EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52009BP0052

Forslag til det almindelige budget 2010 (Sektion I, II, IV, V, VI, VII, VIII og IX) Europa-Parlamentets beslutning af 22. oktober 2009 om forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010, Sektion I - Europa-Parlamentet, Sektion II - Rådet, Sektion IV - Domstolen, Sektion V - Revisionsretten, Sektion VI - Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Sektion VII - Regionsudvalget, Sektion VIII - Den Europæiske Ombudsmand og Sektion IX - Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (C7-0128/2009 - 2009/2002B(BUD))

EUT C 265E af 30.9.2010, p. 60–67 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

30.9.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 265/60


Torsdag, den 22. oktober 2009
Forslag til det almindelige budget 2010 (Sektion I, II, IV, V, VI, VII, VIII og IX)

P7_TA(2009)0052

Europa-Parlamentets beslutning af 22. oktober 2009 om forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010, Sektion I - Europa-Parlamentet, Sektion II - Rådet, Sektion IV - Domstolen, Sektion V - Revisionsretten, Sektion VI - Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Sektion VII - Regionsudvalget, Sektion VIII - Den Europæiske Ombudsmand og Sektion IX - Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (C7-0128/2009 - 2009/2002B(BUD))

2010/C 265 E/30

Europa-Parlamentet,

der henviser til EF-traktatens artikel 272,

der henviser til Rådets afgørelse 2000/597/EF, Euratom af 29. september 2000 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (1),

der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (2),

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (3),

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2009 om retningslinjerne for 2010-budgetproceduren - Sektion I, II, IV, V, VI, VII og IX (4),

der henviser til sin beslutning af 5. maj 2009 om overslag over Europa-Parlamentets indtægter og udgifter for regnskabsåret 2010 (5),

der henviser til den interne aftale fra 1998 om at begrænse budgetbevillingerne til højst 20 % af beløbet under udgiftsområde 5, eksklusive udgifter af ekstraordinær karakter;

der henviser til det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010, forelagt af Kommissionen den 29. april 2009 (KOM(2009)0300),

der henviser til forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010, vedtaget af Rådet den 13. juli 2009 (C7-0128/2009),

der henviser til forretningsordenens artikel 75 og bilag V,

der henviser til betænkning fra Budgetudvalget samt udtalelser fra Udvalget om International Handel og Udvalget for Andragender (A7-0037/2009),

A.

der henviser til, at det foreløbige budgetforslag (FBF) for samtlige institutioner efterlod en margen på 236 597 323 EUR under loftet for den finansielle ramme for regnskabsåret 2010,

B.

der henviser til, at der i budgetforslaget (BF) efter Rådets afgørelse af 13. juli 2009 er en margen på 276 153 415 EUR under dette loft,

C.

der henviser til, at pilotproceduren med et styrket samarbejde mellem Præsidiet og Budgetudvalget og tidligt gensidigt samarbejde om alle emner med betydelige budgetmæssige konsekvenser, der blev indgået aftale om for 2009-proceduren, også er blevet opretholdt for 2010-proceduren,

D.

der henviser til, at der den 15. september 2009 fandt et samrådsmøde sted mellem Præsidiet og Budgetudvalget forud for afstemningerne i Budgetudvalget og plenarforsamlingen,

Generel ramme

1.

minder om, at EU’s institutioner skal opstille deres budgetter inden for rammerne af den økonomiske og finansielle situation, Europa befinder sig i, og at det er tvingende nødvendigt, at disse afspejler anstrengelserne for at nå politiske mål ved at anvende ressourcerne så effektivt som muligt;

2.

gentager, at det er overbevist om, at budgetanmodninger skal være fuldt ud omkostningsbaserede og udelukkende svare til de reelle behov for at opfylde de mål, hver enkelt institution har fået pålagt, samtidig med at der gøres alt for at finde besparelser, bl.a. gennem bedre organisering af arbejdet, omfordeling af eksisterende ressourcer hen imod prioriteringer og mindre bureaukrati, for at de knappe finansielle ressourcer kan anvendes bedst muligt;

3.

glæder sig over den konstruktive ånd og samarbejdsvillighed, alle institutioner har udvist i deres kontakt med budgetmyndigheden, og er tilfreds med, at de har afgivet hurtige og præcise svar på spørgsmål;

