1)

Artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse skal fortolkes således, at det tillader en medlemsstat at fastsætte, at den nationale bestemmelse til gennemførelse af dette direktivs artikel 33, stk. 2, litra a), straks skal finde anvendelse på asylansøgninger, som endnu ikke er blevet endeligt afgjort, og som er indgivet inden den 20. juli 2015 og inden ikrafttrædelsen af denne nationale bestemmelse. Artikel 52, stk. 1, sammenholdt med bl.a. nævnte artikel 33, er derimod til hinder for en sådan øjeblikkelig anvendelse i en situation, hvor såvel asylansøgningen som anmodningen om tilbagetagelse er blevet indgivet inden ikrafttrædelsen af direktiv 2013/32, og hvor disse i henhold til artikel 49 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, stadig fuldt ud er omfattet af anvendelsesområdet for Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne.

2)

I en situation som den i sagerne C-297/17, C-318/17 og C-319/17 omhandlede skal artikel 33 i direktiv 2013/32 fortolkes således, at den tillader medlemsstaterne at afvise en asylansøgning i medfør af nævnte artikel 33, stk. 2, litra a), uden at medlemsstaterne fortrinsvis skal eller kan anvende de procedurer for overtagelse eller tilbagetagelse, der er fastsat i forordning nr. 604/2013.

3)

Artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat udøver den i denne bestemmelse fastsatte mulighed for at afvise en ansøgning om tildeling af flygtningestatus med den begrundelse, at en anden medlemsstat allerede har indrømmet ansøgeren subsidiær beskyttelse, når de forventelige levevilkår, som nævnte person vil leve under i sin egenskab af person med subsidiær beskyttelsesstatus i denne anden medlemsstat, ikke udsætter den pågældende for en alvorlig risiko for at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den omstændighed, at personer med en sådan subsidiær beskyttelse ikke i den nævnte medlemsstat modtager nogen form for eksistenssikrende ydelser eller alene modtager sådanne ydelser i væsentligt begrænset omfang i forhold til andre medlemsstater, uden at de imidlertid behandles anderledes end denne medlemsstats statsborgere, kan ikke føre til den konklusion, at ansøgeren i denne medlemsstat vil blive udsat for en sådan risiko, medmindre denne omstændighed vil bevirke, at den pågældende ansøger som følge af sin særlige sårbarhed og af grunde, der er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, vil befinde sig i en situation med alvorlige materielle afsavn.

Artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat udøver den nævnte mulighed, hvor asylproceduren i den anden medlemsstat, der har indrømmet ansøgeren subsidiær beskyttelse, systematisk medfører afslag på tildeling af flygtningestatus til ansøgere om international beskyttelse, der opfylder betingelserne i kapitel II og III i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse, uden at der reelt er foretaget en vurdering.