Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005R2103

Rådets forordning (EF) nr. 2103/2005 af 12. december 2005 om ændring af forordning (EF) nr. 3605/93 for så vidt angår kvaliteten af de statistiske data til brug ved proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud

EUT L 337 af 22.12.2005, p. 1–6 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 175M af 29.6.2006, p. 243–248 (MT)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 25/05/2009

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2005/2103/oj

22.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 337/1


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 2103/2005

af 12. december 2005

om ændring af forordning (EF) nr. 3605/93 for så vidt angår kvaliteten af de statistiske data til brug ved proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104, stk. 14, tredje afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen skal tilvejebringe de statistiske data, der skal benyttes med henblik på anvendelsen af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Kommissionen varetager ikke den direkte indsamling af disse data, men anvender data, som er udarbejdet og indberettet af de nationale myndigheder i henhold til artikel 3 i nævnte protokol.

(2)

Kommissionens rolle som statistisk myndighed i den forbindelse udøves specifikt af Eurostat på Kommissionens vegne. Som den tjenestegren i Kommissionen, der er ansvarlig for at udføre de opgaver, der påhviler Kommissionen med hensyn til udarbejdelse af EF-statistikker, skal Eurostat udføre sine opgaver i overensstemmelse med principperne om upartiskhed, pålidelighed, relevans, omkostningseffektivitet, statistisk fortrolighed og gennemsigtighed, jf. Kommissionens afgørelse 97/281/EF af 21. april 1997 om Eurostats rolle ved udarbejdelse af EF-statistikker (3). Medlemsstaternes og Fællesskabets statistiske myndigheders gennemførelse af Kommissionens henstilling af 25. maj 2005 om medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed bør styrke princippet om faglig uafhængighed, tilstrækkelige ressourcer og de statistiske datas kvalitet.

(3)

Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 af 22. november 1993 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (4), indeholder de definitioner, der er relevante for proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, og fastsætter en tidsplan for underretning af Kommissionen om det årlige offentlige underskud, den årlige offentlige gæld og andre årlige offentlige data. I sin nuværende ordlyd indeholder nævnte forordning ingen bestemmelser om vurderingen af kvaliteten af de data, der indberettes af medlemsstaterne, eller om Kommissionens tilvejebringelse af data.

(4)

Efter forslag fra Kommissionen vedtog Rådet (økonomi og finans) den 18. februar 2003 en adfærdskodeks om udarbejdelse og indberetning af data som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i et forsøg på at afklare og strømline de procedurer, der anvendes både af medlemsstaterne og Kommissionen ved udarbejdelsen og indberetningen af offentlige regnskaber efter det europæiske nationalregnskabssystem (ENS-95) (5), især data om offentlige underskud og offentlig gæld, som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.

(5)

En ændring af fristerne for indberetning af data som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud bør sikre fuld overensstemmelse med tidsfristerne for ENS-dataindberetningsprogrammet (6) vedrørende offentlige udgifter og indtægter, balance, finansielle transaktioner og gæld, hvor der indberettes på kvartals- og årsbasis. Formålet med at ændre indberetningsfristerne er at strømline medlemsstaternes indberetningsforpligtelser, og ændringen indebærer, at ENS-95-dataindberetningsprogrammet på et tidspunkt skal ændres ved en kommissionsforordning.

(6)

Budgetovervågningens troværdighed står og falder med pålidelige budgetstatistikker. Det er yderst vigtigt, at de data, der indberettes af medlemsstaterne i medfør af forordning (EF) nr. 3605/93, og som Kommissionen forelægger for Rådet i overensstemmelse med protokollen, er af høj kvalitet.

(7)

Til forbedring af kvaliteten af de faktiske offentlige data, der indberettes som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, er det nødvendigt at træffe foranstaltninger, der tager udgangspunkt i eksisterende god praksis, og som giver Rådet og Kommissionen mulighed for at opfylde deres pligter i henhold til traktaten. I erklæringen om kvaliteten af det europæiske statistiske system, der blev vedtaget af Udvalget for det Statistiske Program i september 2001, er der fastsat centrale elementer med henblik på evaluering af kvaliteten.