4.

understreger, at eventuelle udgifter i tilknytning til den mulige ikrafttræden af Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab ikke er omfattet af forslagene; minder om, at træder denne traktat i kraft, kan det eventuelt blive nødvendigt at anvende eksisterende budgetinstrumenter, såsom ændringsskrivelser eller et ændringsbudget; mener dog, at det i så fald skal undersøges til bunds, om der kan foretages en omfordeling af de nuværende midler, inden der stilles krav om, at der stilles yderligere midler til rådighed; gentager, at der med henblik på fremtiden af forsigtighedshensyn er behov for at opretholde et bæredygtigt budget og en forsvarlig margen på dette udgiftsområde;

5.

henviser til, at der stadig er mulighed for forbedringer og en mere effektiv udnyttelse af budgetmidlerne på en række områder, og ønsker igen at fremhæve det interinstitutionelle samarbejde; er enig med Revisionsretten i, at øget samarbejde inden for sprogtjenesterne ville kunne give en vis margen for besparelser; har derfor gjort dette til en prioritering for 2010 og opfordrer institutionerne til yderligere at forbedre disse aspekter, bl.a. ved at genforhandle de nuværende ordninger vedrørende deling af interne oversættelsesressourcer;

6.

har derfor besluttet at indføre en tværgående reserve på 5 % til eksterne oversættelsesydelser og understreger, at dette ændringsforslag er rettet mod alle institutioner med egne oversættelsesafdelinger; mener, at de forbedringer, der anmodes om, omfatter genforhandling af de nuværende ordninger for deling af oversættelsesressourcer med henblik på at opnå effektivitetsgevinster og besparelser på oversættelsesområdet, hvilket også er i overensstemmelse med Revisionsrettens særberetning om dette område; bemærker, at denne reserve sidenhen kan frigives, når institutionerne forelægger et konkret forslag om en ordning for deling af oversættelsesressourcer, og budgetmyndigheden har behandlet denne;

7.

understreger sit ønske om, at institutionerne igen bør undersøge muligheden for, at oversættere udfører fjernarbejde; bemærker, at dette kan føre til årlige besparelser, navnlig hvis der kan frigøre kontorplads, så denne kan anvendes til andre formål; bemærker, at Revisionsretten anvender denne metode (dog i begrænset omfang), og at den fungerer fint;

8.

har besluttet at lade en margen blive stående under loftet for udgiftsområde 5 (administrative udgifter) på 222 344 665 EUR, således at den samlede forhøjelse begrænses til 2,1 %; understreger, at dette omfatter en genopførelse af nogle af de nedskæringer, som Rådet har foretaget i institutionernes budgetter, i de tilfælde hvor hver enkelt institutions særlige anmodninger er begrundet;

9.

mener, at EU's budgetsystem skal udvikle sig på en måde, der belønner idérigdom og innovative løsninger; understreger i den forbindelse og som et incitament, at effektivitetsgevinster og besparelser, som er resultatet af sådanne foranstaltninger fra institutionernes side, kunne bruges til andre prioriteringer, de måtte have; understreger imidlertid, at uudnyttede midler, som alene skyldes langsom gennemførelse eller uforudsete begivenheder, som en generel regel skal returneres til skatteyderne;

Sektion I - Europa-Parlamentet

Generel ramme

10.

glæder sig over den gode og konstruktive atmosfære ved samrådsmødet den 15. september 2009 mellem Præsidiet og Budgetudvalget; mener, at dette yderligere bør styrke opstillingen af Parlamentets budget i en ånd af gensidigt samarbejde og tillid og gennem en stringent anvendelse af forsvarlige budgetprincipper samt gennemsigtighed; understreger, at hvert enkelt organs beføjelser bør bevares fuldt ud;

11.

minder om, at der blev opnået enighed om følgende spørgsmål, som blev behandlet under dette samråd:

reserver (prioriterede projekter, reserven til bygninger og reserven til uforudsete udgifter)

omstrukturering af GD INLO og Sikkerhedstjenesten

personalebehov i 2010

Huset for Europæisk Historie

politiske partier og fonde

flersprogethed

videnstyring;

12.

mener, at informationsstrømmen og timingen for udvekslinger mellem Præsidiet og Budgetudvalget er af afgørende vigtighed for at sikre succes og yderligere forbedringer af deres samarbejde;

