31998R1687

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1687/98 af 20. juli 1998 om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 1749/96 om det harmoniserede forbrugerprisindeks' dækning af varer og tjenesteydelser

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser (1), særlig artikel 4 og artikel 5, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (2), og

ud fra følgende betragtninger:

I henhold til forordning (EF) nr. 2494/95, artikel 5, stk. 1, litra b), skal hver medlemsstat udarbejde et harmoniseret forbrugerprisindeks (HICP) fra og med indekset for januar 1997; forpligtelsen til at udarbejde det harmoniserede forbrugsprisindeks forhindrer dog på ingen måde medlemsstaterne i at offentliggøre nationale, ikke-harmoniserede inflationsindekser, som de måtte ønske at anvende i deres nationale politik;

Kommissionens forordning (EF) nr. 1749/96 af 9. september 1996 vedrørende oprindelige foranstaltninger for Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 om harmoniserede forbrugerprisindekser (3) indeholder bestemmelser om HICP's oprindelige dækningsområde, der er begrænset til de varer og tjenesteydelser, som indgår i alle eller de fleste nationale forbrugerprisindekser; de priser, der skal indgå i HICP, og især behandlingen af subsidier, tilskud og refusioner, kræver harmoniserede definitioner; HICP's dækning med hensyn til geografisk område og population er endnu ikke fastlagt;

i henhold til forordning (EF) nr. 2494/95, artikel 3, skal HICP være baseret på priserne på varer og tjenesteydelser, som udbydes på medlemsstatens økonomiske område med henblik på direkte imødekommelse af forbrugernes efterspørgsel; priser, der ikke faktisk betales ved sådanne køb eller offeromkostninger eller rentebetalinger er ikke egnede til internationale sammenligninger af inflationen i forbrugerpriserne;

det er almindeligt accepteret, at ændringer i refusioner ikke nødvendigvis har betydning for måling af inflationen set i en bredere sammenhæng, men de spiller en væsentlig rolle i den inflationsproces, der påvirker forbrugerne, og de bør derfor afspejles i HICP;

Udvalget for Det Statistiske Program har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist; i overensstemmelse med proceduren i artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2494/95 forelægger Kommissionen derfor straks Rådet et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1749/96 foretages følgende ændringer:

1) bilag I erstattes af bilag Ia og Ib til nærværende forordning

2) i første led i artikel 1 udgår ordet »oprindelig«

3) litra a) i artikel 2 ændres til:

»a1) HICP's »dækningsområde« er de varer og tjenesteydelser, der indgår i husholdningernes pengeudgifter til konsum som omhandlet i litra a2). De er klassificeret i henhold til de firecifrede kategorier og underkategorier i den klassifikation i bilag Ia, som er udarbejdet på grundlag af den internationale COICOP-klassifikation, og som betegnes COICOP/HICP (klassifikation af individuelt forbrug efter formål tilpasset HICP).

a2) »Husholdningernes pengeudgifter til konsum« er den del af udgifterne til konsum, som husholdningerne afholder i monetære transaktioner i en af eller begge de perioder, der sammenlignes, og som er specificeret i bilag Ib. Medmindre andet er anført, følger bilag Ib definitionerne i det europæiske nationalregnskabssystem (ENS) 1995, som indeholdt i forordning (EF) nr. 2223/96 (*). »Husholdningernes pengeudgifter til konsum« omfatter de udgifter til varer og tjenesteydelser, som

a2a) residente husholdninger på det nationale territorium eller i udlandet eller

a2b) residente og ikke-residente husholdninger på det nationale territorium eller

a2c) populationen af husstande i de nationale husstandsbudgetundersøgelser afholder til direkte opfyldelse af individuelle behov.

a3) De priser, der anvendes i HICP, er de køberpriser, som husholdningerne betaler for individuelle varer og tjenesteydelser i monetære transaktioner. Hvis forbrugerne får stillet varer og tjenesteydelser gratis til rådighed, og de senere rent faktisk afkræves betaling herfor, bør ændringen fra en gratisydelse til den faktiske pris og omvendt afspejles i HICP.

a4) Ved »vægte« i HICP forstås de aggregerede udgifter, som husholdningerne afholder til en given kategori af varer og tjenesteydelser sat i forhold til de samlede udgifter til alle varer og tjenesteydelser i HICP.

