(1)

Ved artikel 52, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (3) fastsættes der meget generelle krav til de strukturelle træk dækkede obligationer. De pågældende krav er begrænset til et behov for, at dækkede obligationer skal udstedes af et kreditinstitut, der har sit hjemsted i en medlemsstat, og være omfattet af et særligt offentligt tilsyn og af en »dual recourse«-mekanisme. Disse emner behandles i nationale regelsæt om dækkede obligationer, hvor de reguleres langt mere detaljeret. De pågældende nationale regelsæt indeholder også andre strukturelle bestemmelser, navnlig regler om cover poolens sammensætning, kriterier for aktivers egnethed, muligheden for at pulje aktiver, gennemsigtigheds- og indberetningsbetingelser og regler om mindskelse af likviditetsrisikoen. Medlemsstaternes reguleringsmetoder adskiller sig også indholdsmæssigt. I flere medlemsstater findes der ingen specifikke nationale regelsæt om dækkede obligationer. Derfor er der endnu ikke fastsat krav i EU-retten til de centrale strukturelle træk ved dækkede obligationer udstedt i Unionen.

(2)

Ved artikel 129 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (4) tilføjes der yderligere betingelser til dem, der er omhandlet i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF, for opnåelse af særbehandling for så vidt angår kapitalkrav, der gør det muligt for kreditinstitutter, som investerer i dækkede obligationer at råde over mindre kapital end, når de investerer i andre aktiver. De pågældende yderligere krav øger harmoniseringen af dækkede obligationer inden for Unionen, men tjener det særlige formål at fastsætte de betingelser, som skal være opfyldt, for at investorer i dækkede obligationer kan opnå en sådan særbehandling, og finder ikke anvendelse uden for rammerne af forordning (EU) nr. 575/2013.

(3)

I andre EU-retsakter, som f.eks. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 (5) og (EU) 2015/61 (6) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (7), henvises der også til definitionen i direktiv 2009/65/EF som en reference til at identificere de dækkede obligationer, som drager fordel af særbehandlingen for investorer i dækkede obligationer efter disse retsakter. De pågældende retsakter er dog formuleret forskelligt alt efter formål og genstand, og udtrykket »dækkede obligationer« anvendes således ikke konsekvent.

(4)

Behandlingen af dækkede obligationer kan overordnet set betragtes som harmoniseret for så vidt angår betingelserne for at investere i dækkede obligationer. Der mangler dog harmonisering i Unionen for så vidt angår betingelserne for at udstede dækkede obligationer, med flere konsekvenser til følge. For det første indrømmes instrumenter, som kan adskille sig fra hinanden med hensyn til art samt risikoniveau og investorbeskyttelse, særbehandling på lige fod. For det andet kunne forskelle mellem de nationale regelsæt eller manglen på et sådant regelsæt og manglen på en fælles definition af termen »dækkede obligationer« skabe hindringer for, at der kan skabes et ægte integreret indre marked for dækkede obligationer. For det tredje kan forskelle mellem sikkerhedsforanstaltninger i henhold til nationale regler bringe den finansielle stabilitet i fare, da dækkede obligationer med forskellige niveauer af investorbeskyttelse kan købes i hele Unionen og kan drage fordel af særbehandling i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og andre EU-retsakter.

(5)

En harmonisering af visse aspekter af nationale regelsæt baseret på visse bedste praksisser bør derfor sikre en gnidningsfri og fortløbende udvikling af velfungerende markeder i Unionen for dækkede obligationer og begrænse eventuelle risici og svagheder i forbindelse med den finansielle stabilitet. Med en sådan principbaseret harmonisering bør der kunne skabes et fælles udgangspunkt for udstedelse af alle dækkede obligationer i Unionen. En harmonisering kræver, at alle medlemsstater fastsætter regelsæt for dækkede obligationer, hvilket også burde fremme udviklingen af markeder for dækkede obligationer i de medlemsstater, hvor der ikke er nogen. Et sådant marked ville tilvejebringe en stabil finansieringskilde for kreditinstitutter, som på dette grundlag ville være bedre i stand til at yde forbrugere og virksomheder mere økonomisk overkommelige kreditlån, og som ville stille alternative sikre investeringer til rådighed for investorer.

(6)

I sin henstilling af 20. december 2012 om kreditinstitutters finansiering (8) opfordrede Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), nationale kompetente myndigheder og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådet forordning (EU) nr. 1093/2010 (9) til at identificere eksempler på bedste praksis med hensyn til dækkede obligationer og til at tilskynde harmonisering af nationale regelsæt. Det henstilles endvidere, at EBA koordinerer de foranstaltninger, som nationale kompetente myndigheder har truffet, særlig med hensyn til kvaliteten og adskillelsen af cover pools, dækkede obligationers afsondring i tilfælde af konkurs, risici i forbindelse med aktiver og forpligtelser, som indvirker på cover pools, og offentliggørelse af cover pools' sammensætning. I henstillingen opfordres EBA endvidere til at overvåge den måde, som markedet for dækkede obligationer fungerer på, med henvisning til eksempler på bedste praksis som identificeret af EBA, i en periode på to år for at vurdere behovet for lovgivningsmæssige tiltag og at indberette herom til ESRB og til Kommissionen.