13.

understreger, at det er nødvendigt, at Parlamentet - som det er tilfældet for alle institutioner - forelægger så fuldstændigt et foreløbigt budgetforslag som muligt i foråret og forsommeren; understreger, at anvendelsen af ændringsskrivelser i efteråret virkelig bør begrænses til uforudsete begivenheder og tekniske ajourføringer; anerkender, at valgår udgør en særlig situation, hvor der skal sørges for en højere grad af fleksibilitet i disse procedurer for at sikre det nyvalgte parlaments beføjelser;

14.

påpeger, at det samlede niveau for Parlamentets budget udgør 19,87 % af de tilladte udgifter under udgiftsområde 5 (administrative bevillinger) i den flerårige finansielle ramme, dvs. at niveauet er blevet holdt under det selvpålagte loft på 20 %; gentager dog, at nævnte procentsats på 19,87 % ikke omfatter nogen form for mulige tilpasninger, der kan blive nødvendige, hvis Lissabontraktaten træder i kraft, navnlig på lovgivningsområdet, og fastholder, at det mener, at en betydelig margen er af afgørende betydning; anerkender, at yderligere besparelser og omfordeling er nødvendige for at sikre overholdelse af yderligere krav i betragtning af den nuværende begrænsede margen;

15.

mener, at en skelnen mellem Parlamentets faste og variable udgifter ville gøre det lettere at træffe beslutninger om det samlede niveau for dets budget og foretage en passende opfølgning; har i denne sammenhæng besluttet at opføre en del af tre specifikke budgetposter i reserven og anmoder samtidig om en rapport, der kortlægger udgifterne under afsnit 2 og 3 i forhold til forskellige omkostningstyper og ud fra, om de er faste eller variable; mener, at denne skelnen, de langsigtede strategier for bygninger og kommunikations- og informationspolitikker samt en cost-benefit-analyse af forskellige aktiviteter i Parlamentet vil muliggøre etableringen af en nulbaseret budgettering i de kommende år; mener, at dette vil betyde, at Parlamentets budget kun afspejler reelle behov og vil øge dets gennemsigtighed, nøjagtighed og effektivitet;

16.

påpeger, at 2010 er det første år, hvor den nye statut for medlemmer anvendes fuldt ud, hvilket har en betydelig indvirkning på Parlamentets budget, som har været nødt til at overtage disse udgifter; bemærker, at de yderligere beløb, som dette omfatter sammenlignet med 2009 (hvor den kun fandt delvis anvendelse), kan anslås til ca. 40 mio. EUR og i sammenligning med tidligere år til ca. 113 mio. EUR;

17.

mener, at disse beløb imidlertid bør opdeles i, hvad der reelt er uundgåelige konsekvenser af juridisk eller budgetmæssig natur, og beløb hvor den faktiske gennemførelse af ordningen kan betyde en forskel; opfordrer derfor fra et budgetmæssigt synspunkt til, at der udarbejdes en rapport om gennemførelsen af ordningen for rejsegodtgørelser baseret på nøjagtige og objektive data, og at denne rapport forelægges inden 30. juni 2010;

18.

glæder sig over den aftale, der blev indgået i slutningen af 2008 om den nye statut for medlemmernes parlamentariske assistenter, og har inkluderet budgetbestemmelserne for det første hele år efter disse bestemmelser i 2010; glæder sig ligeledes over oprettelsen af den midlertidige evalueringsgruppe, som skal undersøge eventuelle praktiske problemer i forbindelse med indførelsen af statutten for hhv. medlemmerne og medlemmernes assistenter, og ser frem til at modtage dens konklusioner så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder ikke senere end Præsidiets fremlæggelse af overslaget for 2011;

19.

påpeger også i forbindelse med budgettets samlede niveau og ovenstående spørgsmål, at samrådet førte til en aftale om nedskæring af de foreslåede reserver til 5 mio. EUR for nye politiske initiativer, bevarelse af en overordnet reserve til uforudsete udgifter på 10 mio. EUR samt en aftale om en reserve til bygninger på 15 mio. EUR;

Menneskelige ressourcer

20.

glæder sig over aftalen om personaleressourcer til budgettet for 2010 og påskønner de oplysninger, administrationen har stillet til rådighed vedrørende stillinger, der skønnes nødvendige, og de omstruktureringsforanstaltninger, der samtidig foreslås;