(*) EFT L 310 af 13. 11. 1996, s. 1.«

4) artikel 3 ændres til:

»Artikel 3

Dækningsområde

1. HICP'er anses for sammenlignelige, når de er udarbejdet på grundlag af prisændringer og vægte for hver af de i bilag Ia anførte kategorier af husholdningernes pengeudgifter til konsum, og disse vægtes andel udgør mere end en tusindedel af de samlede udgifter for samtlige kategorier som specificeret i stk. 2.

2. HICP's dækningsområde udvides til at omfatte følgende:

a) fra og med udarbejdelsen af HICP for januar 1997 bearbejder medlemsstaterne de indsamlede data for de kategorier, der er opført i kolonnen »oprindelige dækning« i bilag Ia

b) først ved udarbejdelsen af HICP for december 1999 bearbejder medlemsstaterne også de indsamlede data for de kategorier, der er opført i kolonnen »december 1999« i bilag Ia.«

5) i artikel 4 ændres »bilag I« til »bilag Ia«.

Artikel 2

Kommissionen udarbejder under hensyn til de synspunkter, der fremsættes af det udvalg, der er nedsat i henhold til afgørelse 89/382/EØF, Euratom (4), senest to år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden en rapport, som forelægges Rådet. Rapporten indeholder en vurdering af, hvordan bestemmelserne i denne forordning fungerer, navnlig begrebet husholdningernes pengeudgifter til konsum i relation til relevante alternative begreber. På baggrund af rapporten kan Kommissionen om fornødent forelægge Rådet relevante forslag til ændring af denne forordning.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juli 1998.

På Rådets vegne

W. MOLTERER

Formand

(1) EFT L 257 af 27. 10. 1995, s. 1.

(2) Udtalelse afgivet den 14. juli 1998 (endnu ikke offentliggjort i Tidende)

(3) EFT L 229 af 10. 9. 1996, s. 3.

(4) EFT L 181 af 28. 6. 1989, s. 47.

BILAG Ia

HICP's dækningsområde omfatter følgende kategorier i COICOP/HICP:

>TABELPOSITION>

BILAG Ib

A. DEFINITION AF HUSHOLDNINGERNES PENGEUDGIFTER TIL KONSUM

1. Husholdningssektoren omfatter enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner (som defineret i ENS 2.76.a og 2.76.b) og kan eventuelt også omfatte institutionelle husholdninger (som defineret i ENS 2.76.b).

2. En resident husholdning har sit eget økonomiske interessecentrum inden for medlemsstatens økonomiske område, som eventuelt kan omfatte territoriale eller eksterritoriale enklaver (som defineret i ENS 2.04-2.07).

3. En monetær transaktion er en økonomisk strøm, som er et samspil mellem institutionelle enheder efter gensidig aftale, hvor de pågældende enheder foretager eller modtager betalinger, påtager sig gældsforpligtelser eller modtager aktiver opgjort i valutaenheder. Pr. konvention betragtes indsamling af husholdningsaffald som et samspil mellem enheder efter gensidig aftale. Transaktioner, som ikke indebærer udveksling af kontantbeløb eller fordringer eller gældsforpligtelser opgjort i pengebeløb, er ikke-monetære transaktioner. Interne transaktioner er sædvanligvis ikke-monetære transaktioner. Ikke-monetære transaktioner mellem to eller flere institutionelle enheder forekommer ved produkttransaktioner (byttehandel), fordelingstransaktioner (betaling i naturalier, overførsel i naturalier osv.) og andre transaktioner (byttehandel med ikke-producerede, ikke-finansielle aktiver).

Husholdningernes pengeudgifter til konsum omfatter følgende grænsetilfælde:

4. De omfatter udgifter, der ikke betragtes som forbrug i produktionen, f.eks. materialer til mindre reparationer og indretningsarbejder i boliger, som typisk udføres af både lejere og ejere, samt materialer til reparation og vedligeholdelse af varige forbrugsgoder, herunder også køretøjer.