(8)

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten, går foranstaltningerne til denne forordning, der er nødvendige for at nå målet om at styrke den statistiske overvågning af kvaliteten af indberettede data som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(9)

Budgetstatistikker udarbejdes på grundlag af de principper, der er fastlagt i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker (7), herunder navnlig principperne om upartiskhed, pålidelighed, relevans og gennemsigtighed.

(10)

Eurostat vil på Kommissionens vegne være ansvarlig for at vurdere kvaliteten af dataene og for at tilvejebringe de data, der skal benyttes som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, jf. afgørelse 97/281/EF.

(11)

Der bør etableres en løbende dialog mellem Kommissionen og medlemsstaternes statistiske myndigheder for at sikre kvaliteten af såvel de faktiske data, der indberettes af medlemsstaterne, som de tilgrundliggende regnskaber for det offentlige udarbejdet efter ENS-95. Med henblik herpå kan Kommissionen gennemføre såvel regelmæssige dialogbesøg som eventuelle metodologiske besøg og dermed styrke overvågningen af de indberettede data og løbende sikre kvaliteten af dataene. Medlemsstaterne bør straks give Kommissionen adgang til oplysningerne. Dialogbesøg bør være reglen. Metodologiske besøg bør kun foretages, når Kommissionen (Eurostat) konstaterer betydelige risici eller potentielle problemer i forbindelse med dataenes kvalitet, navnlig hvad angår de metoder, begreber og klassificeringer, der er anvendt på de data, som medlemsstaterne har pligt til at indberette. Disse eventuelle metodologiske besøg vil finde sted på grundlag af udveksling af oplysninger mellem alle relevante fora, navnlig Det Økonomiske og Finansielle Udvalg.

(12)

Medlemsstaterne bør sende Kommissionen detaljerede oversigter over de metoder, procedurer og kilder, der anvendes ved udarbejdelsen af dataene over det faktiske underskud og den faktiske gæld og de tilgrundliggende regnskaber for det offentlige udarbejdet efter ENS-95, og de skal ajourføre og offentliggøre disse oversigter.

(13)

Det er nødvendigt med hurtige beslutninger fra Kommissionen (Eurostat) vedrørende den korrekte regnskabsmæssige behandling af en transaktion efter Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 i tilfælde af tvivl om den korrekte regnskabsmæssige behandling af en offentlig transaktion eller i tilfælde, der er særlig vanskelige eller af almen interesse.

(14)

Reglerne for Kommissionens (Eurostats) tilvejebringelse af data skal afklares for så vidt angår tidsfristen for tilvejebringelsen og eventuelle forbehold og ændringer.

(15)

Indberetningens omfang bør bringes i overensstemmelse med de data, der i øjeblikket indberettes af medlemsstaterne. Generelt skal forordning (EF) nr. 3605/93 ajourføres på baggrund af erfaringerne med gennemførelsen af adfærdskodeksen.

(16)

Forordning (EF) nr. 3605/93 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EF) nr. 3605/93 ændres således:

1)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

1.   Tallene for det forventede offentlige underskud og for niveauet for den forventede offentlige gæld er de tal, som medlemsstaterne udarbejder for det indeværende år. De skal bygge på de seneste officielle prognoser under hensyntagen til de seneste budgetmæssige beslutninger, den økonomiske udvikling og de økonomiske udsigter. Beregning af tallene skal ske så tæt som muligt på indberetningsfristen.

2.   Tallene for det faktiske offentlige underskud og for niveauet for den faktiske offentlige gæld er de anslåede, foreløbige eller endelige resultater for et afsluttet år. De forventede data skal for så vidt angår definitioner og begreber udarbejdes efter samme metode som de faktiske data uden afbrydelser i serierne.«

2)

Artikel 4, stk. 1, 2 og 3, affattes således:

»1.   Fra begyndelsen af 1994 underretter medlemsstaterne to gange om året Kommissionen om deres forventede og faktiske offentlige underskud og om niveauet for deres faktiske offentlige gæld, første gang inden den 1. april i det indeværende år (år n) og anden gang inden den 1. oktober i år n.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvilke nationale myndigheder der er ansvarlige for indberetning af data som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.