21.

har besluttet at godkende bevillinger til 54 nye stillinger i Parlamentets stillingsfortegnelse for 2010:

faste stillinger: 8 AD9, 17 AD5 og 28 AST1

midlertidige stillinger: 2 AD10, 1 AD9 og 1 AD5

fjernelse af 3 midlertidige AST1-stillinger, der blev godkendt i stillingsfortegnelsen for 2009;

har også besluttet at godkende bevillinger til følgende opgraderinger: 5 AD5 til 5 AD7 i forbindelsen med ansættelsen af tolke, 30 AD7 til 30 AD9 i forbindelse med interne udvælgelsesprøver og 30 AST3 til 30 AST5 også i forbindelse med interne udvælgelsesprøver; har også besluttet at godkende bevillinger til konvertering af 5 AST6-stillinger til 2 AD11 og 3 AD12-stillinger i forbindelse med overgangsudvælgelsesprøver;

22.

insisterer på trods af dette på, at yderligere anstrengelser for at omfordele allerede eksisterende ressourcer og stillinger bør være en integreret del af dets budgetproces; mener i denne forbindelse, at det er rigtigt at tilpasse dets organisering af arbejdet og tjenesternes struktur til de politiske prioriteringer for at maksimere resultaterne og - fra et budgetsynspunkt - reducere virkningerne på omkostningerne; minder i denne forbindelse om sin anmodning fra sidste år om, at det er af afgørende betydning at fordele de menneskelige ressourcer optimalt mellem de centrale lovgivningsmæssige aktiviteter, de direkte tjenester til medlemmerne og de administrative støttefunktioner samt gøre de underliggende forudsætninger og prioriteringer mere forståelige;

23.

bemærker navnlig samrådsaftalen om styrkelse af afdelingen for bygninger og bygningspolitik for at sikre ordentlig vedligeholdelse og sikkerhed samt forbedring af afdelingens planlægning og kontrol, hvilket sammen med en sammenhængende og ansvarlig bygningspolitik i sagens natur skulle føre til besparelser på lang sigt; erklærer sig derfor enig i at stille 49 nye stillinger til rådighed til dette formål over tre år; noterer sig også aftalen om at finansiere fem stillinger, der er fremsat anmodning om med henblik på en omorganisering af Sikkerhedstjenesten;

24.

glæder sig også over aftalen indgået under samrådet om at gennemføre en revision af organisationen i GD INLO og Sikkerhedstjenesten med henblik på at bedømme, om deres midler anvendes bedst muligt;

Lovgivningsarbejde og flersprogethed

25.

minder om, at flersprogethed har været et centralt emne i 2010-budgettet både med hensyn til bevarelse - endog styrkelse - af alle medlemmers ret til at nyde godt af ligebehandling, for så vidt angår sproglige ydelser og med hensyn til de stadig bestræbelser på at holde omkostningerne nede gennem forbedret interinstitutionelt samarbejde mellem alle institutioner; glæder sig over de yderligere målrettede midler til dette område i budgetforslaget og godkender disse;

26.

mener, at varetagelsen af Parlamentets øgede lovgivningsmæssige beføjelser er en løbende proces, der kræver bistand til medlemmerne i enhver henseende, således at de kan gennemføre deres lovgivningsarbejde; glæder sig i denne forbindelse også over Præsidiets afgørelse af 6. maj 2009 om at styrke den direkte assistance til medlemmerne i deres lovgivningsarbejde, navnlig i forbindelse med den første forberedende fase; mener, at der nu også skal gives de senere faser i lovgivningsprocedurerne opmærksomhed, og skønner det nødvendigt, at medlemmerne har adgang til korrekte tekster på alle officielle sprog i overensstemmelse med principperne for flersprogethed og målene for EU’s politik om bedre lovgivning for at styrke gennemsigtigheden og den demokratiske legitimitet af Parlamentets holdninger i lovgivningsprocedurer;

27.

minder om, at Parlamentet med jævne mellemrum stemmer om retsakter, der er indgået aftale om i form af tidlige politiske kompromisser, mens Rådet kun vedtager sådanne, efter de er blevet færdiggjort; mener, det er af central betydning, at Parlamentet bør gennemgå og stemme om endelige, korrekte tekster på alle sprog; anmoder om, at der træffes foranstaltninger på internt og interinstitutionelt plan til sikring af, at Parlamentet står på lige fod med Rådet i denne forbindelse;

