshopdeltagerne (op til 30) vil bl.a. være statslige embedsmænd og embedsmænd, der beskæftiger sig med eksporttilladelser og håndhævelse, fra de omfattede modtagere. Repræsentanter fra parlamenter, erhvervslivet og civilsamfundet kan også blive indbudt, hvis det er relevant.

    Uddannelse vil blive formidlet af eksperter fra medlemsstaternes nationale forvaltninger, herunder tidligere embedsmænd, repræsentanter fra lande, der har tilsluttet sig fælles holdning 2008/944/FUSP, og repræsentanter for den private sektor og civilsamfundet.

    Workshopperne kan finde sted på et andet sted, som fastsættes af den højtstående repræsentant i samråd med Rådets Gruppe vedrørende Eksport af Konventionelle Våben (COARM).

    Der vil blive tilrettelagt følgende regionale workshopper:

    a)

    op til to workshopper for Sydøsteuropa

    b)

    op til to workshopper for de østeuropæiske lande og de lande i Kaukasus, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik

    c)

    op til to workshopper for de nordafrikanske Middelhavslande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik.

    Denne regionale opdeling med to workshopper pr. region vil muligvis ikke blive anvendt, hvis forholdene er ugunstige, f.eks. hvis antallet af deltagere mod forventning er for lavt, hvis ingen af regionens modtagere seriøst tilbyder at være vært, eller hvis der er overlapning med andre outreachleverandørers aktiviteter. Hvis der således er tale om manglende gennemførelse i en eller to regioner, kan antallet af workshopper i en eller flere andre regioner øges tilsvarende inden for det samlede loft på seks workshopper.

    4.2.2.   Studiebesøg

    Projektet vil bestå af op til seks studiebesøg af to dages varighed for statslige embedsmænd og embedsmænd, der beskæftiger sig med eksporttilladelser og håndhævelse, hos de relevante myndigheder i medlemsstaterne. Studiebesøgene bør omfatte mindst tre modtagere, heraf mindst én modtager, der ikke har ratificeret ATT.

    4.2.3.   Individuel bistand til modtagere

    Projektet vil bestå af workshopper i op til 30 dage, fortrinsvis in situ, for individuelle modtagere med deltagelse af statslige embedsmænd og embedsmænd, der beskæftiger sig med eksporttilladelser og håndhævelse. Afhængigt af de konkrete behov og tilgængeligheden af modtagernes og EU-medlemsstaternes eksperter, vil de i alt 30 dage, der er til rådighed, blive fordelt på workshopper af mindst to og højst fem dages varighed.

    Ekspertisen vil blive formidlet af eksperter fra medlemsstaternes nationale administrationer (herunder tidligere embedsmænd), repræsentanter fra lande, der har tilsluttet sig fælles holdning 2008/944/FUSP, og repræsentanter for den private sektor og civilsamfundet.

    Disse workshopper om individuel bistand vil hovedsagelig blive afholdt på anmodning af modtagere. Formålet med dem er at behandle et specifikt spørgsmål eller et specifikt behov, som modtageren har påpeget, f.eks. i tilknytning til en regional workshop eller i forbindelse med regelmæssige kontakter med EU-eksperter og med gennemførelsesorganet.

    4.2.4.   Anvendelse af kontrollister

    Implementeringsorganet samler en gruppe af tekniske eksperter med speciale i anvendelse af eksportkontrollister. Eksperterne udvælges fra det størst mulige antal medlemsstater.

    En mængde på 100 arbejdstimer (baseret på standardeksperthonorarerne, jf. punkt 5) vil være til rådighed med henblik på, at tildele anmodninger om anvendelse af kontrollister fremsat af modtageres relevante myndigheder til eksperterne (hvis de er til rådighed). Implementeringsorganet vil udvikle modeller for sådanne typer anmodninger under hensyntagen til bedømmelsesudtalelsens uformelle karakter og fortrolighedsperspektivet.

    4.2.5.   Arrangement vedrørende endelig vurdering

    For at tilvejebringe en endelig evaluering af aktiviteterne i henhold til denne afgørelse vil der blive tilrettelagt et arrangement af to dages varighed i Bruxelles med fælles deltagelse af modtagere og medlemsstater, om muligt i forbindelse med et COARM-møde.

    Op til to repræsentanter (statslige embedsmænd og embedsmænd, der beskæftiger sig med eksporttilladelser og håndhævelse) fra hvert af de modtagere, der er nævnt i punkt 6.1, vil blive indbudt.

    4.2.6.   Aktiviteter forbundet med omdirigering af våben

    Dette projekt vil bestå af følgende to workshopper for vestafrikanske lande og Sahellande samt Kina:

    en indledende opstartsworkshop af to dages varighed for op til to repræsentanter for modtagere

    en afsluttende workshop af to dages varighed for op til tre repræsentanter for modtagere.

    Workshopperne bør finde sted i de vestafrikanske lande og Sahellandene.

    5.   EKSPERTHONORARER

    Eksperthonorarerne stilles til rådighed for aktiviteter under punkt 4.2.2-4.2.4. For aktiviteter under punkt 4.2.4 vil eksperthonorarerne blive opdelt på timer afhængigt af den faktiske tid (målt i timer), der er brugt på anmodninger om vareidentifikation. Der forventes højst 100 eksperthonorarer (800 timer).

    6.   MODTAGERE

    6.1.   Modtagere for aktiviteter under punkt 4.2.1-4.2.5

    i)

    Sydøsteuropa: Albanien, Bosnien-Hercegovina, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Montenegro, Serbien og Kosovo*

    ii)

    de nordafrikanske Middelhavslande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik: Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko og Tunesien

    iii)

    de østeuropæiske lande og de lande i Kaukasus, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik: Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Republikken Moldova og Ukraine.

