Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009R0450

    Aktive og intelligente materialer og genstande i kontakt med fødevarer

    Aktive og intelligente materialer og genstande i kontakt med fødevarer

     

    RESUMÉ AF:

    Forordning (EF) nr. 450/2009 — aktive og intelligente materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer

    HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

    • Den fastlægger særlige regler for aktive* og intelligente* materialer og genstande, der supplerer de regler, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1935/2004, den generelle forordning om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer.
    • Den fastsætter særlige krav vedrørende markedsføring af disse materialer og genstande og beskriver proceduren for godkendelse af disse på EU-plan.

    NØGLEPUNKTER

    Anvendelsesområde

    Forordningen finder anvendelse på aktive og intelligente materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer, der bringes i omsætning i EU.

    Krav til aktive og intelligente materialer og genstande

    Aktive og intelligente materialer og genstande:

    • skal være egnede og effektive til det påtænkte anvendelsesformål
    • må ikke afgive komponenter* til fødevarerne i en mængde, der kan udgøre en fare for menneskers sundhed eller forårsage en uacceptabel ændring af fødevarernes sammensætning, smag eller lugt
    • må ikke vildlede forbrugerne igennem mærknings, præsentations- eller reklamemateriale.

    Disse særlige krav berører ikke gældende EU-regler eller nationale regler vedrørende de materialer og genstande, som aktive eller intelligente komponenter tilsættes til eller inkorporeres i. Disse materialer kan være underlagt anden specifik lovgivning, såsom forordning (EU) nr. 10/2011 om plastmaterialer i kontakt med fødevarer.

    Sammensætning

    • Når forordningen er trådt i kraft fuldt ud, er det kun stoffer på EU-listen over godkendte stoffer, der må bruges i komponenter i aktive og intelligente materialer og genstande. Forordningen træder fuldt i kraft, når Europa-Kommissionen gør en liste over alle stoffer, der må bruges i fremstillingen af aktive og intelligente komponenter, offentligt tilgængelig.
    • Følgende stoffer må anvendes i komponenterne i aktive og intelligente materialer og genstande uden at være opført på listen:
      • afgivne aktive stoffer tilføjet eller inkorporeret ved hjælp af teknikker som f.eks. podning eller immobilisering, der anvendes i fuld overensstemmelse med relevante EU-regler og national lovgivning (f.eks. lovgivningen om fødevaretilsætningsstoffer og fødevareenzymer)
      • stoffer, der anvendes i komponenter, som ikke er i direkte kontakt med fødevaren eller miljøet omkring fødevaren og er adskilt fra fødevaren med en funktionel barriere, og ikke er mutagene, kræftfremkaldende eller reproduktionstoksiske, eller stoffer der bevidst er fremstillet med en begrænset partikelstørrelse og har fysiske og kemiske egenskaber, som afviger væsentligt fra egenskaberne for de samme stoffer med større partikelstørrelse.

    Ansøgninger om godkendelse af stoffer, der udgør komponenterne i aktive og intelligente materialer og genstande

    • Ansøgninger om godkendelse af stoffer, der udgør komponenterne i aktive og intelligente materialer og genstande skal indgives til de kompetente myndigheder i et EU-land og ledsages af et teknisk dossier med de oplysninger, der er beskrevet i vejledningen vedrørende sikkerhedsvurdering, som er udarbejdet af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA).
    • EU-landet sender ansøgningen til EFSA, der er ansvarlig for at vurdere, hvorvidt stoffet overholder ovenstående betingelser.

    EU-liste over godkendte stoffer

    For at komme med på listen skal de stoffer, der udgør komponenterne i aktive og intelligente materialer og genstande, opfylde de krav, der finder anvendelse på de pågældende produkter (se ovenfor).

    Kommissionen skal vedtage EU-listen, når EFSA er kommet med sin udtalelse om alle de stoffer, for hvilke der er indgivet en gyldig ansøgning om markedsføringstilladelse.

    Listen skal indeholde følgende oplysninger:

    • stoffets/stoffernes identitet
    • stoffets/stoffernes funktion
    • referencenummer
    • om nødvendigt betingelserne for anvendelse af stoffet/stofferne eller komponenten.

    Mærkning

    Aktive og intelligente materialer og genstande:

    • der kommer i kontakt med fødevarer, skal mærkes korrekt, så forbrugeren kan identificere de ikke-spiselige dele. Således skal påskriften »KAN IKKE SPISES« fremgå af mærkningen sammen med symbolet afbildet i bilag I, hvis dette er muligt
    • skal mærkes således, at det fremgår klart, at der er tale om aktive og/eller intelligente materialer og genstande.

    Afgivne aktive stoffer betragtes som ingredienser og skal mærkes i henhold til forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne.

    Emballage

    Det skal desuden bemærkes, at forordning (EF) nr. 1935/2004 om sikker emballering af fødevarer indeholder visse regler, der finder direkte anvendelse på aktive og intelligente materialer, herunder definitioner og mærkningskrav. Forordningen godkender brugen af aktiv og intelligent emballage, der kan forlænge fødevarers holdbarhed og give oplysninger om deres friskhed, forudsat at emballagen ikke påvirker fødevarernes sammensætning negativt.

    Overensstemmelseserklæring

    • I andre markedsføringsled end på stedet, hvor varen sælges til den endelige forbruger, skal virksomheder udstede en skriftlig overensstemmelseserklæring, der indeholder de oplysningerne, der er fastsat i bilag II i forordningen, uanset om de aktive og intelligente materialer og genstande er i kontakt med fødevarer eller ej.
    • En sådan erklæring skal også udstedes for de komponenter, der skal bruges til fremstilling af disse materialer og genstande eller de stoffer, der skal bruges til fremstilling af disse komponenter.

    HVORNÅR TRÆDER FORORDNINGEN I KRAFT?

    Den trådte i kraft den 19. december 2009.

    BAGGRUND

    For yderligere oplysninger henvises til:

    VIGTIGE BEGREBER

    Aktive materialer og genstande: materialer og genstande, der har til formål at forlænge den emballerede fødevares holdbarhed eller at opretholde eller forbedre dens tilstand. De er udformet med henblik på bevidst at inkorporere komponenter, som afgiver stoffer til den emballerede fødevare eller miljøet omkring fødevaren.
    Intelligente materialer og genstande: materialer og genstande, der overvåger den emballerede fødevares tilstand eller miljøet omkring fødevaren.
    Komponent: et stof eller en kombination af stoffer, der giver et materiale eller en genstand dets/dens aktive og/eller intelligente funktion, herunder produkter fra in situ-reaktioner mellem sådanne stoffer. Det omfatter ikke de passive dele, såsom det materiale, de tilsættes til eller inkorporeres i.

    HOVEDDOKUMENT

    Kommissionens forordning (EF) nr. 450/2009 af 29. maj 2009 om aktive og intelligente materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer (EUT L 135 af 30.5.2009, s. 3-11).

    TILHØRENDE DOKUMENT

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18-63).

    Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 1169/2011 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

    Kommissionens forordning (EU) nr. 10/2011 af 14. januar 2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer (EUT L 12 af 15.1.2011, s. 1-89).

    Se den konsoliderede udgave.

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 af 27. oktober 2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/590/EØF og 89/109/EØF (EUT L 338 af 13.11.2004, s. 4-17).

    Se den konsoliderede udgave.

    seneste ajourføring 11.07.2019

    Op