28.

glæder sig over aftalen indgået ved samrådet om at indføre en tværgående reserve på 5 % på særlige budgetposter for alle institutioner med egne oversættelsestjenester som beskrevet ovenfor;

29.

er parat til at genoverveje metoden for og tilgængeligheden af oversættelser af indlæg på plenarforsamlingen, de såkaldte fuldstændige forhandlingsreferater, og hvordan dette kan forbedres gennem anvendelse af moderne teknologi, samtidig med at det kan udgøre en stor besparelse på budgettet; mener, at dette kunne omfatte et efterspørgselsbaseret system for oversættelse, som også ville kunne fremskynde tilgængeligheden af efterspurgte tekster betragteligt;

Bygningspolitik

30.

minder om sin tidligere anmodning til Præsidiet om at forelægge en sammenhængende og ansvarlig strategi,, for ejendomme og bygninger, som også tager højde for det særlige problem med stigende vedligeholdelsesomkostninger, renoveringsbehov og sikkerhedsomkostninger samt sikrer bæredygtighed i Parlamentets budget, og forventer den bliver forelagt ved udgangen af 2009; noterer sig det svar, det modtog efter sidste års budgetbeslutning, men betragter det ikke som tilstrækkeligt; understreger også, at der skal tages højde for mulige fremtidige godtgørelser fra de belgiske myndigheder i overensstemmelse med aftalen om Parlamentets nuværende bygninger i Bruxelles;

31.

gentager, at sikkerhedsanliggender, der er tæt forbundet med bygningspolitik, er af stor betydning, og mener, at en effektiv og afbalanceret tilgang er nødvendig på dette område; understreger navnlig et parlaments særlige egenskaber og behovet for åbenhed og tilgængelighed samt for sikkerhed; er samtidig bekymret over de stadigt stigende udgifter på dette område, og mener, at der er behov for en differentieret tilgang afhængig af den specifikke situation på de enkelte arbejdspladser;

32.

bemærker, at det endnu ikke er blevet forklaret tydeligt, hvorfor Præsidiet overvejer at erhverve en ny bygning tæt på de nuværende faciliteter i Bruxelles, samtidig med at det mener, at det ikke længere har brug for en anden af sine bygninger til parlamentsarbejde;

Kommunikations- og informationspolitik

33.

glæder sig over aftalen om finansiering af de europæiske politiske partier og fonde, som kan bidrage til at fremme kommunikationen med borgerne om EU's politiske liv og deres deltagelse heri; opfordrer til yderligere drøftelser om langsigtede budgetprincipper på dette område;

34.

glæder sig over Præsidiets endelige afgørelse om en forvaltningsmodel for det nye Besøgscenter og beslutter at stille de 13 stillinger, der var anmodet om, til rådighed for endelig at sikre så snarlig en åbning som muligt og i hvert fald ikke senere end første halvdel af 2010;

35.

noterer sig den aftale, der er indgået mellem Præsidiet og Budgetudvalget om Huset for Europæisk Historie; beslutter at stille de 1,5 mio. EUR, der var anmodet om, til rådighed og henstiller, at de opføres under en passende budgetpost, der allerede findes i 2009-budgettet, for at sikre, at arkitektkonkurrencen kan indledes, og forslag til projektet kan modtages til tiden næste år; gentager, at det mener, at det er nødvendigt med information om projektets samlede omkostninger; glæder sig over aftalen om at bestræbe sig på at finde yderligere midler fra eksterne kilder og undersøge mulighederne for et muligt samarbejde om projektet;

36.

understreger den betydning, det tillægger en effektiv organisering af de mange informationskilder og tjenester, der står til rådighed for medlemmer og ansatte i Parlamentet; minder i denne forbindelse om den nyligt vedtagne ikt-strategi under sit generaldirektorat med ansvar for it og beslutningen om at etablere et Direktorat for Bibliotek- og Dokumentforvaltning under Direktoratet for Ledelsesorganerne; understreger endvidere behovet for at udvikle et samlet videnstyringssystem, der kan lette videreformidlingen af information på både administrativt og politisk plan; anmoder Præsidiet om at være særlig opmærksom på samarbejdet mellem de forskellige tjenestegrene for at sikre, at den overordnede politik er sammenhængende og omkostningseffektiv, og glæder sig endelig over den ved samrådet indgåede aftale om, at der vil blive forelagt en redegørelse om dette emne på et møde i Budgetudvalget;

