Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010D0792

    2010/792/EU: Kommissionens afgørelse af 20. december 2010 om forlængelse af overgangsperioden for erhvervelse af landbrugsjord i Ungarn EØS-relevant tekst

    EUT L 336 af 21.12.2010, p. 60–61 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/792/oj

    21.12.2010   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 336/60


    KOMMISSIONENS AFGØRELSE

    af 20. december 2010

    om forlængelse af overgangsperioden for erhvervelse af landbrugsjord i Ungarn

    (EØS-relevant tekst)

    (2010/792/EU)

    EUROPA–KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse,

    under henvisning til akten om Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse, særlig bilag X, kapitel 3, punkt 2,

    under henvisning til anmodning fra Ungarn, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Det hedder i akten vedrørende Ungarns tiltrædelse, at Ungarn i syv år fra datoen for landets tiltrædelse af Unionen indtil den 30. april 2011 kan opretholde forbuddene i forbindelse med erhvervelse af landbrugsjord af fysiske personer, der ikke har bopæl i Ungarn eller er ungarske statsborgere, og juridiske personer. Dette udgør en midlertidig undtagelse fra princippet om fri bevægelighed for kapital, som er knæsat i artikel 63-66 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Denne overgangsperiode kan kun forlænges med tre år.

    (2)

    Ungarn anmodede den 10. september 2010 om en forlængelse af overgangsperioden vedrørende erhvervelse af landsbrugsjord med tre år.

    (3)

    Hovedårsagen til overgangsperioden var et behov for at beskytte de socioøkonomiske vilkår for landbrugsaktiviteter i kølvandet på indførelsen af det indre marked og overgangen til den fælles landbrugspolitik i Ungarn. Overgangsperioden skulle især imødegå bekymringer over muligheden for forbigående virkninger på landbrugssektoren som følge af de oprindelige store forskelle i priserne på jord og i indtægter sammenlignet med Belgien, Danmark, Tyskland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal, Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige (i det følgende benævnt EU-15). Overgangsperioden blev også indført for at lette privatiseringsprocessen og tilbagegivelsen af landbrugsjord til landmændene, og Kommissionen understregede allerede i rapporten af 16. juli 2008 om revision af overgangsforanstaltningerne for erhvervelse af landbrugsejendom som fastsat i tiltrædelsestraktaten fra 2003 betydningen af at gennemføre denne politik inden udløbet af den planlagte overgangsperiode (1).

    (4)

    Til trods for en stigende konvergens for priserne på jord i Ungarn og priserne i EU-15 efter Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union, er der stadig en forskel på 3-20 gange i de gennemsnitlige priser på jord i henhold til de oplysninger, som de ungarske myndigheder har indsendt. Selv om den fuldstændige konvergens for priserne på jord hverken var forventet eller blev opfattet som en nødvendig forudsætning for at afslutte overgangsperioden, er de mærkbare prisforskelle mellem Ungarn og EU-15 stadig af et sådant omfang, at de kan forhindre en smidig overgang mod priskonvergens. Forskellen i indtægter for landbrugsarbejdere og landmænd i Ungarn og indtægten i EU-15 er blevet reduceret, men der er dog stadig en forskel. Den ungarske landbrugssektor blev i henhold til oplysninger fra Eurostat desuden alvorligt ramt af den nylige globale finansielle og økonomiske krise, idet den reelle landbrugsindkomst pr. landbrugsarbejder her faldt mest markant i Unionen (ca. 30 % imod et EU-gennemsnit på ca. 12 %) i 2009. De lavere indtægter blev kombineret med dårligere kreditvilkår end i de fleste EU-15-lande, både hvad angår den nominelle rente og den kreditvolumen, der var til rådighed for landmændene. Tilstedeværelsen af de nye finansielle institutioner fra EU-15 efter Ungarns tiltrædelse er blevet sat i stå som følge af den finansielle og økonomiske krise.

    (5)

    Selv om der i overgangsperioden er gjort fremskridt med tilbagegivelsen af landbrugsjord til landmændene, er man dog stødt på vanskeligheder især siden 2008, og arbejdet er derfor endnu ikke afsluttet. En lignende tendens kan observeres, hvad angår privatiseringen af landbrugsjord. Manglende retssikkerhed vedrørende ejendomsrettigheder og underudviklede kredit- og forsikringsfaciliteter for landmænd svækker desuden det ungarske marked for landbrugsjord og hindrer, at markedet fungerer korrekt.

    (6)

    Det kan på denne baggrund forventes, hvilket de ungarske myndigheder også gør, at ophævelsen af restriktionerne den 1. maj 2011 vil lægge pres på priserne på jord i Ungarn. I betragtning af det store antal aktører, den meget opsplittede ejerstruktur på markedet for landbrugsjord, som ikke har forandret sig væsentligt siden tiltrædelsen, og den udbredte brug af leje af jord vil ophævelsen af restriktionerne sandsynligvis indvirke på hele sektoren. Der er således fare for alvorlige forstyrrelser på det ungarske marked for landbrugsjord efter udløbet af overgangsperioden.

    (7)

    En forlængelse af overgangsperioden for yderligere tre år, som omtalt i bilag X, kapitel 3, punkt 2, til tiltrædelsesakten, bør derfor indrømmes.

    (8)

    For at kunne forberede markedet fuldt ud til liberaliseringen er det stadig af allerstørste betydning, selv i en periode med dårlige økonomiske forhold, at skabe forbedringer i faktorer såsom kredit- og forsikringsfaciliteter for landmænd, privatiseringsprocessen og tilbagegivelsen af landbrugsjord i overgangsperioden, hvilket allerede blev fremhævet i midtvejsrapporten.

    (9)

    En øget tilgang af udenlandsk kapital til markedet for landbrugsjord udgør også potentielle fordele for dette marked i Ungarn. Udenlandske investeringer i landbrugssektoren kan, jf. midtvejsrapporten, også have væsentlige langsigtede virkninger for tilførsel af kapital og knowhow, på funktionsmåden på markedet for jord og på landbrugets produktivitet. En gradvis ophævelse af restriktionerne for udenlandsk ejerskab i løbet af overgangsperioden vil også bidrage til at gøre markedet parat til fuld liberalisering —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Overgangsperioden for erhvervelse af landbrugsjord i Ungarn, jf. bilag X, kapitel 3, punkt 2, til tiltrædelsesakten fra 2003, forlænges indtil den 30. april 2014.

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter datoen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 2010.

    På Kommissionens vegne

    José Manuel BARROSO

    Formand


    (1)  KOM(2008) 461 endelig, 16.7.2008.


    Top