2.   Inden den 1. april i år n skal medlemsstaterne:

underrette Kommissionen om deres forventede offentlige underskud i år n, om det seneste skøn over deres faktiske offentlige underskud i år n-1 og om deres faktiske offentlige underskud i årene n-2, n-3 og n-4

samtidig for år n underrette Kommissionen om de forventede data og for årene n-1, n-2, n-3 og n-4 om de faktiske data for det tilsvarende budgetunderskud, opgjort efter den definition, som er mest anvendt i hver enkelt medlemsstat, og om de tal, som forklarer sammenhængen mellem budgetunderskuddet og det offentlige underskud i undersektoren S.1311

samtidig for årene n-1, n-2, n-3 og n-4 underrette Kommissionen om de faktiske data for deres tilsvarende almindelige afregningskonti (»working balances«) og om de tal, som forklarer sammenhængen mellem de almindelige afregningskonti for hver offentlig undersektor og det offentlige underskud i undersektorerne S.1312, S.1313 og S.1314

underrette Kommissionen om det forventede niveau for deres offentlige gæld ved udgangen af år n og niveauet for deres faktiske offentlige gæld ved udgangen af årene n-1, n-2, n-3 og n-4

samtidig for årene n-1, n-2, n-3 og n-4 underrette Kommissionen om de tal, der forklarer, hvorledes det offentlige underskud og andre relevante faktorer har bidraget til variationen i niveauet for deres offentlige gæld, opdelt efter undersektor.

3.   Inden den 1. oktober i år n skal medlemsstaterne:

underrette Kommissionen om deres ajourførte forventede offentlige underskud i år n og om deres faktiske offentlige underskud i årene n-1, n-2, n-3 og n-4 samt opfylde kravene i stk. 2, andet og tredje led

underrette Kommissionen om det ajourførte forventede niveau for deres offentlige gæld ved udgangen af år n og om niveauet for deres faktiske offentlige gæld ved udgangen af år n-1, n-2, n-3 og n-4 samt opfylde kravene i stk. 2, femte led.«

3)

Artikel 7 og 8 affattes således:

»Artikel 7

1.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om alle væsentlige ændringer i de allerede indberettede tal for deres faktiske og forventede offentlige underskud og gæld, så snart disse foreligger.

2.   Væsentlige ændringer i de allerede indberettede tal for det faktiske underskud og den faktiske gæld skal ledsages af behørig dokumentation. Under alle omstændigheder skal ændringer, der medfører en overskridelse af referenceværdierne i den relevante protokol til traktaten, eller ændringer, der betyder, at data fra en medlemsstat ikke længere overskrider referenceværdierne, indberettes og behørigt dokumenteres.

Artikel 8

Medlemsstaterne offentliggør dataene for det faktiske underskud og den faktiske gæld og andre data for afsluttede år, som er indberettet til Kommissionen efter artikel 4, 5, 6 og 7.«

4)

Efter artikel 8 indsættes følgende afsnit:

»AFSNIT 2a

DATAENES KVALITET

Artikel 8a

1.   Kommissionen (Eurostat) vurderer regelmæssigt kvaliteten af såvel de faktiske data, der indberettes af medlemsstaterne, som de tilgrundliggende regnskaber for det offentlige udarbejdet efter ENS-95 (i det følgende benævnt »offentlige regnskaber«). Ved de faktiske datas kvalitet forstås de statistiske datas overensstemmelse med regnskabsreglerne og deres fuldstændighed, pålidelighed, aktualitet og konsistens. Der fokuseres i vurderingen på områder, der er specificeret i medlemsstaternes oversigter, som f.eks. afgrænsning af den offentlige sektor, klassificering af de offentlige transaktioner og forpligtelser samt registreringstidspunktet.