(7)

I december 2013 anmodede Kommissionen EBA om rådgivning i overensstemmelse med artikel 503, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013.

(8)

I den rapport, som ledsagede EBA's udtalelse af 1. juli 2014, hvori EBA svarede på både ESRB's henstilling af 20. december 2012 og Kommissionens anmodning om rådgivning af december 2013, anbefalede EBA større konvergens mellem nationale retlige samt regulerings- og tilsynsmæssige rammer for dækkede obligationer med henblik på yderligere at fremme ensartet særbehandling af dækkede obligationer i Unionen i forhold til risikovægt.

(9)

I overensstemmelse med ESRB's henstilling overvågede EBA den måde, som markedet for dækkede obligationer fungerer på, med henvisning til eksempler på bedste praksis i den pågældende henstilling, i en periode på to år. På grundlag af denne overvågning fremkom EBA med en yderligere udtalelse og en yderligere rapport om dækkede obligationer til ESRB, Rådet og Kommissionen den 20. december 2016 (10). Rapporten konkluderede, at yderligere harmonisering er nødvendig for at sikre større konsekvens med hensyn til definitioner og den reguleringsmæssige behandling af dækkede obligationer i Unionen. I henhold til rapporten bør harmoniseringen endvidere tage udgangspunkt i eksisterende velfungerende markeder i visse medlemsstater.

(10)

dækkede obligationer udstedes normalt af kreditinstitutter. Formålet med dækkede obligationer er at tilvejebringe finansiering af lån, og en af kreditinstitutternes centrale aktiviteter er at yde lån i stor målestok. I EU-retten om særbehandling i forbindelse med dækkede obligationer stilles der derfor krav om, at obligationerne udstedes af kreditinstitutter.

(11)

Ved at begrænse retten til at udstede dækkede obligationer til kreditinstitutter sikres det, at udsteder har den fornødne viden til at kunne styre den kreditrisiko, der er forbundet med lånene i cover poolen. Det sikres endvidere, at udsteder er omfattet af kapitalkrav, som beskytter investorer efter »dual recourse«-mekanismen, som giver investoren såvel som modparten i en derivatkontrakt, en ret til at gøre krav gældende både i forhold til udstederen af dækkede obligationer og i forhold til de dækkende aktiver. Ved at forbeholde retten til at udstede dækkede obligationer til kreditinstitutter sikres det derfor, at dækkede obligationer forbliver et sikkert og effektivt finansieringsredskab, hvorved der bidrages til investorbeskyttelse og finansiel stabilitet, som er vigtige, offentlige politiske målsætninger af interesse for samfundet. Det er også på linje med tilgangen på velfungerende nationale markeder, hvor kun kreditinstitutter har tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

(12)

Derfor bør kun kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 have tilladelse til at udstede dækkede obligationer i henhold til EU-retten. Særlige kreditinstitutter er kendetegnet ved det forhold, at de ikke modtager indlån, men snarere modtager andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden, og de falder som sådan inden for definitionen af »kreditinstitut« som fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013. Uden at det berører accessoriske aktiviteter, der er tilladt i henhold til gældende national ret, er særlige kreditinstitutter institutter, der kun yder lån med pant og lån til den offentlige sektor, herunder finansiering af lån erhvervet fra andre kreditinstitutter. Dette direktiv har til hovedformål at regulere de betingelser, hvorunder kreditinstitutter kan udstede dækkede obligationer som et finansieringsredskab, ved at fastsætte produktkrav og etablere et særligt produkttilsyn, som kreditinstitutter er underlagt, for at sikre en høj grad af investorbeskyttelse.

(13)

»Dual recourse«-mekanismen er et væsentligt begreb, som indgår i mange eksisterende nationale regelsæt om dækkede obligationer, og mekanismen er endvidere et væsentligt træk i forbindelse med dækkede obligationer som omhandlet i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF. Det er derfor nødvendigt at præcisere det pågældende begreb for at sikre, at investorer og modparter i derivatkontrakter i hele Unionen kan gøre krav gældende både i forhold til udstederen af dækkede obligationer og i forhold til de dækkende aktiver under harmoniserede betingelser.

(14)

Afsondring i tilfælde af konkurs bør også være et væsentligt træk ved dækkede obligationer for at sikre, at investorer i dækkede obligationer modtager tilbagebetaling på obligationens forfaldsdato. Automatisk fremskyndelse af tilbagebetalingen ved udsteders insolvens eller afvikling kan forstyrre prioritetsrækkefølgen for investorer i dækkede obligationer. Det er derfor vigtigt at sikre, at investorer i dækkede obligationer modtager tilbagebetaling i overensstemmelse med den kontraktbestemte plan selv i tilfælde af insolvens eller afvikling. Afsondring i tilfælde af konkurs er derfor direkte knyttet til »dual recourse«-mekanismen og bør derfor også være et centralt kendetegn ved rammen for dækkede obligationer.

(15)

Et andet centralt kendetegn ved de gældende nationale regelsæt for dækkede obligationer er kravet om, at de dækkende aktiver er af meget høj kvalitet for at sikre en robust cover pool. Dækkende aktiver af høj kvalitet har særlige kendetegn, som vedrører betalingskrav og aktiverne stillet som sikkerhed for sådanne dækkende aktiver. Derfor bør der fastsættes generelle kvalitetsmæssige kendetegn for egnede dækkende aktiver.