37.

mener også, at inddragelsen i ovennævnte nye direktorat af tjenestegrene, der forvalter dokumenter, bør forbedre adgangen til information og bidrage til en bedre forståelse af parlamentariske aktiviteter; insisterer på, at dette skal gøre medlemmernes arbejde lettere samt forbedre gennemsigtigheden i forhold til borgerne; beslutter at godkende de budgetmæssige dele, som indgår i det foreløbige budget; ønsker samtidig, at blive ajourført om dets organisation, udgifter hertil og prognoser om personaleressourcer samt produkter og ydelser, herunder foranstaltningerne til forbedring af dokumentadgangen;

38.

noterer sig udtalelserne fra Udvalget om International Handel og Udvalget om Andragender og lignende standpunkter, der er givet udtryk for; understreger, at der via budgetændringsforslagene og afstemningen i det store hele så vidt muligt er blevet taget højde for de bekymringer, der har været fremført;

Sektion IV - Domstolen

39.

mener, at den stigende arbejdsmængde i Domstolen i form af høringer og de nye hasteprocedurer har berettiget en rimelig forhøjelse af dens driftsbudget og forøgelse af dens stillingsfortegnelse i de forgangne to år, herunder en meget betragtelig styrkelse af personalet i 2009; mener derfor, det er naturligt, at der ikke anmodes om yderligere stillinger i 2010; er ikke overbevist om, at Rådets nedskæringer på forventede aflønninger og nedskæringsprocenter er korrekte set i lyset af den nuværende ansættelsesrate og personaletal;

40.

beslutter derfor igen at genopføre FBF med hensyn til en række budgetposter set i lyset af de fremsatte begrundelser og efter at have behandlet udvalgenes udtalelser;

41.

bemærker, at følgevirkningen af Domstolens nye bygninger stadig kan mærkes, og at det har en problematisk indvirkning på den samlede stigning i dens budget; kan set fra dette perspektiv og med disse irreversible omkostninger in mente acceptere den forelagte samlede forhøjelse på 4,5 %, samtidig med at det bemærkes, at udviklingen i Domstolens almindelige driftsbudget ligger på et væsentlig lavere niveau på cirka +2,5 %;

Sektion V - Revisionsretten

42.

accepterer efter de 20 revisorstillinger, som blev bevilget i 2009, oprettelsen af yderligere 12 revisorstillinger som resultat af den stigende efterspørgsel, navnlig fra dechargemyndigheden; understreger, at personaletal og anmodninger om ydelser skal ses i en bredere kontekst i lyset af budgettet og den europæiske økonomi; mener derfor, at bevillingen af 32 nye revisorstillinger over to år vil sætte Revisionsretten i en god position i en årrække, og anmoder i modsat fald Revisionsretten om at prioritere anmodninger alt efter disses hastekarakter og relative betydning;

43.

noterer sig den planlagte forøgelse af omkostningerne til udvidelsen af K3-Bygningen og gentager, at sammenlignet med en leje/købs-ordning vil beslutningen om at finansiere denne direkte over budgettet bevare dette projekt på det lavest mulige niveau for skatteyderne; bemærker, at beslutningen om at fremskynde betalingen af et beløb på 55 mio. EUR til 2009 har ført til en betydelig nedskæring af denne budgetpost i 2010;

44.

mener efter en bemærkning fra en ekstern revision af Revisionsretten, at alle udgifter til dette projekt skal gennemføres inden for de bevillinger, der er bevilget til den særlige bygningskonto, og af gennemsigtighedshensyn ikke må opføres under andre budgetposter;

45.

beslutter at forhøje et begrænset antal udgiftsposter relateret til Revisionsrettens udsendelse af beretninger til offentligheden, offentliggørelse i EU-Tidende og tjenesterejser, således at en tematisk ekspert om nødvendigt kan ledsage revisoren for at højne forståelsen og resultaternes kvalitet;

Sektion VI - Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

46.