2.   Medlemsstaterne giver hurtigst muligt Kommissionen (Eurostat) adgang til de statistiske oplysninger, der er nødvendige for at vurdere dataenes kvalitet, jf. dog bestemmelserne om statistisk fortrolighed i forordning (EF) nr. 322/97.

De statistiske oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, bør begrænses til kun at omfatte de data, der er absolut nødvendige for at kontrollere, at ENS-reglerne overholdes. De statistiske oplysninger omfatter især:

data fra de nationale regnskaber

oversigter

EDP-indberetningsskemaer

supplerende spørgeskemaer og beretninger i forbindelse med indberetningerne.

Spørgeskemaernes udformning fastlægges af Kommissionen (Eurostat) efter høring af Udvalget for Penge-, Kreditmarkeds- og Betalingsbalancestatistik (i det følgende benævnt »CMFB)« nedsat ved Rådets afgørelse 91/115/EØF (8).

3.   Kommissionen (Eurostat) aflægger regelmæssigt rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om kvaliteten af de faktiske data, der indberettes af medlemsstaterne. Rapporten skal omhandle den generelle vurdering af de faktiske data, der indberettes af medlemsstaterne, for så vidt angår disses overensstemmelse med regnskabsreglerne og deres fuldstændighed, pålidelighed, aktualitet og konsistens.

Artikel 8b

1.   Medlemsstaterne sender Kommissionen (Eurostat) en detaljeret oversigt over de metoder, procedurer og kilder, der anvendes ved udarbejdelsen af dataene om det faktiske underskud og den faktiske gæld og de tilgrundliggende offentlige regnskaber.

2.   Medlemsstaterne udarbejder disse oversigter efter retningslinjer, der vedtages af Kommissionen (Eurostat) efter høring af CMFB.

3.   Medlemsstaterne ajourfører disse oversigter, når de foretager ændringer i de metoder, procedurer og kilder, de anvender ved udarbejdelsen af deres statistiske data.

4.   Medlemsstaterne offentliggør deres oversigter.

5.   De i stk. 1, 2 og 3 omhandlede emner kan tages op i forbindelse med de i artikel 8d nævnte besøg.

Artikel 8c

1.   I tilfælde af tvivl om den korrekte anvendelse af regnskabsreglerne efter ENS-95 anmoder den berørte medlemsstat Kommissionen (Eurostat) om en præcisering. Kommissionen (Eurostat) behandler spørgsmålet straks og sender sin præcisering til den berørte medlemsstat og, hvis relevant, tillige til CMFB.

2.   I tilfælde, som efter Kommissionens eller den berørte medlemsstats opfattelse er særlig vanskelige eller af almen interesse, træffer Kommissionen (Eurostat) en beslutning efter høring af CMFB. Kommissionen (Eurostat) offentliggør disse beslutninger sammen med udtalelsen fra CMFB, jf. dog bestemmelserne om statistisk fortrolighed i forordning (EF) nr. 322/97.

Artikel 8d

Kommissionen (Eurostat) sørger for løbende dialog med medlemsstaternes statistiske myndigheder. I dette øjemed gennemfører Kommissionen (Eurostat) regelmæssige dialogbesøg og eventuelle metodologiske besøg i alle medlemsstaterne. Metodologiske besøg bør kun foretages, når der er konstateret betydelige risici eller potentielle problemer i forbindelse med dataenes kvalitet, navnlig hvad angår de metoder, begreber og klassificeringer, der er anvendt på de data, som medlemsstaterne har pligt til at indberette.