(16)

Aktiver, som er anført i artikel 129, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013, bør inden for en ramme for dækkede obligationer være egnede dækkende aktiver. Dækkende aktiver, som ikke længere opfylder kravene i nævnte forordnings artikel 129, stk. 1, bør fortsat være egnede dækkende aktiver i henhold til dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra b), forudsat at de opfylder kravene i dette direktiv. Andre dækkende aktiver af tilsvarende høj kvalitet kan også anses for at være egnede efter dette direktiv, forudsat at sådanne dækkende aktiver opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv, herunder krav i relation til aktiverne stillet som sikkerhed for betalingskravet. For så vidt angår fysiske aktiver stillet som sikkerhed bør ejerforholdet registreres i et offentligt register for at sikre håndhævelse. Hvis der ikke findes et offentligt register, bør det være muligt for medlemsstaterne at indføre en alternativ form for certificering af ejerforhold og krav, der kan sammenlignes med den, der opnås ved offentlig registrering af det behæftede fysiske aktiv. Hvis medlemsstaterne gør brug af en sådan alternativ form for certificering, bør de også indføre en procedure for indførelse af ændringer i registreringen af ejerforhold og krav. Eksponeringer mod kreditinstitutter og eksponeringer mod forsikringsselskaber bør betragtes som egnede dækkende aktiver efter dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra a) eller b), afhængigt af om de opfylder kravene i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013. Eksponeringer mod forsikringsselskaber bør også betragtes som egnede dækkende aktiver efter dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra b). Lån til eller garanteret af offentlige virksomheder som defineret i artikel 2, litra b), i Kommissionens direktiv 2006/111/E (11) kan anses for at være egnede dækkende aktiver, forudsat at de offentlige virksomheder leverer væsentlige offentlige tjenester til opretholdelse af kritiske samfundsmæssige aktiviteter.

Desuden bør offentlige virksomheder udbyde deres tjenester i henhold til en koncession eller en tilladelse fra en offentlig myndighed, være underlagt offentligt tilsyn og have tilstrækkelige indtægtsskabende beføjelser til at sikre deres solvens. Hvis medlemsstaterne beslutter at tillade aktiver i form af lån til eller garanteret af offentlige virksomheder inden for deres nationale rammer, bør de behørigt overveje den mulige indvirkning på konkurrencen af at tillade sådanne aktiver. Uanset deres ejerforhold bør kreditinstitutter og forsikringsselskaber ikke betragtes som offentlige virksomheder. Det bør desuden stå medlemsstaterne frit for at fastsætte i deres nationale regelsæt, at visse aktiver er udelukket fra at kunne medtages i cover poolen. For at sætte investorer i dækkede obligationer i stand til bedre at vurdere risikoen forbundet med et program for dækkede obligationer bør medlemsstaterne også fastsætte regler om risikospredning med hensyn til detaljeringsgrad og væsentlig koncentration, om antallet af lån eller eksponeringer i cover poolen og om antallet af modparter. Medlemsstaterne bør kunne bestemme den passende detaljeringsgrad og væsentlige koncentration, som kræves i henhold til deres nationale ret.

(17)

Dækkede obligationer har særlige strukturelle træk, som tager sigte på at beskytte investor til enhver tid. De pågældende træk indebærer bl.a., at investorer i dækkede obligationer har et krav ikke blot i forhold til udstederen, men også i forhold til aktiver i cover poolen. De pågældende produktrelaterede strukturelle krav adskiller sig fra de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på et kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer. Førstnævnte bør ikke fokusere på at sikre den udstedende institutions tilsynsmæssige sundhedstilstand, men bør snarere sigte mod at beskytte investorer ved at stille særlige krav til selve den dækkede obligation. For at øge investorbeskyttelsen yderligere bør der i tillæg til det særlige krav om brug af dækkende aktiver af høj kvalitet også fastsættes bestemmelser om de generelle krav med hensyn til cover poolens kendetegn. De pågældende krav bør omfatte særlige regler, som tager sigte på at beskytte cover poolen, som f.eks. regler om adskillelse af dækkende aktiver. Adskillelse kan opnås på forskellige måder, f.eks. på balancen, ved hjælp af en special purpose vehicle eller på anden måde. Formålet med adskillelse af dækkende aktiver er ikke desto mindre at placere dem retligt uden for rækkevidde af andre kreditorer end investorer i dækkede obligationer.

(18)

Placeringen af aktiverne stillet som sikkerhed bør også reguleres for at sikre håndhævelse af investors rettigheder. Det er også vigtigt, at medlemsstaterne fastsætter regler om cover poolens sammensætning. Endvidere bør dette direktiv fastsætte dækningskravene, uden at dette berører medlemsstaternes ret til at give mulighed for at anvende andre midler til at mindske risici, såsom valuta- og renterisici. Beregningen af dækningen og betingelserne for at medtage derivatkontrakter i cover poolen bør også defineres for at sikre, at cover pools er omfattet af fælles standarder for høj kvalitet i hele Unionen. Beregningen af dækningen bør følge nominalprincippet for hovedstolen. Medlemsstaterne bør kunne anvende en anden beregningsmetode end nominalprincippet, forudsat at den anden metode er mere forsigtig, dvs. at den ikke resulterer i en højere dækningsgrad, hvor de dækkende aktiver er tælleren, og forpligtelserne vedrørende dækkede obligationer er nævneren. Medlemsstaterne bør kunne kræve et niveau for overdækning af sikkerhedsstillelse for dækkede obligationer udstedt af kreditinstitutter beliggende i den pågældende medlemsstat, som er højere end dækningskravet fastsat i dette direktiv.

