EUR-Lex Pristup zakonodavstvu Europske unije

Natrag na početnu stranicu EUR-Lex-a

Ovaj je dokument isječak s web-mjesta EUR-Lex

Dokument 32008D0901

Rådets afgørelse 2008/901/FUSP af 2. december 2008 om en uafhængig international undersøgelsesmission vedrørende konflikten i Georgien

EUT L 323 af 3.12.2008., str. 66–66 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Pravni status dokumenta Više nije na snazi, Datum isteka: 30/09/2009

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2008/901/oj

3.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 323/66


RÅDETS AFGØRELSE 2008/901/FUSP

af 2. december 2008

om en uafhængig international undersøgelsesmission vedrørende konflikten i Georgien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 13, stk. 3, og artikel 23, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det Europæiske Råd erklærede den 1. september 2008, at Den Europæiske Union er parat til at forpligte sig til at støtte alle bestræbelser på at opnå en fredelig og varig løsning på konflikten i Georgien og er rede til at støtte tillidsskabende foranstaltninger.

(2)

Den 15. september 2008 gav Rådet sin støtte til idéen om en uafhængig international undersøgelse af konflikten i Georgien.

(3)

Heidi TAGLIAVINI bør udnævnes til chef for undersøgelsesmissionen —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Chefen for den uafhængige internationale undersøgelsesmission og mandat

1.   Heidi TAGLIAVINI udnævnes til chef for en uafhængig international undersøgelsesmission vedrørende konflikten i Georgien, i det følgende benævnt »undersøgelsesmissionen«, for perioden fra den 2. december 2008 til den 31. juli 2009.

2.   Formålet med undersøgelsesmissionen er at undersøge baggrunden for og forløbet af konflikten i Georgien, herunder i forhold til folkeretten (1), den humanitære ret og menneskerettighederne, samt undersøge de anklager, der er fremsat i den forbindelse (2) Undersøgelsen skal have et bredt omfang, både geografisk og tidsmæssigt, således at alle de mulige årsager til konflikten kan blive klarlagt. Resultaterne af undersøgelsen forelægges for parterne i konflikten, samt for Rådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og De Forenede Nationer (FN), i form af en rapport.

3.   Chefen for undersøgelsesmissionen har ansvaret for gennemførelsen af undersøgelsesmissionen. Hun fastlægger i fuld uafhængighed undersøgelsesmissionens procedurer og arbejdsmetoder samt indholdet i den rapport, der er omhandlet i stk. 2.

Artikel 2

Finansiering

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med gennemførelsen af undersøgelsesmissionen er på 1 600 000 EUR for perioden fra den 2. december 2008 til den 31. juli 2009.

2.   Udgifter, der finansieres med det i stk. 1 fastsatte beløb, kan dækkes fra den 2. december 2008.

3.   Udgifterne forvaltes efter de regler og procedurer, der gælder for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget. De forvaltes i henhold til en kontrakt mellem chefen for undersøgelsesmissionen og Kommissionen.

4.   Chefen for undersøgelsesmissionen står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

Artikel 3

Sammensætning af undersøgelsesmissionen

Missionschefen træffer afgørelse om sammensætningen af undersøgelsesmissionen. Undersøgelsesmissionen sammensættes af anerkendte eksperter, navnlig jurister, historikere, militærpersoner og menneskerettighedseksperter.

Artikel 4

Evaluering

Gennemførelsen af denne afgørelse behandles af Rådet inden den 31. juli 2009.

Artikel 5

Ikrafttræden og udløb

Denne afgørelse har virkning fra dagen for vedtagelsen.

Den udløber den 31. juli 2009.

Artikel 6

Offentliggørelse

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. december 2008.

På Rådets vegne

C. LAGARDE

Formand


(1)  Herunder Helsingforsslutakten.

(2)  Herunder påstandene om krigsforbrydelser.


Vrh