Formålet med dialogbesøgene er at gennemgå de indberettede data, behandle metodespørgsmål, drøfte de statistiske procedurer og kilder, der er beskrevet i oversigterne, og vurdere, hvorvidt regnskabsreglerne er overholdt. Dialogbesøgene bør tjene til at klarlægge, om der er risici ved eller potentielle problemer i forbindelse med kvaliteten af de indberettede data. De metodologiske besøg tager sigte på at overvåge de procedurer og de offentlige regnskaber, der ligger til grund for de indberettede faktiske data, og at drage detaljerede konklusioner om de indberettede datas kvalitet, jf. artikel 8a, stk. 1. Metodologiske besøg bør begrænses til det rent statistiske område. Dette bør komme til udtryk i sammensætningen af de delegationer, der er omhandlet i artikel 8e.

I forbindelse med tilrettelæggelsen af dialogbesøg og metodologiske besøg forelægger Kommissionen (Eurostat) sine foreløbige undersøgelsesresultater for de berørte medlemsstater, således at disse kan fremsætte bemærkninger hertil.

Artikel 8e

1.   Ved gennemførelsen af metodologiske besøg i medlemsstaterne kan Kommissionen (Eurostat) anmode om bistand fra nationale regnskabseksperter, som foreslås af andre medlemsstater på frivilligt grundlag, og fra tjenestemænd i andre af Kommissionens tjenestegrene.

Listen over nationale regnskabseksperter, som Kommissionen kan anmode om bistand, vil blive udarbejdet på grundlag af indstillinger til Kommissionen fra de nationale myndigheder, der er ansvarlige for indberetning af uforholdsmæssigt store underskud.

2.   Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at lette de metodologiske besøg. Disse besøg bør begrænses til de nationale myndigheder, der er involveret i indberetningen med henblik på proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Medlemsstaterne sikrer dog, at de tjenester, som direkte eller indirekte er involveret i udarbejdelsen af offentlige regnskaber og gældsopgørelser, og om nødvendigt de nationale myndigheder, der har et løbende ansvar for kontrollen af de offentlige regnskaber, yder Kommissionens tjenestemænd og andre eksperter omhandlet i stk. 1, den bistand, der er nødvendig, for at de kan udføre deres opgaver, bl.a. ved at stille dokumenter til rådighed, som underbygger de indberettede data om det faktiske underskud og den faktiske gæld og de tilgrundliggende offentlige regnskaber. Kun Kommissionen (Eurostat) bør få adgang til fortrolige akter i det nationale statistiske system.

Uden at dette anfægter medlemsstaternes generelle pligt til at træffe alle de foranstaltninger, der måtte være nødvendige med henblik på at lette de metodologiske besøg, er Eurostats samtalepartnere i forbindelse med de metodologiske besøg, der er omhandlet i første afsnit, de tjenestegrene i hver medlemsstat, der er ansvarlige for indberetninger vedrørende proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.

3.   Kommissionen (Eurostat) sikrer, at tjenestemænd og eksperter, der deltager i besøgene, opfylder alle garantier med hensyn til teknisk kompetence, faglig uafhængighed og overholdelse af tavshedspligten.

Artikel 8f

Kommissionen (Eurostat) aflægger rapport til Det Økonomiske og Finansielle Udvalg om resultaterne af dialogbesøgene og de metodologiske besøg ledsaget af eventuelle bemærkninger, som den berørte medlemsstat har fremsat til disse resultater. Efter at være blevet forelagt for Det Økonomiske og Finansielle Udvalg offentliggøres disse rapporter sammen med den berørte medlemsstats eventuelle bemærkninger, jf. dog bestemmelserne om statistisk fortrolighed i forordning (EF) nr. 322/97.

AFSNIT 2b

KOMMISSIONENS FREMLÆGGELSE AF DATA

Artikel 8g

1.   Kommissionen (Eurostat) fremlægger dataene om det faktiske offentlige underskud og den faktiske offentlige gæld med henblik på anvendelsen af protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud senest tre uger efter udløbet af de indberetningsfrister, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, eller efter eventuelle ændringer som omhandlet i artikel 7, stk. 1. Fremlæggelsen af dataene sker ved offentliggørelse.

2.   Kommissionen (Eurostat) udskyder ikke fremlæggelsen af dataene om medlemsstaternes faktiske offentlige underskud og gæld, hvis en medlemsstat ikke har indberettet sine data.