(19)

En række medlemsstater stiller allerede krav om, at en overvågningsansvarlig for cover pools varetager særlige opgaver i forhold til egnede aktivers kvalitet og sikrer overensstemmelse med nationale dækningskrav. For at harmonisere behandlingen af dækkede obligationer i hele Unionen er det derfor vigtigt at have en klar definition af de opgaver og ansvarsområder, som den overvågningsansvarlige for cover pools har, hvis der stilles krav om en sådan i det nationale regelsæt. Det forhold, at der findes en overvågningsansvarlig for cover pools, fritager ikke de nationale kompetente myndigheder fra deres ansvar med hensyn til offentligt tilsyn med dækkede obligationer, navnlig for så vidt angår opfyldelse af kravene fastsat i de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv.

(20)

Ved artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013 opstilles der en række betingelser, som dækkede obligationer sikret ved securitiseringsenheder skal opfylde. En af disse betingelser vedrører det omfang, hvori denne type dækkende aktiver kan anvendes, og begrænser anvendelsen af sådanne strukturer til 10 % af værdien af de udestående dækkede obligationer. De kompetente myndigheder kan i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013 undlade at gøre denne betingelse gældende. I henhold til konklusionen på Kommissionens vurdering af, om denne fritagelse er hensigtsmæssig, bør det kun være muligt at anvende securitiseringsinstrumenter eller dækkede obligationer som dækkende aktiver ved udstedelse af dækkede obligationer for så vidt angår andre dækkede obligationer (»koncerninterne puljede strukturer med dækkede obligationer«), og det bør være muligt uden begrænsninger med henvisning til værdien af de udestående dækkede obligationer. For at sikre et optimalt niveau af gennemsigtighed bør cover pools for eksternt udstedte dækkede obligationer ikke indeholde internt udstedte dækkede obligationer fra forskellige kreditinstitutter inden for den samme koncern. Da anvendelsen af koncerninterne puljede strukturer med dækkede obligationer medfører undtagelse fra grænserne for kreditinstitutters eksponeringer fastsat i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013, bør de internt og eksternt udstedte dækkede obligationer desuden pålægges at opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 1 på udstedelsestidspunktet eller i tilfælde af en efterfølgende ændring af kreditkvalitetstrin og med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse kreditkvalitetstrin 2. Når de internt eller eksternt udstedte dækkede obligationer ikke længere opfylder dette krav, betragtes de internt udstedte dækkede obligationer ikke længere som egnede aktiver i henhold til artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013, og de eksternt udstedte dækkede obligationer fra den relevante cover pool er derfor ikke omfattet af undtagelsen i nævnte forordnings artikel 129, stk. 1, litra b).

Når de internt udstedte dækkede obligationer ikke længere opfylder det relevante krav med hensyn til kreditkvalitetstrin, bør de imidlertid være egnede dækkende aktiver med henblik på dette direktiv, forudsat at de opfylder alle kravene fastsat i dette direktiv, og de eksternt udstedte dækkede obligationer, der er sikret ved disse internt udstedte dækkede obligationer eller andre aktiver, der er i overensstemmelse med dette direktiv, bør derfor også kunne anvende mærket »European Covered Bond«. Medlemsstaterne bør have mulighed for at give tilladelse til at anvende sådanne strukturer. Det følger heraf, at for at denne mulighed reelt kan stilles til rådighed for kreditinstitutter, der tilhører en koncern, der er beliggende i forskellige medlemsstater, bør alle relevante medlemsstater have gjort brug af denne mulighed og gennemført den relevante bestemmelse i deres ret.

(21)

Mindre kreditinstitutter støder på vanskeligheder, når de udsteder dækkede obligationer, da udfærdigelsen af programmer for dækkede obligationer ofte indebærer store startomkostninger. Likviditet er også af stor betydning på markeder for dækkede obligationer, og den er stort set bestemt af mængden af udestående obligationer. Derfor bør det være tilladt, at to eller flere kreditinstitutter anvender fælles finansiering, således at mindre kreditinstitutter kan udstede dækkede obligationer. Dette vil bane vej for, at flere kreditinstitutter puljer dækkende aktiver som dækkende aktiver for dækkede obligationer udstedt af et enkelt kreditinstitut, og fremme udstedelsen af dækkede obligationer i de medlemsstater, hvor der ikke på indeværende tidspunkt findes et veludviklet marked for dækkede obligationer. Kravene til brug af aftaler om fælles finansiering bør sikre, at dækkende aktiver, som sælges, eller, hvis en medlemsstat har tilladt denne mulighed, som overføres til de udstedende kreditinstitutter gennem en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/47/EF (12), opfylder de krav til egnethed og adskillelse, der gælder for dækkende aktiver i henhold til EU-retten.