5. De omfatter udgifter, der ikke betragtes som investeringer, især varige forbrugsgoder, som fortsætter med at fungere efter hensigten i flere regnskabsperioder; herunder hører overdragelse af ejendomsretten til visse varige forbrugsgoder fra et foretagende til en husholdning.

6. De omfatter finansielle tjenester, for hvilke der opkræves betaling direkte.

7. De omfatter skadesforsikringstjenester indtil et beløb, som svarer til det implicitte gebyr.

8. De omfatter alle udgifter finansieret via skadesforsikringserstatninger, herunder de beløb, som forsikringsselskaberne betaler direkte til automobilværksteder, hospitaler, læger mv. Det følger heraf, at den fulde pris, der betales af husholdningerne eller forsikringsselskaberne til automobilværksteder, hospitaler, læger mv., medregnes i HICP. Skadesforsikringserstatninger er de beløb, som forsikringsselskaberne er forpligtet til at betale til dækning af skader på personer og ting. Beløbene er løbende overførsler fra forsikringsselskaberne til de modtagende husholdninger og indgår derfor i husholdningernes disponible indkomst. Udgifter, som finansieres af skadesforsikringserstatninger, f.eks. betalinger til automobilværksteder, hospitaler eller læger, betragtes som udgifter, der er afholdt af husholdningerne og ikke af forsikringsselskaberne. Det er uden betydning, om husholdningerne rent faktisk afholder udgifterne, før erstatningerne udbetales - svarende til refusioner via socialsikringsordninger - eller om forsikringsselskaberne betaler direkte til automobilværkstederne, hospitalerne mv. I sidstnævnte tilfælde betragtes forsikringsselskaberne blot som mellemled, der handler på vegne af husholdningerne, som stadig anses for at afholde udgifterne.

9. De omfatter husholdningers betalinger for licenser, tilladelser mv., der betragtes som køb af tjenesteydelser. Hvis der til udstedelsen af tilladelser er knyttet en form for offentlig kontrol, f.eks. vedrørende den pågældende persons kvalifikationer, registreres betalingerne som køb af tjenester fra det offentlige, og priserne indgår da i HICP, men hvis tilladelserne gives automatisk mod betaling af et gebyr, registreres betalingerne som direkte skatter og ikke som priser. Kørekort, flycertifikater, tv- og radiolicens, våbentilladelser, entré for adgang til museer, biblioteksgebyrer, renovationsafgifter mv. betragtes i de fleste tilfælde som køb af tjenesteydelser fra det offentlige, mens tilladelser til benyttelse af køretøjer, både og fly oftest betragtes som skatter.

10. De omfatter køb af produktion til priser, som ikke er økonomisk signifikante, f.eks. entré for adgang til museer.

Husholdningernes pengeudgifter til konsum omfatter ikke følgende grænsetilfælde:

11. De omfatter ikke indkomst i naturalier, da der ikke er tale om nogen monetær transaktion (selv om denne indkomst i henhold til ENS 3.76.b er inkluderet i udgifter til konsum).

12. a) De omfatter ikke sociale overførsler i naturalier, som husholdningerne har modtaget, ej heller sådanne udgifter, som i første omgang betales af husholdningerne, men som senere refunderes af socialsikringen, offentlige enheder eller NPISH'er, f.eks. udgifter til lægebehandling eller uddannelse. Når en husholdning køber en vare eller en tjenesteydelse, som den senere får helt eller delvis refunderet, betragtes husholdningen blot som et mellemled, der handler på vegne af en social kasse, en offentlig enhed eller en NPISH. De refunderede beløb betragtes som sociale overførsler i naturalier, som er foretaget af socialsikringen, offentlige enheder eller NPISH'er. De registreres ikke som overførsler i kontanter til husholdningerne og medregnes ikke i husholdningernes disponible indkomst. Bogføringsmæssigt er situationen den samme, som når en social kasse køber varerne og tjenesteydelserne af markedsproducenter og videresælger dem til husholdningerne til lave ikke-markedsmæssige priser. Den pris, som er relevant for HICP er således forskellen mellem det beløb, som husholdningen har betalt, og det refunderede beløb.

b) Alle andre tilskud og betalinger fra det offentlige, især tilskud til lejere med henblik på nedsættelse af deres husleje (inklusive betalinger, som lejeren vælger at betale direkte til ejeren), betragtes som kontante sociale ydelser og medregnes derfor i husholdningernes disponible indkomst. Hele prisen for varen eller tjenesteydelsen før tilskuddet er derfor omfattet af HICP.

