EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015D2039

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2039 af 13. november 2015 om ækvivalens mellem de reguleringsmæssige rammer i Sydafrika for centrale modparter og kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre

EUT L 298 af 14.11.2015, p. 29–31 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 10/06/2022

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2015/2039/oj

14.11.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 298/29


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2015/2039

af 13. november 2015

om ækvivalens mellem de reguleringsmæssige rammer i Sydafrika for centrale modparter og kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (1), særlig artikel 25, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Proceduren for anerkendelse af centrale modparter (»CCP'er«), der er etableret i tredjelande, jf. artikel 25 i forordning (EU) nr. 648/2012, har til formål at gøre det muligt for CCP'er, der er etableret og har tilladelse i tredjelande, hvis reguleringsmæssige standarder er ækvivalente med dem, der er fastsat i nævnte forordning, at levere clearingydelser til clearingmedlemmer eller handelspladser, der er etableret i Unionen. Denne anerkendelsesprocedure og den dertil knyttede ækvivalensafgørelse bidrager dermed til at realisere det overordnede mål i forordning (EU) nr. 648/2012 om at begrænse den systemiske risiko ved at udvide brugen af sikre og solide CCP'er til at cleare over-the-counter (»OTC«)-derivataftaler, herunder når disse CCP'er er etableret og har tilladelse i et tredjeland.

(2)

For at et tredjelands retlige system kan betragtes som ækvivalent med Unionens retlige system for CCP'er, bør den væsentligste effekt af de gældende retlige og tilsynsmæssige rammer være ækvivalent med Unionens krav i forhold til de reguleringsmæssige mål, de realiserer. Formålet med denne ækvivalensvurdering er derfor at kontrollere, om de retlige og tilsynsmæssige rammer i Sydafrika sikrer, at CCP'er, som er etableret og har tilladelse der, ikke udsætter clearingmedlemmer og handelspladser, der er etableret i Unionen, for et højere risikoniveau end sidstnævnte kunne udsættes for af CCP'er, der har tilladelse i Unionen, og følgelig ikke udgør en uacceptabelt stor systemisk risiko i Unionen.

(3)

Nærværende gennemførelsesafgørelse er baseret på effekten af de retlige og tilsynsmæssige rammer i Sydafrika og på deres evne til at begrænse den risiko, som clearingmedlemmer eller handelspladser, der er etableret i Unionen, kan blive udsat for, på en måde, der betragtes som ækvivalent med resultatet af kravene i forordning (EU) nr. 648/2012. I den forbindelse bør navnlig den væsentligt lavere risiko, der er forbundet med clearingaktiviteter, der udføres på finansielle markeder, som er mindre end Unionens finansielle marked, tages i betragtning.

(4)

I overensstemmelse med artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012 skal tre betingelser være opfyldt, for at det kan fastslås, at et tredjelands retlige og tilsynsmæssige rammer for CCP'er, som har tilladelse der, er ækvivalente med dem, der er fastsat i nævnte forordning.

(5)

I henhold til den første betingelse skal CCP'er, som har tilladelse i et tredjeland, opfylde retligt bindende krav, som er ækvivalente med kravene i afsnit IV i forordning (EU) nr. 648/2012.

(6)

De retligt bindende krav i Sydafrika for CCP'er, som har tilladelse der, består af Financial Markets Act, lov nr. 19 af 2012 (»FMA«). Registrar of Securities Services (»registratoren«) har vide beføjelser til at føre tilsyn med, overvåge og undersøge clearingcentraler med tilladelse til at operere i Sydafrika (»certificerede clearingcentraler«).

(7)

FMA fastsætter de forpligtelser og krav, som clearingcentraler skal opfylde. Navnlig giver registratoren i henhold til FMA tilladelse til at operere som en certificeret clearingcentral, forudsat at ansøgeren opfylder disse krav og bidrager til at nå de mål, der er fastlagt i FMA, herunder systemisk risikobegrænsning og sikring af et fair, effektivt og gennemsigtigt finansielt marked i Sydafrika. For at sikre at disse krav er opfyldt, kan registratoren pålægge de betingelser, denne finder passende, når den udsteder en tilladelse. Certificerede clearingcentraler skal drive deres forretning på en fair og gennemsigtig måde og under hensyntagen til clearingmedlemmernes og deres kunders rettigheder. I henhold til FMA skal certificerede clearingcentraler opfylde internationale tilsynsstandarder, herunder de principper for infrastruktur på de finansielle markeder (»PFMI'er«), der blev udstedt i april 2012 af Udvalget om Betalings- og Clearingsystemer (2) og Den Internationale Børstilsynsorganisation (»IOSCO«).