(22)

I forbindelse med denne type finansielle instrumenter er det væsentligt, at cover poolen for dækkede obligationer er gennemsigtig, da gennemsigtighed gør det lettere at foretage sammenligninger og giver investorerne mulighed for at gennemføre den fornødne risikoevaluering. EU-retten omfatter regler om udarbejdelse, godkendelse og udsendelse af det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, der er beliggende i eller er aktivt i en medlemsstat. Nationale lovgivere og markedsdeltagere har som supplement til sådan EU-ret i tidens løb udviklet flere initiativer vedrørende de oplysninger, der skal gives til investorer i dækkede obligationer. Det er dog nødvendigt i EU-retten at præcisere, hvilke fælles oplysninger investorer som minimum bør have adgang til, inden eller på det tidspunkt de køber dækkede obligationer. Medlemsstaterne bør kunne supplere disse minimumskrav med yderligere bestemmelser.

(23)

Mindskelse af den likviditetsrisiko, der er forbundet med instrumentet, indgår som et centralt led i foranstaltningerne til sikring af investorer i dækkede obligationer. Dette er af afgørende betydning for at kunne sikre rettidig tilbagebetaling af de forpligtelser, der er knyttet til den dækkede obligationer. Der bør derfor indføres en likviditetsbuffer for cover poolen for at tage højde for risikoen for likviditetsmangel, f.eks. i forbindelse med løbetids- eller rentemismatch, betalingsafbrydelser, risikosammenblanding, betalingsforpligtelser knyttet til derivatkontrakter og andre operationelle forpligtelser, som forfalder til betaling inden for programmet for dækkede obligationer. Kreditinstituttet kan opleve situationer, hvor det bliver vanskeligt at overholde kravet om en likviditetsbuffer for cover poolen, f.eks. i stresssituationer, hvor bufferen anvendes til at dække udgående pengestrømme. De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til dette direktiv, bør overvåge overholdelse af kravet om en likviditetsbuffer for cover poolen og om nødvendigt træffe foranstaltninger til at sikre, at kreditinstituttet overholder bufferkravet. Likviditetsbufferen for cover poolen adskiller sig fra de generelle likviditetskrav til kreditinstitutter i henhold til andre EU-retsakter, idet førstnævnte er direkte knyttet til cover poolen og har til formål at mindske de særlige likviditetsrisici, der gør sig gældende for den. For at begrænse de reguleringsmæssige byrder bør medlemsstaterne kunne give mulighed for hensigtsmæssig interaktion med likviditetskrav indført ved andre EU-retsakter, som tager sigte på andre formål end likviditetsbufferen for cover poolen. Medlemsstaterne bør derfor kunne beslutte, at, indtil den dato, hvor disse EU-retsakter ændres, finder kravet om en likviditetsbuffer for cover poolen kun anvendelse, hvis der ikke stilles andre likviditetskrav til kreditinstituttet i henhold til EU-retten i den periode, som er omfattet af sådanne andre krav. En sådan beslutning bør forhindre, at kreditinstitutter underlægges en forpligtelse til at dække de samme udgående pengestrømme med forskellige likvide aktiver i samme periode.

Medlemsstaternes mulighed for at beslutte, at likviditetsbufferen for cover poolen ikke skal anvendes, bør tages op til fornyet vurdering i forbindelse med fremtidige ændringer af likviditetskravene til kreditinstitutter i henhold til EU-retten, herunder den gældende delegerede forordning, der vedtages i henhold til artikel 460 i forordning (EU) nr. 575/2013. Likviditetsrisici kan imødegås på andre måder end ved at tilvejebringe likvide aktiver, f.eks. ved at udstede dækkede obligationer med strukturer med en løbetid, som kan forlænges, når de udløsende begivenheder adresserer likviditetsmangel eller stress. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne kunne tillade, at beregningen af likviditetsbufferen baseres på den endelige forfaldsdato for den dækkede obligation, idet der tages hensyn til eventuelle løbetidsforlængelser, når de udløsende begivenheder adresserer likviditetsrisici. Endvidere bør medlemsstaterne kunne tillade, at kravene til likviditetsbufferen for cover poolen ikke gælder for dækkede obligationer, der er underlagt krav om match funding, når indgående betalinger i henhold til kontrakter forfalder før udgående betalinger og placeres i højlikvide aktiver i mellemtiden.

(24)

I en række medlemsstater er der udviklet innovative strukturer for løbetidsprofiler for at tage højde for potentielle likviditetsrisici, herunder løbetidsmismatch. Disse strukturer omfatter muligheden for at forlænge den på forhånd fastsatte løbetid for den dækkede obligation i en vis periode eller for at lade betalingsstrømmene fra de dækkende aktiver gå direkte til investorer i dækkede obligationer. For at kunne harmonisere strukturer med en løbetid, som kan forlænges, i hele Unionen er det vigtigt at fastsætte de betingelser, hvorunder medlemsstaterne kan tillade sådanne strukturer, for at sikre, at strukturerne ikke bliver for komplicerede og ikke udsætter investorerne for yderligere risici. Det er i forbindelse med disse betingelser vigtigt at sikre, at kreditinstituttet ikke kan forlænge løbetiden efter eget skøn. Det bør kun være tilladt at forlænge løbetiden, når objektive og klart definerede udløsende begivenheder fastsat i national lov er indtruffet eller forventes at indtræffe i nær fremtid. Sådanne udløsende begivenheder bør tage sigte på at forhindre misligholdelse, f.eks. ved at afhjælpe likviditetsmangel, markedssvigt eller markedsforstyrrelser. Forlængelser kan også fremme en velordnet afvikling af kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, ved at der gives mulighed for forlængelser i tilfælde af insolvens eller afvikling for at undgå et brandudsalg af aktiver.