beslutter at indtage en kompromisstilling mellem udvalgets oprindelige krav og Rådets budgetforslag; beslutter i den forbindelse at godkende oprettelsen af yderligere seks stillinger (4 AD5, 1 AST3 og 1 AST1) og justere den samlede nedskæring for lønninger og godtgørelser til 5 %;

47.

anmoder Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at forelægge sin første kortfattede rapport, der blev indført med det foregående budget, om, hvorledes det forbedrede planlægningssystem for møder og rejseomkostninger fungerer;

48.

anmoder af hensyn til fremtidige budgetter også om en kortfattet redegørelse for, hvorledes rejsegodtgørelser og godtgørelser udregnes, og hvilke muligheder medlemmer og ansatte i givet fald har i den henseende;

Sektion VII - Regionsudvalget

49.

er uenig i Rådets fjernelse af alle de ti yderligere stillinger, der var anmodet om til Regionsudvalget, og beslutter at genopføre fire af dem som prioriterede stillinger, der er knyttet til dets politiske arbejde og navnlig til regionsforsamlingen; minder imidlertid om, at der allerede var blevet godkendt forøgelser af antallet af stillinger i Regionsudvalget for 2009, og kan derfor ikke godkende mere end det set i lyset af den overordnede økonomiske situation;

50.

beslutter på baggrund af Udvalgets argumenter at indføre en samlet nedskæring på 5 % af ansættelserne og antallet af ledige stillinger; bemærker, at dette bør kunne sikre, at Regionsudvalget har tilstrækkelige midler til at opfylde sine forpligtelser, samtidig med at der foretages en mindre besparelse i forhold til FBF;

51.

indtager en kompromisstilling mellem Regionsudvalgets anmodninger og Rådets nedskæringer af forskellige aktionsposter, herunder midler til it-udvikling, børnepasningsfaciliteter for de ansatte samt oplysnings- og kommunikationsforanstaltninger;

Sektion VIII – Den Europæiske Ombudsmand

52.

genopfører delvis FBF efter at have noteret sig Rådets nedskæringer og hørt Ombudsmandens argumenter; insisterer på, at der dog kan bevares begrænsede besparelser i forhold til FBF;

53.

indtager også en kompromisstilling mellem Ombudsmanden og Rådet, for så vidt angår de nødvendige bevillinger til lønninger og godtgørelser;

54.

er enig med Ombudsmanden i, at det er nyttigt med overvejelser over, hvorvidt omkostningerne i forbindelse med udnævnelse til dette embede er formålstjenlige, og mener faktisk, at den nuværende metode, hvor sådanne omkostninger opdeles over forskellige år og budgetposter, ikke er gennemsigtig;

55.

er overrasket over, at dette organ nærmest ikke har haft noget budget til efteruddannelse, og er derfor enig i, at der sker en vis forhøjelse på dette område;

Sektion IX - Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse

56.

anerkender, at Den Europæiske Tilsynsførende i stigende grad anmodes om at afgive udtalelser om lovgivning (der relaterer til databeskyttelsesspørgsmål); har drøftet dette emne temmelig grundigt og har noteret sig udtalelsen om, at disse høringer er obligatoriske for Den Europæiske Tilsynsførende; har derfor besluttet at foretage nogle ændringer i Rådet budgetforslag;

57.

godkender oprettelsen af yderligere to stillinger (1 AD5 og 1 AST2), hvilket ligger mellem den oprindelige anmodning og Rådets holdning; gør dette, set i lyset af at der samtidig også er bevilget en forhøjelse af bevillingerne til nationale eksperter;

58.

er også enig i nogle forhøjelser i forhold til Rådets forslag vedrørende et begrænset antal andre budgetposter efter at have lyttet til Den Europæiske Tilsynsførendes argumenter;

*

* *

59.

pålægger sin formand at sende denne beslutning, ledsaget af ændringerne til sektion I, II, IV, V, VI, VII, VIII og IX i budgetforslaget, til Rådet og Kommissionen samt til de øvrige berørte institutioner og organer.


(1)  EFT L 253 af 7.10.2000, s. 42.

(2)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(3)  EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

(4)  Vedtagne tekster af denne dato, P6_TA(2009)0096.

(5)  Vedtagne tekster af denne dato, P6_TA(2009)0346.


Top