(8)

Ved FMA bemyndiges finansministeren til at udstede bestemmelser om alle anliggender, som det kræves eller tillades, bliver afgjort i overensstemmelse med FMA, samt om ethvert andet spørgsmål, hvis det er nødvendigt for en bedre forvaltning og gennemførelse af FMA. Registratoren har desuden i henhold til FMA beføjelse til at udstede retningslinjer om anvendelsen og fortolkningen af FMA og træffe de foranstaltninger, denne skønner, er nødvendige for at kunne udøve sine funktioner eller opfylde sine forpligtelser korrekt eller for at kunne gennemføre FMA.

(9)

Ved ækvivalensvurderingen af de retlige og tilsynsmæssige rammer, der gælder for certificerede clearingcentraler, bør der også tages hensyn til det risikobegrænsende resultat, som de sikrer i forhold til det risikoniveau, som clearingmedlemmer og handelspladser, der er etableret i Unionen, er udsat for på grund af deres deltagelse i certificerede clearingcentraler. Graden af risikobegrænsning bestemmes både af risikoen ved de clearingaktiviteter, som den pågældende CCP udfører, og som igen afhænger af størrelsen af det finansielle marked, hvor CCP'en driver virksomhed, og af, hvor egnede de retlige og tilsynsmæssige rammer for CCP'er er til at begrænse denne risiko. For at opnå det samme risikobegrænsende resultat skal der stilles strengere risikobegrænsende krav til CCP'er, der udfører deres aktiviteter i større finansielle markeder, som er forbundet med et højere risikoniveau, end til CCP'er, der udfører deres aktiviteter i mindre finansielle markeder, som er forbundet med et lavere risikoniveau.

(10)

De finansielle markeder, hvor certificerede clearingcentraler udøver deres clearingaktiviteter, er betydeligt mindre end dem, hvor CCP'er, der er etableret i Unionen, udøver deres. I de seneste tre år har den samlede værdi af de derivattransaktioner, der er clearet i Sydafrika, faktisk udgjort mindre end 1 % af den samlede værdi af de derivattransaktioner, der er clearet i Unionen. Derfor udsætter deltagelse i certificerede clearingcentraler clearingmedlemmer eller handelspladser, der er etableret i Unionen, for en væsentligt lavere risiko end deltagelse i CCP'er, der har tilladelse i Unionen.

(11)

De retlige og tilsynsmæssige rammer, der gælder for certificerede clearingcentraler, kan derfor betragtes som ækvivalente, hvis de kan begrænse dette lavere risikoniveau. De primære regler, som gælder for certificerede clearingcentraler, og som kræver overholdelse af PFMI'erne, begrænser det lavere risikoniveau i Sydafrika og sikrer et risikobegrænsende resultat, der er ækvivalent med det, som tilstræbes ved forordning (EU) nr. 648/2012.

(12)

Kommissionen konkluderer derfor, at de retlige og tilsynsmæssige rammer i Sydamerika sikrer, at certificerede clearingcentraler, som har tilladelse der, opfylder retligt bindende krav, som er ækvivalente med kravene i afsnit IV i forordning (EU) nr. 648/2012.

(13)

I henhold til den anden betingelse i artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012 skal de retlige og tilsynsmæssige rammer i Sydamerika for CCP'er, som har tilladelse der, sikre, at disse CCP'er til enhver tid er underlagt effektivt tilsyn og håndhævelse af reglerne.

(14)

Registratoren overvåger og håndhæver overholdelsen af FMA. Navnlig vurderer registratoren én gang årligt, om de certificerede clearingcentraler overholder FMA og deres interne regler og procedurer såvel som de direktiver, anmodninger, betingelser og krav, som registratoren udsteder i henhold til FMA. Registratoren er også bemyndiget til at tilbagekalde eller suspendere en clearingcentrals tilladelse, hvis denne ikke overholder FMA, sine interne regler og procedurer eller de direktiver, anmodninger, betingelser og krav, som registratoren udsteder i henhold til FMA eller andre love.