(25)

Kravet om et særligt offentligt tilsyn er et kendetegn for dækkede obligationer i henhold til artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF. Nævnte direktiv fastsætter dog hverken bestemmelser om et sådant tilsyns karakter og indhold eller om de myndigheder, der bør være ansvarlige for at foretage et sådant tilsyn. Det er derfor væsentligt at harmonisere de grundlæggende elementer i et sådant offentligt tilsyn med dækkede obligationer og at præcisere de opgaver og ansvarsområder, som påhviler de nationale kompetente myndigheder, der foretager tilsynet.

(26)

Offentligt tilsyn med dækkede obligationer adskiller sig fra tilsynet med kreditinstitutter i Unionen, og derfor bør medlemsstaterne kunne udpege nationale kompetente myndigheder til at varetage offentligt tilsyn med dækkede obligationer, der er nogle andre end de kompetente myndigheder, der fører overordnet tilsyn med kreditinstitutter. For at sikre konsekvens i det offentlige tilsyn med dækkede obligationer i hele Unionen er det dog nødvendigt at stille krav om, at de kompetente myndigheder, som foretager det offentlige tilsyn med dækkede obligationer, indgår i et tæt samarbejde med dem, der fører overordnet tilsyn med kreditinstitutter, samt, hvor det er relevant, med afviklingsmyndigheden.

(27)

Det offentlige tilsyn med dækkede obligationer bør omfatte meddelelse til kreditinstitutter af tilladelse til at udstede dækkede obligationer. Da kun kreditinstitutter bør have tilladelse til at udstede dækkede obligationer, bør godkendelse til at optræde som kreditinstitut være en forudsætning for at blive givet den pågældende tilladelse. Mens Den Europæiske Centralbank i medlemsstater, der deltager i den fælles tilsynsmekanisme, har til opgave at godkende kreditinstitutter, jf. artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (13), bør kun de myndigheder, der er udpeget i henhold til dette direktiv, have beføjelse til at give tilladelse til at udstede dækkede obligationer og udøve offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Derfor bør dette direktiv fastsætte de betingelser, hvorunder kreditinstitutter, som er godkendt i henhold til EU-retten, kan opnå tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

(28)

Tilladelsens omfang bør vedrøre programmet for dækkede obligationer. Dette program bør være underlagt tilsyn i henhold til dette direktiv. Et kreditinstitut kan have mere end ét program for dækkede obligationer. I så fald bør der kræves en særskilt tilladelse for hvert program. Et program for dækkede obligationer kan omfatte en eller flere cover pools. Flere cover pools eller forskellige udstedelser (forskellige internationale identifikationsnumre for værdipapirer (ISIN-koder)) under det samme program for dækkede obligationer er ikke nødvendigvis udtryk for, at der eksisterer flere særskilte programmer for dækkede obligationer.

(29)

Eksisterende programmer for dækkede obligationer bør ikke være påkrævede for at opnå ny tilladelse, når bestemmelserne i den nationale ret, der gennemfører dette direktiv, finder anvendelse. Med hensyn til dækkede obligationer, som er udstedt under de eksisterende programmer for dækkede obligationer efter anvendelsesdatoen for de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv, bør kreditinstitutterne imidlertid opfylde alle kravene fastsat i dette direktiv. Sådan overholdelse bør overvåges af de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til dette direktiv som en del af det offentlige tilsyn med dækkede obligationer. Medlemsstaterne kan i henhold til national ret give retningslinjer for, hvordan overensstemmelsesvurderingen proceduremæssigt gennemføres efter den dato, fra hvilken medlemsstaterne skal anvende bestemmelserne i den nationale ret til gennemførelse af dette direktiv. De kompetente myndigheder bør kunne gennemgå et program for dækkede obligationer og vurdere behovet for at ændre tilladelsen til dette program. Et sådant behov for ændringer kan skyldes væsentlige ændringer i forretningsmodellen for det kreditinstitut, der udsteder de dækkede obligationer, f.eks. efter en ændring af det nationale regelsæt for dækkede obligationer eller beslutninger truffet af kreditinstituttet. Sådanne ændringer kan betragtes som væsentlige, hvis de kræver en revurdering af de betingelser, hvorunder der blev givet tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

(30)

Når en medlemsstat sørger for, at der udpeges en særlig administrator, bør den kunne fastsætte regler om kompetencer og operationelle krav for sådanne særlige administratorer. Disse regler kan udelukke muligheden for, at den særlige administrator modtager indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra forbrugere og private investorer, men tillader modtagelse af indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler udelukkende fra professionelle investorer.

(31)

For at sikre overholdelse af de krav, som stilles til kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, og for at sikre stort set ens behandling og overholdelse i hele Unionen bør der stilles krav til medlemsstaterne om at indføre bestemmelser vedrørende administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. Medlemsstaterne bør også kunne indføre strafferetlige sanktioner i stedet for administrative sanktioner. Medlemsstater, der vælger at indføre strafferetlige sanktioner, bør underrette Kommissionen om de relevante strafferetlige bestemmelser.