13. De omfatter ikke de tjenesteydelser, der er forbundet med ejerboliger, da disse ikke er monetære transaktioner (selv om de i henhold til ENS 3.76.a er medregnet i udgifterne til konsum).

14. De omfatter ikke køb af boliger og effekter, der betragtes som anskaffelser af ikke-producerede aktiver, især køb af jord.

15. De omfatter ikke udgifter, som en ejer af egen bolig afholder til indretning, vedligeholdelse og reparation af boligen, og som ikke normalt udføres af lejere.

16. De omfatter ikke udgifter til værdigenstande.

17. De omfatter ikke udgifter afholdt i erhvervsøjemed af husholdninger, der ejer personlige foretagender.

18. De omfatter ikke løbende indkomst- og formueskatter, som er obligatoriske ensidige betalinger i penge eller naturalier, der regelmæssigt opkræves af den offentlige forvaltning og service eller af udlandet af institutionelle enheders indkomst og formue, samt enkelte periodiske afgifter, der hverken pålignes indkomst eller formue. Andre løbende skatter omfatter husholdningernes betalinger for tilladelser, der betragtes som skatter, f.eks. tilladelser til at eje og benytte køretøjer, både og fly mv.

19. a) De omfatter ikke husholdningernes kontingenter og bidrag til NPISH'er, f.eks. til fagforeninger, faglige sammenslutninger, forbrugersammenslutninger, kirker, selskabelige og kulturelle foreninger, fritidsklubber og idrætsklubber.

b) Hvis en klub, forening eller sammenslutning kan betragtes som en markedsproducent, der sælger sine tjenesteydelser til en økonomisk signifikant pris hvilket normalt er tilfældet, selv om der ofte er tale om en nonprofitinstitution - betragtes kontingenter og bidrag som betaling for tjenesteydelser - ikke som en overførsel - og dermed er de omfattet af HICP.

20. De omfatter ikke husholdningernes frivillige overførsler i penge eller naturalier til velgørende organisationer og nødhjælpsorganisationer.

21. De omfatter ikke formueindkomster, herunder renter. Formueindkomst er den indkomst, som ejeren af et finansielt aktiv eller et materielt, ikke-produceret aktiv modtager for at stille finansielle midler eller et materielt ikke-produceret aktiv til rådighed for en anden institutionel enhed. En rente er det beløb, som debitor på betingelser, der fremgår af det finansielle instrument, han og kreditor har indgået, er pligtig at betale kreditor over en bestemt periode, uden at hovedstolen derved nedbringes.

22. De omfatter ikke obligatoriske eller frivillige bidrag til sociale ordninger, som f.eks. faktiske arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger, til sociale kasser og fonde, forsikringsselskaber, selvstændige eller ikke-selvstændige pensionskasser, der administrerer sociale forsikringsordninger, for at sikre de ansatte sociale ydelser, eller lønmodtagerbidrag til sociale ordninger, der betales til socialsikringen, private fondsbaserede og ikke-fondsbaserede ordninger.

23. De omfatter ikke livsforsikringstjenester og pensionskassetjenester (selv om disse tjenester i henhold til ENS 3.76.f og g medregnes i udgifterne til konsum indtil et beløb, der svarer til det implicitte gebyr).