(15)

Registratoren har beføjelse til at anmode om oplysninger eller dokumenter fra certificerede clearingcentraler og til at foretage inspektioner på stedet. Efter et kontrolbesøg på stedet kan registratoren bl.a. anmode en certificeret clearingcentral om at træffe foranstaltninger eller afholde sig fra at udføre en handling for at stoppe eller rette op på en uregelmæssighed. Registratoren kan pålægge en certificeret clearingcentral sanktioner, hvis denne undlader at fremlægge oplysninger i henhold til FMA. For at sikre gennemførelsen og administrationen af FMA kan registratoren desuden udstede generelle direktiver eller direktiver, som er rettet mod en bestemt enhed.

(16)

Kommissionen konkluderer derfor, at de retlige og tilsynsmæssige rammer i Sydafrika for CCP'er, som har tilladelse der, til enhver tid sikrer effektivt tilsyn og effektiv håndhævelse.

(17)

I henhold til den tredje betingelse i artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012 skal de retlige og tilsynsmæssige rammer i Sydafrika indeholde et effektivt ækvivalent system for anerkendelse af CCP'er, der har tilladelse i henhold til det retlige system i tredjelande (»CCP'er fra tredjelande«).

(18)

CCP'er, som har tilladelse i et tredjeland, hvor de retlige og tilsynsmæssige rammer er ækvivalente med kravene i den sydafrikanske lovgivning, som har tilsvarende regler om bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, og i hvilket CCP'er er underlagt effektivt tilsyn, kan levere tjenesteydelser i Sydafrika, forudsat at de har fået tilladelse af registratoren. Med henblik på at give en tilladelse vil registratoren vurdere ansøgningen under hensyntagen til de reguleringsmæssige rammer i tredjelandet og evt. tage højde for oplysninger fra andre tilsynsmyndigheder, herunder tredjelandets tilsynsmyndigheder. Desuden kan registratoren fritage CCP'er fra tredjelande fra alle eller nogle af kravene i henhold til FMA. Registratoren kan indgå samarbejdsaftaler med tredjelandes regulerende eller tilsynsførende myndigheder med det formål løbende at koordinere tilsynet og udveksle oplysninger om CCP'er fra tredjelande, som har tilladelse i et tredjeland, hvor de retlige og tilsynsmæssige rammer er ækvivalente med de reguleringsmæssige rammer i Sydafrika, og som er omfattet af et effektivt tilsyn i det tredjeland, hvor de har tilladelse.

(19)

Selv om det må konstateres, at anerkendelsesproceduren inden for de retlige rammer i Sydafrika, der gælder for CCP'er fra tredjelande, afviger fra den procedure, der er fastsat i forordning (EU) nr. 648/2012, bør den ikke desto mindre betragtes som et effektivt ækvivalent system for anerkendelse af CCP'er fra tredjelande.

(20)

De betingelser, der er fastsat i artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012, kan derfor betragtes som opfyldt af de retlige og tilsynsmæssige rammer i Sydafrika vedrørende certificerede clearingcentraler, og disse rammer bør anses for at være ækvivalente med kravene i forordning (EU) nr. 648/2012. Kommissionen bør fortsat løbende overvåge udviklingen i de retlige og tilsynsmæssige rammer for CCP'er i Sydafrika og kontrollere, at de betingelser, som danner grundlag for denne afgørelse, er opfyldt.

(21)

Den regelmæssige gennemgang af de retlige og tilsynsmæssige rammer, der gælder for CCP'er, som har tilladelse i Sydafrika, bør ikke berøre Kommissionens mulighed for at foretage en særlig gennemgang på et hvilket som helst tidspunkt uden for den generelle gennemgang, hvis udviklingen nødvendiggør, at Kommissionen revurderer den anerkendelse af rammerne som ækvivalente, som denne afgørelse giver. En sådan revurdering kan medføre, at anerkendelsen af ækvivalens trækkes tilbage.

(22)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

De retlige og tilsynsmæssige rammer i Sydafrika, som består af Financial Markets Act, og som finder anvendelse på certificerede clearingcentraler, som har tilladelse der, betragtes som ækvivalente med kravene i artikel 25 i forordning (EU) nr. 648/2012.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. november 2015.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1.

(2)  Pr. 1. september 2014 har Udvalget om Betalings- og Clearingssystemer ændret navn til Udvalget om Betalings- og Markedsinfrastrukturer.


Top