(32)

Administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som medlemsstaterne fastlægger, bør opfylde en række væsentlige krav vedrørende adressaterne af de pågældende sanktioner eller foranstaltninger, de kriterier, der skal tages i betragtning ved deres anvendelse, de krav til offentliggørelse, der stilles til kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, beføjelsen til at pålægge sanktioner og størrelsen af de administrative økonomiske sanktioner, der kan pålægges. Inden der træffes en afgørelse om pålæggelse af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, bør adressaten have mulighed for at blive hørt. Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte undtagelser fra retten til at blive hørt i forbindelse med andre administrative foranstaltninger end administrative sanktioner. En sådan undtagelse bør begrænses til tilfælde af overhængende fare, hvor det er nødvendigt med en hurtig indsats for at forhindre betydelige tab for tredjemand, som f.eks. investorer i dækkede obligationer, eller for at forhindre eller afhjælpe betydelig skade på det finansielle system. I sådanne tilfælde bør adressaten have mulighed for at blive hørt, efter at foranstaltningen er blevet pålagt.

(33)

Der bør stilles krav til medlemsstaterne om at sikre, at de kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, ved valget af arten af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger og størrelsen af de pågældende sanktioner tager højde for alle relevante omstændigheder for at sikre ensartet anvendelse af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger i hele Unionen. Medlemsstaterne kan medtage administrative foranstaltninger i forbindelse med forlængelsen af løbetiden under strukturer med en løbetid, som kan forlænges. Hvis medlemsstaterne fastsætter sådanne foranstaltninger, kan disse foranstaltninger gøre det muligt for de kompetente myndigheder at erklære en forlængelse af løbetiden ugyldig og fastsætte betingelser for en sådan ugyldiggørelse for at rette op på den situation, hvor et kreditinstitut forlænger løbetiden i strid med de objektive udløsende begivenheder, som er fastsat i national ret, eller for at sikre finansiel stabilitet og investorbeskyttelse.

(34)

For at kunne konstatere eventuelle overtrædelser af de krav, der stilles til udstedelse og markedsføring af dækkede obligationer, bør de kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, tillægges de fornødne undersøgelsesbeføjelser og effektive mekanismer til at fremme indberetning af eventuelle eller faktiske overtrædelser. De pågældende mekanismer bør ikke have indvirkning på retten til forsvar for personer eller enheder, som påvirkes negativt af de pågældende beføjelser og mekanismer.

(35)

De kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, bør også have beføjelse til at pålægge administrative sanktioner og vedtage andre administrative foranstaltninger for at sikre det størst mulige spillerum efter en overtrædelse og for at medvirke til at forhindre yderligere overtrædelser, uanset om sådanne foranstaltninger betragtes som en administrativ sanktion eller en anden administrativ foranstaltning i henhold til national ret. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte yderligere sanktioner end dem, der er fastsat i dette direktiv.

(36)

Den gældende nationale lovgivning om dækkede obligationer er kendetegnet ved detaljeret regulering på nationalt plan og tilsyn med udstedelse af og programmer for dækkede obligationer for at sikre, at rettighederne for investorer i dækkede obligationer til enhver tid respekteres. Det pågældende tilsyn omfatter løbende overvågning af programmets karakteristika, dækningskravene og cover poolens kvalitet. Et passende omfang af investorinformation om regelsættet for udstedelse af dækkede obligationer indgår som et væsentligt led i investorbeskyttelse. Det bør derfor sikres, at de kompetente myndigheder regelmæssigt offentliggør oplysninger om bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv og om den måde, hvorpå de foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

(37)

Dækkede obligationer markedsføres på indeværende tidspunkt i Unionen med nationale betegnelser og mærker, hvoraf nogle er veletablerede, og andre ikke er det. Det forekommer derfor hensigtsmæssigt at give kreditinstitutter, som udsteder dækkede obligationer i Unionen, mulighed for at anvende et særligt »European Covered Bond«-mærke ved salg af dækkede obligationer til investorer både i Unionen og i tredjelande på den betingelse, at de pågældende dækkede obligationer opfylder kravene i dette direktiv. Hvis sådanne dækkede obligationer også er i overensstemmelse med kravene i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013, bør kreditinstitutter have mulighed for at anvende mærket »European Covered Bond (Premium)«. Dette mærke, som angiver, at specifikke supplerende krav er blevet opfyldt, der resulterer i en styrket og velkendt kvalitet, kan være attraktivt selv i medlemsstater med veletablerede nationale mærker. Målet med de to mærker »European Covered Bond« og »European Covered Bond (Premium)« er at gøre det lettere for investorer at vurdere kvaliteten af de dækkede obligationer og for dermed at gøre dem mere attraktive som investeringsinstrument både inden og uden for Unionen. Anvendelsen af disse to mærker bør dog være frivillig, og medlemsstaterne bør kunne opretholde deres egne rammer for nationale betegnelser og mærkning sideløbende med disse to mærker.