24. De omfatter ikke skadesforsikringspræmier, netto. Dette er præmier, der betales for forsikringer, som er tegnet af institutionelle enheder. Forsikringer, som er tegnet af individuelle husholdninger, er tegnet på eget initiativ og til egen fordel uafhængigt af deres arbejdsgivere eller den offentlige forvaltning og service og uden for sociale forsikringsordninger. Skadesforsikringspræmier, netto, omfatter både de faktiske præmier, der skal betales af forsikringstageren for at opnå dækning i regnskabsperioden (indtjente præmier) og de tillægspræmier, der betales af formueindkomsten henført til forsikringstagerne efter fradrag af det pågældende forsikringsselskabs administrationsgebyr. (NB! Dette gebyr er omfattet af husholdningernes pengeudgifter til konsum). Skadesforsikringspræmier, netto, er de beløb, som er til rådighed til dækning i tilfælde af forskellige begivenheder eller ulykker, som medfører skade på ting eller personer af naturbetingede eller menneskelige årsager - brand, oversvømmelse, trafikuheld, skibsforlis, tyveri, vold, ulykker, sygdom mv. - eller i tilfælde af økonomisk tab som følge af begivenheder som sygdom, arbejdsløshed, ulykker mv.

25. De omfatter ikke løbende overførsler mellem husholdningerne, som inkluderer alle overførsler i kontanter eller i naturalier, som foretages eller modtages af residente husholdninger til eller fra andre residente eller ikke-residente husholdninger.

26. De omfatter ikke bøder og strafgebyrer. Disse bøder og strafgebyrer, der pålægges institutionelle enheder af domstole eller domstolslignende myndigheder, betragtes som obligatoriske løbende overførsler. Ej heller medregnes morarenter og skattebøder, som normalt ikke kan holdes adskilt fra selve skatterne.

27. De omfatter ikke lotteri og spil; ej heller det gebyr, der betales til den enhed, som foranstalter lotteriet eller spillet eller den løbende restoverførsel, som udbetales til vinderne (selv om dette gebyr i henhold til ENS 4.135 er medregnet i udgifter til konsum).

B. Definition af pris

28. Køberprisen er den pris, som køberen faktisk betaler for produkterne på købstidspunktet; inklusive alle skatter minus subsidier; efter fradrag af alle mængde- og sæsonrabatter på standardpriser og -takster; eksklusive renter og gebyrer, der betales i henhold til låne- og kreditordninger; eksklusive ekstraomkostninger som følge af manglende overholdelse af den betalingsfrist, der blev aftalt på købstidspunktet.

29. Varer og tjenester til individuelt konsum (»individuelle varer og tjenester«) erhverves af en husholdning og anvendes til opfyldelse af husholdningens behov og ønsker. Individuelle varer og tjenester kan karakteriseres på følgende måde:

a) Det skal være muligt at observere og registrere en individuel husholdnings eller et husholdningsmedlems anskaffelse af varen eller tjenesteydelsen samt tidspunktet for anskaffelsen.

b) Husholdningen skal være indforstået med leveringen af den pågældende vare eller tjenesteydelse og tage de nødvendige skridt for at modtage den, f.eks. ved at gå i skole eller tage på hospitalet.

c) Varen eller tjenesteydelsen skal opfylde den betingelse, at den, når den er erhvervet af en husholdning eller person, eller eventuelt af en lille, begrænset gruppe mennesker, ikke kan erhverves af andre husholdninger eller personer.

Husholdningernes udgifter til konsum er alle individuelle. Pr. konvention betragtes alle varer og tjenester, der leveres af NPISH'er, som individuelle.

Alle offentlige udgifter til konsum inden for uddannelse, sundhed, social sikring og velfærd, sport og fritid samt kultur behandles pr. konvention som udgifter til individuelt konsum undtagen udgifter til offentlig administration, fastsættelse af love og bestemmelser, forskning mv. Endvidere betragtes udgifter til anskaffelse af bolig, renovation og drift af offentlige transportmidler som individuelle. De kollektive udgifter til konsum er den resterende del af det offentliges udgifter til konsum. De omfatter især forvaltning af samfundet, sikkerhed og forsvar, opretholdelse af lov og orden, lovgivning og udstedelse af andre bestemmelser, sundhedsvæsen, miljøbeskyttelse, forskning og udvikling og infrastrukturer og økonomisk udvikling.