    6.2.   Modtagere for aktiviteter under punkt 4.2.6

    Ecowaslandene (Benin, Burkina Faso, Elfenbenskysten, Gambia, Ghana, Guinea, Guinea-Bissau, Kap Verde, Liberia, Mali, Niger, Nigeria, Senegal, Sierra Leone, Togo); Mauretanien, Cameroun, Tchad, Kina.

    6.3.   Ændring af listen over modtagere

    COARM-Gruppen kan på forslag af den højtstående repræsentant og med passende begrundelse beslutte at ændre listen over modtagere.

    7.   PROJEKTRESULTATER OG INDIKATORER FOR GENNEMFØRELSE

    Ud over den endelige vurdering, der er omhandlet i punkt 4.2.5, vil vurderingen af resultaterne af projektet omfatte følgende:

    7.1.   Individuel vurdering af modtagere

    Efter afslutningen af de planlagte aktiviteter sender implementeringsorganet EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen en fremskridtsrapport om hvert af de modtagere, der er nævnt i punkt 6.1. Denne rapport udarbejdes sammen med de berørte EU-delegationer og opsummerer de aktiviteter, der har fundet sted i afgørelsens gyldighedsperiode. Rapporten vurderer også modtagerens kapaciteter til kontrol med våbenoverførsler. Hvis modtageren er part i ATT, vurderes det, hvordan de eksisterende kapaciteter gør det muligt at gennemføre ATT.

    7.2.   Konsekvensanalyse og indikatorer for gennemførelse

    Virkningerne af aktiviteterne i denne afgørelse bør efter deres afslutning vurderes teknisk, for så vidt angår modtagere, der er nævnt i punkt 6.1. Konsekvensanalysen udføres af den højtstående repræsentant i samarbejde med COARM og i relevant omfang med de berørte EU-delegationer og med andre relevante interessenter.

    Med henblik herpå anvendes følgende indikatorer:

    hvorvidt der findes relevante interne bestemmelser om kontrol med våbenoverførsler, og hvorvidt/i hvilket omfang de er i overensstemmelse med fælles holdning 2008/944/FUSP, bl.a. anvendelse af vurderingskriterierne, anvendelse af EU's fælles liste over militært udstyr, rapportering

    eventuelle oplysninger om håndhævelsessager

    hvorvidt modtagerne er i stand til at rapportere om våbeneksport og/eller -import under hensyntagen til bl.a. FN's register, årlig ATT-indberetning, nationale rapporter

    hvorvidt modtageren officielt har tilsluttet sig fælles holdning 2008/944/FUSP eller agter at gøre det.

    De individuelle vurderingsrapporter under punkt 7.1 bør, hvis det er relevant, henvise til ovenstående indikatorer for gennemførelse.

    8.   FREMME AF ANVENDELSEN AF EU'S OUTREACHWEBPORTAL

    Den webportal, der blev truffet beslutning om i afgørelse 2012/711/FUSP, er blevet udviklet som en ressource ejet af EU (https://export-control.jrc.ec.europa.eu). Den fungerer som en fælles platform for alle EU's outreachprogrammer (dobbelt anvendelse, våben, ATT). De aktiviteter, der er opført under punkt 4.2.1-4.2.5, skal gøre opmærksom på EU's outreachwebportal og fremme dens anvendelse. Deltagerne i outreachaktiviteter bør indhente oplysninger i webportalens private del, som giver permanent adgang til ressourcer, dokumenter og kontakter. Desuden bør andre embedsmænd, som ikke kan deltage direkte i bistands- og outreachaktiviteter, tilskyndes til at anvende webportalen.

    9.   EU'S SYNLIGHED

    Implementeringsorganet træffer alle nødvendige foranstaltninger for at gøre opmærksom på, at indsatsen er finansieret af Den Europæiske Union. Sådanne foranstaltninger gennemføres i overensstemmelse med håndbogen i kommunikation og synlighed for EU's optræden udadtil, som Europa-Kommissionen har udgivet. Organet vil således sikre synligheden af EU's bidrag gennem passende omtale og PR, som fremhæver EU's rolle og skaber øget bevidsthed om grundene til afgørelsen og om EU's støtte til den og resultaterne af denne støtte. Det materiale, der produceres i forbindelse med projektet, vil på en iøjnefaldende måde vise EU-flaget i overensstemmelse med EU's relevante retningslinjer.

    I betragtning af at de planlagte aktiviteter varierer meget i omfang og karakter, vil der blive brugt en række PR-værktøjer, herunder traditionelle medier, websteder, sociale medier, informations- og PR-materiale såsom infografik, foldere, nyhedsbreve, pressemeddelelser og andet, hvis det er relevant. Publikationer og offentlige arrangementer i forbindelse med projektet vil blive omtalt i overensstemmelse hermed.

    10.   VARIGHED

    Den samlede forventede varighed af projektet er 24 måneder.

    11.   RAPPORTERING

    Implementeringsorganet udarbejder kvartalsvis regelmæssige rapporter, bl.a. efter at have afsluttet hver af aktiviteterne. Rapporterne forelægges den højtstående repræsentant senest seks uger efter afslutningen af de relevante aktiviteter.

    12.   SAMLEDE ANSLÅEDE PROJEKTOMKOSTNINGER OG UNIONENS FINANSIELLE BIDRAG

    De samlede anslåede projektomkostninger er 1 110 000 EUR med medfinansiering fra Tyskland. De samlede anslåede omkostninger forbundet med det EU-finansierede projekt er 999 000 EUR.


    Top