(38)

For at kunne vurdere anvendelsen af dette direktiv bør Kommissionen i tæt samarbejde med EBA overvåge udviklingen i dækkede obligationer i Unionen og aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om niveauet af investorbeskyttelse og udviklingen på markederne for dækkede obligationer. Rapporten bør også fokusere på udviklingen i de aktiver, der udgør sikkerhed for udstedelsen af dækkede obligationer. Da anvendelsen af strukturer med en løbetid, som kan forlænges, har været stigende, bør Kommissionen også aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om funktionsmåden for dækkede obligationer med en struktur med en løbetid, som kan forlænges, og de risici og fordele, der følger af udstedelsen af sådanne dækkede obligationer.

(39)

En ny kategori af finansielle instrumenter under betegnelsen europæisk sikrede værdipapirer (ESN'er), som er dækket af aktiver, der er mere risikobetonede end offentlige eksponeringer og lån med pant, og som ikke er egnede dækkende aktiver i henhold til dette direktiv, er blevet foreslået af markedsdeltagerne og andre som et supplerende instrument for banker til at finansiere realøkonomien. Kommissionen hørte EBA den 3. oktober 2017 om en vurdering af, i hvilket omfang ESN'er kunne anvende den bedste praksis, som EBA har identificeret for traditionelle dækkede obligationer, en passende risikobehandling af ESN'er og den mulige virkning af ESN-udstedelser på bankbalancernes behæftelsesniveauer. Som svar udsendte EBA en rapport den 24. juli 2018. Sideløbende med EBA's rapport offentliggjorde Kommissionen den 12. oktober 2018 en undersøgelse. Kommissionens undersøgelse og EBA's rapport konkluderede, at der var behov for en yderligere vurdering, f.eks. vedrørende reguleringsmæssig behandling. Kommissionen bør derfor fortsat vurdere, om en lovgivningsmæssig ramme for ESN'er vil være hensigtsmæssig, og aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om resultaterne sammen med et lovgivningsmæssigt forslag, hvis det er relevant.

(40)

På indeværende tidspunkt findes der ikke nogen ækvivalensordning til anerkendelse i Unionen af dækkede obligationer udstedt af kreditinstitutter i tredjelande undtagen i tilsynsmæssig sammenhæng, hvor visse tredjelandsobligationer på visse betingelser indrømmes særbehandling for så vidt angår likviditet. Kommissionen bør derfor i tæt samarbejde med EBA vurdere, om det er nødvendigt og relevant at indføre en ækvivalensordning for tredjelandsudstedere af og investorer i dækkede obligationer. Kommissionen bør derfor senest to år efter den dato, hvorfra medlemsstaterne skal anvende bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv, aflægge rapport herom til Europa-Parlamentet og Rådet sammen med et lovgivningsmæssigt forslag, hvis det er relevant.

(41)

Dækkede obligationer er kendetegnet ved at have en på forhånd fastsat løbetid på flere år. Det er derfor nødvendigt at medtage overgangsforanstaltninger for at sikre, at dækkede obligationer udstedt inden den 8. juli 2022, ikke påvirkes. Dækkede obligationer, der er udstedt før denne dato, bør derfor fortsat opfylde kravene i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF og undtages fra de fleste af de nye krav, der er fastsat i dette direktiv. Der bør fortsat kunne henvises til sådanne dækkede obligationer som dækkede obligationer, forudsat at deres overholdelse af artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF, i den udgave, der fandt anvendelse på udstedelsesdatoen, og af de krav i dette direktiv, der finder anvendelse på dem, er underlagt tilsyn af de kompetente myndigheder, der er udpeget i medfør af dette direktiv. Dette tilsyn bør ikke omfatte de krav i dette direktiv, som dækkede obligationer er fritaget for. I nogle medlemsstater er ISIN-koderne åbne i en længere periode, således at dækkede obligationer kan udstedes løbende under denne kode med det formål at øge mængden (udstedelsesstørrelsen) af den dækkede obligation (»tapudstedelser«). Overgangsforanstaltningerne bør dække tapudstedelser af dækkede obligationer under ISIN-koder åbnet før den 8. juli 2022.

(42)

Som følge af de ensartede rammebestemmelser, der indføres for dækkede obligationer, bør beskrivelsen af dækkede obligationer i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF ændres. I direktiv 2014/59/EU defineres dækkede obligationer ved en henvisning til artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF. Da denne definition bør ændres, bør direktiv 2014/59/EU også ændres. For at undgå, at dækkede obligationer, som udstedes i overensstemmelse med artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF inden den 8. juli 2022, påvirkes, bør der fortsat henvises til de pågældende dækkede obligationer som dækkede obligationer, indtil de forfalder til betaling. Direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(43)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (14) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er berettiget.

(44)

Målet for dette direktiv, nemlig at etablere en fælles ramme for dækkede obligationer for at sikre, at de strukturelle træk ved dækkede obligationer i hele Unionen svarer til den lavere risikoprofil, der berettiger til særbehandling i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af behovet for at videreudvikle markedet for dækkede obligationer i hele Unionen og fremme investeringer i Unionen bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(45)

Den Europæiske Centralbank blev hørt og afgav udtalelse den 22. august 2018.

(46)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (15) og har afgivet udtalelse den 12. oktober 2018.

(47)

Kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, behandler betydelige mængder personoplysninger. En sådan behandling bør til enhver tid foretages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (16). På samme måde bør EBA's behandling af personoplysninger, når den i henhold til dette direktiv opretholder en central database med administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som den meddeles af nationale kompetente myndigheder, finde sted i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (17) —