Artikel 8h

1.   Kommissionen (Eurostat) kan tage forbehold for kvaliteten af de faktiske data, der indberettes af medlemsstaterne. Senest tre arbejdsdage før den planlagte offentliggørelsesdato meddeler Kommissionen (Eurostat) den berørte medlemsstat og formanden for Det Økonomiske og Finansielle Udvalg det forbehold, den agter at tage og offentliggøre. Hvis situationen løses efter offentliggørelsen af dataene og forbeholdet, trækkes forbeholdet tilbage, og der offentliggøres straks en meddelelse herom.

2.   Kommissionen (Eurostat) kan ændre de faktiske data, medlemsstaterne har indberettet, og fremlægge de ændrede data sammen med en begrundelse for ændringen, hvis de indberettede faktiske data klart ikke opfylder kravene i artikel 8a, stk. 1. Senest tre arbejdsdage før den planlagte offentliggørelsesdato meddeler Kommissionen (Eurostat) den berørte medlemsstat og formanden for Det Økonomiske og Finansielle Udvalg de ændrede data og begrundelsen for ændringen.

AFSNIT 2c

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 8i

1.   Medlemsstaterne sikrer, at de faktiske data, der indberettes til Kommissionen, er udarbejdet i overensstemmelse med principperne i artikel 10 i forordning (EF) nr. 322/97. Det er i den forbindelse de nationale statistiske myndigheder, der har ansvaret for at sikre overensstemmelse mellem de indberettede data og artikel 1 og 2 samt de tilgrundliggende regnskabsregler efter ENS-95.

2.   Medlemsstaterne træffer alle relevante foranstaltninger for at sikre, at de embedsmænd, der er ansvarlige for indberetningen af de faktiske data til Kommissionen og de tilgrundliggende offentlige regnskaber, handler i overensstemmelse med principperne i artikel 10 i forordning (EF) nr. 322/97.

Artikel 8j

I tilfælde af en revision af ENS-95 eller en ændring af metodologien i ENS-95, som skal vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet eller Kommissionen efter kompetence- og procedurereglerne i traktaten og forordning (EF) nr. 2223/96, indsætter Kommissionen de nye henvisninger til ENS-95 i artikel 1, 2 og 4.

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. december 2005.

På Rådets vegne

J. STRAW

Formand


(1)  Udtalelse afgivet den 23.6.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EUT C 116 af 18.5.2005, s. 11.

(3)  EFT L 112 af 29.4.1997, s. 56.

(4)  EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 351/2002 (EFT L 55 af 26.2.2002, s. 23).

(5)  Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25.6.1996 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab (EFT L 310 af 30.11.1996, s. 1). Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1267/2003 (EUT L 180 af 18.7.2003, s. 1).

(6)  

Kommissionens forordning (EF) nr. 264/2000 af 3.2.2000 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 med hensyn til kortfristede statistikker over offentlige finanser (EFT L 29 af 4.2.2000, s. 4).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2002 af 10.6.2002 om ikke-finansielle kvartalsregnskaber for den offentlige forvaltning og service (EFT L 179 af 9.7.2002, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 501/2004 af 10.3.2004 om finansielle kvartalsregnskaber for den offentlige forvaltning og service (EUT L 81 af 19.3.2004, s. 1).

Rådets forordning (EF) nr. 1222/2004 af 28.6.2004 om udarbejdelse og indberetning af data vedrørende den kvartårlige offentlige gæld (EUT L 233 af 2.7.2004, s. 1).

Kommissionens forordning (EF) nr. 1500/2000 af 10.7.2000 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 med hensyn til offentlig forvaltning og services udgifter og indtægter (EFT L 172 af 12.7.2000, s. 3).

Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 (EFT L 310 af 30.11.1996, s. 1).

(7)  EFT L 52 af 22.2.1997, s. 1.

(8)  EFT L 59 af 6.3.1991, s. 19


Top